Nej, det er ikke reinkarnationslæren, jeg her tænker på. Den tog jeg frem i mit sidste indlæg her på bloggen, og hvis nogen syntes, at jeg var for lammefrom, så lad mig her citere Sørine Gotfredsen om den reinkarnationstroende præst, Annette Berg:
Annette Berg skylder sine kolleger og alle kirkens medlemmer en undskyldning. Hvorpå hun passende kan overveje, om det fremover er præst, hun skal være.
Jovist, det er jeg da sådan set enig med Sørine Gotfredsen i. Men også kun ”sådan set”.
Hvorfor?
Fordi kirken står overfor en langt større fare, som den hidtil enten slet ikke har reageret på eller har reageret helt forkert på. Denne fare er islam.
Den fare har store dele af kirken reagerer forkert på. Man har villet være åh så næstekærlig, har ofte villet deltage i den folkelige elites store imødekommenhed overfor muslimer og har derfor næsten aldrig vovet at gøre opmærksom på forskellen mellem kristendom og islam. Ja, der er endog adskillige præster, som ikke blot har anerkendt, at islam i religionsfrihedens navn skal have lov til at bygge en stormoské i København – det er jo sådan set helt i orden – men ligefrem opfordret kristne til økonomisk at bidrage til en sådan, hvilket bestemt ikke er i orden.
Det fik endda være, hvad der være ville, hvis det ikke var, fordi den samme del af folkekirken bestandig nedtoner islams voldelige sider. Og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med reaktionen overfor Annette Berg. ”Hun skal afskediges, ud med hende, folkekirkens troværdighed står på spil”, dette er nogle af de mere afdæmpede reaktioner. Og det er jo sandt nok, at hvis man læser præsteløftet igennem, kan man godt argumentere for, at hun har brudt sit løfte. Der står f.eks.:
Fremdeles [lover jeg]: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning.
Hun har altså skrevet under på, at hun vil bekæmpe lærdomme, der strider mod folkekirkens trosbekendelse, kan man sige. Og de mere skrappe iblandt os vil derfor kunne sige: ”så er det ud af vagten!”
Men her det så, jeg siger: Hvad har mon alle de islamvenlige præster skrevet under på? Er det ikke nøjagtig det samme? Bør de så ikke også afskediges?
Oven i købet hedder det i Den augsburgske Bekendelse, der jo nærmere bestemmer, hvad de lutherske kristne fordømmer, endda i §1:
De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.
Her er jo muslimerne nævnt direkte. Disse, eller altså deres lære, skal altså fordømmes af enhver folkekirkepræst. Det har han eller hun faktisk skrevet under på. Men se, om man holder det!
Jeg skal ikke her argumentere for, at man sætter den store kætterproces i gang. Blot skal jeg fremhæve det mærkelige i, at alle, der undlader at argumentere imod islam, går fri, men de, der vender sig hen imod reinkarnationslæren, straks føler sig anbragt under et damoklessværd. Og det på trods af, at islam er en langt større fare end reinkarnationslæren.
Dog skal jeg ikke nægte, at specielt skolen står overfor en vanskelig opgave, hvis den – jeg havde nær sagt: på neutral måde – skal undervise i såvel kristendom som islam. På et nyligt afholdt kursus på Vartov blev fortællingen fremhævet som det, alle religioner benytter sig af, og som noget, der derfor kunne bruges i undervisningen. Det troede jeg ikke på. Derfor spurgte jeg om, hvilke fortællinger islam har, og fik til svar, at mange af de bibelske fortællinger også står i koranen. Vi havde ikke tid til at gå nærmere ind på sagen, men dette er jo kun delvist sandt. For disse fortællinger står i koranen, ikke som selvstændige fortællinger, men som kommentarer til fortællinger, som formodes kendt i forvejen. Så skal man være tro overfor de koranske fortolkninger, må man vist være mindre tro overfor de bibelske. De to sæt fortællinger står hinanden imod.
Men jeg tvivler da ikke på, at man kan få en række religionshistorikere til at fortælle os, at kristendom og islam siger så nogenlunde det samme, at de enten begge er voldsreligioner eller begge er fredelige.
Et eksempel på noget sådant er fremkommet i Information. Her havde digteren Henrik Nordbrandt den 2-11 et indlæg om ”den ulidelige debat om islam”, se her. Da jeg læste dette indlæg, var jeg lidt spændt på, hvor han mon ville hen. Men det viste sig, at han havde gjort den samme erfaring som jeg med hensyn til samtaler om islam. Han skriver:
Når jeg – i et forsøg på at forklare, hvorfor mange moderate muslimer tøver med at tage afstand fra terrorhandlinger begået i islams navn – påpeger, at denne religion faktisk blev grundlagt med vold, får jeg at vide, at »kristendommen da er lige så slem, ja, muligvis endda værre«.
Dette argument har imidlertid ingen gyldighed, hævder Nordbrandt, og han fortsætter:
Ikke desto mindre kan jeg som regel ikke lade være med at nævne, at der findes nogle diametrale modsætninger mellem de to religioner, som man bør holde sig for øje, hvis man i det hele taget ønsker at udtale sig om emnet. Først og fremmest disse:
Jesus lod sig dræbe, Muhammed dræbte. Jesus lod sig korsfæste. Muhammed opfordrede (ifølge Koranen) med Guds egne ord folk til at korsfæste dem, der var imod ham (Koranen: 5/33).
Begge anså sig selv for Guds talerør på jorden, og begge blev betragtet som profeter. Hvad professioner i øvrigt angår, var Jesus jo tømrer, mens Muhammed kunne sætte de mere respektindgydende titler ’general’ og ’statholder’ efter sit navn.
Så skifter modparten taktik og anklager Nordbrandt for at være islamofob. Dertil svarer Nordbrandt:
Jeg påpeger så, at ’islamofobi’ er et forvrøvlet udtryk, fordi ordet ’fobi’ er betegnelsen for en irrationel følelse, hvorimod bl.a. den angst for at blive halshugget eller pisket ihjel, som man må leve med i en ortodoks islamisk stat, hvis man ikke tror på, at den er skabt af Gud, er helt reel. Så er vi tilbage ved begyndelsen, hvor jeg igen beskyldes for at se ned på muslimer, fordi jeg ligger under for nogle kristne fordomme.
På dette tidspunkt kan jeg nævne, at jeg gik ud af folkekirken som helt ung, fordi jeg aldrig har været religiøs eller haft sympati for kristendommen. Jeg kan også fortælle, at jeg igennem en menneskealder har delt bord og seng med muslimer, en stor del af mit voksne liv har boet i et muslimsk land, og med stor iver har kastet mig over studiet af sprog, hovedsagelig talt af muslimer, tyrkisk, arabisk og persisk.
Og derefter, siger så Nordbrandt, slutter samtalen sædvanligvis.
Dette indlæg fik så Mikkel Lodahl, cand. mag. i religionsvidenskab, til at komme med et indlæg, der oser langt væk af professoral bedreviden. Han vil, siger han, hjælpe Nordbrandt til et lidt mere nuanceret syn på religioner, se her. Og han er jo religionsvidenskabsmand, hvorimod Nordbrandt kun er en digter, der på privat basis har orienteret sig i muslimsk kultur og sprog. Så nu skal vi høre sandheden om de to religioner:
Jo, de to religionsstiftere har ikke noget at lade hinanden høre. Der er kun den forskel imellem dem, at det, der lykkedes for Muhammed, nemlig at blive både general og statholder, det lykkedes ikke for Jesus:
Der er ret mange steder i Bibelens tekster, der viser, at hvis Jesu karriere ikke var blevet tragisk afbrudt, havde han nok også forsøgt sig som kriger.
For eksempel retter han folk i den misforståelse, at han kommer med fred, for i stedet at påpege, han kommer med sværd (Matthæus 10:34), og hans holdning til, hvad man skal gøre med legemsdele, der foruretter ham (Markus 9:42-47), kan sagtens læses metaforisk som et spor af en velvillig holdning over for folkemord, der ikke var kontroversielt i samtiden.
”Ret mange steder”, det bliver i det følgende til to. Og hvilke to! Det er sørgeligt at se disse to højpoetiske Jesus-ord forstået på den værste, énøjede, fundamentalistiske måde. Og det af en religionsvidenskabsmand! Når Jesus siger, at ”hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud”, så er der dog gudskelov i hele kirkens historie ikke én eneste, der har forstået det direkte og har revet sit øje ud. Men nu kommer videnskabsmanden og fortæller os uvidende, at det må læses metaforisk som en velvillig holdning til folkemord, nå ja, kun ”som et spor af en velvillig holdning” dertil.
Og det første ord, han nævner! Det er da rigtignok, at Jesus her siger, at han ikke bringer fred, men sværd. Men hele sammenhængen fortæller tydeligt for den, der vil se, at den, der bruger sværdet, er Jesu modstander. Der er tale om en opfordring til at følge efter Jesus ind i martyrdøden. Der er tale om at være tro imod Jesu forkyndelse, så man holder fast ved hans lovnedbrydende ord, uanset om man mødes med trusler om henrettelse. Det tyder ikke just på, at Jesus regnede med at blive general og statholder som Muhammed.
Men ok, den slags ser Lodahl ikke. Han fortsætter:
Man kan også spørge, om det er rimeligt at sammenligne oprindelsen af en religion, hvor grundlæggeren også fik et politisk embede med en religion, hvor det netop ikke lykkedes for grundlæggeren. Det var nok det, Jesus ville – det ville alle de andre frelsere, der huserede i området dengang, og det var jo derfor, han blev taget i opløbet, om man så må sige.
Nu er det ”bevist”, at Jesus ville være en Muhammed før Muhammed. Og så mener Lodahl, at han med god samvittighed kan springe over den måde, kristendommen udbredte sig på i oldtiden, nemlig gennem martyriet, og gå direkte hen til Konstantin den Store. Så begynder det jo at ligne islams historie, i hvert fald på overfladen.
Der er altså masser af krig i kristendommen. Der er også masser af fred. Det samme gælder islam. Men jeg håber, de sidste par afsnit har vist, hvor betændt det er at argumentere sådan.
Det vil sige: Man kan her drage den slutning, at når ligheden mellem kristendom og islam kun kan ”bevises” med så store løgne, så må det nødvendigvis skyldes, at der eksisterer en uoverstigelig forskel mellem de to religioner.
Løgn og villet overspringelse af kendsgerninger er også, hvad der præger Kristeligt Dagblads pendant til artiklerne i Information. Avisen har den 6-11 interview’et både Henrik Nordbrandt og en muslimsk imam, fængselsimam Waseem Hussain. Nordbrandt siger her nogenlunde det samme som i Information, men Hussain lyver på en knap så gennemskuelig måde som Lodahl.
Han vil ikke gøre Jesus til forfejlet hærfører, men vil derimod gøre Muhammeds magtanvendelse legitim:
Muhammed var profet, men han var også statsleder, og i egenskab heraf var han også øverstbefalende for en hær, for statens væbnede styrker.
Det er veletableret inden for statskundskab, at en stat er baseret på, at der er et voldsmonopol. Politi og militær har voldsmonopol på statens vegne, og også i dag er en statsleder den øverste leder for en stats væbnede styrker. Så det var i den egenskab, Muhammed gik i krig. Han gjorde andre ting i sin egenskab af ægtemand, religiøs leder og så videre. Det må man for det første forstå.
Og det argument ville man jo være nødt til at bøje sig for, hvis det var historisk korrekt. Det er det dog ikke. Den stat, han var hærfører for, var ikke én, der eksisterede i forvejen, men én, han selv oprettede. Datidens Arabien bestod af mange små høvdingedømmer, men Muhammed mente, at han af Gud fik ordre til at erobre disse stater. Og hans efterfølgere, kalifferne, anså det for deres gudgivne pligt at erobre så store dele af verden, som de kunne overkomme. Så altså: Hverken var Muhammed en normal statsleder, ejheller var hans efterfølgere normale konger eller kejsere med et normalt legitimt voldsmonopol, der som andre staters voldsmonopol indskrænkede sig til én og kun én stat, nej, han var fra begyndelsen en verdenserobrer, og hans efterfølgere var det i lige så høj grad.
Og at han mener at have fået dette i opdrag fra Gud selv, kan måske forlene ham med en vis legitimitet i deres øjne, der anerkender, at han var sendt fra Gud, men da ikke i andres øjne.
Hussains andet argument er det velkendte med de mange fortolkningsmuligheder. Her er det ret bemærkelsesværdigt, at han skriver:
For reducerer man islam til bestemte passager i Koranen, som kan forstås som opfordringer til eller legitimeringer af vold, reducerer man en hel religion og den kultur og de værdier, den har fostret, til nærmest ingenting. Muslimer reduceres deraf til at være ubegavede mennesker, der ikke selvstændigt er i stand til at fortolke og tænke.
Herimod må man indvende, at det ikke er os andre, der reducerer muslimer til at være ubegavede mennesker, der ikke er i stand til at tænke selvstændigt, det er koranen. For i den hedder det gang på gang: ”I forstår ikke, men Allah forstår”. Hvilket svarer til det fromhedsideal, som desværre også findes indenfor kristendommen, at det er mere fromt at tro, selv om man ikke forstår.
Hussain fortsætter:
Muslimer har altid tolket Koranen. Der er en hel videnskabelig teologisk tradition for korantolkning, som man overser, hvis man hævder, at islam i sin essens handler om vold. På samme måde vil det være urimeligt at reducere kristendommen eller alle andre religioner til de eksempler på vold, der findes i deres helligskrifter eller historie. Jeg reducerer ikke kristendommen til korstogene eller til eksempler på de gammeltestamentlige profeters krigeriske handlinger.
Hussain springer lidt rundt i det. Én ting er jo koranfortolkning. Her er det lidt svært at undgå voldsordene, når denne tolkning skal holdes sammen med Muhammeds erobringer. Noget andet er islams historie. Den kan vi gerne sammenligne med kristendommens historie. Og det er da pænt af ham ikke at reducere kristendommen til korstogene, men når han kan gøre det, skyldes det jo bl.a., at langt de fleste kristne for længst har taget afstand fra forestillingen om at føre krig i Guds navn.
Har muslimerne det? Har de taget afstand fra det første muslimske ”korstog”, det fra Mekkas erobring 630 e. Kr. til nederlaget ved Poitiers midt i Frankrig i 732? Og har de taget afstand fra osmannernes erobringstogt mod Europa, der først sluttede med nederlaget ved Wiens porte i 1683? Gør de det, kan vi overveje at begynde at betragte islam som ”fredens religion”. Men så er det vist en helt ny religion, der derved er fremstået.
Vi tager lige et sidste eksempel på Hussains letfærdige omgang med den historiske sandhed. Han siger:
Der er masser af eksempler på, at Muhammed netop afstod fra vold og ikke hævnede sig, selvom han kunne have gjort det. Han blev fordrevet fra Mekka, og da han vendte tilbage dertil, og indbyggerne overgav sig, kunne han have dræbt indbyggerne for at hævne sig. Det gjorde han ikke. Mange steder i Koranen fremhæves det, at man skal tilgive og vise barmhjertighed. Islam er ikke en religion, der prædiker øje for øje og tand for tand, selvom mange fejlagtigt tror det.
Sandheden er, at Muhammed, da han stod foran Mekka med sin hær, tilbød mekkanerne noget, det var svært at sige nej til: deres by skulle blive centrum i hans nye religion, og de selv ville blive skånet, hvis de blot overgav sig til ham. Den eneste modydelse, han krævede, var, at de udleverede ti navngivne personer til ham, så han kunne henrette dem. Hvilket de så gjorde.
Han hævnede sig ikke? Jovist gjorde han så.
Men alle disse i ordets oprindelige betydning voldsomme sandheder om islam, er det nødvendigt ligefrem at bralre ud med dem i tide og utide? Bør vi ikke som kristne og måske specielt som kristne forkyndere være lidt tilbageholdende med den slags? Også vi vil jo gerne have muslimerne til at integrere sig iblandt os.
Dertil må man sige, at vi har en forpligtelse både overfor vore egne menigheder og overfor muslimerne.
Man kan jo ikke påstå, at kendskab til kristendommen er særlig stort iblandt den danske befolkning. Og skal vi fuldføre vor pligt til at forkynde kristendom overfor vore egne, og skal vi forkynde, når islam og islams trossætninger bringes på bane, kan vi ikke gøre det, hvis vi ikke må sige det, som det er: at islam har vold i sit dna.
Og netop, hvis Hussain har ret i, at muslimer er selvstændigt tænkende mennesker – hvad vi kristne vil give ham så evig ret i, for det er jo alle mennesker – så må vi virkelig for alvor behandle dem som sådanne væsener. Det vil sige: så må vi afsløre de løgne og modsigelser, som islams fortalere udsmykker religionen med; så må vi opfordre til selvstændig læsning af koranen og haditterne; så må vi afmale islams historie for vore muslimske landsmænd, om der dog ikke er noget dèr, de må sige undskyld for.
Men altsammen skal det naturligvis forelægges med den finfølelse, der indser, at det er svært at leve som muslim i Danmark, når man så at sige har et ben i hver lejr. Men også med den indsigt, at det bedste for en således splittet muslim nok i sidste ende vil være at frasige sig sin muslimske tro. Så slipper han i det mindste for at skulle forsvare den med løgne og historiske forvrængninger.
ricardtriis 