At forregne sig

Der er to aktører i det forhåndenværende europæiske spil om migranter, som med deres handlinger helt har forregnet sig.

Den ene er Angela Merkel, som med sin erklæring om, at migranterne i Ungarn ikke ville blive sendt tilbage, hvis de kom til Tyskland, uden at ville det kom til at udsende en invitation til ikke blot de migranter, der var på vej op igennem Balkan, men også til dem, der stadig sad i flygtningelejre i Tyrkiet. Med det resultat – utilsigtet, indrømmet – at Tyskland nu må modtage langt flere migranter end i de forudgående år.

Den anden aktør, der har forregnet sig, er den græske Syriza-regering. Som før bemærket her på bloggen, se her, havde den tidligere regering den politik med grænsebevogtning, at man tvang eventuelle migrantbåde tilbage til Tyrkiet. Det mente Syriza var imod menneskerettighederne; en migrant, der søger asyl, har ret til at få sin sag behandlet. Og Bruxelles var fuldstændig enig. Og ingen spurgte, hvordan man så egentlig får grænserne bevogtet. Ingen journalister, ingen politikere.

Så da Syriza ændrede reglerne for den græske kystbevogtningstjeneste, så den fra at være en bevogtningstjeneste blev en redningstjeneste, var der ikke en kat, der gøede. I EU mente man, at det var det rigtige at gøre, og i de enkelte Schengen-stater var man fuldstændig blind for den pull-effekt, som et sådant træk kunne afstedkomme.

Denne blindhed er højst besynderlig. For jeg skal ellers love for, at der er kommet pull-effekt for alle pengene. Fra i foråret og hen over sommeren er tallet af ankomne migranter til de græske øer blevet ved med at stige. Til at begynde med reagerede EU med at prøve at få en mere rimelig fordeling af migranterne mellem de enkelte medlemslande i stand. Dette forsøg må dog vist siges at være strandet, dels på grund af stærk modvilje mod migranterne hos mange af Schengen-landene, dels på grund af, at migranterne nu – netop fordi de er migranter og ikke flygtninge – ikke er tilfredse med et hvilketsomhelst land, men kommer med bestemte ønsker om, hvilket land de vil have opholdstilladelse i.

Denne blindhed overfor de virkelige forhold i migrantindustrien har ført med sig, at man nok har set, at Merkel har forregnet sig, men overhovedet ikke opdaget, at også Syriza har forregnet sig. Og man må desværre sige, at der ikke kommer til at ske noget afgørende på migrantfronten, før man opdager, at det er regeringsskiftet i Grækenland, der er årsag til den vældige strøm af migranter, vi har set fra august og frem til nu. Først da kan man jo begynde at bevogte Schengens ydre grænser. Hidtil har man jo nok sagt, at de ydre grænser skal bevogtes, men ikke gjort noget. For det er komplet umuligt at foretage nogen meningsfuld bevogtning, når bevogtningsfartøjerne er nødt til at bringe alle de migranter, de træffer på, med tilbage til europæisk landjord.

Man kan også sige, at der er en række myter, der skal punkteres om migranterne, før der fra EU’s side kan komme et effektivt svar på krisen. Men man må så føje til, at en sådan mytepunktering, selv om den er begyndt, sker med en meget lav hastighed.

Sørine Gotfredsen har f.eks. opdaget, at den tanke, at en flygtning skifter status, så snart vedkommende er ankommet til et sikkert land, er blevet overtaget af enkelte journalister. Hun skriver:

Hvordan er det muligt at skelne mellem flygtninge og migranter – altså mellem dem, der seriøst har brug for sikkerhed, og dem, der blot søger lykken og bedre rammer?

I en menneskestrøm så kolossal som den øjeblikkelige er det indlysende vigtigt at søge nogle svar, og i hele denne uge har DR 2’s Deadline-redaktion gjort netop det. Martin Krasnik har været på besøg i Hanstholm Asylcenter og hjemme hos flygtningefamilier i byen, og i DR-studiet er problemet flere gange blevet diskuteret.

Det er et frygteligt svært anliggende, der hviler på en barsk præmis båret af mistro og erkendelsen af, at mennesker kan lyve. Hele tiden risikerer man at gøre nogen uret, idet man ikke blot kan tage deres beretning for gode varer.

Desto mere må man anerkende Martin Krasniks ligefremme stil. For eksempel da han spurgte syreren Tamam Al Rifai, om han ikke bør kaldes migrant, eftersom han allerede var i sikkerhed i Italien, inden han kom til Danmark. Tamam Al Rifai svarede ved at sige, at han gerne vil give sine børn et godt liv, og det forstår vi så godt. (Se her).

Blot kunne man jo ønske sig, at Krasnik havde grillet én af vore politikere med disse tankegange. Men det har vi måske til gode. Dog kan jo rigtig mange migranter komme til landet i den tid, der går, inden journalister og politikere får besindet sig.

En anden, der er ude i et mytepunkteringsærinde, er Asger Aamund. I en udmærket artikel Det store svigt i Berlingske, se her, angriber han det, han mener er fejlen ved Schengen-samarbejdet:

Syndefaldet og kimen til sammenbruddet indtraf med Amsterdam-aftalen fra 1997, hvor ansvaret for sikringen af EUs ydre grænser blev overdraget til EU.

Det er et gyldent princip i al ledelse, at magt og ansvar skal følges ad. Man må ikke stille folk til ansvar for en opgave uden en tilsvarende tildeling af bemyndigelse eller kompetence til at løse opgaven. Det er ligeledes et fundamentalt princip i al ledelse – civil og militær, offentlig og privat – at der fremlægges mål og planer, der kan vurderes og kontrolleres. Eller som den amerikanske økonomiprofessor Franklin Root udtrykker det: »If you don’t know where you are going, any road will take you there!«

I EU indtraf der et totalt svigt af disse almene principper for god ledelse, da Kommissionen påtog sig ansvaret for administrationen af Schengen-aftalen. Med ansvaret fulgte ingen magtbeføjelser, der kunne sikre en føderal sikring af EUs ydre grænser. Man oprettede ganske vist et fælles grænseagentur – Frontex – men agenturet har kun ansvar for at støtte koordinationen af medlemslandenes bevogtning af de ydre grænser.

Kommissionen fremlagde heller aldrig en samlet plan for, hvordan man ville sikre de ydre grænser. Hverken Ministerrådet eller de enkelte medlemslande forlangte en sådan plan, der ellers på et øjeblik ville have afsløret EUs afmagt. Til gengæld begik vi den utilgivelige dumhed, at vi rask væk nedlagde de indre grænser uden at sikre os en effektiv bevogtning af de ydre.

Og der er da ingen tvivl om, at denne delte ansvarlighed og denne planløshed har været højst uheldig. Men denne analyse rammer ikke det egentlige problem. Den får ikke gjort opmærksom på den modsigelse, der ligger i at ville bevogte grænser ved at redde mennesker fra overfyldte både og skibe og føre dem ind bag de grænser, der skulle bevogtes.

Endelig har Berlingske i en leder med titlen Svensk panik skrevet:

Sverige er langsomt ved at vågne op til virkelighedens verden. Og det er på tide. Men meldingen har også en undertone af panik, som går ud over Sveriges nabolande. Beskeden fra ministeren blev nemlig fulgt op med en anvisning til kommende asylansøgere om, at de nu må beslutte, om de vil vende tilbage til Danmark eller Tyskland, hvor de er sikret indkvartering, eller om de selv vil forsøge at finde husly et sted i Sverige. (Se her).

Men ærlig talt, det øvrige EU, herunder Danmark, er endnu slet, slet ikke vågnet op til virkelighedens verden. Når vore øjne har kunnet holdes tillukkede indtil nu, skyldes det jo, at Tyskland og Sverige har gjort sig selv til flygtningemagneter (migrantmagneter), og at det, vi i EU-sammenhæng hidtil har diskuteret, udelukkende har været, hvordan vi fordeler migranterne, ikke hvordan vi stopper tilstrømningen.

Fordi vi hverken på europæisk plan, og dårlig nok i dansk sammenhæng, overhovedet har taget hul på problemet med at sætte en prop i hullet i Ægæerhavet, derfor kan vi nok se, at Merkel har forregnet sig med sin ”invitation” til migranterne om at komme til Tyskland, for det har med fordelingen af migranterne at gøre, men vi kan på ingen måde se, at Grækenlands nye regering har fjernet den prop, der før sad i Ægæerhavet uden på nogen måde at gøre sig klart, hvilken lavine man dermed udløste.

Man tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis den spanske regering gav sig til at tænke ligesom Syriza-regeringen. Gibraltar-stræder er jo heller ikke ret bredt, og der kan komme mange ”flygtninge” den vej, hvis man også dèr vil give sig til at redde ”skibbrudne”.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s