Attentatet i Paris

I skrivende stund (dvs. den 14-11 eftermiddag) tyder alt på, at attentatet i Paris var et muslimsk terrorangreb. Denne gang ikke foretaget af en ”ensom ulv”, men foretaget på flere i forvejen udregnede steder og foretaget på samme tidspunkt. Om det også blev foretaget på en fredag for derved at markére den muslimske ugentlige gudstjenestedag, får stå hen i det uvisse.

Ligeså uvist er det, om man har haft to vestlige sejre for øje og handlet som modvægt mod dem. Jeg tænker på drabet på ”Jihadi John”, den engelsktalende bøddel, som IS brugte til diverse henrettelser, og erobringen af den vigtige by Sinjar i Irak på forbindelseslinjen mellem Mosul og Raqqa.

Derimod kommer attentatet ganske utilsigtet som et sært svar til to vestlige beslutninger i den forgangne uge. Den ene var torsdagens topmødebeslutning på Malta, den anden den danske regerings 34 stramninger på asylområdet. Begge de to beslutninger lyser langt væk af angst for at bruge magt. EU’s ledere kan og vil ikke beskytte EU’s ydre grænser, men vil have nabolandene til at overtage bevogtningen. Jeg har tidligere, se her, gjort opmærksom på Luthers opfordring til de tyske fyrster til med god samvittighed at bruge vold overfor bondeoprøret, for, som Luther siger det, Gud har givet øvrigheden et sværd og ikke en rævehale. Meen alt tyder på, at de europæiske ledere foretrækker at bruge rævehalen.

De 34 stramninger siger det samme. Man kan eller vil eller tør ikke lukke grænsen for den stadige tilstrømning af migranter, læs: muslimer. Det eneste, man har gjort med disse stramninger, er at gøre Danmark til et mindre attraktivt land at søge asyl i. Og det er da muligt, at dette medfører, at færre end ellers beslutter sig for at søge asyl i Danmark. Men denne forholdsvise nedgang i den procentvise asylansøgertilstrømning betyder ikke meget, for så længe det samlede antal for i år synes at overgå sidste års asylansøgninger, øger det jo vores vanskeligheder med at integrere muslimerne. Og de er i forvejen umådelig store.

At de er store, og at det får yderst uheldige følger, når integrationen af muslimer ikke virker, kan ses af attentatet i Paris. Men hvad vi skal gøre ved det, derom er der delte meninger.

Poul Høi skriver i Berlingske, se her:

Frankrig vågner til mindst 120 døde og til en jagt på motiver og medskyldige. Otte terrorister er fundet døde i Paris, og ifølge vidner råbte de under angrebet, at de hævnede den franske »krig mod muslimer over hele verden.« Angrebet er en europæisk »gamechanger«.

Desværre, Poul Høi, du tager fejl. Dette bliver ikke nogen ”gamechanger”, så lidt som angrebet på Charlie Hebdo blev det. Man vil opleve beklagelser, man vil se medfølelsesudtryk, men man vil ikke se nogen bremse op for den muslimske tilstrømning. Den afmagt, der lyste ud af topmødet på Malta, lyser stadig forstående og inviterende ud over de mange migranter, der er på vej til Europa. Rævehalen dirigerer stadig migranterne på vej.

Berlingske har også været ude for at indhente kommentarer fra vore politikere, se her. Søren Espersen, Dansk Folkeparti, siger:

De blodige angreb i Paris viser, at vi skal have mere styr på, hvem der passerer de danske grænser.

Senere uddyber han det:

Der er hundredvis eller tusindvis, vi ikke aner hvem er, som kommer frit over grænserne. De vader over seks forskellige lande og kommer til Danmark, og vi aner ikke, hvem de er. De kan komme af alle mulige legale årsager. Mange af dem kan have de her tendenser, men vi har ikke registreret dem, vi har ikke taget fingeraftryk, vi aner ikke, hvem de er og lader dem passere. Hvis det er den form for naivitet, som al-Qaeda og ISIS oplever, så tror da pokker, at de har vind i sejlene og morer sig vældigt over Vestens naivitet.

Jovist morer de sig i IS og al-Qaeda. Men de morer sig jo først og fremmest over de pivåbne grænser til EU. Og der er intet, der tyder på, at de europæiske politikere vil ændre kurs på det punkt, eller at de danske politikere vil lukke grænsen for migranterne, skønt man fint kan retfærdiggøre det med, at ingen af dem, der kommer til den danske grænse, er flygtninge: de kommer jo alle fra det trygge land, Tyskland, og vi kan ikke tage os af, at de ikke er blevet registreret i nogle af de lande, de er rejst igennem. Det burde jo ellers efterhånden stå soleklart for enhver, at når EU ikke vil lukke de ydre grænser, så må hvert enkelt land lukke sine grænser og på den måde tvinge EU til at handle, dvs., til at vride armen om på Grækenland, så de igen fører bådene tilbage til Tyrkiet.

Så er der Kathrine Lilleørs blog, se her. Hun skriver:

Vi skal fortsætte uanfægtet”, siger vores udenrigsminister. ”Vi skal ikke tvinges til at forlade vores værdier”, siger Angela Merkel.

Begge dele er forkert. Selvfølgelig skal vi være anfægtede, og selvfølgelig skal vi revidere vores værdier. Hvis vi fortsætter, som vi plejer, er det blot et spørgsmål om tid, før skyderierne også rammer København.

Fornægtelse af ondskab er den afgørende værdi, vi straks må slippe. Efter den sidste store krig, da man stadig havde ekkoet af ondskab siddende i kroppen, etablerede man NATO og FN i et forsøg på at dæmme op for, at en lignende ondskab igen skulle få fodfæste i Europa.

Siden glemte vi ondskaben. Plat-humanistisk bortforklarede vi den. Vi tillod os den luksus at insistere på det gode i alle mennesker.

Det er der jo noget om. Alligevel ender det i retning af det rene ingenting:

Forbrydelser var blot produkt af fattigdom, dårlig barndom og psykiske diagnoser. I årtier har vi ikke villet anerkende ondskab som en uforklarlig kraft, der kan ramme hvem som helst, når som helst. For ligesom sin modsætning kærligheden, kan ondskab ikke forklares. Den findes som et raseri, som en drift, som en tilstand, der kan slå ned i enhver, uden nogen som helst rimelig forklaring. Vi har troet, at vi har kunnet kurere ondskab. Behandle den væk. Samtale, uddanne, socialisere den væk. Nattens angreb i Paris sætter to streger under, hvor naive vi har været. Ondskab skal bekæmpes. Med alle midler. Vi skal aldeles ikke fortsætte, som vi plejer. Og vi skal ikke klamre os til et menneskesyn, der slår os ihjel.

Ja, dette er næsten værre end ingenting. Ondskab er ikke en drift i mennesket, en uforklarlig tilstand, der kan ramme hvem som helst, hvor som helst. Ondskab er en logisk udvikling af en ond livsanskuelse, nazismen, kommunismen, islam. Derfor går det, som johannesevangelisten beskriver det, at de, der slår de kristne ihjel, skal mene, at de derved tjener Gud (Joh 16,2). Søren Kam har netop fået sine erindringer udgivet, og af dem fremgår det, at han på ingen måde fortryder den ondskab, han har bedrevet, omend han nok fortrænger ikke så lidt; men den onde livsanskuelse, som han blev grebet af og kæmpede for, fortryder han ikke. Og de 19 terrorister fra 11-9 2001 anså virkelig sig selv som mennesker, der kæmpede for Guds sag. Det var ikke raseri, det var ikke en drift, der tilfældigt slog ned i dem, nej, det var en egen form for fromhed, der gav dem tilskyndelse til at slå ihjel i Guds navn.

Det kan være sandt nok, at vi skal ændre kurs. Men når Lilleør ikke tør beskrive den nye kurs, vi skal slå ind på, med andet end løse antydning, nytter det ikke noget. Hun skriver:

Vi skal erkende, at vi er i krig. Og når man er i krig, må de frie rammer en nation i fredstid kan glæde sig over, naturligvis for en stund vige, hvis man skal vinde krigen. Sådan var det – og sådan er det.

Gud give, at vores politikere tør handle, og vi har mod til at bakke dem op. Det begynder med, at vi alle i ord og handling forestiller os, at nattens angreb var sket i København. At terror-ondskaben ikke er forbeholdt Paris. Det begynder med, at vi alle i vores hjerter siger ”Vi er alle franske” – og handler derefter.

Handle derefter”? Jo tak, men hvordan?

Efter attentatet på Charlie Hebdo blev det klart, at attentatmændene havde været i politiets søgelys, men, som en kilde sagde, vi har jo ikke mandskab til at døgnovervåge alle mistænkte. Det er jo så sandt, som det er sagt. Alligevel importerer man muslimer i læssevis, fordi man tror, at de er stakler.

Jeg skal også lige kommenterer nogle bemærkning, som Mark Steyn er kommet med. Jeg blev henvist til hans blog af Uriasposten. Han citerer Obama for at sige, at dette ikke blot er et angreb på Frankrig, men på hele menneskeheden og på de værdier, vi deler. Dertil siger Steyn:

Men det er ikke sandt, vel? Han har ret i, at det ikke blot er et angreb på Paris eller på Frankrig. Det, det er, er et angreb på Vesten, på den civilisation, der byggede den moderne verden – et angreb på én del af ”menneskeheden” fra deres side, som hævder at tale for en anden del af ”menneskeheden”. Og værdierne er ikke ”universelle værdier”, men værdier, som udspringer fra en relativ snæver del af menneskeheden. De var en slags universelle værdier, da stormagterne var enige om at sætte dem igennem rundt omkring i verden, og de koloniale undersåtter fra faldefærdige bagvande som Aden, Sudan og nordvest-provinserne i det mindste blev tvunget til at lade som om de anerkendte dem. Men de europæiske stormagter trak sig tilbage, og disse ”universelle værdier” er yderst fremmede i store dele af verdenskortet i dag.

Dette er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, for så vidt de muslimske lande har frigjort sig fra det pres, de følte sig under som kolonier, og sat deres muslimske ”værdier” ind i stedet for de europæiske. Men han har ikke ret i, at de europæiske værdier ikke er universelle. De europæiske værdier bygger på det, man har kaldt ”den naturlige lov”, det vil sige: på overvejelser, som er nedlagt i sproget, og som nødvendigvis må dukke op, hvor der føres en fri diskussion om tingene. De er også nedlagt i det arabiske sprog. Blot holdes de dèr nede af den muslimske sharia, som, fordi den skal holde disse værdier nede, er nødt til at have en bestemmelse om, at den muslim, der nægter sharias gyldighed, skal erklæres frafalden og dræbes.

Steyns slutning er tragisk:

Hvis Hollande ikke er parat til at afslutte masseimmigrationen til Frankrig og Europa, så er hans ”ubarmhjertige” krig ikke alvorligt ment. Og hvis europæerne stadig er villige til at tolerere Mutti Merkels vanvittige plan om at standse Tysklands demografiske dødsspiral ved hjælp af hurtig islamisering, så kan man ikke tage dem alvorligt. Til syvende og sidst, Merkels, Hollandes, Camerons og de øvrige civilisationsafsluttende europæiske lederes dekadence vil koste dig din verden og alt det, du holder af.

Det er hårde ord, men jeg giver ham ret. Dog, i modsætning til Steyn, slutter jeg ikke her. Der er en kamp, der skal kæmpes, før vi accepterer døden, en åndelig kamp, en kamp mellem kristendom og islam.

Hvis Steyn havde ret i sin analyse, så var kampen kun politimæssig, så gjaldt det kun om i tide at finde terroristerne, før de begik deres djævelske handlinger. Men fordi kristendommen bygger på den sande naturlighed, den sande naturlige lov, mens islam bygger på en såkaldt åbenbaring, der låser alting fast i den form, det havde på Muhammeds tid, derfor kan det lade sig gøre at påvise islams umenneskelighed, islams magtbaserede trossætninger, islams fejlagtige statsopfattelse.

Eller, kan jeg sige, det kan lade sig gøre at påvise islams falske fromhed.

Man har nok lagt mærke til, at jeg ikke er enig med islam om, hvad man skal stille op med kønsforskellen. Men jeg har også slået til lyd for, at man prøver at forstå, at muslimer selv betragter sig som langt mere fromme end os, når de stiller deres kønspolitiske krav om badeforhæng i skolerne, om ret til at bære tørklæde, om ret til at nægte at give mænd hånden, hvis man er kvinde, om ret til at blive behandlet på hospitalerne af en kønsfælle, osv. Op imod den form for fromhed må vi sætte vor egen: at vi, modsat muslimerne, betragter både mand og kvinde som Guds gode skabning, at vi, modsat dem, mener, at mandens kønsdrift ikke skal nyde noget fortrin fremfor kvindens ditto, og at vi derfor mener, at drenge og piger skal opdrages sammen for derigennem at skabe en naturlig forståelse for det andet køn og en naturlig beherskelse af kønsdriften.

Endvidere, at en statsforståelse, der ikke kan tåle den frie diskussions klare lys, men må undertvinge de mennesker, der mener noget ”forkert”, på forhånd er dømt til stilstand. Det er jo, hvad vi kan se med den muslimske verden: deres fromhed med koranskoler og anden from udenadslæren hjælper dem ikke til et bedre liv. Og hvorfor skulle vi ikke fortælle vore muslimske landsmænd, at vi ser sådan på det! De kan jo modsige os, hvis de kan finde nogle modargumenter – hvad de dog ikke kan.

Og endelig, lad mig gentage den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams’ ord fra et tidligere blogindlæg, se her:

Derfor kan et tilsyneladende nederlag for vores tro ikke være endeligt; det mislykkes ikke for Gud at være retfærdig, fordi det mislykkes for os at overtale andre, eller fordi det mislykkes for vore samfund at vinde magt. Hvis vi ville tro, at vort nederlag er Guds nederlag eller vanheld, så ville vi fristes til at søge hvilkesomhelst midler for at undgå et sådant resultat. Men det er vejen til terrorisme og religiøs krig og forfølgelse. Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag. Ja, den tanke afslører en fundamental mangel på overbevisning om trosobjektets evighed og tilstrækkelighed.

Med andre ord: Islam har helt og aldeles misforstået, hvad der ligger i gudsbegrebet. For de mener jo, de hjælper Gud med deres terror. Som om Gud ikke var større end det! Som om Gud ikke snildt kunne klare sig uden deres terrorhandlinger! Ja, som om det nogensinde kunne være den sande Gud, man føres til via terrorhandlinger!

Det er naturligvis at håbe, at vore efterretningstjenester bliver endnu bedre til at spore terrorister i tide. Det er naturligvis også at håbe, at vore politikere omsider får taget sig sammen til at beslutte at sætte en stopper for de mange ”stakkels” migranter, der strømmer ind i vore lande. Men det er også at håbe, at vor kirke får taget sig sammen til at yde virkelig åndelig modargumentation imod islams mange ”fromme” tanker.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Attentatet i Paris

  1. Morten - - - siger:

    Søren Espersens uforstand er frygtelig! Desperadoen kræver, at Danmark overtager alle Sveriges migranter. Nu! I nat! Og han bakkes op af tåben Rasmus Jarlov, der lige som han selv vil have “styr på” migranterne. Vanvid.

    Disse mennesker ankommer uden dokumenter, så at spørge dem: “Og hvad hedder så du!” samt tage deres fingeraftryk giver ikke Danmark “styr på” noget som helst! To af fredagens terrorister havde allerede fået taget fingeraftryk – og hvad kan vi så bruge det til? 190.000 fingeraftryk regner Sverige med at have samlet ved årets udgang. Tillykke med det. Vi skal snart se, om det betyder, at Sverige så har “styr på” noget eller nogen.

    Danmark kan ikke bruge fingeraftryk til en disse. Men det kan de lande, som engang udsendte invitationer, og skabte “Schengen-korridoren”! Og som mener, vi skal tage del i gæstebuddet som værter. For når først migranterne er registreret i Danmark, så er de – vupti! – danskere! Vi bliver dem med statsgaranti aldrig kvit igen. Det tror jeg godt, vi ved.

    Så grænsekontrol “efter svensk model” som er det Søren Espersen vil udsætte Danmark for (for at få “styr på” migranterne!) er den mest katastrofale “løsning” i Danmarkshistorien. Jeg vidste ikke, at Søren Espersen ikke har kapacitet til at forstå det.

    Råbet på “grænsekontrol! Nu!” skal for enhver pris ændres til: “Relevante asylkriterier! Nu!” For anvender vi ikke Dublin-forordningens asylkriterier i vores praksis, så slutters Danmarks tilværelse som dansk nation kort efter, at Søren Espersen har begået sit attentat på os med “svensk grænsekontrol”. Vi kan simpelthen ikke overleve, at der kommer så mange unge, ærgerrige mænd i fertil alder med deres store forventninger og udgør en kæmpe andel af vores fertile og handlekraftige generationer.

    Det, der skal til, er en letadministrerbar proces, der hviler på enkle krav til ansøgeren: “For at kunne søge asyl i Danmark, skal du vise, at du allerede har søgt asyl i det sidste sikre land, du har opholdt dig i – og dér har fået afslag. Afslaget skal vedlægges asylbegæringen.” Et sådant princip kan enhver forholde sig til. “Må jeg have lov at se visum eller asylafslag?” Nå ikke. Så går rejsen retur med samme færge. For rederiets regning. For rederiet kan let samtidig med den øvrige (nidkære) billettering sikre sig, at det ikke transporterer illegale immigranter. Ligesom luftfartsselskaberne kan det. Vi skal ikke have “styr på” migranterne. Vi skal stoppe migranterne.

    Hvorfor er det ikke sådan en ordning Rasmus Jarlov og Søren Espersen i første omgang virker for at få gennemført? Jeg fatter det ikke!

    Regeringen bliver slet ikke konfronteret med, at den ikke opererer indenfor de muligheder, Dublin-forordningen giver den. Tænk, hvis Søren Espersen udfordrede regeringen med det forslag, jeg præsenterer herover, og som er dét, ungarerne anvender for at få deres grænsekontrol til at blive en reel grænsekontrol. Så kunne det være, der skete noget!

    Men det gør de ikke. – De gør det bare ikke. De kræver derimod “grænsekontrol”, selvom forudsætningerne ikke eksisterer. Sig mig: Hvor dum kan man være?

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s