Terroristernes sympatisørsump

Kampen mod radikalisering af vore unge muslimer kan antage mange former. Og der er allerede kommet mange forslag til, hvordan man kan gribe sagen an. Her skal blot endnu ét nævnes, et teologisk forslag, som har med synet på den hellige skrift at gøre.

Når et sådant tilsyneladende ligegyldigt emne skal tages op, skyldes det et fænomen, som Kasper Støvring på sin blog i Berlingske, se her, med Helmut Schmidts betegnelse har kaldt sympatisørsumpen. Han prøver at komme med nogle bud på, hvor stor vel sympatisørsumpen kan være for disse terroristers vedkommende. Og naturligvis, det kan man have mere eller mindre kompetente bud på. Og disse bud tager ret forskellig form afhængig af, om de holdes indenfor den sociologiske eller den teologiske diskurs. Så når jeg her vil komme med et bud, der hører hjemme i en teologisk diskurs, er jeg mig bevidst, at den måske vil synes overdrevet for den, der befinder sig i den sociologiske diskurs. Alligevel vil jeg mene, mit bud er relevant.

Min påstand er denne: I den teologiske diskurs befinder enhver muslim, der vil beskæftige sig lidt nøjere med sin religion, sig i disse terroristers sympatisørsump.

Det skulle fremgå af det følgende.

Islamisk Trossamfund har i anledning af terroren i Paris udsendt en pressemeddelelse, se her. Her skriver de bl.a.:

Det svære spørgsmål, som man må stille sig selv som individ er, om man har gjort det godt i denne verden. Om man kan stå foran Gud og sige, at man vitterlig gjorde sit bedste. At man har været overbærende over for andre og udført gode handlinger, hvor end man befandt sig, og på hvilken måde man end kunne. Islam er godhed. Islam ønsker fred og sammenhold. Islam ønsker tilbedelse af Gud med kærlighed og oprigtighed. Punktum. Ingen og intet kan ændre ved dette, fordi dette er noget Allah har bestemt for os.

Og ikke sandt, det lyder jo udmærket. Og så alligevel! Læg mærke til ordet ”Punktum”! Det antyder, at vi her har med noget at gøre, der ikke kan diskuteres. Det foregående er altså en autoritativ udtalelse. ”Islam er godhed”. Det er noget, man simpelthen skal tro på. Det står ikke til diskussion.

Og én ting er nu, at de vestlige journalister som regel er så inkompetente i islam, at de ikke stiller yderligere spørgsmål. Noget helt andet og langt farligere er, at unge muslimer, der vokser op her i landet, jo under deres skolegang blandt andet lærer at stille sig kritisk til autoriteterne; lærer, hvordan europæerne i Oplysningstiden stillede sig kritisk overfor det, der dengang var autoriteter: den katolske kirke og i mindre grad den protestantiske; lærer, hvordan Luther ikke uden videre bøjede sig for pavens autoritative udtalelser, men gav sig til på egen hånd at undersøge, om hans påstande nu også stemte overens med Det ny Testamentes påstande.

Og skulle så nogle af disse unge muslimer få den tanke at bruge denne kritiske tilgang på imamernes påstande om islam, skulle de nå frem til ikke uden videre at acceptere det ”Punktum”, Islamisk Trossamfund sætter efter ”Islam er godhed”, skulle de sige til sig selv: ‘Lad os for en sikkerheds skyld se efter, om det passer!’, så er fanden løs. For så opdager de, at det, der står i koranen, er noget andet end det, Islamisk Trossamfund hævder. Så opdager de de mange opfordringer til jihad, hellig krig, i koranen og i haditterne.

Og så kan de naturligvis reagere, som vi vel vil håbe, de vil reagere: med at vende sig bort fra islam i det hele taget. Men de kan også reagere med at vende sig bort fra den fredsislam, som Islamisk Trossamfund prædiker, og hen imod en efter deres kritiske koranlæsning mere oprindelig islam, hvilket vil sige: en krigerisk islam.

Det sørgelige er, at dagens danske fredsislam ikke yder dem noget modspil i denne proces. Man har indenfor islam været vant til at ”argumentere” med autoritative udsagn: Når imamen har sagt sådan og sådan, så er det de troendes pligt at tro på det, basta. Eller altså – med det nye udtryk: ”Punktum”. Og stiller nogen sig tvivlende an, så hæver man stemmen og sætter endnu flere ”punktummer” efter sine udtalelser. Men man giver sig ikke til at forsvare eller omtyde de mange ”krigsopfordringer” i koranen. Måske man dårlig nok selv har argumenterne for en fredsislam i orden.

Hovedansvaret for den radikalisering, der finder sted blandt unge muslimer, ligger derfor hos de danske imamer, også de mere fredelige af slagsen. De har ikke opdaget den farlige cocktail af kriticisme, lært på de danske skoler, og blind tro på imamens islamtolkning. De har ikke erkendt den eksplosive blanding, der fremkommer, når man hælder vestlig autoritetskritik ned over et ellers fredeligt muslimsk miljø.

Man kan måske nok sige, at vi, deres kritiserende landsmænd, har et vist medansvar derved, at vi ikke gennem uddybende spørgsmål – det, man kalder dialog – tvinger diverse imamer til at tage stilling for eller imod de krigeriske koranudsagn. Men det kommer vi måske først til, når vi når frem til at anerkende muslimerne som ligeværdige diskussionspartnere, der nok kan tåle – og i hvert fald som alle andre mennesker burde kunne tåle – kritiske spørgsmål til deres religion. Lad os håbe, at den tid ikke er så langt forude!

I hvert fald: Der er en modsigelse mellem i teorien at holde koranen højt i ære, ikke at tillade, at den bliver brændt, at regne den for Guds eget, uforanderlige ord og på den måde nærmest give den guddommelig status, og så i praksis ikke at læse den, at opfordre til bevidstløs udenadslæren af koranen, men nægte at tage dens mange jihad-opfordringer alvorlig.

Så længe man i muslimske kredse har den opfattelse af koranen, danner ethvert muslimsk miljø en sympatisørsump for muslimske terrorister.

Man kan naturligvis trøste sig med, at dette kun gælder i den teologiske diskurs. Men man skal ikke overse, at selv om vi her i Vesten regner teologiske udsagn for noget nær betydningsløse, så har den slags udsagn faktisk stor gennemslagskraft i muslimske miljøer. Der er – som begivenhederne i Paris viser det – mennesker, der ofrer deres liv på en ligefrem tolkning af koranen.

Det vil sige: ganske store dele af det muslimske miljø fungérer rent faktisk – også sociologisk forstået – som en sympatisørsump for terrorister.

Det er ikke lyse udsigter.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s