Desværre må det til indledning siges, at det ”vi”, der forventer noget af vore muslimer, ikke er noget éntydigt ”vi”. Mange af danskerne har indtaget en yderst imødekommende holdning ikke blot overfor muslimer – hvilket kun er naturligt – men også overfor muslimernes religion: islam – hvilket er ret betænkeligt. Der er opstået en slags kemisk forbindelse mellem på den ene side visse danskeres forargelse over islamkritikere som f.eks. undertegnede og en følelse hos vore muslimer af at være ofre for danskernes misforståelse. Islamkritik identificeres med ”muslimbashing”, hvad det bestemt ikke er.
Tag den erklæring, som Islamisk Trossamfund har udsendt efter terroren i Paris, se her. Ud over det, jeg citerede på gårsdagens blogindlæg står der også følgende:
Nogle af de største kommende ofre vil uden tvivl blive de almindelige hårdtarbejdende og ærlige franske muslimske borgere. Deres moskéer vil blive afbrændt, og hadforbrydelserne vil øges mod dem. Kvinderne vil blive forulempede, og fysiske overfald vil finde sted med afrivninger af slør. Børn vil blive spyttet på. Vores tanker går også til dem.
Ikke blot sender trossamfundet altså sine tanker til de mennesker, der har mistet livet ved et muslimsk terrorangreb, man sender dem også til de muslimske børn, som man forventer, at franskmændene som reaktion på terroren vil spytte på, og til de muslimske kvinder, som for de hadende franskmænds hånd vil miste – ikke livet, men deres slør. Det forekommer mig, at trossamfundet piner logikken ikke så lidt for at gøre muslimer til ofre. Hvor mange moskéafbrændinger er det nu lige, der har fundet sted her i de nordiske lande? Jeg husker én enkelt, men det skyldes mest, at det senere kom frem, at ilden ikke var påsat af hujende svenskere, men af en højst muslimsk frituregryde. Men bevares, der kan være afbrændinger, der har undgået min opmærksomhed. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har tal på de spytklatter, der måtte have ramt uskyldige muslimske børn – faktisk har jeg kun hørt om spytklatter den modsatte vej – men i modsætning til en kugle fra en kalashnikov kan noget sådant vaskes eller tørres af.
Mig forekommer det nærmest at være en hån mod de dræbte at sammenstille den forulempelse, de har lidt, med en spytklat. Og jeg kan kun forklare det med vore muslimers evige følelse af at være offer her i samfundet.
Den samme offermentalitet præger udtalelserne fra de to imamer, som Berlingske har bedt om en reaktion på Paris-terroren, se her. De gider ikke denne evindelige afstandtagen til muslimsk terror, som de bliver presset til. Naveed Baig, den ene af de to, siger:
»Jeg tror også, at mange [muslimer, rr] er ved at være trætte af at skulle tage afstand. De kan ikke se, hvorfor de skal gøre det, mens andre religiøse grupper aldrig bliver bedt om det samme. Det skaber frustration,« siger han:
»Når der sker noget i Palæstina eller Burma, beder vi ikke herboende jøder eller buddhister om at tage afstand.«
Det falder ham ikke ind, at der kunne være forskel på jødedom og buddhisme på den ene side og islam på den anden. Og han synes heller ikke at have lagt mærke til, at vi herhjemme har været så dejlig fri for jødisk og buddhistisk terror, men jo bestemt ikke for muslimsk terror.
Mersiha Cokovic er tilsyneladende lidt mere fornuftig i en kommentar i Berlingske, se her. Men hvorfor i alverden indleder hun så med følgende citat og kommentar:
Øzlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for SF, skrev i en kommentar, i forbindelse med terrorangrebet i Paris på sin Facebook følgende: »… ved du, hvordan dagen bliver for mange muslimer i morgen? Tror du det her er sjovt for os og noget vi ønsker os?«
Jeg vil give Øzlem Cekic fuldstændig ret. Det bliver ikke sjovt at være muslim i Danmark. Vi skal hele tiden se os over skulderen, når vi skal tage offentligt transportmiddel, overvære en fodboldkamp eller sidde på en cafe centralt i København på lige fod med alle andre danskere.
Mener hun virkelig selv, at hun som muslim er nødt til hele tiden at se sig over skulderen, når hun bevæger sig i det offentlige rum? Af det billede, som Berlingske bringer af hende, synes det at fremgå, at hun går med sit udslagne hår hele den udslagne dag. Og så kan jo ingen se på hende, at hun er muslim.
Nå, senere kommer der dog lidt andre boller på suppen. Hun skriver:
Jeg er, som muslim, vred og frustreret over, at man ikke tager situationen alvorligt fra politikernes side og lader islamister kapre min og andre moderate menneskers tro. At islamister og terrorceller, som udgiver sig for at være bedehuse, får lov til at gemme sig bag Grundloven og religionsfriheden, som de går lige så meget op i, som Fanden går op i Bibelen. At man ikke lukker disse steder og nedlægger indrejseforbud mod islamister, som pendler mellem Danmark og IS-baser i Mellemøsten.
Blot er det ærgerligt, at hun skubber det problem, der jo vitterligt er med muslimske terrorister, over på politikerne i stedet for selv at tage ansvar. Det er jo ikke politikerne, der lader islamister kapre den muslimske tro, det er i langt højere grad de moderate muslimer selv, fordi de ikke har taget det nødvendige teologiske opgør med terroristerne. Så længe begge parter, både terroristerne og de moderate muslimer, føler sig tvunget til at hævde, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, så udgør de moderate muslimer den sump, hvori terrorister kan gemme sig. Eller med andre ord: Hvis Cokovic kunne angive en metode, hvorved man kan skelne mellem almindelige, fredelige, moderate muslimer og dødbringende terrorister, så ville hun kunne stille krav til politikerne. Men når hun ikke kan (eller vil) det, er politikerne lige så meget på Herrens mark, hvad det angår, som hun er.
Nå, værst i denne henseende er som sædvanlig svenskerne. Avpixlat melder om, at Säpo efter terrorhandlingen i Paris skærpede overvågningen, ikke af mulige muslimske terrorister, men af svenske indvandringskritikere, se her. Hul i hovedet!
Tilbage til hovedspørgsmålet: ”Hvad forventer vi af vore muslimer?”
Vi forventer, at de enten tager et generalopgør med terrorister og uafviseligt påviser ud fra koranen, hvordan terrorisme, drab på uskyldige ikke-muslimer, selvmordsbombemænd osv. er uforeneligt med islams lære, eller konverterer bort fra islam, eventuelt til kristendommen eller måske til ateismen. Den påvisning, forventer vi, skal naturligvis være udførlig og ikke mindst forståelig også for os ikke-muslimer.
Jeg har tidligere her på bloggen henvist til den egyptiske præsident al-Sisi, som for knap et år siden i en henvendelse til det muslimske universitet, al-Azhar, i Kairo meget stærkt opfordrede universitetet til at foretage en nyorientering af islam, se her. Det var dog lidt uklart, hvad hans forestillinger konkret gik ud på, blot mente han vist, at al-Azhar med sin autoritet kunne fastslå, hvad der nu i den muslimske verden var konsensus om. Men hvad var det? Jeg skrev:
Hvis det er en sådan konsensus, al-Sisi vil have vedtaget, hvad skal så indholdet være: et forbud mod terror? Et forbud mod selvmordsbombere? Et forbud mod, at enkeltindivider påtager sig at føre krig mod den ikke-muslimske verden? Det vides ikke. Og det vides heller ikke, om al-Azhar universitetets anseelse i den muslimske verden er stor nok til, at alle vil rette sig efter dets tale.
Én af de måder, islam kan ændre sig på, er ved konsensus: der opstår i den muslimske umma enighed om én eller anden sag: nu må det og det ikke længere være forbudt/tilladt. Sådan har 126 lærde angrebet IS, fordi de går imod den konsensus, som man mener er opstået i ummaen om, at slaveri ikke mere skal være tilladt, selv om det var tilladt på profetens tid, se her. Angrebet på eller rettere: argumentationen imod IS kan ses på en pdf-fil her.
Denne argumentation er interessant, fordi den i nogen grad giver muslimen Aminah Tønnsen ret, når hun i en kronik i Jyllands-Posten, se her, skriver, at islam er i bevægelse.
Dog kun i nogen grad.
For når hun skriver:
Derfor bør muslimer agere som selvstændigt tænkende væsener. Det er den enkelte, der i konstant dialog med sig selv, med sin samvittighed og med sin skaber skal finde en fornuftig måde at være muslim i harmoni med sig selv og sine omgivelser på.
Heri ligger den spirituelle frihed i islam, frihed til forskellighed; men friheden bør altid gå hånd i hånd med ansvaret for at forvalte denne frihed inden for de gudgivne rammer, inden for helheden.
så lægger hun et kristent ideal om menneskets individualitet ned over koranen – hun er født i Sønderborg og vokset op i Flensborg – og man savner derfor svar på, hvorfor islam med al denne spirituelle frihed indenfor sine mure har følt sig nødsaget til at bibeholde et krav om, at frafaldne muslimer skal dræbes. Jeg véd godt, at hun selv mener at kunne bevise, at dette krav ikke er koranmedholdeligt, se evt. mit blogindlæg derom her, men hun er her åbenbart i modstrid med ”main-stream-islam”. Ligesom Fatih Alev i ovennævnte interview, se her, hævdede at
Jeg deler ikke religion med gerningsmændene. De har vist råbt, Gud er størst. Jeg ved ikke, hvilken Gud de tænker på. Deres Gud og min Gud er nemlig ikke den samme. Deres Gud tillader dem at dræbe uskyldige mennesker, min Gud forbyder mig det. Så det kan ikke være den samme Gud
sådan må Aminah Tønnsen tilsvarende sige, at hun ikke deler religion med ”main-stream-muslimerne”. For deres Gud tillader dem at dræbe frafaldne muslimer, hendes forbyder hende det.
Men det siger hun nok ikke.
Alligevel er spørgsmålet, som Tønnsen berører, interessant: Kan islam ændre sig så meget, at den uden problemer kan passes ind i et moderne, vestligt samfund?
Jeg tillader mig at tvivle.
Ikke så meget på grund af Tønnsens påstande, mere på grund af, at også de 126’s brev til IS forekommer mig betænkelig i dets argumentation.
Man begynder med at gøre et stort nummer ud af spørgsmålet om, hvem der har ret til at udstede fatwaer, det vil sige, hvem der har ret til at udlægge koranen på autoritativ måde. Man skal passe på oversimplificeringen, hedder det i den anledning. Og så citerer man en terrorist ved navn al-Hindi, som her på You Tube hævder, at de lærde gør tingene alt for indviklede: ”Luk koranen op og læs versene om jihad, så bliver alting klart”, siger han, ”de lærde siger, at dette er en pligt, og at dette ikke er en pligt, og at det er ikke tid for jihad nu … glem alle dem og læs koranen, så finder du ud af, hvad jihad er”.
Det vender de 126 sig naturligvis imod, for al-Hindu overholder tydeligt nok ikke alle de regler, de har opstillet for tolkning af koranen.
For én med lidt kendskab til Luthers historie og den reformations historie, som han gennemførte i kristenheden, lyder dette bekendt. Det var jo netop, hvad Luther sagde til sine samtidige: ”Læs selv bibelen! Se, hvad der i virkeligheden står! Lad jer ikke føre bag lyset af papisterne!” Derfor ville han som noget af det første have bibelen oversat til modersmålet, så ganske almindelige mennesker kunne læse den og selv danne sig et indtryk af, om ikke det var ham, der havde ret.
Problemet med islam er blot, at hvis vi ønsker os en reformation af islam, en reformation i lighed med den reformation af kristenheden, som Luther hidførte, så bliver det ikke en fredelig islam, vi får som resultat, nej, så bliver det en krigerisk islam, en terroristisk islam. Og det er i betænkelig høj grad en sådan reformation af islam, vi ser i vore dage med den vækkelse, der er gået henover den muslimske verden.
Men som jeg var inde på i mit sidste indlæg: Den dag, en muslimsk vækkelse går samme vej som den humanistiske i renaissancen og den lutherske kort efter, den vej, hvor man siger ad fontes, tilbage til kilderne, så er fanden løs. For så opdager man, at Muhammeds storhedstid, tiden i Medina, i høj grad byggede på rå magt, på snyd, på umenneskelighed, på tvang. Ja, man opdager, hvis man læser den første Muhammed-biografi, den af Ibn Ishaq, at forfatteren ligefrem fryder sig over alle Muhammeds skændselsgerninger; for de viser jo den vældige magt, Allah har givet ham.
Så hvad forventer vi af vore muslimer?
Vi forventer, at de på betydelige mere overbevisende måde end de 126 kommer med tekster, der kan vise Muhammed som den fredsommelige. Og vi forventer, at de, hvis de ikke ser sig i stand til det, som konsekvens deraf opgiver deres muslimske tro.
ricardtriis 