Fysisk opstandelse?

Theodor Jørgensen, professor emeritus i teologi, har i dagens Kristeligt Dagblad (den 18-11 2015) skrevet en kronik om sit syn på Jesu opstandelse, se her. Han har været mentor for Per Ramsdal, den præst, der blev indkaldt til samtale med sin biskop, fordi han i en undersøgelse blandt præster, som Jyllands-Posten foranstaltede, svarede, at han ikke troede på Jesu opstandelse. Og det har vakt ikke så lidt opstandelse, at Theodor Jørgensen i samme avis har proklameret, at han ikke troede på Jesu fysiske opstandelse. Han har derfor indtil flere gange forsøgt at forsvare sig, den 21. januar se her og den 4.april, se her.

Jeg har nu pligtskyldigst læst disse artikler igennem, inklusive den fra i dag, og jeg må bekende, at jeg egentlig ikke er blevet synderlig klogere. Men tillad mig alligevel at komme med en advarsel og et par erklæringer eller tre.

Advarslen først!

Det forekommer mig, at både affæren med Thorkild Grosbøll og affæren med Per Ramsdal viser, at det er uklogt eller uhensigtsmæssigt at fortælle omverdenen, hvad man ikke tror på. I Grosbølls og Ramsdals tilfælde kom de med deres ikke-trosbekendelse til at benægte væsentlige dele af den kristne tro, selv om de vistnok selv mente, at de blot fremsatte et teologisk statement.

Og i Theodor Jørgensens tilfælde sidder man efter endt læsning tilbage med dette ubesvarede spørgsmål: Hvad er meningen med at begynde kronikken i dag med at fortælle, hvad han ikke tror på? Bagefter fortæller han så, hvad han positivt tror på: Han tror på Jesu opstandelse. Han tror på Jesu opstandelse som begivenhed. Han tror på, at som Jesus opstod, skal vi opstå. Og, føjer han til denne gang: Han tror på gensyn med vore kære. Men hvorfor skal alle disse positive ting forstås på baggrund af en benægtelse af Jesu fysiske opstandelse? Og hvordan skal det forstås, hvis det ikke skal forstås på baggrund af en fysisk tilstedeværelse af Jesus, af vore kære, af os selv i Guds rige?

Han forsøger sig med en forklaring:

Men hvorfor afviser jeg at karakterisere Jesu opstandelse som en fysisk opstandelse? Fordi ”fysisk” er et alt for snævert begreb og alt for snæver en kategori til at beskrive Jesu opstandelse. Evigheden brød ind i tiden, da Gud oprejste Jesus fra de døde. Her sprængtes tid og rum og dermed også alle vore virkelighedskriterier – også det, vi betegner med fysisk.

Mig forekommer det, at forholde sig omvendt: først ved at fastholde Jesu opstandelse som en begivenhed i vor fysiske verden, får man for alvor fat på, hvilken altomkalfatrende begivenhed der var tale om: at evigheden brød ind i tiden, at tid og rum og vore virkelighedskriterier sprængtes.

Det leder frem til min første erklæring, en erklæring af religionsfilosofisk karaktér.

Den går ud på, at mennesket består af ånd og kød.

Der har været tider i kirkens historie, hvor man har hæftet sig ved menneskets åndelige væsen og kun det. I vore dage synes mange filosoffer tilbøjelige til at hæfte sig ved menneskets legemlige side og kun det. Man bøjer sig for videnskabens resultater, herunder dens resultater på neurologiens område, og mange når frem til den konklusion, at alting er underlagt naturlovsnødvendigheden, og at derfor al tale om mennesket som et åndeligt væsen må ophøre. Menneskets hele forfinede tankeverden er bundet til hjernens neuronaffyringer og derfor ikke bestemt af nogen fri og ikke-årsagsbestemt foreteelse, ja, det er i sidste ende tvivlsomt, om mennesket har en fri vilje, og om mennesket kan tildeles et selv, en bevidsthed eller en sjæl.

Overfor det har andre filosoffer gjort opmærksom på, at al videnskab i sin arbejdsform forudsætter en fri meningsudveksling, og at man derfor kommer til at modsige sig selv, hvis man totalt, altså også i menneskets videnskabelige frembringelser, lægger mennesket ind under naturlovsnødvendigheden.

Men det må indrømmes, at de første filosoffer har haft mest vind i sejlene. Så ånden hos mennesket har det ofte med lige så stille at fordufte.

Det betyder for de kristne trossætningers vedkommende, at de nemt mister virkelighedskaraktér. Man diskuterer, om Gud er til, og stiller sig lidt tvivlende an, for man kan ikke få ham anbragt i den naturlovsbestemte verden, som man, påvirket af tiden, mener er den eneste. Og man kan ikke få anbragt Jesu undere i denne den eneste eksisterende verden, for de er jo netop som undere brud på naturlovsnødvendigheden. Og man kan slet ikke få anbragt Jesu opstandelse, for den er om noget et brud på den kendte (og eneste) verdens love.

Men spørgsmålet er, om man kan få anbragt mennesket i denne legemlige, fysiske, naturlovsbestemte verden, ikke blot mennesket i dets syndige tilstand, men mennesket i dets fuldkomne tilstand, mennesket Jesus fra Nazareth.

Det spørgsmål beskæftigede man sig med i oldkirkens dage, og man fandt en formular for forholdet mellem åndeligt og legemligt, som fint kan bruges i dag: de to størrelser er usammenblandelige og uadskillige. Med andre ord: Vi kan ikke adskille det åndelige fra det legemlige, de to størrelser hører uløseligt sammen. Men vi kan heller ikke forstå det åndelige igennem det legemlige, de to størrelser kan ikke blandes sammen. Det forholder sig, som Maximus Bekenderen (580-662) siger: Legemet ophører aldrig med mere og mere at blive åndeligt, og ånden ophører aldrig med mere og mere at blive legemlig. (Se evt. mit indlæg herom her).

Vi står med proklamationen af Jesu opstandelse overfor det uforståelige, det mystiske, det paradoksale, sandt nok. Men det forekommer mig altså, at vi, hvis vi ligefrem benægter, at Jesus opstod i et fysisk legeme, adskiller det legemlige og det åndelige på en uheldig måde.

Jeg kan også sige det på anden måde. I vore dage har vi som sagt en tilbøjelighed til at gøre det legemlige til den vigtigste ingrediens i mennesket. Det er svært for os at fastholde, at det åndelige er det styrende og derfor det overordnede element i os. Ikke desto mindre er det sådan. Hvis ikke, går al tale om kærlighed i stykker. Derfor er det nødvendigt at fastholde Jesu legemlige opstandelse – kald den bare fysisk – for kun derved kan vi fastholde, at forhold mellem mennesker kan være bestemt af kærlighed og ikke altid er bestemt af manipulation, magtkamp, selviskhed.

Det leder mig frem til min anden erklæring:

Vi knytter i vor kulturkreds et navn til hver menneskelig skabning. Og dette navn bibeholdes efter døden. Et lig er ikke blot et lig, det er liget af den og den bestemte person. Det er forøvrigt Maximus, der har gjort opmærksom på dette. Det er ikke noget specielt kristeligt, men det er noget specielt menneskeligt. Når derfor de første kristne talte om en person, mente de altid denne sammenknytning af åndeligt og legemligt.

Det betyder, at når de vil sige om personen Jesus, at han er opstået fra de døde, så er det denne forening af åndelige og legemlige elementer, der er opstået. Det ene ikke uden det andet.

Det er jo sandt nok, at Paulus’ Kristus-vidnesbyrd er det ældste. Men det er ikke sådan uden videre sandt, hvad Theodor Jørgensen skriver, at Paulus ikke nævner den tomme grav. Han skriver i hvert fald, at han overleverede til korintherne, at Kristus døde for vore synder efter skrifterne (1 Kor 15,3), men han føjer til ”at han blev begravet”. Det kan man godt se som et vidnesbyrd om, at han så udmærket kendte (og godkendte) de endnu ikke nedskrevne beretninger om den tomme grav.

Om den tomme grav skriver Theodor Jørgensen, at han ved en begravelse læser påskeevangeliet efter Lukas’ gengivelse, hvor englene spørger kvinderne, der er ude ved graven: ”hvorfor leder I efter den levende blandt de døde. Han er ikke her, han er opstået”. Og han føjer til:

Det er påskeevangeliet i dets korteste form. Og den tomme grav er et tegn på, at dette er sandt. Ikke et bevis. Vi må erkende, at Det Nye Testamente ikke leverer et entydigt vidnesbyrd om den tomme grav, selvom det er stærkt.

Det er lidt svært at tackle ordene ”bevis” og ”vidnesbyrd” på ret måde. Og Theodor Jørgensen hjælper os ikke ret meget her. Måske af pladsnød. Men givet er det, at for de kvinder, der kom ud til graven og så stedet, hvor de lagde ham, at det var tomt, for dem var dette så tæt på et bevis, man kunne komme. Men så snart det skulle fortælles videre til nogen, som ikke selv havde set, så forvandles det eventuelle bevis til et vidnesbyrd, og så meldte tvivlen sig. Som den gjorde det hos de to disciple, der vandrede til Emmaus. De siger til den Jesus, der har slået følge med dem:

Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke. (Luk 24,21-24).

Som man måske véd, genkendte de først Jesus, da han brød brødet. Men så blev han usynlig for dem (Luk 24,31). Det tager Theodor Jørgensen som et vidnesbyrd om, at Jesus ikke var fysisk opstået. Han spørger i redegørelsen fra den 21. januar:

Hvis Jesus var fysisk opstanden, hvordan kunne han så gå gennem låste døre og pludselig stå midt iblandt sine disciple (Joh. 20, 19ff.)? Eller hvordan kunne det gå til, at Jesus, da han efter at være vandret sammen med to disciple til Emmaus og være gået til bords sammen med dem pist kunne blive usynlig for dem efter at have brudt brødet (Luk. 24, 13-35)? Og fastholder man, at Jesus var fysisk opstanden, bliver hans himmelfart til den rene absurditet.

Og umiddelbart derefter spørger han:

Hvad så med den tomme grav, som alle fire evangelister beretter om? Og hvad med, at der flere steder i opstandelsesberetningerne står, at Jesus spiste sammen med disciplene? Tyder det ikke på en fysisk opstandelse? Nej, det viser blot, at det er umuligt at bringe disse beretninger i harmoni med hinanden. Deres modstrid med hinanden gør tværtimod mysteriet i Jesu opstandelse tydeligt.

Her kniber Theodor Jørgensen lidt udenom. Hvis beretningerne ikke kan bringes i harmoni med hinanden, skyldes det jo åbenlyst, at dørgennemgangen tyder på en ikke-fysisk opstandelse, mens den tomme grav tyder på en fysisk opstandelse. Så når han spørger, om beretningerne om den tomme grav tyder på en fysisk opstandelse, ville han logisk skulle svare ”Jo, men det viser så, at det er umuligt at bringe disse beretninger i harmoni med hinanden”. Men i stedet for ”Jo” siger han ”Nej”. Hvorfor ikke være ved, at beretningerne om den tomme grav forudsætter en fysisk opstandelse? Hvorfor vælger han netop den ene side af denne modstrid, den med den ikke-fysiske opstandelse?

Sagen er vistnok den, at vi misforstår opstandelsesberetningerne, hvis vi vil have dem ind i et skema, der siger fysisk/ikke-fysisk. Vi må forstå dem som mytiske beretninger. Så vil de give det samme dobbeltsvar som evangeliernes underberetninger på det afgørende spørgsmål: Hvordan kommer et menneske til tro?

Dobbeltsvaret ses tydeligst i underberetningen i Joh 4,43-54, hvor Jesus helbreder den kongelige embedsmands søn. Da Jesus har sagt, at hans søn lever, hedder det, at embedsmanden troede det ord, Jesus havde talt og gik hjem. Men da han kommer hjem og erfarer, at sønnen kom sig i den time, da Jesus sagde: ‘din søn lever’, hedder det, at han og hele hans husstand kom til tro. Altså at komme til tro er ganske enkelt at tro på et ord, der lyder til én. Men det er samtidig at tages uimodståeligt ved hånden af ånden. At komme til tro er helt af sig selv at stole på den anden. Men det er samtidig noget, der ikke sker ved vore egne kræfter, men kun ved åndens kraft.

Sådan også med opstandelsesberetningerne. De vil ikke blot være vidnesbyrd om det overnaturlige og utrolige, at Jesus er opstået fra de døde. De vil samtidig fortælle om, hvordan et menneske kommer til tro, i dette tilfælde til tro på, at Jesus virkelig er opstået. Igen er Johannesevangelisten meddelsom: han lader i Joh 20,17 Jesus sige, at Marie Magdalene ikke skal røre ham, men lader alligevel lidt senere i samme kapitel Jesus opfordre Thomas til at stikke sine fingere i naglegabene og sin hånd i hans side (vers 27). Morale: Et menneske kan ikke tro ved egen kraft, kan ikke ville tro, kan kun tro ved guddommelig indgriben (Thomasbegivenheden). Og dog troede Marie Magdalene ved noget så simpelt og dagligdags, som at hun blev tiltalt med navn.

Eller det underfundige (ja, underfundige og underfulde) fortælles igennem Emmausbegivenheden. Det er jo til at grine af, at Jesus er der og ikke er der alligevel. At han fortæller og forklarer, hvorfor Messias måtte lide og dø og opstå på den tredje dag, men de forstår det ikke. Ligesom de jo heller ikke forstår, hvad kvinderne fortæller om den tomme grav. Først da han bryder brødet, genkender de ham. Og det forsvindingsnummer, han derpå udfører, bliver jo for dem et bevis på, at det var ham, de havde set.

Så altså: Vi stiller de forkerte spørgsmål til teksterne, hvis vi vil have dem til at svare på, om Jesu opstandelse var fysisk eller ikke-fysisk. De har den tids jødiske menneskeforståelse som baggrund, den forståelse, hvor mennesket som person er en énhed af legeme og ånd.

Jamen, hvad så med Jesu himmelfart?

Åh ja, hvor er Guds rige? Hvor er Gud? Det kunne man svare på dengang. Da var himlen lig med det, der var over skyerne. Sådan kan vi ikke svare i dag. I dag må vi sige, at Gud har sin egen verden, helt forskellig fra den verden, med sole og galakser, som vi befinder os i.

Jamen, hvad med Jesu legeme? Foer det også til himmels? Foer det også op i Guds helt anderledes rige?

Ja, naturligvis. For ånden er overordnet legemet.

Og her kommer så den tredje erklæring, jeg vil komme med.

Ånden er overordnet legemet. Det betyder, at ånden tager legemet med sig. Op af graven. Op til himlen.

Hvis ikke det forholder sig sådan, så er kærlighed en umulighed.

Kærlighed kan aldrig erkendes umiskendeligt. Kærlighed kan aldrig bevises, man er altid henvist til ‘kun’ at tro på den. Men det gør vi gladelig i vor del af verden. Løgstrup taler om tilliden som en suveræn livsytring. Han mener, at vi i mødet med den anden uden videre stoler på den andens ord. Vor første reaktion på en andens ord er at nære tillid til ham. Der skal noget særligt til, hvis vi skal blive mistænksomme.

Det minder lidt om Habermas. Han hævder, at der i vore samfund ikke blot findes strategiske handlinger, hvor den ene har et formål med den anden og søger at få den anden til at danse efter sin pibe, der findes også kommunikative handlinger, hvor den ene nærer en trefoldig tillid til den anden: han stoler på, at ordene beskriver virkeligheden; den tillid kan kontrolleres og er derfor ikke ægte tillid; og han stoler på, at den anden har beføjelse til at sige, som han gør; det lader sig også kontrollere; men han stoler også på, at den anden er ægte og sanddru i sine ord; den tillid lader sig ikke kontrollere, selv om Habermas vist lader, som om den er lige så selvfølgelig som de andre former for tillid.

I virkeligheden siger han med denne opdeling, at enhver talehandling, som han kalder det, forudsætter tillid. Men han spørger ikke, hvor den tillid kommer fra. Han er ikke interesseret i den ånd, der skaber tillid mellem mennesker.

Forståeligt nok, sådan set. For det er jo kun, når forholdet til den anden virkelig går os til hjerte, at vi spekulerer nøjere på, om den anden er ægte, og på, om vi nu også helt og holdent stoler på den anden.

I et forlovelsesforhold f.eks. viser sig den form for tillid at være noget, man skal tro på. Og er man forelsket, gør man da også netop det glad og gerne. Men er kun den ene forelsket, den anden derimod indstillet på at udnytte den anden, så opstår der ikke en ‘kommunikativ handlen’ (med Habermas’ udtryk) eller der opstår ikke et fuldgyldigt kærlighedsforhold.

Gud er ånd, og Gud er det derfor, der fremkalder tillid i enhver talehandling i menneskesamfundet. Og selv om vi synes, at Han godt kunne være noget mere om sig og skabe en noget større tillid mellem folkeslag og indenfor de enkelte samfund, så er det, som man ser af begivenhederne, meget begrænset, hvad vi selv kan udrette i henseende til at skabe tillid.

Det mindste, vi kunne gøre, var da at bede Ham om at sende sin ånd. Men det gør vi sjældent, for vi tror ikke rigtig på, at ånden er overordnet legemet. Legemet, det er vor hjerne og de drifter, der er knyttet til vor legemlighed. De hersker over os, og vi bilder os ind, i kraft af den almindelige videnskabsforgudelse, der findes hos os, at disse kræfter er de eneste, der rumsterer i os. Åndelige kræfter, hvad er det? spørger vi mistroisk. For dem vil vi ikke gerne have noget med at gøre.

Men åndelige kræfter hersker overalt, hvor der foretages talehandlinger, dvs., overalt i menneskesamfundet. Og åndelige kræfter har i mennesket forrang fremfor legemlige kræfter. Det viser sig bl.a. i, at vil man være rigtig ond, vil man tjene sig selv og sine drifter i første række, så er man nødt til at bruge sproget og de åndelige kræfter, det forudsætter. Ligesom jo forøvrigt den videnskabelige forskning selv er en åndelig foreteelse.

I Johannesprologen hedder det, at Ordet var i begyndelsen. Den tror vi ikke på. For vi véd jo i kraft af vor storslåede videnskab, at mennesket først blev til i den sidste brøkdel af den tid, verden har været undervejs. Og uden mennesket, intet sprog, intet ord. Alligevel har johannesevangelisten ret. For verden er skabt ved Ordet, verden er en verden, der kan undersøges og rubriceres og analyseres ved det menneskelige sprog. Hvad vi jo derfor gør for fuld musik.

Men for at opsummere: Det må betegnes som uklogt at hæfte sig ved, hvad man ikke tror på.

Mennesket består af ånd og kød, og ånden er overordnet kødet. Dette siges imod en naturvidenskabelig tradition, der vil gøre mennesket til lutter kød og forklare dets handlinger med neuronaffyringer.

I den jødiske tradition er mennesket en forening af åndelige og legemlige kræfter. Ud fra en sådan forestilling må derfor de nytestamentlige opstandelsesberetninger analyseres.

Og endelig: At der er noget, der hedder kærlighed, at kærlighed kan dukke op så hist og så her iblandt os, forudsætter, at ånden er stærkere end kødet, at den får magt over kødet, så tillid kan blive til mellem mennesker, den tillid, der jo er en forudsætning for ægtheden af kærlighedsforholdet. Når derfor det eneste fuldkomne mennesker, der har eksisteret, Jesus fra Nazareth, blev opvakt fra de døde, måtte han opstå med den forening af legeme og ånd, han havde før døden, intakt.

Det betyder i mine øjne, at vil man sige, at Jesu opstandelse ikke var fysisk, så kommer man uforvarende til at nægte, at noget kærlighedsliv kan finde sted på denne jord. Det er sikkert ikke meningen. Men det bliver resultatet.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Fysisk opstandelse?

  1. Pingback: Jesu ‘fysiske’ opstandelse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s