At kæmpe med ånd

Det er Katrine Winkel Holm, der i Jyllands-Posten vender sig imod anvendelsen af Nordahl Griegs sang Kringsatt av fiender ved de højtideligheder, der bliver afholdt efter terrorbegivenheder, se her. Det er en pacifist-sang, hedder det, og den blev imødegået af Nordahl Grieg selv, da han efter Tysklands besættelse af Norge blev forvandlet fra pacifist til soldat. For i 1942 lægger han afstand til budskabet fra Kringsatt av fiender med dette vers i digtet ”Øen i ishavet”:

For vi har tabt vort land/ tabt det fra hav til fonn/ Og skal vi vinde det/ sker ikke det ved ånd. Her er vort land: En ø/ Blæsten går strid og kold/ Drømme kan ikke gro/ Dræbe er alt vi skal.

Det er imidlertid for mig et spørgsmål, om den sene Grieg har ret imod den tidligere. I Kringsatt av fiender hedder det i vers 3:

Stilt går granatenes/ glidende bånd/ Stans deres drift mod død/ stans dem med ånd!

Selvfølgelig skal vi sørge for gode efterretningstjenester. Selvfølgelig skal vi sætte politi ind, hvis en terrorhandling skal forhindres. Selvfølgelig skal politiet have de nødvendige kompetencer. Men når medierne næsten falder over deres egne ben for at få ekspertudtalelser om IS’s ideologiske baggrund, så er netop det en del af den åndelige terrorbekæmpelse, som vi møder IS med. At bekæmpe denne ideologi, at sætte noget andet og bedre i steder, ja, at overbevise os selv og dem, vi kan nå med vore ord, om, at vor ideologi, vor tro, vor verdensanskuelse er bedre end deres, at finde huller i deres argumentation, at vende deres koranopfattelse mod dem selv, osv. osv., det er at bekæmpe dem med ånd.

Det er det stik modsatte af, hvad Berlingske anbefaler i en analyse den 20-11, se her. Man spørger, om vi spiller terroristernes spil, når vi går ind i en diskussion om, hvad der får unge mennesker til at gribe til en terrorhandling og ende med at sprænge sig selv i luften. Det hedder:

De vantro skal bekæmpes, og muslimer i hele verden skal tage del i kampen. Det er det budskab, islamisterne gerne vil have ud i verden. Men er det virkelig bare det? Er det så enkelt? Næppe. Og jo mere den fortolkning af det rystende terrorangreb i Paris får lov at stå alene, des større er risikoen for, at Vesten spiller terroristernes skæbnes­vangre spil.

Nej, hedder det videre, sådan skal vi ikke gå frem:

Terrorister er først og fremmest en flok kyniske forbrydere. Punktum. Og som sådan skal de behandles. De kan have alle mulige grunde til deres udåd: Personlig hævn, familiemæssige tragedier, en følelse af mellemøstlig uretfærdighed, et bizart fællesskab i radikaliserede miljøer og så videre. Men ved at iklæde dem en ideologi uanset, hvor syg og hadefuld den måtte være, anerkender man indirekte, at de har en sag at kæmpe for, som i hvert fald i deres øjne er legitim.

En sådan analyse nægter at kæmpe med ånd, nægter at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i terroristernes legitimeringsforsøg, nægter at overveje, hvor stor en ”sympatisørsump” en sådan ideologi har at operere i. Men det er forkert.

For disse mennesker er ikke blot kyniske forbrydere. De forbrydere, vi hidtil har kendt til, har begået deres forfærdelige handlinger af egoistiske motiver: de ville være rige, de ville have hævn over en rivaliserende gruppe, de ville blot stjæle, men blev overrasket og blev derfor utilsigtet mordere. Den slags kender vi.

Og terrorister, der kæmper for en sag ved hjælp af bombeangreb eller bortførelser og senere henrettelser af betydningsfulde personer, dem kender vi også. Det var de kommunistiske terrorister, Rote Arme Fraktion, f.eks. Og heldigvis fik vi dem da i sin tid bekæmpet ved ikke bare at komme haltende bagefter, når de havde udført deres forbrydelser, men ved at sætte os ind i deres tankegang så tilpas meget, at vi kunne sætte vor egen samfundsforståelse op imod dem.

Men forbrydere, der intet ønsker for sig selv, terrorister, der på forhånd har opgivet for sit eget vedkommende at få del i det fremtidsrige, de kæmper for, sådanne terrorister har vi ikke set noget til, før de muslimske terrorister kom på banen.

Mikkel Vedby Rasmussen er i Information den 21-11 inde på noget af det samme som analytikeren i Berlingske: vi spiller med i terroristernes teater, se her. Det er en meget lang artikel, og den indeholder adskillige fornuftige begrundelser for, at de europæiske samfund ikke er ved at bryde sammen, men alligevel giver han til sidst utilsigtet en god forklaring på, at det måske alligevel er det, der er ved at ske. Han skriver:

Et demokratis væsentligste styrke er evnen til at diskutere de faktiske udfordringer. En forklaring på, at de kommunistiske regimer i Østeuropa brød sammen, var, at den virkelighed, som regimet påstod eksisterede, og som den tillod blev debatteret i partiavisen, havde meget lidt med de faktiske forhold at gøre. Og det var svært at finde løsninger på problemer, som man ikke ønskede at anerkende eksistensen af og prøve at forstå.

Det har han fuldstændig ret i, og det passer udmærket med det, jeg ud fra Vaclav Havel havde forstået af situationen i 70ernes og 80ernes Østeuropa, se her. Men hvad Vedby Rasmussen overser, er, at den største trussel mod Europa ganske rigtigt ikke er terroristerne, men den stadige indvandring af muslimer. Dels udgør de den ”sympatisørsump”, som terroristerne kan svømme i, og dels tillader de sig at medbringe deres egen muslimske statsforståelse, som de vil prøve at erstatte vor demokratiske med. Og den trussel tillader medieeliten ikke bliver debatteret i aviserne; her kan man diskutere alle mulige andre ting, som ikke har meget med de faktiske forhold at gøre. Og det er jo så sandt, som det er sagt: det er svært af finde løsninger på problemer, som man ikke ønsker at anerkende eksistensens af eller prøve at forstå.

Nå, for Danmarks vedkommende skal man forhåbentlig sige ”tillod medierne ikke, osv”. Men alligevel!

Og så skimmer man lige Vedby Rasmussens artikel igennem igen. Har man mon overset, at han faktisk beskæftiger sig med dette afgørende problem? Ak, nej. Han er tavs som en østers om denne stadige indvandring. Og så falder hans analyse af vores situation sørgeligt til jorden. Den er uinteressant, den hjælper os ikke, den går som katten uden om den varme grød, ja, den anerkender ikke engang, at der i det hele taget forekommer en varm grød.

Så nej, vi slipper ikke for at beskæftige os med islam, selv om denne størrelse for mange af os, ligesom for Lars Hedegaard, hænger os langt ud af halsen.

Og så kaster man sig over Berlingskes enquête, se her, hvor man har spurgt en række fremtrædende danske muslimer, hvordan man bekæmper Islamisk Stat. Ideen er jo fra avisens side udmærket, for det må vel være muslimerne selv, der er bedst til at komme med teologisk gennemtænkte indvendinger mod IS’s ideologi. Men hvor bliver man dog skuffet! I det store og hele en gang sludder for en sladder. Og når der endelig foreslås noget konkret, viser det sig, at det er noget, som vi vesterlændinge skal foretage os, ikke noget, som muslimerne eller de muslimske samfund tager ansvar for og vil gøre noget ved. Der er undtagelser, Jaleh Tavakoli er én af dem. Men hun når kun at sige ganske lidt. Og det er jo da sandt, hvad den sidst interview’ede, Khatera Parwani, siger, at der var muslimer blandt de betjente, der beskyttede Charlie Hebdo og blandt dem, der angreb i Saint Denis. Men nogen idé om, hvorfor nogle muslimer vil beskytte det franske samfund og andre vil bekæmpe det, får vi ikke.

Så kommer en dansk forsker trods alt sandheden nærmere. Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, har den 18-11 skrevet en udmærket kronik i Jyllands-Posten om emnet, se her, og den 21-11 en artikel i Weekendavisen (ikke on-line). Han er ikke bange for at sige:

Der er naturligvis en lang og kompleks række af forhold, der gør sig gældende, f.eks. social-psykologiske faktorer (de såkaldte cross-overs) og geopolitiske faktorer (failed states der fostrer uberegnelige og farlige aktører). Men vi kan ikke komme udenom, at der også er nogle markant religiøse faktorer på spil, ja ligefrem specifikt islamiske sådanne.

Og så alligevel! I Weekendavisen tager han lidt for let på muslimernes jihad-tanke. Den er, hævder han, inspireret af mellemøstlige religioners forestillinger:

Den har sit forlæg i nærorientalske religioners teologier om den hellige krig, hvad enten det var Jahves eller en babylonisk guds. Ens gud er med i krigen. Men jihads teologiske profil udspringer også af de historiske omstændigheder, hvorunder islam blev til. Først og fremmest af Muhammeds kampe mod de vantro arabere. Men også årene efter profetens død var skelsættende, for her ekspanderede muslimerne militært i store dele af Mellemøsten.

Islam forvandlede sig fra en etnisk-arabisk religion til at blive en multietnisk og multikulturel religion. En civilisation slet og ret. Den teologi, som systematiseredes og krystalliserede sig i denne periode, var en teologi, hvor jihad ikke blot var en forsvars- og gengældelseskrig, men simpelthen et bevis på, at Gud var med muslimerne – og at muslimerne var de sande troende. For de var jo parat til at gå i døden for troen.

Det kan godt formuleres mere klart. For Jahve var jødefolkets gud, og det gamle testamentes teologer, dvs. profeterne, m.m., havde stort teologisk besvær med at samtænke forestillingen om Jahve, jødefolkets gud, med forestillingen om El, alle folkeslags gud. Se f.eks. den mærkelige tekst fra 5 Mos 32,8f:

Da den Højeste fordelte folkene,
da han skilte menneskene fra hinanden,
fastsatte han folkenes områder
efter tallet på gudssønnerne.
Herrens del blev hans folk,
Jakob blev hans arvelod.

Her tænkes der at være en højeste gud, El Eljon, som deler de forskellige folkeslag mellem sine sønner. Én af disse sønner hed Jahve; det navn transskriberes her til ”Herren”. Og ”Herren” fik ved den lejlighed tildelt Jakob, dvs. det israelittiske folk.

Fra denne monolatri, hvor det kun var folket tilladt at dyrke én gud, Jahve, gik jødefolkets profeter over til monoteisme, hvor der kun tænktes at eksistere én gud i det hele taget. Og denne tankegang, monoteismen, præger det gamle testamente, dog ikke uden at man ganske enkelte steder kan finde rester af den tidligere tænkning.

Det er værd at holde sig det for øje. For den krig, der opfordres til i det gamle testamente, er ikke at forstå som det, der senere blev til det muslimske begreb ”hellig krig”. Det var folkets gud, der hjalp folket i dets krige, hjalp det med at forsvare landet og opretholde folket. Det var ikke den eneste gud, og han satte ikke israelitterne til at erobre hele verden.

Sådan var det derimod for Muhammed, og sådan er det den dag i dag for muslimerne. Derfor og kun derfor påbegyndte muslimerne et erobringstogt, der førte dem frem mod midten af Frankrig i vest og frem til Indus i øst. Og derfor var Tyrkiet for Europa en yderst farlig fjende, for landets leder havde helt frem til 1683 ordre fra gud om at kæmpe mod de vantro, dvs., europæerne. Først da tyrkerne blev slået foran Wiens porte i 1683, forsvandt denne trussel mod Europa, og Tyrkiet skrumpede ind til den størrelse, det har i dag.

På den anden side giver Hoffmann netop i Weekendavisens artikel os en meget nyttig oplysning. Han spørger, hvordan muslimer kan forlige sig med, at andre muslimer bedriver handlinger som dem i Paris, og skriver:

Her kommer forskellige rationaliseringer i spil: For eksempel kan man insistere på, at dette intet har med islam at gøre, og at disse voldsmænd ophørte med at være muslimer i det øjeblik, de dræbte alle disse uskyldige civile! Men det er ikke et svar uden omkostninger. For først og fremmest er sådanne udmeldinger ren takfir, den tekniske betegnelser for at stemple muslimer som vantro, kafirun. Hvis man er muslim og er blevet vantro, er man til og med frafalden og i klassisk islamisk ret dermed hjemfalden til dødsstraf.

Lidt senere hedder det:

Undertiden hører man fra nogle muslimske meningsdannere eller imamer, at en stor gruppe muslimske lærde og intellektuelle (dog ingen fra Saudi-Arabien) har kastet en takfir-dom over IS, for eksempel i det såkaldte Open Letter til IS’s leder al-Baghdadi fra 2014. Problemet er bare, at de lærde faktisk ikke vælger at tage det drastiske takfir-skridt, men blot forsøger at overbevise Baghdadi om, at han og hans fæller er vildfarne og dårlige muslimer, men dog stadig muslimer. Desværre næppe noget, der gør indtryk på al-Baghdadi og co.

Jeg har været en del optaget af dette åbne brev til Baghdadi. Brevet kan man se her. Og min artikel derom her. I min artikel er jeg desværre kommet til samme antagelse som Thomas Hoffmann: dette vil ikke have nogen indflydelse på al-Baghdadi. Mit argument er lidt anderledes: de 126 snyder med fremstillingen af den historiske udvikling. De lader, som om muslimerne hele tiden overbeviser ikke-muslimerne med ”høflig tale”. Det er bestemt ikke tilfældet. Baghdadi véd sikkert udmærket, at der blev brugt ikke så få tvangsmidler overfor dhimmierne i de stater, hvor muslimerne havde magten.

Men Hoffmanns iagttagelse havde jeg ikke gjort, og den er jo yderst interessant: de 126 vover ikke at kalde IS for frafaldne muslimer, for så vil de blive nødt til at opfordre de mellemøstlige staters ledere til at føre krig mod IS. Frafaldne muslimer skal jo slås ihjel.

Men det betyder jo omvendt, at alle de, der påstår, at IS og den terror, de udfører, ikke har noget med islam at gøre, ikke får tilslutning fra de 126 lærde. Hvis man vil bruge takfir-argumentet: at IS ikke har noget med islam at gøre, er man nødt til at gribe til våben sammen med os vesterlændinge for at få slået disse frafaldne muslimer ihjel.

Og så ender vi i den skakmat, vi står i nu. De vestlige lande vil ikke gribe ind, fordi de ikke vil give den almindelige muslim det indtryk, at Vesten kun er ude på at undertrykke muslimerne. Og de muslimske lande griber heller ikke ind, for dels venter de på os og vil hellere have os til at udgyde vort blod for at oprette lidt ro og orden i Mellemøsten, dels betragter de vel ét eller andet sted Baghdadi som muslim so oder so ligesom de 126 lærde; og muslimer må ikke slå andre muslimer ihjel.

Men det bliver måske anderledes efter terroren i Paris.

Dog, hvordan skal vi så bekæmpe IS med ånd? Eller: hvordan skal vi omgås vore hjemlige muslimer for at mindske IS’s tiltrækningskraft iblandt dem?

Lad mig citere en artikel i avpixlat, se her. Heri fremlægger Ivar Arpi nogle tal fra en hollandsk sociolog, Ruud Koopmans:

Koopmans har undersökt attityder hos självidentifierade muslimer från Turkiet och Marocko i Tyskland, Frankrike, Nederländerna, Belgien, Österrike och Sverige. Både fundamentalism och fientlighet mot andra grupper är relativt vanliga. 43 procent av svenska muslimer (med rötter i Turkiet) vill inte ha homosexuella som vänner, 37 procent anser att man inte kan lita på judar och 52 procent av muslimerna i undersökningen anser att väst är ute efter att förstöra islam. 43 procent av svenska muslimer tycker att muslimer borde återvända till islams rötter, 67 procent tycker att det bara finns en tolkning av islam och hela 52 procent anser att det är viktigare att följa religiösa lagar än lagarna i Sverige. Utifrån dessa svar kan man inte avgöra stödet för radikal islamism, men attityderna säger något om grogrunden för den bland svenska muslimer.

Når hele 52% af muslimerne mener, at deres religiøse lov står over bosættelseslandets love, så kan disse fredelige muslimer ikke være andet end en fortrinlig sympatisørsump for terrorister. For deres religiøse love indeholder islams dna, og islams dna er voldelig. Det skal vi blive ved med at stikke vore muslimske landsmænd i næsen. Beviserne har vi i de to erobringstog mod Europa, de har ført. Det tidlige, der standsedes af Karl Martel ved Poitiers i Midtfrankrig i 732 og det sene, der standsedes ved Wien i 1683.

Hvis de vil finde kimen til en ikke-voldelig islam i koranen, er der dels mange koransteder, de må vende sig imod, og der er dels en stor del af islams historie, som de må tage afstand fra. Hvis man holder fast ved, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, så følger deraf, at Muhammed handlede ret med sine erobringer, og at de følgende kaliffer ligeledes var på ret vej, da de udvidede islams terrotorium enormt. Og så følger også, at muslimer skal kæmpe for at udbrede islam, jf sura 2,193:

Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Guds! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret.

Det er, hvad der ligger i jihad: ”indtil religionen er Guds”, dvs. indtil islam er den eneste religion i verden.

Vi kan stikke dem denne volds-dna i næsen ved at sige disse ting til dem og afkræve dem en alternativ forklaring, altså en forklaring, ikke en bortforklaring. Og selv må vi, indtil en sådan god forklaring foreligger, gå med Kurt Westergaards tegning i vore hoveder. Og nytter alle vore ord ikke, skulle vi måske en dag tage tegningerne frem fra hovederne ud i det fri. Ikke for at være onde mod vore landsmænd, men for igen og igen at stille dem overfor valget mellem koranen og vore love; heller ikke for at gå terroristernes ærinde ved at opstille et skel mellem islam og kristendom, for hvis dette skel virkelig findes, så bliver den fred, vi eventuelt kan opnå ved at nægte at se noget skel, bygget på en usandhed, og en sådan holder ikke længe; og selvfølgelig heller ikke for at provokere de yderliggående iblandt dem til mere vold imod os – derved ville de jo bevise, at vold virkelig hører islam til – men for at få de moderate muslimer til at argumentere langt bedre for islams fredelige dna. Det er jo dem, der skal overbevise deres trosfæller, ikke os.

Men vi kan ifølge Hoffmanns ”opdagelse” stille det krav til de af dem, der mener, at IS ikke har noget med islam at gøre, at de deltager aktivt i bekæmpelsen af IS. For så er de jo frafaldne og skal dræbes.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s