Denne artikel er udtryk for, at jeg har et hængeparti. Der er et emne, jeg forlængst skulle have taget op. Det går helt tilbage til 2013, hvor Kasper Støvring på sin blog på Berlingske kom med følgende overvejelse om vort forhold til islam, se her:
De [muslimerne, rr] tager deres tro alvorligt, og det kan man da ikke klandre dem for.
Naturligvis gælder det ikke alle, men min formodning er, at det gælder flertallet. Vi er for længst inde i identitetspolitikkens æra, hvor mennesker stiller sig selv det mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvem er jeg? Og de besvarer det på den måde, mennesker altid har gjort det, nemlig gennem henvisning til det kulturelle fællesskab, til tro, hjemland og etnicitet.
Anerkendelse af og på visse punkter beundring for islam er farlig, hvis den ikke ledsages af en vilje til at stå fast på vores eget.
Her tager Støvring det meget væsentlige identitetsproblem op. Jeg kommenterede dengang hans artikel, se her, og arbejdede lidt videre med spørgsmålet om identitet. Men det er her, der ligger noget af et hængeparti. For vi kan med vore egne erfaringer nok gå med til, at det kulturelle fællesskab, hjemlandet og etniciteten er med til at bestemme, hvem jeg er. Men er troen det på samme måde? Det sker jo f.eks., at mennesker konverterer til en anden tro. Er det en ny identitet, de på den måde tildeler sig selv? Sommetider prøver den religion, de skifter over til, at få dem til netop det. Både kristne og muslimer har den skik, at nye medlemmer får tildelt et nyt navn, ét, der svarer til deres nye religion.
Men gælder det virkelig for flertallet af kristne og muslimer, at deres identitet er bestemt af deres tro?
Min påstand vil i første omgang være, at det gør det bestemt, og at det gør det for både kristnes og muslimers vedkommende. Vi ser det godt nok tydeligst for muslimernes vedkommende. De lægger jo virkelig vægt på bønnerne i moskéen, på fejringen af deres Eid-fest og ramadanen i det hele taget, på overholdelsen af budet om omskæring og afholdenhed fra svinekød og spiritus, og jo så sandelig også på overholdelsen af de ‘kønspolitiske’ regler. Her er størstedelen af de hverdagskristne tilsyneladende langt mindre tydelige i deres kristendom. Men hvis man gør sig klart, at kristendommen netop vil fremme det naturlige menneskeliv, eller skal vi sige folkeligheden i det hele taget, så kan man godt sige, at det er ud fra en kristen indstilling, at de fleste danskere synes, muslimerne gør for meget ud af deres religion: det bliver unaturligt.
Dog, vil man ikke gå med til den forestilling, at det er kristendommen, der gør danskerne naturlige, så går jeg gerne med til, at man ”dropper” kristendommen (altså i denne sammenhæng, ikke i andre) og nøjes med at sige, at det er den danske folkelighed eller folkeligheden, dansk forstået, der vender sig imod specielt den muslimske praksis på kønsforskellens område. Givet er det under alle omstændigheder, at der på det område finder en ”clash of civilizations” sted.
Og naturligt nok er det ikke så meget danskerne, der mærker dette sammenstød, som det er muslimerne. Det er jo trods alt dem, der er indvandret til vort land, ikke os, der har slået os ned i et muslimsk land. Så det vil naturligt være dem, der oplever, at deres unge kommer til at føle sig stående med et ben i hver lejr: de taler og læser dansk, og ser også i mange tilfælde ud som almindelige danskere, men har alligevel i deres sind en anden kultur siddende, nemlig den muslimske.
Og derfor er det dem og ikke os, der rammes af spørgsmålet: Hvem er jeg?, når de vokser op og skal finde deres egne ben.
Det er noget, alle mennesker stilles overfor, når de når til skels år og alder: at skulle indordne sig under samfundets forskellige normer, at skulle finde ud af, i hvor høj grad man kan og vil gøre, som disse normer siger, at skulle kæmpe med sin identitet: er jeg lig med normernes fuldkomne overholdelse, eller er jeg mig selv på trods af normer og regler og traditioner.
Allerede i denne formulering dukker forskellen til islam op. For vi i vore danske omgivelser er forberedt på dette opgør med traditionerne, ja, vi opmuntrer endda forsigtigt til det. Vi kender til det, vi kalder ”udviklingen”, altså ikke blot den teknologiske udvikling, der giver os mobiltelefoner og farvefjernsyn, men også den kulturelle udvikling, der får os til at se anderledes på homoseksuelle og på samliv før ægteskabet. Hvad vi søger at opdrage vore unge til, er at kunne bevare deres egen identitet i de kampe, de udsættes for af den noget splittede kultur under opvæksten.
Men de muslimske unge er helt anderledes udsat for splittelse. De oplever den danske kultur gennem skolen og gennem kontakten med danskerne. Men de har med sig hjemmefra en helt anderledes muslimsk kultur. Og fordi den muslimske kultur har helt andre regler for pigerne end for drengene, er pigernes oplevelse af sammenstød mellem kulturerne helt forskellig fra drengenes.
Én af dem, der har taget opgøret med sin egen kultur, er den muslimske unge kvinde Geeti Amiri, stud. scient. soc. Hun nævnte i en artikel i Berlingske, se her, at hun flere gange gennem artikler i denne avis havde fået luft for sine meninger, så jeg gav mig til at lede efter de andre artikler. Der var således en longread fra juni 2015, se her, og der var en mindre artikel fra januar i år, se her. Jeg har læst dem alle igennem for at få et indtryk af hende og hendes meninger, og selv om hendes tanker virker meget forvirrede, kan det godt betale sig at stifte bekendtskab med dem.
Det forvirrende er lidt irriterende. Det stammer vist fra, at hun for alt i verden vil fastholde sin religion: islam, og når hun derfor må indrømme, at danskerne lever helt anderledes selvfølgeligt i deres frihedskultur end muslimerne, der møjsommeligt skal kæmpe sig frem for hvert skridt mod friheden, så kan og vil hun ikke indrømme, at det hænger sammen med forskellen i kultur. Derfor har hun en masse ting, hun skal bebrejde os danskere; mange af de vanskeligheder, kultursammenstødet giver muslimerne, mener hun skyldes os danskere. Men andre gange er det sine medmuslimer, hun skælder ud på. Lidt forvirrende!
Hun siger f.eks. i longread’en:
Hvis du er grønthandler, går du altså på kompromis med rigtig meget. Med familie og socialliv osv. Du er i gang fra klokken halvfire om morgenen til sen aften. Min bror er grønthandler og har arbejdet sådan i tyve år for at kunne give sine børn en god uddannelse. Hans søn læser jura og får rigtig gode karakterer. Men hver gang integrationsdebatten er på bordet, repræsenteres unge indvandrermænd kun af kriminelle. Skulle man anlægge samme betragtning om danskere, skulle man jo næsten generalisere etniske danskere ud fra en dysfunktionel familie i Brønderslev. Og sådan har det kørt i årevis. Når en udenlandsk familie har snydt med overførselsindkomster, så får alle stemplet på sig. Det samme med et tvangsægteskab, et bandeslagsmål og så videre.
Her indvender interview’eren, at statistikken taler sit tydelige sprog. Men den tager hun sig ikke af. Og hun opdager heller ikke i farten, at tvangsægteskab er noget, der kun forekommer blandt muslimer, ikke blandt danskere.
Om sine egne forhold siger hun:
Mine forældre kom hertil fra Kabul i 1994 som flygtninge fra Afghanistan. Vi fem søskende voksede op i en ghetto ude på Amager. Jeg har arbejdet, fra jeg var gammel nok til det. Jeg har forsørget mig selv, fordi min familie ikke havde råd til det. Det er en selvstændighed, der kræver opgør. Det har jo ikke været gnidningsfrit. Hverken at flytte hjemmefra, droppe ud af gymnasiet, arbejde i en etnisk dansk blomsterbutik, selv vælge sin partner. Mine forældre kom hertil med den samme værktøjskasse som de fleste andre forældre i den generation.
Det kan man nok fornemme: hun er en pige med ben i næsen. Men man forstår også, at det har kostet hende noget. Alligevel har hun holdt fast på, at hun er Geeti og ingen anden. Eller skal jeg være fræk og sige, at hun er blevet bidt af den danske folkelige tradition, der siger, at du selv må finde din vej gennem livet!
I hvert fald tager hun fejl, når hun uden videre vil lægge sin vej ud af de traditioner, hun er vokset op i, over på andre muslimer som noget, også de bør gøre. Hun fortsætter:
Unge udlændinge skal forstå, at det er op til dem selv. De skal ikke forstå sig selv som en stor gruppe. Heller ikke muslimer. Samfundet skal heller ikke opfatte dem sådan. I integrationsdebatten opfører alle sig som om, at alle udlændinge er lige lidt integreret og afskærmet fra resten af samfundet. Det passer overhovedet ikke. Tværtimod. Men en nuancering finder ikke sted. Jeg findes slet ikke i debatten. Jeg er ikke Fatima fra en familie med nogle dybe problemer og udbredt social kontrol. Jeg er ikke Hizb ut-Tahrir, jeg er heller ikke konvertitten, der ender med at sidde i Dansk Folkeparti og spise flæskesvær. Jeg er, hvor de fleste befinder sig.
Det er sikkert rigtigt, at de fleste muslimske piger må tage et opgør med deres familie for at få lov til bare selv at vælge deres partner. For arrangerede ægteskaber er en udbredt skik blandt muslimer. Og pigernes dyd værnes der om af forældrene, af og til med midler, der efter vor opfattelse er alt for krasse. Men ofte er det jo familiens (læs: faderens) ære, der er på spil. Og mange piger finder sig i det netop af hensyn til familiens ære. Det vil sige: de finder deres identitet i at være den ydmyge og selvudslettende kvinde, der finder tilfredshed ved at gøre alle andre tilpas, og fuldstændig glemmer sin egen personlighed, vilje, naturel, egenart. Det kvindeideal har vi danskere efterhånden – gennem en del genvordigheder, måske – forladt, men det findes i stor udstrækning hos vore muslimske landsmænd. Og desværre har Geeti ikke ret i, at som hun er, sådan er de fleste muslimer.
Hun har også en mening om de nydanske drenge. På et spørgsmål om, hvad der skal gøres, svarer hun:
Der skal stilles krav. Hvorfor stiller man ikke reelle krav til nydanske drenge? De mødes altid af den løftede pegefinger. Og de får konstant at vide, at ’I er de dårlige, pigerne er de gode’. Nydanske drenge bærer på den tungeste arv fra deres forældre. De bliver automatisk set som patriarkalsk og chauvinistisk disponerede, men ude af stand til at opretholde et otte-til-fire-job. En nydansk dreng, der er vokset op med en far, der har været mere optaget af Al Jazeeras arabiske nyhedsudsendelser end sin søns opvækst, er det mest anerkendelseshungrende menneske, du kan finde i det danske samfund. Giv ham et job, et hvilket som helst job, og du vil se, hvor langt han vil gå for at holde fast i anerkendelsen. Jeg har selv set det. Den måde de knokler på. Og selvfølgelig har de det svært. Hvad havde vi forventet? Tror du, de sidder der i folkeskolen efter at have fået at vide, at det vist er op ad bakke med dem, og beslutter sig for, at så skal de sandelig vise klasselærer Finn eller Sanne, eller hvad disse hedder, at de kan tage fat? Næh, de bliver aggressive. Du skal jo ikke tro, at disse drenge ikke altid har været klar over, hvor meget der er at leve op til, og hvor umuligt det er.
Jeg har tidligere gjort noget ud af den forklaring på den muslimske drengeopdragelse, som Damgaard og Ringsmose er kommet med, se f.eks. her. De to forklarer, at drengene kommer til at lide af selvovervurdering; ikke blot får de at vide, at de er mere værd end deres søstre, de får også at vide, at de i Guds øjne rangerer højere end os danskere. Derfor slår det dem hårdt, når de opdager, at sådan ser det danske samfund ikke på sagen. Her må man selv bevise sit værd. Og det er langt fra alle muslimske drenge, der reagerer ved at knokle og ase, det er mere almindeligt, at de bliver aggressive.
Men hun vil stadig påstå, at hun tilhører det muslimske flertal, danskerne har bare ikke opdaget det. Hen imod slutningen siger hun:
Jeg har altid nægtet at gå over på den anden side af gaden her på Nørrebro, hvis der kommer perkerdrenge, der siger, at min kjole er for kort. Det er også at tage kampen op. Rigtig mange unge nydanske kvinder lever et frit liv, fordi de hver dag kæmper for det. Det skal man ikke tage fejl af. På Syddansk er der drenge, der går i sådan nogle mellemøstlige klædedragter og forlader forelæsningerne for at bede og synes, at man selv skal gøre det samme. Nej, din idiot, det er ikke det, islam vil. Du skal ikke afbryde din undervisning og blive dummere, fordi du skal bede. Du kan læse forsinkede bønner, min ven. Og der er altså nogle, både drenge og piger, der siger fra der. Men det hører vi jo ikke om.
Geetis selvbevidsthed er så stor, at hun ikke vil lade sig noget sige, end ikke af sine muslimske trosfæller. De skal ikke tro, de kan bestemme over hende. Og de drenge, der mener, at bøn står højere end undervisning, er både uislamiske og dumme. Javist. Men har hun mon forstået, hvad der driver disse drenge?
Hun kom i forrige citat til at sige, at de muslimske drenge i deres opdragelse regnes for både patriarkalsk og chauvinistisk disponeret. Det er vistnok ikke en helt præcis beskrivelse. Men hun véd, at byen hedder Snerpe. For det er sandt: drengene opdrages til at mene, at de står over pigerne. Men de opdrages også til at kæmpe for deres ære. Den ære eller respekt er noget, de andre skal tvinges til at give dem, ikke noget, der er bedst, når den gives frivilligt.
Og den ære, de tænkes at sætte alt ind for at kæmpe for, er familiens ære, det er klanens ære, og det er hele det muslimske samfunds ære. Blot er der det mærkelige ved det, at denne kamp for æren aldrig ophører, og at denne kamp kræver, at der findes modstandere, som man kan kæmpe mod for at fratvinge dem en æresbevisning.
Det er svært for en fremmed at sætte sig ind i sådanne æresbegreber. Så det følgende er i høj grad et famlende forsøg.
Men når drengene påtaler pigernes manglende slør og lårkorte kjoler, gøres det i et forsøg på at fastholde muslimernes ære overfor danskerne. Og når drengene nægter at følge undervisningen, fordi de skal bede, er det det samme, der gør sig gældende: deres religions ære kræver, at alle bøjer sig for den; det kan de ikke få gennemført, men så kan de i det mindste demonstrere, hvordan bønnetider burde overtrumfe undervisningstider. Og når muslimer bliver ganske kulrede, fordi en avis tillader sig at bringe karikaturtegninger af deres profet, så skyldes det ikke, at de bliver krænkede, nej, der skyldes, at de anser deres ære som muslimer for at være gået for nær. Og når de vil udøve terror mod Jyllands-Posten, gør de det for at prøve at genoprette den ære, de mener, profeten er blevet berøvet. Det er næsten, som om æren er et korporligt begreb, der kan måles på en videnskabelig milligramvægt. Eller det er måske en brovægt, der skal til!
Jeg har tidligere forsøgt at redegøre for muslimernes anderledes kultur på dette område ved at tale om barnedåbens velsignelser, se her. Denne velsignelse beskrev jeg således:
Gudskelov er denne velsignelse slået igennem i vort samfund. Du har ikke nødig at tilkæmpe dig anerkendelse. Du har den på forhånd. Du har ikke nødig at slås for din ære. Du har al den ære, du kan ønske dig, for du er æret af Gud. På forhånd.
Man kan naturligvis også beskrive dette fænomen uden brug af barnedåbstanken; man kan sige, at vi danskere har den selvfølgelige holdning til dette at blive forældre, at det betyder, at ”vi har fået et barn”, det er en gave, det er noget helt igennem fantastisk og uforståeligt og vidunderligt, som vi kun kan møde med en udtalt vilje til at lade barnet vokse op omgivet af kærlighed. Så selvfølgelig er denne holdning, at vi har uhyre svært ved at forstå, at nogle mennesker kan se anderledes på det, ja, at en hel kultur kan have en anden holdning. Og dog er det tilfældet. Det muslimske barn er ikke et selvstændigt væsen, det er en soldat i den kamp, den muslimske familie fører for at opretholde sin ære, det er en medkæmper for at opretholde respekten for klanen, det er en muslim, som tænkes at have sin identitet i dette at ville kæmpe for Muhammeds ære, for religionens ære, for ”ummaens” gennemslagskraft i at blive agtet af andre. Og ”kæmpe”, det betyder her kæmpe også med voldelige midler.
Göran Rosenberg undrer sig i en artikel i Information, se her, over, hvad der får unge mennesker til at slå en masse ”vantro” ihjel for derefter at sprænge sig selv i luften. Han mener, der er tale om en dødskult, uden at det dog bliver helt klart, om han anser islam som sådan for at være en dødskult. Han beskriver Paris i al dets livsglæde og livsmod og variation i livsudfoldelsen med stor entusiame og forstår kun terroristernes ødelæggelsestrang ud fra ordet ”dødskult”, et fænomen, han genfinder i ”det ariske kalifats SS-vogtere”, som jo meget passende bar ”kasketter med iøjnefaldende dødningehoveder”.
Jeg er ikke sikker på, at han har ret. Jeg tror snarere, at der er tale om en fromhed, der er gået over gevind. Har man først fået den tanke ind i hovedet, at man som muslim bør kæmpe for islams ære, og har man islams storhedstid in mente, så kan det forekomme at være en naturlig ting at ofre livet for at søge at genoprette den herlighed for islam, der var engang.
Dengang var det ikke nødvendigt med selvmordsbombere. Da var det nok som soldat at være villig til at sætte sit liv på spil for islams sag. Men nu, hvor andre våben ikke er mulige, og hvor dette våben har vist sig at være en udmærket måde at bringe angst og skræk i de vantros hjerter på, nu kan man efterligne tidligere tiders muslimske heltes heltegerning på netop den måde. Der er ikke tale om en dødskult, der er tale om et afmægtigt forsøg på at genoprette islams ære. Hvis vi tidligere mente, at islam var på vej ud af verdenshistorien, skal vi nu tvinges til at respektere religionen.
Men det sidste, Göran Rosenberg skriver, kan man vist kun give ham ret i. Til sidst skriver han:
Det problem, der står tilbage, er dødskultens tiltrækningskraft på unge mennesker i vores verden.
Og dermed vores egen manglende evne til blandt disse mennesker at mobilisere og formidle nysgerrighed og ærefrygt, ja, måske endda livsglæde over for denne vores uforlignelige verden af menneskelig mangfoldighed og kreativitet, som med alle sine fejl er den eneste verden, vi har, og hvis skæbne vi i vid udstrækning holder i vores egne hænder.
Vi fantaserer gerne om at opbygge nye verdener på andre planeter og om at erstatte det nedarvede menneske med noget og mere langtidsholdbart, når det, vi i virkeligheden skulle gøre, var at falde på knæ over det forunderlige ved synet af en almindelig fredag i Paris.
Man kan vel sige, at muslimernes fejl er, at de ikke tør lade sig betage direkte. De må først spørge imamen, om det at nyde en solopgang er halal eller haram, om det at glæde sig over musik, at synge af glæde over sin tilværelse, at nynne til arbejdet, at blive betaget af et menneske af det modsatte køn, at nyde en sportskamp, at hygge sig på en fortovsrestaurant, osv., osv., er korrekt efter den muslimske grønspættebog, koranen kaldet. Og når den direkte betagelse er erstattet af viljen til fromme handlinger, så er der tale om en fromhedens apoteose, fromhedens overdrivelse ind i det vanvittige, fromhedens altomfattende gennemslagskraft i livet. Så bliver til sidst dette at sætte livet til for fromhedens udbredelse blandt os vantro til den allerfrommeste gerning, vel at mærke, hvis man kan slå nogen af os vantro ihjel med sit selvmord.
Og bag al denne fromhed sidder nogle højst almindelige og aldeles ufromme imamer og kaliffer og mullaher og drømmer sig tilbage til islams storhedstid.
Jovist, kulturerne støder sammen, den vestlige, hvor mennesket får mod til at hvile i sig selv og være sig selv, og den muslimske, der hele tiden skal kæmpe for æren i en aldrig afsluttet ”jihad”: anstrengelse. Og mig forekommer det altså, at Geeti i langt højere grad kan siges at have fundet sig selv, at have vovet at være sig selv, end en hvilkensomhelst muslimsk terrorist. Og det forekommer mig også at være en forklaringsmulighed på diverse selvmordsaktioner, at en muslimsk dreng opdrages til hele tiden at være i kamp for æren, sin egen, familiens, ummaens.
Kunne vi dog blot overbevise dem om, at denne kamp er umenneskelig, udadtil, fordi den slår mennesker ihjel, indadtil, fordi den forhindrer de pågældende muslimer i at blive hele mennesker!
ricardtriis 