Moralsk indskrænkethed

Der kan af og til i historiens løb udvikle sig nogle mærkelige fænomener. Ingen har villet det, man har ikke fra de ledende i samfundet besluttet sig til det, det er bare gået sådan. Og det kan af og til kræve utrolig meget at komme løs af den tankestruktur, der har låst samfundet fast.

Jeg vil mene, at det nuværende Europas ledere har bevæget sig ind i en bindende tankestruktur. Lidt for sjov har jeg kaldt denne struktur samaritanitis, fordi den kan siges at udspringe af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Man kunne også sammenligne den med den tankestruktur, der beherskede Østeuropa indtil murens fald, for der er bestemt lighedspunkter. Men vi er trods alt ikke kommet ind i et undertrykkelsessystem som et kommunistiske, og jeg tror heller ikke, vi kommer det.

Lad mig derfor her tage en anden besynderlig udvikling i den europæiske tankestruktur frem: den senmiddelalderlige fromhedskultur.

Denne kultur og den opløsning af den, der fandt sted gennem Martin Luther, kan belyses gennem et citat fra den såkaldte ”Gråbrødrekrønike”, et samtidigt skriftligt vidnesbyrd om den åndelige kamp, der fandt sted i Danmark i forbindelse med reformationen. Denne krønike beskriver, hvordan gråbrødrene blev jaget ud af deres klostre her i landet. Ialt 14 udjagningsbegivenheder er beskrevet, kloster for kloster.

Forfatteren, broder Jacob, var selv hjemmehørende i Malmøklostret (Malmø hørte jo dengang med til Danmark) og derfor har skildringerne derfra fået et ret stort omfang.

Og da engang denne gode fader, broder Jacob, var sammen med nogen andre i en kirke i førnævnte by, nemlig sankt Jørgens kapel, på indvielsesdagen for det hellige sted, efter at han havde prædiket uforfærdet om sandheden om tro og gerninger, og han efter prædikenen var ved at gå ud af døren fra kirken, brød en anden kætter ind; det var Urnarius, lig med Hans Spandemager, en frafalden fra Helligåndsordenen, som havde samlet en stor skare mennesker på området mod syd og gik hen mod vort kloster; han brød ind og råbte, at han, hvis der var nogetsomhelst mod i ham, skulle samtale med ham om skrifterne. Broder Jacob svarede, at det ville han gerne gøre overfor sin herre ærkebispen og gejstlige, som var erfarne med skriften. Men da den anden og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: “Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!” Broder Jacob svarede da: “At faste på rette måde er en god gerning”. Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6. (Se her).

Det tankefængsel, som han og de fleste papister var lukket inde i dengang, bestod i den overbevisning, at gode gerninger var gerninger, der blev gjort i forholdet mellem den enkelte og Gud. Det kunne f.eks. være faste, for ved at faste holdt man sine drifter i ave, i dette tilfælde driften efter mad, drikke og andre legemlige behageligheder. Det kunne være dette at gå barfodet, som gråbrødrene havde for skik, eller det at gå med en stikkende, ubehagelig undertrøje. Eller man kunne, igen som gråbrødrene, sørge for altid kun at benytte ”apostlenes heste”, man gav altså afkald på at køre i vogn eller ride. Og det var jo i gråbrødrenes tilfælde noget af et afkald, for det betød, at man, når man som tiggermunk skulle gå sin tiggerrunde (gå ”i termen”, som man sagde) skulle vandre fra landsby til landsby på sine bare futter.

Almindelige mennesker kunne gøre gode gerninger ved at tage på pilgrimsfærd til berømte valfartssteder, give penge til de fattige, eller købe aflad.

I modsætning dertil hævdede Luther, at gode gerninger ikke hørte hjemme i forholdet mellem den enkelte og Gud. Dèr var det troen, der var afgørende, troen på, at man var tilgivet og kunne leve i Guds nåde. Gode gerninger, derimod, hørte hjemme i livet i kald og stand, gode gerninger var solide borgerlige gerninger, at være en god ægtemand eller ægtehustru, at opdrage sine børn på en god måde, at behandle sine tjenestefolk ordentligt, at sørge for de fattige i den by, man boede i, osv. Altså gerninger, som ikke blot var ”gode” i forholdet til Gud, men som var gode og specielt gavnlige i forholdet til næsten.

Det forholdt sig altså i den lutherske forståelse ikke sådan, at man kunne eller skulle ”samle point sammen” overfor Gud, det forholdt sig sådan, at man skulle gavne det samfund, man levede i (og jo dermed også sig selv). Gode gerninger fra senmiddelalderen blev i lutherdommen forvandlet til gavnlige gerninger. Gode gerninger, der blev udført med stor selvovervindelse og besvær, blev forvandlet til selvfølgelige gerninger, som man ikke sådan tænkte over var noget så højtideligt som ”gode gerninger”.

Men det er klart, det krævede en meget stor overvindelse for en munk, der hidtil havde søgt gennem cølibat og sparsommelighed med mad og andre behageligheder at gøre gode gerninger, at skulle acceptere, at de lægfolk, som han hidtil i nogen grad havde set ned på som mindreværdige medlemmer af menigheden – for det var jo ham, der hjalp dem ved at gøre overskydende gode gerninger, som de så gennem afladen kunne købe sig del i – stod fuldstænig lige med ham, det krævede stor overvindelse for en sådan munk at forlade hele denne tankegang, at gå ud af sit kloster og blive almindelig borger blandt andre borgere, at lave et godt stykke håndværksarbejde og gøre gavn ved det, måske også at gifte sig og få børn. Men det borgerlige liv havde jo alligevel en vis tiltrækning, og de danske klostre blev da også forholdsvis hurtigt tømt, efterhånden som den lutherske tankegang formåede at nedbryde det tankefængsel, munkene havde befundet sig i.

Hvis man lidt forenklet skal karakterisere senmiddelalderens forestilling om gode gerninger overfor Luthers ditto, kan man sige, at Luther så på gerningen i dens helhed, mens senmiddelalderen så på gerningen, isoleret set. Den lutherske gerning i kald og stand indordnede sig under samfundets tarv, søgte at opbygge samfundet, så det kunne fungére godt og hentede sin legitimation fra, at alle kunne se, at gerningen var gavnlig. Den senmiddelalderlige gerning stod isoleret, havde kun sin legitimation i en kirkelig forståelse af menneskelivet, hvor drifterne skulle holdes nede, og holdt sig kun i live, så længe kirken og dens forestillinger var levende.

På lignende måde med de ”gode gerninger”, som vore dages samaritanister anbefaler. Man ser kun på gerningen alene, sætter den ikke ind i nogen sammenhæng, og overvejer ikke, om den er samfundsgavnlig eller ej. Konsekvenserne af gerninger ser man stort på, man regner med, at når gerningen pr. definition er god, så må den være det, ligegyldigt hvilke konsekvenser den har.

Det har ført til, at man igennem efterhånden mange år har reddet ”skibbrudne” på Middelhavet uden at skænke det en tanke, at den uundgåelige konsekvens jo er, at jo flere man redder, des flere vil der komme til. Man har ikke set, eller man har ikke villet se, hvordan man med sine redningsaktioner er spundet ind i menneskesmuglernes spind: de bringer med vilje de overlæssede både i havsnød, når et italiensk skib er i sigte, og når skibet så – efter menneskesmuglernes plan – har fået reddet alle ombord, og de så siger ”asyl”, så er besætningen af de europæiske menneskerettigheder forpligtet på at bringe dem til Italien – lige, hvad menneskesmuglerne og de ”skibbrudne” er ude på.

Altsammen, fordi man er lukket inde i det tankefængsel, der siger, at det eneste rigtige at gøre er at redde menneskeliv, uanset omstændighederne. Og det er jo sandt, det er det eneste rigtige at gøre. Og det er også sandt, at det skal gøres uanset omstændighederne. Men det er ikke sandt, at man bagefter skal være forpligtet til at føre de overlevende til Europa. Det er ikke noget, almindelig moral tilsiger én, det er noget, en måske forældet menneskerettighedsregel påstår.

Heller ikke overvejer man den konsekvens af sin ”gode gerning”, at man ved at føre migranterne tilbage til Europa og lade dem forsøge at integrere sig dèr, øger de muslimske parallelsamfund, som verdensdelen er blevet så rig på, ja, man betragter det nærmest som en ond tanke, hvis nogen vil afholde sig fra at redde ”skibbrudne” – og at redde skibbrudne betyder altså her ”at føre dem til Europa” – med den begrundelse, at Europa ikke kan optage flere muslimer. For det overordnede synspunkt for tankefængslets beboere er, at redning er en god gerning uanset hvad.

På den måde minder nutidens tankefængsel om senmiddelalderens: man ser på gerningen som enkelthandling og nægter at se den i sammenhæng med samfundet iøvrigt.

Men også på anden måde minder de to tidsaldre om hinanden.

I senmiddelalderen havde man lært at se bort fra det, som ikke burde være. Alle præster skulle leve i cølibat. Men alle præster skulle også have en husbestyrerinde, for nogen skulle jo sørge for husholdningen. Og i ganske mange tilfælde gik naturen over optugtelsen: præsten og husbestyrerinden levede sammen som mand og kone. Det måtte ikke omtales, man måtte intet vide, men alle vidste det jo. Og kom det biskoppen for øre, havde han tidligere pligt til at forlange, at husbestyrerinden skulle flytte, men op mod reformationen kunne præsten klare det med en pengebod til den biskoppelige kasse. Det førte til, at Luther i ét af sine skrifter sammenlignede biskopperne med bordelværtinder, se her.

Sammenlign dette med denne højst nutidige skildring af den norske politolog Asle Toje i Weekendavisen den 27-11 (ikke online):

Da jeg rejste rundt i de tyrkiske grænseegne, overraskede det mig, og rystede mig, hvor mange asylansøgere, der her bare ventede ved Europas ydergrænser. Vi snakkede ikke om tusinde eller titusinde, men om hundredtusinde mennesker, som opholdt sig i alle landsbyerne i den europæiske del af Tyrkiet, og bare ventede på at komme ind i EU. Alle i EU-systemet vidste, at det forholdt sig sådan, og alle vidste også, at reglerne om registrering og modtagelse af asylansøgere ikke blev overholdt. Hverken i Italien, Bulgarien eller Grækenland. Men alle i EU lod, som om reglerne stadig stod ved magt, og at grænserne blev kontrolleret.

Man er gode til at lade som om. Det var man dengang, og det er man i dag. Det er man forresten også, hvad præstefriller angår i dagens Italien. Men jeg skal ikke kunne sige, om det en ”laden som om” fra dette område, der har bredt sig.

Og så endelig den sidste sprogfordrejning! Luther bebrejder i sit skrift Imod munkeløfterne fra 1521 munkene, at de lover at leve i fattigdom, men kun driver det til at leve i fælleseje. Han skriver:

Men vore munke aflægger løfte hverken om den åndelige eller den legemlige fattigdom, men om denne fælles overflod, som administreres så overflødigt for dem, så du, som jeg har sagt, med et stærkt udtryk kan kalde den børnenes og de tåbeliges fattigdom, eftersom der ikke er noget, den mindre er, end fattigdom. Det er nemlig ikke sådan, at disse munke går i kloster, for at komme til at lide mangel, men for at få overflod, og de drages af, at de ved, at der i klostrene vil være et fuldt forrådskammer, der vil give fra sig i art og mængde. For hvor fattigdom hersker i klostrene, vil de enten ikke gå derind, eller angrer, at de er gået derind. (Se her).

Altså, ”fattigdom” betyder i denne tankeverden ikke ”fattigdom”, men ”fælleseje”. Og den ”fattigdom”, munkene lever i, betyder, at de, modsat de fleste af deres bysbørn, lever med tegltag og ikke stråtag, med klinkegulv og ikke lergulv. Alligevel er det ikke de fattige i byen, der tigger hos munkene, men munkene, der tigger hos byens borgere.

Sådan fordrejer vore samaritanister også sproget til fuldstændig ukendelighed. Man taler om grænsebevogtning, men det bliver aldrig i praksis til grænsebevogtning, men kun til en form for grænsekontrol, dvs., man forhindrer ikke nogen i at komme ind i landet, man vil kun kunne kontrollere, hvem de er. Og skulle nogen tro på eurokraterne, når de lover, at Schengenaftalen bestemt vil komme til at fungére, for nu skal de ydre grænser sikres, så må de tro om igen, for sikkerhed kan der aldrig blive tale om, så længe ordet ”asyl” åbner grænsen for enhver, der har fod på europæisk jord.

Man taler om, at man vil hjælpe Grækenland og Italien med grænsebevogtningen, men det eneste, man gør, er dels at sende flere skibe til redningsarbejdet, dels at sende hjælp til registreringsarbejdet. Men samtidig tillader man både italienerne og grækerne at sende migranterne videre til det øvrige Schengen-område uden at registrere dem, for man er så fintfølende på migranternes vegne, at man da sandelig ikke vil tvinge nogen til at afgive fingeraftryk.

Om tilstanden i Sverige efter at regeringen har besluttet at indføre grænsekontrol, se her. Det betyder såre lidt i praksis. For man vil stadig hævde ”retten” til at få sin asylsag prøvet.

Og de danske politikere bruger også denne sprogfordrejning. To partier, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, har foreslået, at der oprettes statsligt finansierede flygtningelandsbyer. Derved vil man aflaste kommunerne. Men der kommer fra både medpolitikere og medier den indvending imod dette forslag, at det vil gå ud over integrationen.

Integrationen? Jamen, er de ikke flygtninge? Skal de i det hele taget integreres her i landet? Det vil sige: Skal de fra dag ét behandles som indvandrere?

Og svaret er det mærkelige, at det tænker man sig. Og man tænker sig det uden at tænke sig om. Man hører efterhånden ikke mere, hvor sprogfordrejende det er, i den grad er man fastlåst i sit samaritanistiske tankefængsel, at man ikke længer selv kan se forskellen på disse to begreber. For samaritanismen gør jo alle migranter til ynkværdige mennesker, som vi som de rige mennesker vi er, kan gøre en god gerning imod ved at tage dem til os. Konsekvenserne for vort eget samfund tænker man ikke på. At kunne gøre en ”god” gerning er nok.

Det mærkelige er, at det synes at være eliterne i hele Europa, der er grebet af dette ”nysprog” eller denne samaritanitis. Umærkeligt er denne tankegang kommet snigende ind over os. Da det ikke var så mange flygtninge, det drejede sig om, lod man barmhjertigheden sejre over love og regler, og nu senere, hvor det er en hel folkevandring, der er tale om, har de begreber, man anvendte dengang, bidt sig fast, så man ikke mere kan slippe dem. Alle betragtes som ynkværdige mennesker, der bør kunne få deres ønske opfyldt: at kunne bosætte sig hos os.

Lad mig til sidst igen minde om en kronik i Information af en vis Lasse Petersen. Den hævder, at konventionerne dræber. Og den argumenterer for det, fordi Lasse Pedersen, modsat de fleste andre, har blik for, hvordan vi fromme europæere spiller med i menneskesmuglernes kyniske spil. Se en henvisning til Lasse Petersens kronik og min kommentar dertil her.

Man kan sikkert finde andre eksempler fra historiens righoldige arkiv, hvor én forståelse af virkeligheden er blevet afløst af en anden. Men når man befinder sig midt i en sådan omvæltningsperiode, er det langt sværere at se, hvad der er sandhed og hvad løgn, end når man ser på sagen fra en senere tids perspektiv. Det skal dog ikke afholde os fra at forsøge at nå frem til et sandere billede af virkeligheden end det, vor folkelige elite præsenterer for os.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Moralsk indskrænkethed

  1. Pingback: Gode gerninger kontra gavnlige gerninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s