Europas ‘fine’ værdier

Man kan holde fanen så højt, at fødderne slipper jorden. Det er noget, man af og til har sagt om de radikale. Og ”gamle” Helweg, Christen Helweg Petersen, sagde det med et lidt forsorent smil om sig selv.

Men i dag kan det siges om hele den europæiske elite. Man har talt meget om fine, europæiske værdier, man har opfordret hinanden til for alt i verden at fastholde disse værdier, man har bebrejdet andre lande, at de ikke var lige så etisk korrekte som os i de europæiske lande. Og det er jo sandt: der er mange gode værdier, som de europæiske lande er nogenlunde enige om at fastholde. Og det kan da også godt være, at reglen om, at enhver, der på én eller anden måde bringer sine fødder ind på europæisk jord, har ret til at få sin asylansøgning behandlet, hører med til disse fine værdier. Men hvad netop den regel angår, må man sige, at her har fødderne sluppet jorden (ikke flygtningenes, men den europæiske elites) så ivrig har man været for at overholde denne regel.

Det har altsammen med antallet at gøre. Så længe vi taler om ganske få mennesker, der flygter til Europa for at søge asyl på grund af forfølgelse i hjemlandet, kan man nok opretholde reglen, måske også være stolt over det ædle og humane ved reglen. Men så snart der bliver tale om flere, der vil søge asyl i Europa, så bliver dette at skulle modtage og opsuge så mange mennesker i samfundet til et problem. Men i stedet for at ændre reglen, så den tog højde for den nye situation med de mange asylansøgere, gik man fra europæisk hold andre veje.

Det begyndte vel med et direktiv fra 2001. Deri bestemte man, at flyselskaber, der førte en person til Europa, som ikke havde gyldigt visum, skulle idømmes en bøde og tvinges til at flyve personen tilbage, se her. Det var i virkeligheden en udlicitering af den europæiske asylbehandling til flyselskaberne, og – som Ronja Rina Kari så rigtigt bemærker – flyselskaberne ville naturligvis aldrig med udsigten til en bøde lade tvivlen komme ansøgerne til gode.

En sådan udlicitering er naturligvis imod de menneskerettigheder, som man ellers bryster sig af. Men det er lykkedes at holde denne europæiske overtrædelse af menneskerettighederne skjult for både mediers og politikeres øjne igennem ganske mange år. Det skyldtes formentlig, at begge parter godt kunne være bange for, at en ophævelse af direktivet ville medføre en langt større immigration af ikke blot flygtninge, men også af lykkeriddere. Og så gik man så småt ind på hykleriets vej: man opretholdt udadtil den smukke facade: ”Vi overholder sandelig menneskerettighederne, herunder enhvers ret til at få sin asylsag behandlet, blot man sætter sin fod på europæisk jord”, mens man med et upåagtet direktiv direkte forhindrede asylansøgerne i at komme til at sætte foden på europæisk jord.

Dog, ingen opdagede noget.

Så syntes Berlusconi, den italienske, ret farverige ministerpræsident, i 2009, at der kom lidt vel rigeligt med bådflygtninge til Italien. ‘Fodjordsreglen’ var lovlig generende. Så han traf en aftale med oberst Gaddafi i Libyen om, at denne skulle tilbageholde de flygtninge, der fra Libyen ville videre til Italien. Allerede dengang var bådflygtninge-mekanismen blevet opfundet og udnyttet af diverse menneskesmuglere. Så Berlusconis aftale havde en vis fornuft i sig.

Men som han dog fik på puklen for det af de andre europæiske ledere og af den samlede europæiske presse, bortset lige fra de fjernsynsstationer, han ejede aktiemajoriteten i i Italien.

Nu er Gaddafi både død og borte, Berlusconi kun borte, og at slutte en lignende aftale med Libyen er med det kaos, der hersker i landet, blevet noget nær en umulighed. Men nu er problemerne med ”mellemruten” også blevet betydelig mindre, ikke i absolutte tal, men forholdsvist. For nu står ”østruten” via Tyrkiet og Grækenland nærmest pivåben, og det fosser ind med migranter til EU ad den rute.

Det mærkelige er imidlertid, at mens alles opmærksomhed var rettet mod ”mellemruten”, den over Libyen og Italien, var der ingen, der gjorde noget ud af, at både Grækenland i øst og Spanien i vest bremsede migranterne ved at overtræde ”fodjordsreglen”. Og der var jo stadig ikke nogen, der spurgte om det menneskerettighedsmedholdelige i, at luftfartsselskaberne af EU fik overdraget myndighed til at sortere i migranterne. Der rejste sig enkelte røster fra menneskerettighedsorganisationer, men de slog ikke igennem i de ellers meget politisk korrekte medier. Og igen: man kan godt formode, at det har med det at gøre, at ganske mange af dem med de høje etiske idealer, gerne ville krediteres for deres ”humanisme”, men kun ugerne så deres hjemlande oversvømmet med migranter.

Men nu er det, man kun ugerne så, blevet skinbarlig virkelighed. Nu har grækerne valgt at gøre, som de pæne mennesker har sagt: lade ”fodjordsreglen” gælder i al dens absurditet, lade grænsebevogtning være grænsebevogtning til fordel for en ”humanistisk grænsebevogtning”, der kunne fungére, når vi talte migranterne i tiere eller hundreder, men ikke, når de kommer væltende i tusinder og titusinder.

Og ingen aner, hvad de skal gribe og gøre i. I hvert fald ikke nogen af de nuværende EU-ledere.

Så i stedet for selv at forsvare sine grænser, hvilket ”fodjordsreglen” gør umuligt, sætter man Tyrkiet til at forsvare dem. Selvfølgelig, uden at det falder nogen ind, at man på den måde – menneskerettighedsulovligt – udliciterer sit menneskerettighedsansvar til Tyrkiet.

Det, som man i sin tid med hårde ord bebrejdede Berlusconi for at gøre, det gør man i dag selv.

Og man ser ikke hykleriet, men taler kun om Tyrkiets forhold til EU, faren ved at give visumfrihed til landet og den mulige afpresningsmulighed, man måske giver Tyrkiet, se Berlingskes leder her, og Jyllands-Postens her. Ikke et ord om, at vi på den måde vil have Tyrkiet til at gøre det beskidte arbejde for os, nemlig overtræde ”fodjordsreglen”. For de, der lavede den regel, har jo aldrig tænkt sig, at der skulle komme så mange, at antallet i sig selv blev en fare for de gæstfri landes stabilitet. Og de havde derfor aldrig forestillet sig, at vi kunne finde på at ”krybe udenom reglen” ved at få andre lande til at forhindre, at nogen kom til at sætte foden på europæisk jord.

Tidligere sagde vi til Berlusconi: Nej, kære Silvio, den går ikke. Du kan nok forstå, at der for hver 100 migranter, der standses i Libyen, er måske fem eller ti ægte flygtninge. Dem vil vi jo ikke finde frem til, når de alle standses i Libyen. Dem svigter du på det groveste med din aftale med Gaddafi.

Nu må vi sige nøjagtig det samme til EU’s ledere: Nej, kære venner, den går ikke. I kan nok forstå, at der for hver 100 migranter, som Tyrkiet holder tilbage på vor foranledning, måske er fem eller ti ægte flygtninge. Dem vil vi jo svigte på det groveste med aftalen med Tyrkiet.

Men naturligvis, det er ganske smart tænkt. Vi opretholder skinnet af at holde fast på vore værdier, herunder ”fodjordsreglen”, blot søger vi at forhindre, at reglen nogensinde kommer i anvendelse.

Javist, er det smart! Men ih, hvor er det hyklerisk!

Nej, det eneste ærlige er at gøre som Australien: selv, for egen regning og risiko, tvinge bådene tilbage. Så må vi ganske vist kravle ned af det høje etiske træ, vi var kravlet op i, men til gengæld bliver vi ægte humanister. For ingen drukner mere, ingen betaler mere skyhøje priser til menneskesmuglere, og den hjælp, vi stadig gerne vil yde ynkværdige mennesker, kan vi nu få råd til at yde gennem flygtningelejrene i nærområderne, ja, sågar ved at tage de dårligste og sygeste til os i vore lande.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s