Denne evige selvbebrejdelse

Åh, nej, skal vi nu til det igen?” tænkte jeg, da jeg læste et interview med filminstruktør Martin Zandvliet i Jyllands-Posten den 26-11 2015. Zandvliet havde lavet en film om minerydningen efter Anden Verdenskrig, som skulle have premiere den 3-12. Derfor interview’et.

Dette interview blev fulgt op af interview’s andre steder, bl.a. i Weekendavisen den 27-11. I Jyllands-Posten kom det frem, at Zandvliet havde ændret lidt ved virkeligheden: han ladet det være en dansk officer, der havde kommando over nogle unge tyske drenge, der skulle være med til at rydde de mange miner, som tyskerne havde udlagt ved den jyske vestkyst som led i Hitlers såkaldte Atlantvold, hvor det i virkelighedens verden var en tysker, der havde kommandoen.

Når han har gjort det, skyldes det, så vidt jeg kan se, at han er ude i to ærinder: 1) Han vil vise, at det enkelte menneske kan komme ud af den hævnfølelse, der præger dets miljø, ved på daglig basis at omgås dem, han vil hævne sig overfor; den danske sergent kommer efterhånden til at holde af disse tyske knægte. Det er et udmærket ærinde, og så vidt man kan se af anmeldelserne, fuldfører han dette ærinde på udmærket vis. 2) Han vil – igen , igen – vise os danskere, at også vi har lig i lasten efter Anden Verdenskrig. Det hedder i Weekendavisen:

Det foregår lige efter Befrielsen i 1945 og baserer sig på et dramatisk hjørne af Danmarkshistorien, som er blevet negligeret og tabuiseret i vores historiebevidsthed: rydningen af landminer i sandet på den jyske vestkyst.

Det med negligeringen og tabuiseringen dementeres forøvrigt i samme artikel. For deraf fremgår det, at Zandvliet bygge på en historisk undersøgelse af Helge Hagemann Under Tvang, som udkom i 1998. Så andre har været der for ham. Og Hagemanns bog blev ivrigt debatteret i historikerkredse.

Men det var denne forestilling om, at nu kom der endelig langt om længe én, der kunne rydde op i vores selvforståelse, der fik mig til at sige ”Åh nej, ikke igen!” ved læsningen af Jyllands-Postens interview. Det ærinde, som han altså også har, er knap så udmærket.

Vi var jo i 1999 igennem det samme. Her var der en historiker, Kirsten Lylloff, som påstod, at dette, at de danske læger i marts 45 sagde nej til at behandle de mange tyske flygtninge, der strømmede ind over de danske grænser i krigens sidste fase, førte til, at uhyggelig mange tyske flygtningebørn døde. Den påstand var der mange historikere, der købte; i hvert fald undlod de at undersøge sagen nøjere og derefter protestere; det kunne man ikke slippe godt fra, for blandt historikere havde der dannet sig det ideal, at man skulle medvirke til at aflive myter; og én af de myter, man ville aflive, var, at danskerne var sådan nogle gode mennesker, der ikke var påvirket af krigens rædsler.

Jeg var én af dem, der protesterede imod Lylloff. Dog først langt senere, da røgen fra debatten havde lagt sig. Jeg lavede ligefrem en hjemmeside om emnet, se her. Men min protest fik ikke nogen betydning, skønt jeg kunne påvise, at Lylloff havde skudt sig selv i foden. Jo, hun havde i sin oprindelige artikel i Historisk Tidsskrift undladt at undersøge, om de sygdomme, børnene døde var, var dødelige eller potentielt helbredelige, om altså børnene ville være døde både med og uden lægebehandling, eller helbredelse ville have været mulig.

For at supplere sin egen undersøgelse, gennemførte hun en undersøgelse af de dødsattester på de afdøde børn, der ligger på Rigsarkivet. Der er attester på langt de fleste. Og i en artikel i Ugeskrift for Læger fra februar 2000 opstiller hun en række tabeller, der skal vise, at børnene døde af yderst helbredelige sygdomme. Hendes tese er, at dødsfaldene skyldtes ”massivt omsorgssvigt”. Og for at understrege dødsattesternes videnskabelige lødighed forklarer hun, at de fleste af dem er underskrevet af ”kapable tyske læger”. Men hun lægger ikke mærke til, at hun med denne bemærkning trækker tæppet væk under sin hovedtese: at børnene døde, fordi de danske læger nægtede at behandle dem.

Det er ganske mærkeligt, at hun ikke kunne se det. Og det er mindst lige så mærkeligt, at ingen har lagt mærke til denne indvending, skønt den blev fremført på Historisk Tidsskrifts hjemmeside, så de har taget afstand fra Lylloffs tese.

Og nu skal vi så med Zandvliets film have et lignende lig gravet frem fra lasten, nøjagtig lige så dødt som Lylloffs. Man græmmes.

Dog er det denne gang ikke kun mig, der græmmes. Kristeligt Dagblad har talt med nogle historikere om sagen, bl.a. Henrik Skov Kristensen, museumsinspektør ved Frøslevlejrens Museum, se her. Det hedder:

Men ét centralt forhold er ændret i forhold til de historiske kendsgerninger. I virkeligheden var minerydderne underlagt en tysk kommandant. I filmen er han gjort til en dansker, hvilket historiker Henrik Skov Kristensen, museumsinspektør ved Frøslevlejrens Museum, finder problematisk.

Man kan altid sige, at det er fiktion, og at instruktøren har sin kunstneriske frihed. Men hele den måde, filmen præsenteres på, sender et signal om, at den næsten skal betragtes som dokumentarisk. Man kan sige, at det bare er at lave lidt om på historien at lade en person være dansker i stedet for tysker, men det er tydeligvis gjort for at lægge vægt på Danmarks skyld og ansvar,” siger Henrik Skov Kristensen, som tilføjer, at en række avisomtaler og overskrifter akkurat også har henvist til dansk ansvar for ”et mørkt kapitel” i historien.

Henrik Skov Kristensen påpeger, at forfatteren Helge Hagemann, hvis bog filmen bygger på, har sagt, at der de facto var tale om krigsforbrydelser, idet konventionerne forbyder, at man pålægger krigsfanger livsfarlige arbejdsopgaver. Men briterne betragtede ikke de pågældende tyskere som soldater og krigsfanger, men som ”surrendered enemy personnel” (overgivet fjendtligt personale).

Det er for mig en afgørende komponent i historien, at hvis nogen overtrådte noget, var det briterne, ikke danskerne. Danskernes funktion var rent kontrollerende og handlede ellers om at stå for indkvartering og bespisning. Men ved at lade en dansk officer være den, der herser rundt med de her tyske minører, giver man Danmark mere ansvar,” siger Henrik Skov Kristensen, som tilføjer, at det – sat på spidsen – ville svare til en film, ”hvor man lader en polak være lejrkommandant i Auschwitz”.

Jeg har tilladt mig at google forfatteren Helge Hagemann. Derved finder man ud af, at der faktisk var en del kritik af hans bog. Den hed Under Tvang, men, indvender nogle, der var faktisk ikke så få tyskere, der meldte sig frivilligt til opgaven.

I Jyske Samlinger, 2000/1, har Peter Scharff Schmidt anmeldt Hagemanns bog, se her. Han har en del at indvende imod Hagemanns påstand om, at Danmark begik krigsforbrydelser ved at lade tyske fanger udføre minerydningen:

Selve beslutningsprocessen omkring minerydningen er central for Hagemanns tese, men er desværre underbelyst i bogen. Omdrejningspunktet er i realiteten et møde den 9. maj 1945 mellem engelske og danske repræsentanter samt Lindemann, den øverstbefalende for den tyske værnemagt i Danmark. Hvad der egentlig skete på det møde, bliver man dog ikke meget klogere på ved at læse Hagemanns bog – det behandles i realiteten ikke. Han nøjes med at hæfte sig ved, at Lindemann efterfølgende påtager sig minerydningen og i en rømningsordre beordrer pionertropper til at blive i landet. Vi får aldrig noget at vide om den tyske holdning til dette, og man undrer sig over, at Lindemann ikke satte sig til modværge, kommenterede de engelske ordrer eller påberåbte sig Genevekonventionerne, som også Tyskland havde underskrevet, hvis man fra tysk side mente sig udsat for en krigsforbrydelse.

Af Schmidts anmeldelse fremgår det også, at Hagemann korrigerer de officielle tal for dødsofre ved minerydningen fra 149 til ca. 250, tal, som Zandvliet ”forbedrer” til ”op mod 1000 dræbte og hårdt sårede”.

Hvordan modtager så danske anmeldere en sådan film?

Mærkeligt er det sådan set, at Henrik Wivel i Kristeligt Dagblad ikke tager det bitterste hensyn til de indvendinger, som hans avis har ladet historikere fremføre. Han holder i sin anmeldelse fast i den falske beskyldning mod Danmark:

Mange af de tyske soldater blev lemlæstet, og flere end 200 mistede livet. Et dystert kapitel i dansk efterkrigshistorie, som kun ganske få har villet skrive videre på. Juristen og historikeren Helge Hagemanns bog ”Under tvang” fra 1998 er i den henseende et pionerarbejde, der dokumenterer, at tyskerne ikke var ene om at opføre sig forbryderisk. Danskerne kunne også være med.

Her var ikke tale om humanisme og værdig behandling af krigsfanger, men om hævn. Men hævnen har sin pris, ofrene var ikke alene de tyske soldater, men også den kollektive danske samvittighed, der blev sat på prøve. (Se her).

Også Berlingskes anmelder, Kristian Lindberg, hopper på den limpind:

mens »9. april« peger på dansk heroisme – men militærpolitisk svigt – tegner »Under sandet« et uskønt billede af fej, dansk hævn med uskyldige tyske ofre til følge. (Se her).

Men værst af anmelderne er vist Informations Ralf Christensen. Allerede overskriften røber den slet skjulte hensigt: ”Fremragende film om efterkrigstidens kortslutning”. Og senere hedder det:

Det er et sort kapitel i den danske efterkrigshistorie, et eksempel på, at danskerne lod følelserne rende af med dem og druknede deres humanisme i hævnens søde, men siden så bitre safter. Med en kortslutning af logik stillede de alle – en del af dem helt sagesløse, purunge – soldater til ansvar for, hvad nogle morderiske psykopater havde kastet en hel nation ud i. En kortslutning, der naturligvis kan have paralleller til vores tid, hvor store befolkningsgrupper også ønskes stillet til ansvar for, hvad nogle morderiske kujoner foretager sig. (Se her).

Også senere dukker parallellen til nutiden op:

Set her fra vor tid kan man finde en vis parallel mellem danskernes dæmonisering af en hel religions efterfølgere. I det mindste var der dengang en forståelig reaktion på tyskerhadet, det var trods alt en nation og et folk, der gik i krig dengang.

Også en parallel til vor behandling af de tyske flygtninge drages frem:

Men i Under sandet er der også noget andet på færde: en humanisering og nuancering af det hævntørstige Danmark. Det Danmark, der lod syge, tyske børn dø i fangelejre, fordi vi ikke ville give dem lægehjælp. Det Danmark, der sendte unge knøse ud at rydde miner ved Vesterhavet under kummerligt udsultende forhold.

Her kan man se, hvordan Lylloffs tese sine steder lever videre i bedste velgående. Hvilke skønne, spildte kræfter, man i sin tid har ydet til sandhedens fremme! Ak ja.

Men den parallelisering, han foretager, mellem vor opfattelse af tyskerne dengang og vor opfattelse af muslimerne i dag, er afslørende. Den afslører, at der tænkes moralsk. Og for den, der tænker moralsk, er der kun to muligheder: du kan handle godt, og du kan handle ondt. Et folk kan være bestemt af hævn eller af forståelse, det kan møde fremmede med mistillid eller med indlevelse. Det ene er ondt, det andet godt. Og det er for den senere historiker eller romanforfatter eller filmskaber muligt at skelne det ene fra det andet, at bedømme fortiden moralsk og fordømme eller beundre den.

Men det er en forkert livsholdning at have. Hvor gerne vi end vil bedømme vore forfædre moralsk, livet er mere end moral, ja, en moralsk bedømmelse er en indskrænket bedømmelse, hvor der måske var brug for en indlevende bedømmelse.

Spørgsmålet er i stedet, om en handling er naturlig og selvfølgelig eller indskrænket moralsk. Tænker man moralsk, forvandles en naturlig handling til en handling, der gøres for det smukke eftermæles skyld. Og så bliver den indskrænket.

Lad mig prøve at illustrere forskellen ud fra nogle eksempler fra Danmarks behandling af de tyske flygtninge fra 1945 til 1949!

Da englænderne den 21. juli 1945 fortalte os, at vi var nødt til at beholde de 250.000 tyske flygtninge her i landet i hvert fald vinteren over, slog vi bare hælene sammen og sagde ”Javel!” Der er ingen danske forskere, der siden har taget sig for at undersøge englændernes juridiske baggrund for at komme med en sådan befaling, der er ingen, der har ville sætte spørgsmålstegn ved det moralsk korrekte ved denne ordre, for her var det ikke moral eller ikke-moral, det drejede sig om. Her var der tale om en nødvendighed, som alle forstod, englændere og danskere og tyskerne med.

Danskerne var efter krigen overvældet af taknemlighed, taknemlighed mod Gud og taknemlighed mod de allierede. Vi havde set krigens ødelæggelser, efterhånden som fronten skred frem, og vi gruede for, hvad der ville ske, når krigen nåede frem til vort lille kongedømme. Og så standsede den lige på vort dørtrin! Så blev vi skånet for ødelæggende bombardementer, artilleriild mod byerne, dræbte og sårede civile og soldater i et blodigt mix på vore hospitaler. Så fik vi den gamle dagligdag foræret, netop som alt dette skulle ske.

Derfor var det en selvfølge, at den flygtningeadministration, der blev nedsat i august 45 med Johannes Kjærbøl som formand, udfoldede alle de administrative anstrengelser, som en sådan administration kan gøre, for at gøre sit arbejde bedst muligt. Det var ikke moralske overvejelser, der fik disse mennesker til at gøre et godt stykke arbejde, det var simpel nødvendighed. Når man således satte målet for den daglige kalorieindtagelse for flygtningene til 2100, lidt over englændernes anbefaling på 1900, var det ikke for at kunne fremstå som gode og omsorgsfulde mennesker, men fordi man var bekymret for, at der kunne opstå lejrkuller i lejrene, hvis der var for lidt mad.

Flygtningene var, som man nok véd, kommet væltende i uordnede masser. Der var ofte sket det, at familiemedlemmer var kommet fra hinanden. Administrationen oprettede derfor et søgekartotek i et særligt kontor, som ved hjælp af spørgeskemaer skulle søge at bringe familiemedlemmer samme igen. Det var et stort arbejde, og der blev lagt en vældig ildhu for dagen af lederen, Ralph Holm. Og det lykkedes virkelig at opdage mange ”forsvundne” familiemedlemmer i de danske flygtningelejre. Men hvis man så siger, at Ralph Holm er et godt menneske, så er det en irrelevant betragtning. Hvis man skal kalde ham et godt menneske, skal det være, fordi han var en knalddygtig administrator, der formåede at få uddelt spørgeskemaerne, at få dem samlet sammen igen og at få sit personale til at koble de adskilte sammen igen. Han var vel ”bare” et menneske, der på god luthersk vis levede i kald og stand og tilfældigvis havde fået en opgave, der optog ham, og som han kunne udfylde.

Ved én lejlighed udviste han en særlig konduite. Der var af de allierede oprettet en postspærring mellem Tyskland og alle andre lande, altså også Danmark. Formentlig fordi man var bange for ”varulve”, altså hemmelige celler, der ved terrorhandlinger skulle vanskeliggøre freden. Disse udeblev dog heldigvis, og den 1. april 1946 ophævede man denne spærring. Men indtil da måtte alle rette sig efter det, også Ralph Holms kontor.

Og det var lidt uheldigt, for man ville gerne i forbindelse med det store eftersøgningskontor i Lübeck, for derigennem at kunne give de flygtninge, der ikke kunne finde deres pårørende i Danmark, svar på, om de muligvis skulle være kommet til Tyskland. Så fik man den idé at give de Røde-Kors-lastbiler, der fra Danmark kørte sydpå gennem Hamburg, nogle forespørgselsbreve med, aflevere dem til befordring til Lübeck og tage svarene med tilbage, når de kørte den anden vej.

Og det fungérede fint. Prima. Og så så man stort på, at det jo egentlig var en overtrædelse af postspærringsordningen.

Var det moralsk eller umoralsk? Det er ret ligegyldigt. Det fungérede, og det gjorde ingen skade; der opstod ingen varulvebevægelse af den grund.

Det kunne der såmænd godt laves en film om. Det ville bestemt være muligt at give en beskrivelse af næsten en hvilkensomhelst dansker i juli 1945 og fortælle, hvor opslugt af had til tyskerne han var. For i disse måneder boblede aviserne over med hadefulde læserbrev vendt mod de tyske flygtninge. ”Danmark havde feber og handlede og talte i vildelse i sommeren 1945”, som Henrik Havrehed skriver i sin disputats, se her.

Arne Gammelgaard mener, at dette hænger sammen med, at man først i maj og juni 1945 fik set billederne fra de befriede koncentrationslejre i Tyskland. Jeg tror, han har ret. Det har jeg skrevet lidt mere om i ovenstående link.

Og man kunne da også fint få fortalt, hvordan f.eks. Ralph Holm fik et godt samarbejde med de damer, han havde på kontoret, som jo var taget ud af flygtningestrømmen, hvordan han kom til at indse flygtningenes rent menneskelige problemer, osv., og hvordan det førte med sig, at han ikke mere var så optændt af had til tyskerne, som i juli 45. Men det ville dels være uinteressant, for en sådan transformation var alle danskere igennem – modstandsbevægelsen udgav i efteråret en bog af den engelske jøde, Victor Gollancz, ”Buchenwald i ny belysning”, hvori forfatteren hævder, at tyskerne var de første ofre for Hitlers forførende kræfter – og det ville dels være en falsk moralholdning at lægge ned over ham, for han udførte jo ikke sit job for at være moralsk ulastelig, men fordi det var noget, der skulle gøres, hvis man skulle forhindre, at flygtningene gik grassat i lejrene.

Det samme kan siges om andre datidige aktører.

Sognepræsten i Sdr. Bjert, K. Robert Hansen, mente nok, at han i sit sogn var tilstrækkelig anset for at være en god dansk mand til, at han uden at blive mistænkt for fjendtlige tilbøjeligheder kunne tage kontakt til en tysk gymnasieskole, der var flygtet fra omegnen af Berlin til en sommerlejr ved Lillebælt i hans sogn. Han besøgte dem og fik dem også med op i kirken til en slags andagt. Da deres rektor døde, blev han begravet på Sdr. Bjert kirkegård. Det var imidlertid et hårdt slag for hans kone, og K. Robert Hansen fortalte, at hun en dag havde mødt en engelsk officer, havde talt med ham og fået ham til at love at tage et brev med til Berlin udenom postspærringen. To af hendes sønner var omkommet i Rusland, og nu ville hun gerne have at vide, om hendes tredje søn befandt sig på deres gamle adresse. Han kom tilbage med den besked, at hendes søn levede, var blevet gift og netop havde fået en datter.

Senere blev hele skolen flyttet til Gedhus ved Karup, og derfra til Vingsted ved Vejle. K. Robert Hansen bevarede sin kontakt til elever og lærere, og da én af lærerne engang havde fået lov til sammen med sin søn af rejse til Haderslev til det flygtningesygehus, der var dèr, for at besøge deres hustru og mor, havde de fået tilladelse til at besøge præsten i Sdr. Bjert på hjemvejen. Mens de var på vej tilbage, blev der ringet fra sygehuset til Vingsted-lejren, at den syge var død. Det blev så præsten, der skulle overbringe det sørgelige budskab, da de to glade og intetanende troppede op hos ham.

Også hun blev begravet på Sdr. Bjert kirkegård. Og hendes grav findes endnu.

Og altså: K. Robert Hansen, mon ikke han ville sige, at hvad han gjorde, da blot var naturligt? Måske han endda ville hævde, at det ville enhver anden også have gjort, hvis han stod i den samme situation. Og det samme med den engelske officer: Han anså det ikke som et stort offer at tage et brev med til Berlin. Og han har da formentlig glædet sig over rektorfruens opblomstring ved meddelelsen om et barnebarns fødsel.

Det samme var jo i nogen grad den holdning, hele det officielle Danmark reagerede ud fra: Man var godt klar over, at man næsten ene af alle Europas lande var sluppet for at blive ødelagt af krigens hærgen. Selv havde man ikke ydet noget militært bidrag til nazismens bekæmpelse, men så megen større taknemlighed følte man overfor dem, der havde. Så at man ydede fødevarehjælp, hvor man kunne, og at man tog sig af flygtningene på en nogenlunde ordentlig måde – jamen, ville ikke ethvert andet land i Danmarks situation have gjort det samme?

Lad mig til sidst tage Ralf Christensens førnævnte bemærkning frem:

Set her fra vor tid kan man finde en vis parallel mellem danskernes dæmonisering af en hel religions efterfølgere.

Faktisk dæmoniserede vi også dengang en ”religions” efterfølgere, nemlig gennem den afnazificeringsproces, der fandt sted i lejrene. Vi ville f.eks. ikke uden videre tillade tyske lærere at undervise de tyske børn i lejrene, men lod hellere unge piger tage sig af opgaven. For vi ville ikke opdrage en ny slægt af nazister.

Men hvad vi dengang heldigvis kunne betragte som en mindre og mindre fare – der viste sig ikke nogle ”varulve”, der forekom ikke nazistiske celler med terrorhensigter i landet – det må vi modsat i dag betragte som en større og større fare: Der dukker til stadighed muslimske terrorister op og udøver deres grumme gerning, og vi finder det noget nær umuligt at gennemføre en ”afislamiseringsproces”, der kan forhindre, at muslimer radikaliseres. Dette medfører, at det, der i en kort periode af historien, nemlig i juni-juli 1945, fremkaldte et stort had til alle tyskere, måske nok kan paralleliseres til vore dages modstand mod og måske ligefrem dæmonisering af islam. Men mens den daværende dæmonisering mere og mere mistede sin begrundelse, øges begrundelsen for vore dages dæmonisering mere og mere.

Så hvis Ralf Christensens fortolkning af Zandvliets hensigter er rigtig, hvis altså der ligger en sådan skjult parallelisering i filmen, så er det en farlig film. Udover at den bygger på en fordrejning af historien.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Denne evige selvbebrejdelse

  1. Pingback: Forskning eller fordom? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s