Denne stadige kristendomsbashing

Jakob Skovgaard Petersen hævder i en kronik i Jyllands-Posten i dag den 9-12, se her, at IS kun kan bekæmpes af deres egne trosfæller. Han er en kyndig mand, og der kunne nok komme en del oplysning ud af hans kronik, hvis han havde været lidt klarere i mælet. Jeg mener ikke, at jeg er specielt langsomt opfattende, men det kniber mig at holde styr på hans definitioner.

Men det, der undrer mig mest, er, at han tilsyneladende lider under den samme trang til altid at rette den samme anklage mod kristendommen, som man retter mod islam: Når islam beskyldes for at være voldelig, skal partout den samme beskyldning rettes mod kristendommen. Og altid gøres det uden argumentation, blot som den selvfølgeligste af alle selvfølgelige påstande.

Se f.eks. på følgende citat:

Krig og vold er bestemt en del af muslimernes historie, ligesom de andre store religioner, for slet ikke at tale om moderne sekulære ideologier. Men jihad mod vantro var i lange perioder overskygget af krige mellem de troende.

Man kan heller ikke bare finde vold i Koranen og så sige, at muslimer derfor er voldelige. Så skulle jøder også være meget voldelige. Og selv om Det Nye Testamente rummer mindre vold, har kristne på ingen måde været mindre voldelige gennem historien.

En nogenlunde fordomsfri undersøgelse af historien, må da vist nå til det resultat, at islam har været en religion, der er ekspanderet ved hjælp af voldsudøvelse. Derved står den i grel modsætning til kristendommen, hvis det må være tilladt ad udelukke hinduismen og buddhismen. Det kan være sandt nok, at kristenhedens historie rummer krig og vold, men hvorfor holde sig til disse udtryk ”krig og vold”, når det interessante og det, der udgør forskellen til kristendommen, er ”krig og vold for at udbrede religionen”? Noget sådant er kun yderst undtagelsesvist forekommet i kristenhedens historie, mens det har været den grundlæggende strategi i islams historie: man har med krig og vold sat sig i besiddelse af statsmagten over store områder, som man derefter har søgt at islamisere.

Jeg har tidligere trukket frem en af det største lærde indenfor islam, nemlig Ibn Khaldun (1332-1406), se her, og tillader mig at citere lidt fra den artikel:

Lad mig først pege på, at Ibn Khaldun som den naturligste ting af verden hævder, at muslimer, modsat kristne, har en pligt til at føre hellig krig. Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Det må dog også Skovgaard Petersen vide. Hvorfor skal han så absolut bagatellisere denne forskel gennem en tendentiøs sprogbrug? Han behøvede aldeles ikke komme med den slags bemærkninger, for de er den sag uvedkommende, som han behandler. Alligevel synes han altså, at de skal med. Mærkværdigt!

Oven i købet fortsætter han med at sige, at hvis man tror, at man kan slutte fra koranens voldsopfordring til nutidens muslimers vold, så tager man fejl; så skulle jøderne jo også være voldelige.

Det forekommer mig at være en lidt ynkelig udtalelse, der vist kun har til hensigt at gøre koranens voldsopfordringer uskyldige. Jeg véd godt nok ikke, hvilke argumenter jøderne anvender for ikke at efterfølge det gamle testamentes voldsopfordring, men det kunne have noget med det at gøre, at disse opfordringer er givet til bestemte historiske personer og altså ikke til de nulevende jøder, mens hos muslimerne dels koranordene tænkes talt af Gud selv på en ganske éntydig måde, og dels Muhammed skal tages som et eksempel til efterfølgelse for enhver nulevende muslim: og Muhammed førte krig for at udbrede den muslimske tro.

Og så véd jeg ikke, om man skal glæde sig over, at han trods alt er klar over, at det ny testamente rummer mindre vold, når han tilføjer den ligegyldighed, at kristne har ført krig op gennem historien; en ligegyldighed, kalder jeg det, for som før nævnt, er det ikke det, der er det afgørende, det er derimod det forhold, at muslimerne, i modsætning til de kristne, fører krig for at udbrede deres tro.

Se også på følgende citat:

Koranen er et førmoderne skrift, som afspejler den tid, den er blevet til i. Der er slaveri, hævnmord og brutale straffe, som endog kan komme fra Gud selv. Ligesom i Bibelen. Muslimer må, som kristne og jøder, slås med at få den tekst til at give mening for dem i deres egen tid. Man lægger mere vægt på nogle vers end andre og har udviklet måder at forklare de passager, der ikke for en umiddelbar læsning lever op til vor tids normer. Når en ny korankommentar udkommer, vil en kyndig islamforsker slå op på en snes passager og se, hvordan den ”klarer dem” for at placere den i det fortolkningslandskab, der er i dag.

Også her har vi en tendentiøs beskrivelse af forskellen mellem kristendom og islam.

Skovgaard Petersen må da vide, hvilken himmelvid forskel der er på muslimsk og kristen tekstfortolkning. Koranens udsagn er skrevet i første person flertal; det tænkes at være Allah selv, der taler i pluralis majestatis. Og der er i islam kun én profet i modsætning til det gamle testamente, der har fire store og tolv små profeter, hver med deres særkende, så alle må blive klar over, at om dette er Guds ord, hvilket jo profeten siger, det er, så er det Guds ord igennem profetens tolkning og forståelse. I modsætning dertil er koranen umiddelbart Guds ord, så umiddelbart, at ordene i koranen svarer nøje til ordene på de tavler, der findes i himlen med koranordene på. Det gør det jo ulige vanskeligere for muslimer end for kristne at bortfortolke de mange voldsopfordringer i helligteksten.

Dertil kommer, at vi kristne jo læser det gamle testamente med Jesu briller på. Han vovede, stillet overfor en så letforståelig tekst som ”øje for øje og tand for tand”, at sige: ”Men jeg siger jer”. Og så kom ordet om at vende den anden kind til. Det vil sige: Den strikte retfærdighedstankegang, der udspringer af ”øje for øje”-ordet, forvandles af ham til en tilgivelses- og forståelsestankegang.

Og fordi det ny testamente således korrigerer det gamle, korrigeres også opfattelsen af slaveri, hævnmord og brutale straffe.

Af slaveri: Ja, for Paulus opfordrer slaveejeren Filemon til at frigive sin slave Onesimus med den begrundelse, at han nu er blevet kristen ligesom Filemon, se hans brev til Filemon.

Af hævnmord: Ja, for da Jesus læste op af Esajas’ bog i synagogen i Nazareth, får han opgivet et stykke, der slutter med: ”for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud,” (Es 61,1-2), og han undlader omhyggeligt at læse det op om hævndagen fra Gud. (Se Luk 4,16-27).

Af brutale straffe: Ja, for da farisæerne og de skriftkloge førte en horkvinde frem for Jesus og, som sandt er, fortalte, at skriften forlangte, at hun skulle stenes, sagde han, at den, der var ren, skulle kaste den første sten. Og så gik de bort, de ældste først. (Joh 8,1-11).

Det betyder, at vi kristne slås med den nytestamentelige tekst på en helt anden måde, end muslimerne slås med deres korantekst. Vor kamp er eksistentiel, vi må hele tiden af teksten lade os føre bort fra den retfærdighedstankegang, vi har så let ved at lade få magt over os, og hen til en indlevelses- og forståelsestankegang. Muslimernes kamp, derimod, er en ”ordkamp”, den holder sig indenfor retfærdighedstankegangen og skal ”blot” fremkalde en vis overensstemmelse med traditionen og koranens ord.

Men lad os så skubbe disse misforståelser af kristendommen bort og se på, hvad Skovgaard Petersen skriver om jihadisterne:

Jihadisme er en militant version af enten salafisme eller islamisme. Hvor salafisme altid er sunnimuslimsk (og voldsomt antishia), findes islamisme både i en sunni- og en shiavariant. Islamismen anser islam for et fuldkomment samfundssystem, der bedre lever op til vor tids krav end nogen vestlig ideologi.

Derfor, mener islamister, bekriger den vestlige verden de sande muslimer, som følgelig må organisere og forsvare sig. Islamister bruger tit et sådant krigerisk sprog, og islamistiske bevægelser og stater kan være militante. Alligevel er der mere end en gradsforskel til jihadisterne, som gennemgående anser de islamistiske bevægelser for at være inkonsekvente og hykleriske.

Det kan lyde af den første sætning, som om salafister og islamister ikke er militante. Vil de da blot fremhæve islamismen som et fuldkomment samfundssystem? Nej, svares der i det andet afsnit, islamistiske bevægelser og stater kan være militante. Men hvori består så forskellen mellem sådanne militante islamister og jihadisterne?

Den synes ifølge det følgende at bestå i, at islamisterne kan indgå i et pragmatisk samarbejde med andre bevægelser, hvad jihadisterne ikke kan. Men kan denne forskel bruges til at lægge en dæmper på de muslimske terrorister? Skovgaard Petersen skriver lidt senere:

Hver gang, der sker et terrorangreb, ser vi en bizar diskussion om, hvorvidt det har noget med islam at gøre. Det har det naturligvis; morderne lægger ikke skjul på, at de gør det islams navn. Når så mange andre muslimer siger, at det ikke har noget med islam at gøre, er det jo ikke, fordi de vil benægte denne kendsgerning, men fordi de vil bekæmpe terrorismen med det ene, men vigtige våben, de har til rådighed: deres tilslutning eller fordømmelse. Det er kort sagt netop, hvad vi gerne ser dem gøre.

Ærlig talt, vi ser ikke meget til denne tilslutning eller fordømmelse, som skulle komme fra de andre muslimers side. Vi ønsker en fordømmelse fra deres side, men store demonstrationer imod jihadisterne i Kairos gader efter et terrorangreb i Beirut eller Paris ser vi ikke noget til. En tegning af Muhammed demonstrerer man imod, men ikke muslimske terrorangreb.

Måske islamister og jihadister kun er uenige om taktikken, ikke om strategien: de mener begge, at islam skal forsvares og udbredes med vold, men er uenige om, hvornår og hvordan volden skal bruges.

Lidt tidligere havde Skovgaard Petersen skrevet:

Jihadisterne er voldelige, fordi de har valgt det. Og vi hjælper dem faktisk ved at udsende støtteerklæringer om, at jihadismen er islams sande natur.

Det er noget vrøvl. Hvis vi efter moden og grundig overvejelse når frem til det resultat, at jihadismen er islams sande natur, så skal vi selvfølgelig sige det; så kan islamister og moderate muslimer – hvis sådanne findes – gøre vrøvl.

Gad vidst, om dette ønske om endelig ikke at udsende nogen støtteerklæring om, at jihadisme er islams sande natur, er grunden til, at Skovgaard Petersen absolut skal have kristendommen til også den at være voldelig og krigerisk!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s