Skal vi kalde det hykleri?

Man skal altid være forsigtig med sine ord. Og man skal altid passe på med anvendelsen af de store ord, specielt, når man skælder ud. Så jeg véd ikke rigtig, om man skal kalde det, der præger den europæiske elite – og med det ord tænker jeg både på politikerne og medierne – for hykleri. Men det er nu fristende.

Når jeg vil være lidt tilbageholdende, skyldes det også, at en hykler har en vis form for bevidsthed om, at han hykler. Kun en vis form for bevidsthed. For som regel véd en hykler jo ikke selv, at han hykler. Den bevidsthed om at være en hykler, som han alligevel har, består i, at han anvender større ord end nødvendigt for at forsvare sig, og derigennem afslører, at han ikke er helt overbevist om rigtigheden af det, han siger.

Men lad os se på nogle enkelttilfælde! Godt nok har jeg tidligere omtalt næsten det hele, så dette bliver måske blot et ”opsamlingsheat”.

Jeg har tidligere omtalt den missionske gårdmand, der absolut ville holde søndagen hellig og derfor fik en ”bitte vantro hyrdedreng” til at vogte sine får om søndagen, se her. Dengang sammenlignede jeg EU-systemet, der nu vil have Tyrkiet til at holde migranter og flygtninge borte fra EU’s jord, med denne gårdmand. Og man kan måske indvende, at det dog vist er for frækt med denne sammenligning at beskylde både EU-kommissionen og diverse medier for hykleri. Måske!

Jeg har også tidligere sammenlignet den holdning, europæiske politikere og medier har til ”fodjordsreglen” (den ”menneskerettighed”, der giver enhver, der sætter foden på europæisk jord, ret til at søge asyl), med den holdning, nogle jøder i makkabæertiden havde til det jødiske sabbatsbud: de ville hellere lade sig slå ihjel end kæmpe på sabbatten; med det resultat, naturligvis, at fjenderne, der ikke var bundet af en sådan regel, slog dem alle ihjel. Se her.

Her gøres tingene lidt mere indviklede. For mens det ikke volder besvær at kalde gårdmanden en hykler, er det straks vanskeligere med disse jøder. De satte virkelig noget ind på deres overbevisning. Og sammenligningspunktet er her jo også snarere det, at begge parter regner deres lovregel, altså henholdsvis sabbatsbud og ”fodjordsregel”, for så ”guddommelig”, at man mener, Den Højeste selv vil beskytte, når man af hensyn til reglen må give afkald på almindelige menneskelige beskyttelsesforanstaltninger. Indrømmet: man siger ikke fra den europæiske elites side, at ”fodjordsreglen” er guddommelig, kun handler man, som om den var det: ligesom den tids jøder var ligeglade med, at al fornuft sagde, at de ville dø, hvis de ikke forsvarede sig, sådan er i vore dage vore eliter ligeglade med, at grænser ikke forsvares, når man har ”fodjordsreglen” som mantra, at dele af befolkningen får det elendigt, og at den folkelige tillid forsvinder. Det eneste, man interesserer sig for, synes at være overholdelse af reglen.

Men er det hykleri?

Nej, ikke, hvis der kun er tale om, at man på sit folks vegne vil lukke alle ind, der med en fod på europæisk jord siger, at de søger asyl. Det bliver først hykleri, hvis man tidligere har anklaget andre for ikke at overholde ”fodjordsreglen”, men nu selv bryder den. Og det er just, hvad der er sket:

Da Silvio Berlusconi, Italiens daværende premierminister, i sin tid fik en aftale i stand med oberst Gaddafi i Libyen om, at Gaddafi skulle forhindre bådflygtninge i at lægge ud fra Libyens kyst mod Italien, opnåede han, hvad han ville: antallet af bådflygtninge, som Italien modtog, faldt. Men som han dog fik på puklen for sin handlemåde!

Vi andre syntes vel egentlig dengang, at det da var meget naturligt, men hvad der var galt efter menneskerettighedsteologernes mening, blev senere klart, da Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef for Institut for Menneskerettigheder, blev interview’et i Deadline i anledning af, at EU i 2014 ville betale nogle nordafrikanske lande for at tilbageholde bådflygtninge. Her hævdede Gammeltoft-Hansen, at det ud fra et menneskerettighedsjuridisk synspunkt er forbudt at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, se her. Eller, som interview’eren, Anja Bo, opsummerede: Det er forbudt at få andre til at gøre det beskidte arbejde.

Men det, man fra elitens side dengang var så meget imod, netop det er det, man ser udfolde sig i dag. Og enten vender man det blinde øje til, eller også bedriver man selv det, man dengang anklagede andre for.

I Berlingske for i dag (den 15-12) er der en artikel, hvis overskrift bruger Anja Bo’s beskrivelse: ”EU lader Balkan-lande gøre det beskidte flygtningearbejde”, se her. Men her er der dog blot tale om, at EU undlader at kritisere Balkanlandene så hårdt, som journalisten vist mener, de burde.

Værre er det, at EU nu søger en aftale med Tyrkiet, der til forveksling minder om den, Berlusconi fik med Gaddafi: man vil have Tyrkiet til at ”bevogte” EU’s ydre grænse; man har den kedelige regel at skulle rette sig efter – nå nej, ”fodjordsreglen” er jo en menneskerettighed, så den er naturligvis hævet over enhver kritik og derfor på ingen måde kedelig – men man har altså besluttet sig for for enhver pris at ville høre til de gode, så man overholder denne regel. Men skal man gøre det, kan man ikke selv bevogte sine grænser, for så skulle man selv ”gøre det beskidte arbejde”, og derfor overlader man det til andre, i dette tilfælde Tyrkiet.

Og nu, ja, nu er flygtningesituationen så prekær for EU (og især Tyskland), at man fuldstændig glemmer, at man i sin tid anklagede Berlusconi for at gøre det, man nu selv tillader sig at gøre. Derfor er man næsten nødt til at kalde det hykleri.

Men ”fodjordsreglen” er ikke det eneste sted, hvor der forekommer hykleri. Transportøransvaret er et andet.

Men om det er hykleri fra menneskerettighedsinstituttets eller fra EU’s side, er lidt svært at afgøre.

I 2001 udstedte EU et direktiv, som pålagde de luftfartsselskaber, der ville flyve passagerer til europæiske lufthavne, at kontrollere, om passagererne havde gyldigt visum. Hvis de ikke havde det, blev selskabet idømt en bøde på mindst 3000 euro og skulle fragte passageren tilbage til udgangspunktet, se her. Den oplysning har jeg fra folkebevægelsens medlem af Europaparlamentet, Rina Ronja Kari. Og hun bemærker ganske fint, at EU har udliciteret medlemslandenes menneskerettighedsforpligtelser til flyselskaberne, og at man ikke kan forestille sig, at et selskab, der risikerer en bøde ved fejlbehandling, vil lade tvivlen komme asylansøgeren til gode.

Denne bestemmelse har utvivlsomt kostet mange menneskeliv. For gennem den tvinger man flygtninge og migranter til at prøve andre metoder til at komme til at sætte sin fod på europæisk jord, så man kan få del i de rettigheder, der knytter sig til være asylansøger, dvs., man tvinger dem i favnen på menneskesmuglere og deres beskidte forretningsmetoder, herunder den metode med at lade flygtningeskibene være så synkefærdige, at de europæiske fartøjer ikke kan andet end redde de ombordværende.

Men af én eller anden grund har EU-systemet godkendt denne procedure, selv om der jo i lige så høj grad som ved Berlusconis ”nummer” med Gaddafi er tale om en udlicitering af sit menneskerettighedsansvar. Og af en eller anden ligeså fordækt grund har jeg ikke hørt om denne regel om transportøransvar før nu her fornylig. Hverken menneskerettighedsorganisationer eller andre NGO’er har haft mod eller vilje til at gøre opmærksom på det mislige i ordningen. Og enkeltregeringerne i EU da slet ikke. Man har formodentlig godt været klar over, at fjernede man den regel, ville det vælte ind med migranter, som alle ville påberåbe sig ”fodjordsreglen”, og som det, når de først befandt sig i Europa, formentlig ville være meget vanskeligt at sende hjem.

Må ikke også det betegnes som hykleri?

Hvis man føler sig fristet til at hævde, at der er tale om en ”mildere form for hykleri”, skal man nok gøre sig klart, at de mildere former for hykleri ofte er de værste, for de opdages ikke så let og kan derfor bibeholdes igennem ganske lang tid, uden at det opfattes som hykleri. Det sidste bevises deraf, at man nu – oven i købet fra Sveriges side – påtænker at pålægge skibsredere og jernbaneoperatører et lignende transportøransvar. Så skjult har hykleriet med flyselskabernes transportøransvar været, at man uden at betænke sig nævneværdigt nu kan bruge denne model på andre transportformer.

Parentes: Dette har, som man måske véd, givet Danmark problemer. Der foregår jo for øjeblikket en kamp mellem Sverige og Danmark, knap så gemytlig som de tilbagevendende fodboldkampe, om, hvem der skal tage imod de mange migranter. Da migranterne myldrede ind ved Rødby Færgehavn, kunne vi godte os lidt overfor svenskerne, for langt de fleste ville jo ikke til Danmark, men til Sverige. Og vi var ret omhyggelige med ikke holde dem tilbage eller tvinge dem til at registrere sig, for så ville de have søgt asyl i Danmark, og det var jo ikke meningen. Men nu, hvor Sverige vil indføre et transportøransvar, bevirker landets geografi, at det formentlig kommer til at virke; for vil man til Sverige, skal man enten med færge eller over Øresundsbroen. Og svenskerne gnækker formentlig for øjeblikket lidt i skægget, for vil vi gøre det samme, kommer landegrænsen til Tyskland os lidt i vejen. For rutebiler og tog, der før kørte lige igennem, kan jo nu blot standse ved grænsen, lade migranterne spadsere over den og indtage pladser i et dansk tog eller en dansk rutebil på den danske side. Så er transportøren ude af billede, og vi må selv lade vore myndighedspersoner håndtere sagen – hvis vi da har nok sådanne. Parentes slut.

Om transportøransvaret, se evt. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow her.

Så er der Grækenlands håndtering af grænsebevogtningen til Tyrkiet. Grækenland har under den forrige regering anvendt den såkaldte ”push-back” metode: man har tvunget skibe eller både med flygtninge tilbage til tyrkisk territorialfarvand, se her. Og vel har der i denne periode forekommet nogle små pip fra menneskerettighedsorganisationer, men EU og de europæiske medier har overhovedet ikke omtalt denne ifølge menneskerettighederne ulovlige metode. Man havde nok at gøre med de migranter, der kom fra Libyen til Italien. Dèr forekom der jo mange drukneulykker, og mens man slog syv kors for sig over Australiens metode – her anvendte man jo ”push-back” metoden i stor stil – så man igennem fingre med Grækenland, der gjorde nøjagtig det samme. Jeg tror ikke, man gjorde sig nogen forestillinger om, hvilken lavine der ville udløses, hvis Grækenland ophørte med disse ”push-backs”, men ét eller andet sted har man vist alligevel været tilfreds nok med, at Grækenland påtog sig at bevogte Schengens ydre grænse på denne håndfaste måde.

Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at man nu, efter at Syriza har ændret på den græske grænsebevogtning, så ingen både eller skibe mere standses, pludselig godt véd, at dette er den menneskerettighedsrigtige metode at bevogte grænser på, og derfor ikke anklager Grækenland for denne procedure, men vel derfor også må formodes tidligere at have vidst, at den forrige regerings metoder ikke var helt fine i kanten, sådan menneskerettighedsretligt set.

Var man hyklerisk før? Vovede man ikke at tale imod grækernes metode, fordi man i grunden var godt tilfreds med tilbagedrevne migranter? Det er ikke til at vide, men man kan ikke helt dy sig for at mene, at i det mindste nogen i EU-systemet må have vidst, hvad der foregik.

En særlig form for mummespil så man et eksempel på i aftenens Tv2-nyheder (den 15-12). EU-kommissionen er kommet med et udspil til styrkelse af EU’s grænsebevogtningsafdeling, Frontex. Man ønsker at kunne indsætte en større Frontex-styrke på et truet grænseområde. Og man ønsker sig bemyndigelse til at kunne gøre det også uden det pågældende lands billigelse. Dette sidste blev fremhævet som et vigtigt problem, og det kunne der siges mange ord om. Men det egentlige problem: om en sådan bevogtning skal handle efter ”fodjordsreglen” blev næsten ikke berørt.

Undtagen i et interview med Margrethe Vestager. Interview’eren, Cecilie Beck, prøvede flere gange at få Vestager til at svare på et spørgsmål i den retning; hun var ikke helt klar i mælet, men hun ville dog vide, om flygtningeantallet nu ville gå ned, om man ville standse flere flygtninge i fremtiden. Jeg tror godt, Vestager forstod, hvad der blev spurgt om, men hun svarede ikke, dvs., hun talte udenom. Og så er vi tilbage ved start: ”fodjordsreglen” står fuldstændig uantastet, som var den talt af Gud selv; og så længe al grænsebevogtning skal foregå med den som overskrift, vil enhver grænse være hullet som en si, man kan så sætte alle de grænsesoldater ind, man vil.

Er der så her tale om hykleri, da? Jeg kan næsten ikke se andet. Vestager virkede, som om hun udmærket forstod spørgsmålet, men blot ikke ville sige ligeud, at det hele ikke kom til at ændre på antallet. Men vi fik mere orden på tingene, sagde hun; jovist, men hvad skal det nytte, hvis vore lande stadig oversvømmes med muslimer, der vil bosætte sig her?

Er der da håb om, at vi kan komme ud af hykleriet?

Et svagt håb er opstået med de konservatives udmelding om, at man bør tage et opgør med FN’s flygtningekonventioner. Deres leder, Søren Pape, siger:

Vi skal modernisere FN’s flygtningekonvention. Den er ikke tidssvarende, den undergraver vores samfund, den svigter de svageste flygtninge og løser ikke de udfordringer, vi står med, siger han. (Se her).

Den udmelding får Søren Hviid Pedersen til at vejre morgenluft. Endelig tør det Konservative Folkeparti være konservativt, siger han, og citerer Edmund Burke:

Menneskerettighederne er en slags mellemproportional, umulige at afgrænse, men ikke umulige at skelne. I forhold til regeringen er menneskets rettigheder det, som er fordelagtigt for dem, og de balancerer ofte mellem større og mindre goder, undertiden består de i kompromisser mellem godt og ondt, undertiden mellem det ene og det andet af to onder. Statsfornuft er et beregningsprincip, som adderer, subtraherer, multiplicerer og dividerer reelle moralske størrelser ud fra moralens grundsætninger, ikke fra metafysikkens eller matematikkens. (Se her).

Men der er godt nok lang vej igen. For hykleriet har bidt sig fast. Det er næsten uerkendeligt, som ovenstående viser. Og derfor også næsten uerkendt. Og der er foregået en glidning i begreberne igennem lang tid, så mange af de ting, der før ville have været rejst som spørgsmål, nu tages hen som selvfølgeligheder, f.eks. sammenblandingen af begrebet ”flygtning”, begrebet ”migrant” og begrebet ”indvandrer”.

Men det er en anden historie, som før har været behandlet her på bloggen, så vi lader det være nok for denne gang.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s