Samaritaneren igen

Han er ikke til at slippe af med, ham dèr ”den barmhjertige samaritaner”. Han synes at være med som en uudtalt forudsætning i alle diskussioner om flygtninge/migranter. Vi i den vestlige verden vender os ofte imod alt det ”overnaturlige gas”, som kristendommen og andre religioner kommer med, men hvor meget vi end kalder vore kulturer for efterkristne, vi vil alle gerne være næstekærlige. Og hvad næstekærlighed er, ja, det kommer så Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner og fortæller os.

Ikke at vi ligefrem slår op i Luk 10,25-37 og læser den. Man skal jo ikke overdrive. Men vi bruger den til at blive klar over, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Vi bruger den til at fordele roller i det spil om flygtninge, der foregår for øjeblikket.

Og besynderligt nok går det altid sådan, at de, der bruger lignelsen, indtager rollen som den barmhjertige samaritaner, aldrig rollen som den overfaldne, og da slet ikke rollen som levitten eller præsten. På den måde kan man få bekræftet sin egen godhed. Det er ganske vist udtryk for noget, som præster og andet godtfolk med lidt kendskab til bibelen hævder er udtryk for noget meget slemt, nemlig for farisæisme. Men det synspunkt er det umuligt for de mange ”Gutmenschen” at forstå; for gør man ikke netop det, Jesus anbefaler os at gøre? Hjælper man ikke netop nogle stakkels forkomne mennesker ved at tage imod de mange flygtninge, der banker på vor dør?

Denne trang til at hjælpe mennesker i nød, inspireret af lignelsen, er udbredt over hele den vestlige verden, hvor kristendomsfjendtlig denne end tager sig ud. Specielt, når dette at hjælpe kan gøres så omkostningsfrit som tilfældet er med flygtninge og migranter; her kan man jo nøjes med at lade staten tage sig af det fornødne; det eneste, man skal, er at stemme på de rigtige partier, og så måske finde sig i, at nogle af ens landsmænd ikke får helt den hjælp, de fik før migrantstrømmen.

Denne lidt overfladiske forståelse af lignelsen er det fuldstændig umulig at skyde igennem. Rollefordelingen ligger ubrydelig fast og lader sig ikke rokke.

F.eks. er det umuligt at trænge igennem med en bemærkning om, at Jesus med sit spørgsmål til sidst angriber jøderne – og altså også den overfaldne – fordi de vægrer sig ved at omgås samaritanere. Jesus spørger jo ikke om, hvem samaritaneren betragtede som sin næste, nej, han spørger om, hvem den overfaldne havde som en næste, han ifølge budet skal elske. Og selv om den lovkyndige, som lignelsen er fortalt til, kvier sig ved det – han kalder ikke samaritaneren for ”samaritaneren”, men ”den, der viste ham barmhjertighed” – så må han dog indrømme, at kravet om næstekærlighed i dette tilfælde går den vej: fra en jøde mod en samaritaner.

Men ikke om det på nogen måde falder os ind at anvende lignelsen på den måde. Det ville jo næsten være en fornærmelse mod vore migranter; for de er for størstedelens vedkommende muslimer, og muslimer har det ved sig, at de ligesom den tids jøder kun anerkende andre muslimer som rigtige mennesker. Og tænk, om de så skulle høre, at de ifølge lignelsen her jo egentlig skulle betragte os, der har hjulpet dem, som rigtige mennesker, måske oven i købet som mennesker, de havde pligt til vise næstekærlighed! Det har vi sandelig ikke tænkt os at fortælle dem.

For de har på temmelig overfladisk vis fået rollen som en stakkels overfalden, og der skal endelig ikke gøres mere ud af den rolle, end at de er stakler og ulykkelige. Kun på den måde kan jo den gode og barmhjertige samaritaners gerning fremhæves. Så glem alt om at udlægge lignelsen anderledes!

Man kunne også – men nu er vi langt ude i drilleriet – forsigtigt gøre opmærksom på, at samaritaneren bragte den overfaldne til et herberg. Jesus kunne jo også have fortalt, at han bragte ham hjem til sig selv og gav sin kone og sine børn og tjenestefolk besked om at pleje og passe ham. Herberget kan faktisk langt bedre udlægges om flygtningelejre i nærområdet end om Danmark eller andre europæiske lande. Men nej, det går ikke. For så føler vi ikke, at vi gør det gode på samme måde, som hvis vi tager ham til os som én af os. Desuden er det jo imod migranternes ønske.

Men hov! Skulle migranten ikke spille den overfaldnes rolle? Skulle han ikke kun have det ene ønske at blive hjulpet? Jeg mener, han ligger jo (i lignelsen altså) halvdød på vejen. Så han falder da helt ud af rollen, hvis han selv skal bestemme, hvor han vil hen. Ikke desto mindre er det netop, hvad vore dages ”Gutmenschen” lader ham gøre, eller altså: de er så bundet af den overfladiske måde at udlægge lignelsen på, at de ikke lægger mærke til diverse diskrepanser mellem lignelsens verden og vores verden.

En anden diskrepans, som man glad og gerne skøjter hen over, er, at vore dages migranter i modsætning til den overfaldne i lignelsen, ofte har penge på sig. Det er kommet frem forskellige steder, mest dog på de alternative medier, at mange af de unge mennesker, der for tiden rejser op igennem Europa, er velklædte og tilsyneladende har en del penge på sig. Den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière undrede sig for nogen tid siden over, hvordan migranter, der var utilfredse med den indkvartering, de fik tildelt, kunne få råd til at tage en taxa til den anden ende af Tyskland, se her. Men uha, det må helst heller ikke nævnes. For så er de jo ikke helt så ynkværdige, som rollen tilskriver dem, og så er vi, der hjælper dem, måske heller ikke helt så næstekærlige, som vi gerne vil anses for at være.

Således meldte Berlingske i går (den 17-12), at det har skabt voldsomt rører i USA, at den danske regering har fremsat forslag om ret til at fratage migranter smykker, for at de kan betale for deres ophold, se her:

Med et par ugers forsinkelse har amerikanerne nemlig fået øjnene op for, at den danske regering har stillet et lovforslag om, at man som en del af en strammere asylpolitik vil beslaglægge smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, der kommer til landet.

Justitsminister Søren Pind forklarede det således i tv-programmet ‘Vi ses hos Clement’:

»Vi taler om væsentlige værdigenstande, som ikke har personlig affektionsværdi. Vi taler om en situation, hvor en mand kommer gående med en kuffert fuld af diamanter og samtidig søger ly i Danmark«, lød det fra Pind.

Men den holdning deler amerikanerne absolut ikke. Tværtimod har forslaget vakt voldsom forargelse på den anden side af Atlanten.

Blandt andet sammenligner det britiske netmedie The Daily Beast lovforslaget med, da nazisterne stjal jødernes værdier under anden verdenskrig.

En vis forklaring forsøges givet senere i artiklen:

Til Washington Post siger Zachary Whyte, der er ekspert i asyl og integration på Københavns Universitet, at det danske lovforslag ligger i tråd med andre forslag på området, hvor man bliver i tvivl om, hvorvidt det er noget, som regeringen virkelig mener – eller om det er bluff.

Han peger dog på, at forslaget ligger i tråd med ‘en general dansk asyl-politik, hvor man forsøger at virke mindre indbydende for flygtninge end ens nabolande’, siger han til den amerikanske avis.

Egentlig burde jo den hidtidige migranttrafik have givet anledning til, at diverse medier gav sig til at undersøge, hvor egentlig migranterne får deres penge fra. Man fortæller os, at menneskesmugleri er en ligeså givtig og ligeså omfattende virksomhed som narkotikasmugleri. Men man fortæller os ikke, hvordan de mennesker, som altid afbildes som ynkværdige stakler, kan få råd til de enorme summer, menneskesmuglerne skal have. Mit gæt er, at når man ikke prøver at få dette spørgsmål opklaret, skyldes det, at man i så fald ville ødelægge den udbredte forestilling om, at migranterne er nogle fattige stakler. For ødelægges den, ødelægges også forestillingen om, at vi, der hjælper dem, er nogle gode og næstekærlige samaritanere.

Og derfor tror jeg også, at amerikanernes forargelse over det danske forslag skyldes, at det slår den almindelige forestilling om de syriske flygtninge som fattige stakler i stykker, mere end det skyldes en ægte forargelse over den danske handlemåde.

Lad os slutte med at se, hvad Inger Støjberg siger til kritikken:

Jeg kan se, at nogle udenlandske medier harcelerer over, at vi i fremtiden kan inddrage asylansøgeres værdigenstande og kræve, at de selv skal betale for deres ophold i asylcentrene. Det er der nu ingen grund til at kritisere, da det jo allerede i dag er sådan, at hvis man som dansker har værdigenstande for over 10.000 kr., så kan det kræves, at det skal sælges før man kan modtage kontanthjælp. I Danmark skal man nemlig forsøge sig selv, hvis man kan. Det er kun rimeligt, og det gælder nu alle – ligegyldigt om man har levet i Danmark hele sit liv eller om man lige er kommet hertil. (Se her).

Det lyder i mine ører yderst rimeligt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s