Jesu ‘fysiske’ opstandelse

Bestyreren af denne blog har været på opdagelsesrejse. Turen gik til Løgumkloster, hvor der var arrangeret et konvent for os emeritusser, et ”tussekonvent”. Og ved den lejlighed kom jeg til at opleve Theodor Jørgensen – live. Desværre blev jeg ikke meget klogere på det begreb, der er nævnt i overskriften, men jeg fik da lejlighed til overfor Theo – som han hedder blandt venner – at beklage mig over, at vi kom til at diskutere overskriftens begreb, især som det fremføres gennem det tankeeksperiment, at man havde fundet en grav, indeholdende et skelet, som med sikkerhed kunne bestemmes som Jesu skelet. Hertil ville Theo, som det er fremgået af diverse avisartikler, og som det også fremgik af hans foredrag lørdag formiddag, sige, at en sådan opdagelse ikke ville berøre hans tro på Jesu opstandelse det bitterste. Det var lidt ærgerligt, sagde jeg til Theo, at vi på den måde ikke rigtig fik tid til at diskutere de mange andre for mig at se mere vedkommende ting, han havde fremført i foredraget.

Nå, man skal jo ikke græde over spildt mælk, men tillad mig som en slags plaster på såret, i hvert fald mit sår, at komme med nogle betragtninger over Jesu opstandelse, som vist ikke har været nævnt tidligere, heller ikke på denne udmærkede blog. Det kan kontrolleres her.

Disse betragtninger begynder med Jesu bjergprædiken. De mange formaninger, der indeholdes i den, plejer man at betragte som etiske anvisninger, der blot er skærpet så meget, at de er blevet ganske uoverholdelige. De bliver opfattet som syndespejl, dvs., som en etik, man slet ikke kan leve op til. Meningen er, siges det, at mennesket skal fortvivle over sin synd, fortvivle så meget, at den eneste mulighed for at leve videre er at klynge sig til Jesu tilgivelsesord. Sådan skulle man forstå det, hvis man var en god lutheraner.

Sådan set var det Luther selv, der fik mig bort fra disse tanker. Han skulle i 1531 og lidt fremefter afløse Bugenhagen, og han benyttede så lejligheden til at holde en række prædikener over bjergprædikenen. Dem gav jeg mig til at kikke nøjere efter i sømmene, og så opdagede jeg, at han mærkeligt nok ikke var spor luthersk i disse prædikener, hvilket undrede mig noget. Jeg skrev en lille afhandling om det på nettet, ”Luther var ikke lutheraner”, se her.

Men sidenhen er jeg kommet endnu længere bort fra dette med bjergprædikenens formaninger som syndespejl. Jeg har nemlig lagt mærke til, at Matthæus i den dobbeltlignelse, han slutter sin udgave af bjergprædikenen med, ikke taler om et etisk menneske kontra et uetisk menneske, heller ikke om et syndigt menneske, der er ligeglad med sin synd, kontra et syndigt menneske, der lever af Guds tilgivelsesord, nej, han taler såmænd om en dåre kontra en klog mand.

Og derved forandres på særdeles afgørende måde synet på formaningerne i bjergprædikenen. De forvandles fra høje etiske idealer til gode råd; de ændres fra uoverholdelige lovregler til praktiske ting, man skulle tage og gøre, hvis man vil have sit liv til at lykkes; der er i det hele taget ikke mere tale om etik, men ”kun” tale om erkendelser af, hvordan menneskelivet er indrettet.

Det er f.eks. indrettet således, at det forhold, du står i til din næste, kan gå i stykker blot derved, at du taler et uoverlagt ord. Det er meningen med ordet om, at du slår ihjel ved bare at sige ”raka”(Matt 5,21f). Ligeledes kan dit ægteskab ødelægges, hvis du sender et indbydende blik til en anden kvinde (Matt 5,28f). Og vil du have dit forhold til din næste til at heles, hvis det er gået i stykker, så lad være med at være rethaverisk, lad være med at ville have det ordnet efter ”øje for øje og tand for tand” (Matt 5,38ff). Ligeledes kan ordet om ikke at bekymre sig på ingen måde gøres til etik; det er og bliver et godt råd; ordet: ”hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34) gør opmærksom på, at dagen i dag ødelægges, hvis den overlæsses med bekymringer for dagen i morgen. Et godt råd, intet mere.

Vi plejer også at lægge ansigtet i alvorlige og bekymrede folder over ordet fra Matt 7,1f om ikke at dømme. Og bevares, det kan der måske være god grund til, men ikke ved tanken om alle de gange, vi kommer til at dømme, i stedet over det, der står lige efter: at vi selv skal få tilmålt efter det mål, vi måler med. For dermed siges det jo, at sådan er vore fællesskaber indrettet: har du en fordømmende holdning til andre i fællesskabet, vil denne holdning før eller siden ramme dig selv. Omvendt: Har du en glad og tilgivende holdning, er du villig til at se igennem fingre med andres unoder, så vil du før eller siden selv blive mødt med en sådan holdning.

At opdage, at det er det, der er meningen med de alvorstunge ord om ikke at dømme, kan være ret befriende. For derigennem bliver vi fri for at se på, om vi har de rigtige, fine motiver til det, vi gør. Vi gør jo alt dette for at få de fællesskaber, vi står i, til at fungére. Og at de fungérer, er noget, vi selv drager nytte af; det er vort eget liv, vi dermed søger at forbedre; vi handler altså ud fra en klogskabsbetragtning, ikke ud fra et ønske om at handle etisk korrekt.

Og det er også helt som det skal være.

Der er altså ikke tale om, at Gud vil dømme dig på dommedag, fordi du har dømt din næste, der er tale om, at det fællesskab, du står i, svarer igen med dom, hvis du dømmer, reagerer med indlevelse, hvis du er indlevende, osv. Det kan ses af Lukasevangelistens gengivelse af disse ord, selv om det netop deraf også ses, at den udlægning, jeg her kommer med, er usædvanlig. Det hedder i Luk 6,37f:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Dette er altså en påstand om, hvordan vore fællesskaber fungérer. Møder du frem med en tilgivende holdning, vil du selv i påkommende tilfælde kunne drage nytte af andres tilgivelse. Men den fejloversættelse, man har lavet i den nye oversættelse, viser, at sådan opfatter oversætterne ikke sagen. I originalteksten (og i den gamle oversættelse) står der:

Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal de give jer i favnen.

Det har man altså villet ”forbedre”, for at det kan blive tydeligt, at det er Gud, der på dommens dag vil lade sine engle gengælde de gaver, vi her på jorden giver vor næste. Men sådan skal det ikke forstås. Der står de, og der skal læses de. Og dette de betegner ganske ligefremt de andre i fællesskabet.

 

Men så rejser sig jo unægtelig det spørgsmål: Er vores tilværelsen indrettet på den måde? Går det rent faktisk for sig på den måde, at man modtager tilgivelse, hvis man selv tilgiver? Det er jo ikke umiddelbart indlysende, ja, erfaringen kan måske endda siges at vende sig imod en sådan påstand.

Indenfor sociologien arbejder man med et begreb, der hedder ”freeriders”, personer, der prøver at nyde uden at yde. Man laver forskellige forsøg, og de viser alle, at ganske mange foretrækker at snyde andre fremfor at nære tillid til dem. Er det så ikke sådan fat overalt? Går det derfor an at stole på, at ”hvis du smiler til verden, smiler den til dig”?

Som modvægt mod denne iagttagelse kan man henlede opmærksomheden på, at reglen synes at have større værdi i familielivet. Her gælder det i højere grad, at tillid fremkalder tillid og noget-for-noget-tankegang fremkalder noget-for-noget-tankegang. Men altså kun ”i højere grad”, ikke absolut.

Det vil sige: Nok vil Jesus altså hævde, at sådanne kræfter gør sig gældende i vore fællesskaber, men han vil formodentlig føje til, at disse kræfter skal ”tros frem”, altså, at det netop er den kristne tros særkende, at den tror på disse kræfter, ikke blot teoretisk, som de fremføres her, men i praksis, som de leves i de konkrete fællesskaber.

Men igen: er det ikke yderst tvivlsomt, yderst problematisk?

Lad mig illustrere det med en artikel fra Weekendavisen, her gengivet fra Uriasposten. Der er tale om et interview, som Jesper Vind har lavet med professor Jörg Baberowski fra Humboldt Universitetet i Berlin. Han mener, at myndighederne har tabt kontrollen over berlinske kvarterer. Mange steder har bander overtaget kontrollen. Så hedder det:

Jörg Baberowskis vurdering af den udvikling har samme farve som hans skjorte og bukser, det vil sige rimelig sort: ‘Det er slemt, hvad der sker i Tyskland, hvor ingen politikere forstår, hvor vigtigt voldsmonopolet er. Det er noget, man har glemt, men det kan være meget vanskeligt at genoprette, når man først har mistet det, og kriminelle har vænnet sig til, at ingen hindrer dem i deres handlinger. Ud af vane opstår ret. …’

Habermas personificerer efterkrigstiden og tror, at der kun eksisterer fred og fremgang. Han tror, at verden er som Vesttyskland var. Han overser, at hvor mere end tre mennesker mødes, er det ikke det bedste argument, der vinder, men den med størst gennemslagskraft. Det sikrer gruppedynamikken. Og i den terrortid, vi lever i, er hans forestillinger fuldstændig meningsløse. … den herredømmefri kommunikation er en illusion.’. …

I det tidligere nævnte blogindlæg om Jesu fysiske opstandelse, se her, bragte jeg Habermas på bane. Hver talehandling, vi som mennesker gennemfører, forudsætter tillid til den anden, hed det. Den tillid, Habermas taler om, er i virkeligheden identisk med den tillid, som evangeliet (i den her nævnte udgave) forudsætter. Men er det sandt? Er virkelig den ”herredømmefri kommunikation”, som Habermas taler om, en illusion?

Lad mig nævne en dansk diskussion, hvor virkelig den holdning, der blev lagt ud med, smittede. Godt nok er der tale om, at anklage mødes af forsvar, men det, at holdningen smitter, er man ikke opmærksom på, og derfor fortsætter diskussionen ad det først anlagte spor.

Jeg tænker på den diskussion, der opstod, da Kirsten Lylloff i en kronik i Politiken og senere med en artikel i Historisk Tidsskrift anklagede de danske læger for i 1945 at være skyld i tusinde flygtningebørns død. Jeg skrev dengang i en længere undersøgelse af debatten bl.a.:

Altså, diskussionen bliver indsnævret, bliver drejet i en bestemt retning for at den kan få den forønskede virkning. Det kan forklare, hvordan det kan komme dertil, at ingen stiller de rette og naturlige spørgsmål. Diskussionen handler om danskerne, vi bliver angrebet som danskere, og vi reagerer, som folk flest reagerer, når de bliver anklaget: vi forsvarer os, vi forsøger at formindske vores “forbrydelse”, vi bestræber os på at finde gode og holdbare undskyldninger. Og naturligvis, jo mere vi forsvarer os, des stærkere holder Lylloff fast i sin overbevisning: at intet forsvar duer. (Se her).

Her blev anklage og forsvar bundet sammen, og man glemte at undersøge, om de faktiske forhold bag anklagen nu også var som beskrevet. Men denne sammenbinding foregik ved ubevidst afsmitning, en afsmitning af samme art som den, Jesus taler om.

Og så til et eksempel på et tilfælde, hvor der ikke fandt nogen afsmitning sted, nemlig lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-31. Her vil den ældste søn ikke gå ind til den fest, faderen arrangerer, fordi han har fået sin yngste søn hjem. Og han begrunder det med, at han opfatter faderens handlemåde som uretfærdig. En sådan tale har det med at smitte af på modtageren, som vi til en vis grad så det i det foregående eksempel. Og hvis faderen havde ladet sig smitte, skulle han have givet sig til at forsvare det retfærdige i at afholde en fest for den yngste søn. Men det gør han ikke. Han siger blot:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Han holder sig altså blot til den kærlighed, han nærer til sine sønner, også til den yngste søn, en kærlighed, der synes at se bort fra, hvad de præsterer eller ikke præsterer. Og faderens håb er tilsyneladende, at den holdning, han udviser, vil smitte af på den ældste søn, så også han indser, at nu, hvor hans bror er kommet tilbage, er den eneste sande reaktion at feste og være glad. Om det har virkning på den ældste søn, ja, det får vi ikke at vide gennem Jesu lignelse.

Nu er det jo imidlertid sådan, at den holdning, som den ældste søn indtager til sin far, tænkes at skulle afbilde den holdning, som farisæerne indtog til Gud, og at den holdning, som faderen lægger for dagen, tænkes at skulle afbilde den anderledes gudsforståelse, som Jesus bringer frem. Men man må vistnok sige, at farisæerne eller de ledende jøder i det hele taget – den størrelse, som evangelisterne kalder ‘farisæerne og de skriftkloge’ – ikke blot for deres eget vedkommende ville holde sig lovens regler efterrettelig, de ville også med overtalelse og tvang søge at få andre til at rette sig efter reglerne. Og man må føje til, at dette at blive mødt med en anden holdning får farisæerne til i stedet for at lade sig smitte af denne holdning at overveje at bruge det redskab, som loven gav dem, nemlig det redskab, der hedder henrettelse af den, der sætter sig op mod loven.

Og det gjorde jo Jesus. Dels vendte han sig eksplicit imod den strenge overholdelse af sabbatten (se f.eks. Mark 2,27) og mod de jødiske spiseregler (se f.eks. Matt 15,11), og dels fjernede han ved sin anderledes forståelse af gudsforholdet selve incitamentet til at overholde loven. Derfor hedder det mange gange i evangelierne, at farisæerne overvejer, hvordan de kan få Jesus slået ihjel (se f.eks. Mark 3,6). Og da de ved en påskefejring, hvor Jesus selv kom til Jerusalem, fik mulighed for det, tog de ham til fange, dømte ham og fik romerne til at henrette ham.

Og så står vi med det største dementi, der tænkes kan, af afsmitningsreglen, af den sætning, at kærlighed, forståelse, indlevelse smitter. Der var ikke tale om to ligeværdige modstandere. Jesus udviste ingen tegn på oprør. Han talte imod loven som det eneafgørende i gudsforholdet, og skulle afsmitningsreglen gælde, så skulle jo farisæerne af hans tale smittes til at tale imod ham. Det gjorde de ikke. De blev aldeles ikke smittet til kun at bruge ord. Der var ikke på noget tidspunkt tale om, at de lod sig overbevise. De holdt fast ved lovens bestemmelser, at man skulle lide døden, hvis man talte imod loven.

Når vi kristne holder fast på, at Jesu opstandelse er det centrale i kristendommen, skyldes det, at vi, om så al historisk erfaring sagde det modsatte, for enhver pris vil fastholde, at mennesket er sådan indrettet, at det svarer igen med tillid, når der bliver vist det tillid. Påstanden om, at Jesus er opstået fra de døde, er identisk med en påstand om, at mennesket er et resonansvæsen, der bliver smittet af de ord, der tales til det. Hævder man, at Jesus blev i sin grav, indrømmer man, at afsmitning mellem personer ikke finder sted. Altså, spørgsmålet om tro eller ikke tro på Jesu opstandelse afgøres ikke gennem en undersøgelse af de historiske kendsgerninger i år 30 e. Kr., men af, om jeg vover at leve efter afsmitningsreglen, i trods mod al erfaring, jeg måtte gøre, alene ud fra den påstand, at ét menneske, Jesus fra Nazareth, helt og fuldt levede ud fra dette menneskesyn, en påstand, der hænger uløseligt sammen med påstanden om, at han opstod fra de døde.

Og vil nogen gå de forskellige opstandelsesberetninger i det ny testamente igennem og derudfra påvise, hvor forvirrende et billede der tegner sig af, hvordan og under hvilke omstændigheder Jesus har vist sig for disciplene, ja, vil nogen måske endda komme med den indvending, som Peter tager op i Apostlenes Gerninger: Hvorfor viste den opstandne sig ikke for hele folket, men ”for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner” (Apg 10,41), så er svaret, at hvis Gud virkelig har skabt mennesket, så afsmitningsreglen gælder, så må han jo også selv rette sig efter den i sin omgang med mennesket. Og derfor er opstandelsesberetningerne ikke beretninger om, hvordan Gud tvinger mennesker til at tro på afsmitningsreglen – derved ville han modsige sig selv – men beretninger om, hvordan mennesker reagerer på Guds kærlighedsord. Det sker på dobbelt måde. Det sker i kraft af menneskets egen forståelse, og det sker i kraft af åndens indgriben.

Det ses nok tydeligst ved Paulus’ omvendelse udenfor Damaskus, hvor han i et syn så den opstandne Jesus, der mødte ham med Davids ord til kong Saul: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” (Apg 9,4). Umiddelbart synes dette jo at være en ”tvangsomvendelse”. Men dels går der noget forud, dels opfordres Paulus til selv at forstå ud fra henvisningen til det gamle testamentes beretning om Sauls forfølgelse af den uskyldige David. Det, der gik forud, var Paulus’ forfølgelse af de kristne. De bekendte jo Jesus som opstået fra de døde, dvs., de bekendte deres tro på, at det jødiske råds dom over Jesus var et justitsmord. Og så var der ikke andet at gøre, mente farisæerne og Paulus med dem, end at forfølge dem, til der ikke var flere Jesus-tilhængere tilbage. Men med sin hilsen til Paulus søger den opstandne at få ham til at forstå, at han måske befinder sig på det forkerte hold, at det måske er de kristne, han forfølger, der har Gud i ryggen, og ikke ham og hans farisæervenner.

Da Gud skabte mennesket, eller – om man vil – da mennesket udviklede sig til at blive menneske med talegaver og sprog, da blev der midt i den verden, der var determineret ned i mindste detalje af naturlovene, en verden til, der var indetermineret, en menneskeverden, hvor et ”herredømmefrit rum” fandtes, hvor sproget kom til at virke i kraft af gensidig forståelse og ikke i kraft af den enes overherredømme over den anden. Det må hævdes, også om det går imod al normal videnskab, der jo ikke accepterer noget indetermineret, og da slet ikke kan forstå, at der af noget determineret kan udvikles noget indetermineret. Det skete dog her. Blot gik det jo hverken værre eller bedre, end at den hierarkiske orden, der herskede i dyreverdenen, igen slog igennem hos menneskene, så menneskene begyndte at bruge sproget til at underkue de andre, forfølge dem, danne sig forestillinger om andres mindreværd, osv.

Den fejl ville Jesus rette op på. Der skulle igen findes et herredømmefrit rum blandt menneskene, mennesket skulle igen indsættes i sin gamle værdighed, hvor det kunne reagere med forståelse ved at møde forståelse, ligesom det før havde reageret med vold, når det mødte vold. Og som sagt: hvis opstandelsen ikke har fundet sted, hvis Jesu ben stadig befinder sig i graven, så er afsmitningsreglen umuliggjort, så passer det ikke, at de andre i fællesskabet vil give tilbage i rigt mål, hvad de modtager.

Men omvendt: Hvis opstandelsen har fundet sted, hvis der ikke findes nogen grav noget sted, indeholdende de jordiske rester af Jesus fra Nazareth, fordi han er fysisk opstået fra de døde, så er det, vi skal gøre, om vi vil leve et fuldt menneskeliv, om vi vil være hele mennesker, at stole på afsmitningsreglen, at leve ud fra den forudsætning, at den gælder.

Og så får vi travlt.

Det vil sige: vi får travlt på samfundsniveau. For på familieniveau er det da gudskelov gået sådan, at det er blevet nogenlunde normalt at leve i tro på afsmitningsreglen. Men på samfundsniveau ikke. I det tidligere nævnte interview med Baberowski hedder det:

I stedet for at man drømmer om en fred, der ikke kommer tilbage, og om at væk-civilisere volden ud af samfundet, skal man ifølge Baberowski tænke over, hvordan man inddæmmer volden og konstruerer rum, hvor sandsynligheden for vold er mindst. … Baberowski fremhæver, at eksistensen af komplekse forbindelser mellem mennesker også gør det sværere for volden at opstå. Nærhed og tilliden mellem mennesker er vigtig, viser de historiske erfaringer. Men eftersom tillid traditionelt er større i kulturelt homogene samfund, så står man i dag med en stor udfordring, når samfundet bliver stadig mere multikulturelt.

Netop her, på samfundsniveau, forekommer det mig, at afsmitningsreglen kan finde anvendelse og også må finde anvendelse, hvis samfundet skal komme til at fungére nogenlunde igen. Det er jo sandt nok, at muslimerne foretrækker at bo i ghettoer, hvor de kan være sig selv og have deres egen jurisdiktion, men dermed er ikke sagt, at ikke nogle af dem efterhånden kan lære at se, at vor samfundsmodel ikke er så tosset endda. Men det forudsætter naturligvis, at vi kan få bugt med voldstendenserne blandt muslimer. Og det forudsætter, at vi tør stå ved vor samfundsmodel, måske endda være stolte over den.

Og her er meningen med den herredømmefri kommunikation (med Habermas’ udtryk) eller med afsmitningsreglen (med mit udtryk) ikke, at vi bare skal lade alting flyde og undlade at bruge magt. Meningen er i stedet, at det skal være Ordet eller loven, der skal styre magtanvendelsen. Og denne kommunikation eller denne regel virker altså også, når man griber forbrydere, anklager dem og får dem dømt.

Om det kan nytte?

Tja, det kan måske nok være vanskeligt, men umuligt er det dog ikke. For muslimer er også mennesker.

Men altså: At tro på Jesu opstandelse er ikke så meget at tro på en fortidig begivenhed som det er at tro på tillidens afsmittende virkning. Overfor alle mennesker.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Jesu ‘fysiske’ opstandelse

  1. Pingback: Af sig selv | ricardtriis

  2. Pingback: Afsmitning | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s