Ægte og falske martyrer

I Kaj Munks skuespil Fra Tidehvervet lader han hovedpersonen, den romerske filosof Titus Lucretius Carus, som i den virkelige verden levede fra 95-55 f. Kr., komme med nogle overvejelser over, hvordan sproget har udviklet sig. Han lader ham sige:

Laa Konen syg paa Straa og gned sin Bug

og sagde Mumm, forstod han, hun var sulten,

bar Rødder ind, hun aad og sagde Ah.

Saadan blev to Ord dannet, Nytteordet

Mumm, der betyder Mad, og Luxusordet Ah,

der betyder Tak. For indefra

maa alt, der duer og skal holde, komme,

og ikke udefra. I Krigsmænd, Memmjus,

jeg synes ikke om jer; Rom skal herske

ved Aand og ej ved Sværd, hvis det skal du. (Kaj Munks Mindeudgave, Kærlighed og andre Skuespil, side 261f) .

Man skal her især lægge mærke til udsagnet om, at det, der skal du, må komme indefra, det kan ikke påtvinges udefra med sværd.

Herved har Munk, måske ubevidst, grebet det unikke ved menneskets udvikling: Sproget har sine egne strukturer, og disse strukturer griber mennesket, fordi mennesket ikke kan andet end forstå disse strukturer. Og når man forstår dem, handler man i overensstemmelse med dem.

Det ses nok tydeligst, når det er det økonomiske liv, der er på tale.

Jane Goodall har i sine bøger om chimpanserne i Gombe i Tanzania gjort opmærksom på, at der indenfor henholdsvis hanner og hunner i en flok chimpanser findes et ganske bestemt hierarki. Dette hierarki bevirker, at en overordnet han blot behøver at række hånden frem for at kunne få en underordnet han til at aflevere en godbid, han har fundet. Chimpansernes sprog – hvis man vil kalde deres mangeartede lydkommunikation et sprog – er ikke nær så sofistikeret som menneskets sprog og har f.eks. ikke udviklet et begreb som vores ”ejendomsret”. Med det begreb er flokkens hierarki på i hvert fald ét område slået i stykker. En overordnet kan ikke uden videre forlange et godt redskab eller en god frugt udleveret fra en underordnet, for det underordnede menneske kan – modsat den underordnede chimpanse – påberåbe sig sin ejendomsret. Det vil sige: magt er afløst af ret.

Men selv om sproget således på ét område har angrebet det naturlige dyrehierarki, er det jo tilsyneladende ikke sket på alle områder. Hvad angår samfundets ledelse, er det således først i nyere tid, at man har ladet ligestillingstanken fra sproget angribe det flokhierarki, vi har arvet fra dyrene; uden at man dog kan påstå, at dyrehierarkiet er forsvundet. Vel var der på forskellig vis tilløb til en demokratisk tankegang i antikken, men man finder ikke sådanne tilløb hos den Lucrets, som Munk gør til sin hovedperson. Så der er nok lidt anakronisme med i spillet, når Munk anbringer følgende ordskifte mellem Vesonius (Lucrets’ far) og Lucrets (Titus):

Vesonius: Men du er ung og stærk og vaabenfærdig,

bliv Kriger, Søn, grib fast omkring dit Sværd

og tving dig Vej til Capitoleum

og lær saa derfra Rom at styre først

sig selv og saa Alverden.

Titus: Far, det læres

saa lidt fra Capitolet som med Sværdet.

Thi man bekæmper ikke Borgerkrig

med Borgerkrig, afskaffer ikke Mord

ved nye Mord, og blir ej andres Hjælper

ved selv at faa sig hjulpet frem, saa lidt som

Ærbødighed for Guder, Stat og Lov

kan bandes, piskes, hugges ind i Hjerter. (KAS, 205)

Parentes: Det er forresten mærkeligt at træffe en sådan belæring hos Munk, for han blev senere en stor beundrer af Hitler – godt nok kun, mens Hitler fik Tyskland samlet om sig og bragte landet på fode igen – og Hitler hørte ikke ligefrem til dem, der syntes at have forstået, at man ”ikke afskaffer mord ved nye mord”. Parentes slut.

Men her – i 1928, da Munk skrev dette skuespil – lod han sin hovedperson fastholde nødvendigheden af ”Ærbødighed for Guder, Stat og Lov” for rigets beståen, men samtidig fastholde, at dette ikke kan fremkaldes ved tvang, men må komme ”indefra”, om det skal være noget værd.

Med dette replikskifte får han på udmærket måde afbildet den strid, som menneskeheden synes til stadighed at stå i, og som nærmest synes umulig at nå til ende med: striden mellem menneskets dyrenatur, hvorefter det er magten, der er det afgørende i samfundet, og menneskets sprogafhængighed, hvorefter det afgørende er den forståelse mellem personer, der kan fremkomme i det ”herredømmefri rum”, som sproget skaber.

Den strid svarer til striden mellem Vesten og de vestlige idealer og islam og den muslimske menneskeforståelse.

Forskellen viser sig i den fortælling, vi kalder ”forklarelsen på bjerget” (Matt 17,1-8 og parall.) sammenholdt med åbenbaringerne til Muhammed. Mens Muhammed så at sige bliver tvunget til at være åbenbaringsmodtager: han overvældes og er i begyndelsen temmelig modvillig, så er Jesus ganske fri i sin samtale med Moses og Elias. Og mens Muhammed får overbragt en andens ord at viderebringe – koranen tænkes ikke at være Muhammeds ord, men Guds eget ord, Muhammed er blot det uvirksomme redskab, der ikke på nogen måde blander sig i forståelsen af ordene – så lyder Guds ord til disciplene om Jesus: ”Hør ham!”, altså: ‘De erfaringer, han når frem til i sit menneskeliv, dem skal I lytte til, om I ikke på den måde bedre kan forstå jeres eget menneskeliv’.

Og forskellen viser sig i den vidt forskellige skæbne, de to religionsstiftere fik. Jesus troede i den grad på, at ‘ærbødighed for guder, stat og lov ikke kan bandes, piskes, hugges ind i hjertet’, at hans livsløb endte med, at sådanne tanker led et forsmædeligt nederlag på Golgata, så hans disciple, hvis de skulle bibeholde disse forestillinger, måtte ty til troen på, at Gud havde ladet ham – og disse tanker i ham – opstå fra de døde.

Omvendt med Muhammed: Hans mål var at ‘gribe fast omkring sit sværd, tvinge sig vej til Capitoleum (Mekka) og derfra lære muslimer at styre først sig selv og så alverden’. Hvilket mål han jo nåede på så forunderlig vis, at man så udmærket forstår de mennesker, der spurgte sig selv, om mon ikke al den magtudøvelse, der fandt sted i hans navn, var tilstrækkelig bevis på, at det var ham og ikke Jesus, hvis forkyndelse havde Gud bag sig, en overbevisning, der dog i vore dage, hvor muslimerne så sandelig ikke har noget magt, er blevet til en boomerang for muslimerne.

Endelig viser forskellen på de to kulturer sig i de to vidt forskellige metoder, de bruger, når budskabet skal udbredes.

Jesus lægger ikke skjul på, at hans disciple vil komme til at lide, når de udbreder hans budskab:

En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! (Matt 10, 24f).

Og man må da virkelig forundres over disciplene: de troede fuldt og fast på hans forkyndelse, skønt de vidste, at det ville bringe dem forfølgelse og død på halsen, hvad det jo også gjorde. Men inden de døde, havde de altså sat så stærk gang i kristenmenigheden, at den fortsat voksede, ja, voksede de første tre hundredår i Romerrigets regi, skønt den gang på gang var udsat for forfølgelse.

En beundringsværdig dødsforagt!

Modsat var Muhammed opsat på at erobre landområder. Måske han selv troede, at han kunne ‘bande, piske, hugge’ den nye tro ind i menneskers hjerter, men hans efterfølgere tog det lidt mere roligt: De ”nøjedes” med at sætte sig i besiddelse af statsmagten og så lade kristne og jøder leve videre med begrænsede frihedsrettigheder, så med tiden flere og flere af dem ville konvertere til islam.

Mens altså Jesus havde brug for disciple, der var villige til at holde fast ved den kristne tro trods dødstrusler, havde Muhammed brug for soldater, der var villige til at trodse døden i de kampe, de måtte igennem. Det giver flere af hans ‘åbenbaringer’ i koranen udtryk for. Jeg har tidligere samlet nogle af dem, se her, så lad mig her nøjes med denne ene fra Sura 4,74:

Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.

Og som resultatet af de muslimske erobringer viser, var der åbenbart mange muslimer, der var villige til at gøre den ‘handel’: at kæmpe for islams sag – eller ‘Guds sag’, som det hedder her – også om de dør af det. For de muslimske hære var frygtede og nåede helt op midt i Frankrig, før de blev standset af Karl Martel.

Skal vi også her sige: ”Hvilken beundringsværdig dødsforagt”?

Denne dødsforagt viser sig i vore dage hos de mange muslimske terrorister. Man har indenfor den muslimske teologi fundet ud af, at selvmordsbomber er et udmærket terrorvåben. Og selv om selvmord egentlig i klassisk islam ikke er tilladt, har man på én eller anden måde fået gjort det tilladt i vore dage (her var der måske noget at arbejde med for de moderate muslimer). Det må jo også indrømmes, at dette at fremføre våbnet skjult på et enkelt menneske, og det et menneske, som ikke regner med at slippe levende fra aktionen, er en ”udmærket” måde at skabe terror på.

Disse selvmordsbombemænd og -kvinder kaldes indenfor islam for ”martyrer”. Godt nok er dette oprindelig en kristen betegnelse, som muslimerne har stjålet fra os – vi havde nu forresten heller ikke taget patent på den – men er der ikke det rigtige ved betegnelsen, at begge slags martyrer, både de kristne og de muslimske, tænkes at udvise stærk dødsforagt, og at denne dødsforagt i begge tilfælde tænkes at belønnes af Gud med en plads i himlen?

Jeg har tidligere hæftet mig ved den væsentlige forskel på de to slags martyrer, at mens den ene, den kristne, lader sig slå ihjel, gør den anden, den muslimske, i stedet det, at han slår ihjel, og det helst så mange som muligt. Men her vil jeg fremhæve en anden ting.

Man kunne nemlig spørge, om ikke vi kristne igen bør lade martyrtanken gribe os. Ikke at vi ligefrem skal give os til at konkurrere med muslimerne om at kunne udvise den største dødsforagt, men er det ikke en fejl, at vi ikke længere ærer martyrerne, og derfor heller ikke oplever martyrer iblandt os?

Vi har ifølge den ovenfor skitserede forskel mellem kristendom og islam god grund til ud fra vor kristendom at kritisere islam. Det bryder muslimerne sig forståeligt nok ikke om. De muslimske teologer vil helst fortsætte med at leve uden kritik af deres religion. Og det mærkelige er, at det er lykkedes for dem at få os vesterlændinge til over en bred bank at acceptere, at kritik af islam er ”hatespeech”, ”islamofobi” eller ”muslimbashing”, altså er noget utilladeligt, som vi for den gode integrations skyld må lade være med.

Og det har vi bøjet os for. Ikke blot alle de sekulære vesterlændinge, der ikke bryder sig stort om kristendommen, men især vi kristne selv. At vi skal forkynde kristendom for vore muslimske medborgere, at vi bør kritisere dem for de umenneskeligheder, deres religion rummer: kvindeundertrykkelse, ”æresdrab”, m.m., og at vi som minimum bør stræbe efter at få dem til at tage afstand fra koranens voldsopfordringer og fra de erobringer i islams navn, som de muslimske stater op gennem historien har gennemført, ok nej, intet af det falder os ikke ind.

Og værst af alt: Hvis endelig en udstilling, et teaterstykke eller en avistegning skulle komme til at berøre islam negativt, straks trækker vi det hele tilbage. For vi har jo opdaget, at enkelte muslimer bliver så krænkede over noget sådant, at de begår terror imod os. Og det har nu ført til, at det er ganske umuligt at få opklaret, om vores tilbageholdenhed skyldes frygt for at dø i en terrorhandling eller et ønske om ikke at støde muslimerne.

Her kunne vi godt behøve noget af det mod til at holde sig til sandheden, som de gamle martyrer udviste. Det er godt nok svært at skulle udvise et sådant mod, for ingen vil støtte én, man vil snarere beskylde én for ”muslimbashing”, og skulle man blive ramt af en terrorhandling, kan man være sikker på, at mange af ens landsmænd vil sige, at man selv var ude om det.

Omvendt kunne vi også godt behøve en lidt større anerkendelse af, at ingen åndelige overbevisninger kan ”bandes, piskes, hugges ind i hjerter”, altså vi kristne kan heller ikke piske den rette demokratiske holdning ind i muslimerne. Muslimerne går fejl af menneskenaturen, når de forsøger på det med deres sociale kontrol. Men vi går også fejl af den, hvis vi med statens magtmidler til forhindre muslimerne i at udøve den del af deres religion, der er ganske fredelig.

Hvad vi med vor kritik kan håbe på at udvirke, er enten en ændring af islam, så den jihadistiske del bliver fjernet, eller en konvertering bort fra islam, fordi man har indset, at den er en magtreligion, der kæmper forgæves mod den vesterlandske ordreligion.

Jeg tror mest på det sidste.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s