Den totale manipulation

Det kan godt være, det er lidt forkert at kalde EU’s flygtningepolitik for ”den totale manipulation”, men det er nu fristende, især på baggrund af det essay af Vaclav Havel, som jeg har omtalt tidligere, se her, hvori han omtaler mummespillet i det Tjekkoslovakiet, der var behersket af Sovjetunionen og Sovjetunionens ideologi. Her skriver han bl.a.:

Selvfølgelig behøver man ikke være tilhænger af voldelig revolution for at spørge, om det at kræve legalitet overhovedet giver mening, når lovene – og specielt de almindelige love, der har med menneskerettigheder at gøre – kun er en facade, en del af en verden af tilsyneladelser, en slags leg, bag hvilken der ligger den totale manipulation. (Se evt. hele essayet på engelsk her).

Indrømmet, sammenligningen mellem den tids Tjekkoslovakiet og nutidens EU er ikke fuldkommen. Den tids kommunistiske ledere vidste et sted i deres bevidsthed godt, at det hele var et mummespil. De kendte så udmærket de kodeord, man skulle bruge for at være på den sikre side, og de vidste også, at selv om systemet pålagde dem at tale om ”frie valg”, så var valgene ikke frie, selv om systemet havde menneskerettigheder indskrevet i lovene, så ragede menneskerettighederne de styrende en høstblomst. Noget af det, der fik systemet til at bryde sammen, var det forhold, at der kom en leder til, nemlig Gorbatjov, som troede, at ordene betød det, de udsagde, at frihed altså betød frihed. Derfor, fordi der kom én til, der brugte almindeligt menneskesprog og ikke ”systemtale”, derfor brød systemet sammen.

I den henseende er EU’s flygtningetale næsten værre. For her taler alle ”nysprog”, her spiller alle et mummespil, blot er ingen sig bevidst, at det er det, de gør.

Tag Jens Rohdes afgang fra Venstre!

Han begrunder det bl.a. med, at han ikke mere som partimedlem kan stå inde for, at man overfor mennesker, der er flygtet fra forfølgelse og har dybe sår på sjælen, bærer sig ad, som det nys fremlagte lovforslag stipulerer: fratager dem deres smykker, vielsesringe og andet, det vil sige: berøver dem den sidste værdighed, de har tilbage.

For det første har han nu ikke læst ordentligt på lektien. Som man forstår på Inger Støjberg, integrationsministeren, skal smykker, der har affektionsværdi, ikke fratages som betaling for opholdet.

Og for det andet har han ikke sat sig ordentlig ind den syriske kultur. Under overskriften ”Provinsiel politibetjent” skriver blogbestyreren på snaphanen.dk:

Kritikken af den kommende udlændingebestemmelse er provinsiel og uvidende, den tror vores brug af smykker er den samme som over hele verden. Asylsøgere der overhovedet har større værdier, har dem i dollars eller smykker og guld. Eventuelt i Euro. De kommer fra lande, hvor den lokale valuta er til at tørre sig bagi med. De render ikke rundt med en halv million i pesetas fra Bumfuckingstan. Der er naturligvis en god grund til at myndighederne interesserer sig for smykker. Tag selv til en hvilken som helst mellemøstlig hovedstad og se guld og smykkehandlen. Den har ikke sin lige i Europa eller USA. Den kommende lov er overraskende fornuftig, når man tænker på, hvem der har udtænkt den.

Det har han utvivlsomt ret i. Blot kan man jo så føje til, at selv om regeringen således synes at være betydelig mindre provinsiel end mange danskere, burde man måske have gjort sig klart, at danskerne, inklusive mange danske politikere og mediefolk, er provinsielle, og derfor enten have forklaret baggrunden for forslaget noget bedre, eller også helt have udeladt det.

Men for det tredje deler Jens Rohde den almindelige fordom om de mange flygtninge: han hævder, at de kommer lige fra krigszoner og har traumer med i bagagen; de er, mener han, ynkværdige mennesker, som vi bør behandle godt og med omhu, så vi ikke øger deres vanskeligheder, men virkelig hjælper dem.

Og det lyder jo udmærket. Eller rettere: det ville lyde udmærket, hvis det var sandt, at flygtningene var stillet, som han fortæller om det. Men det er kun de færreste.

Dog, at de er stakler, vi skal ynkes over, hører i den grad med til EU’s flygtningeideologi, at ingen medier stiller kritiske spørgsmål ved påstande i den retning.

Det var Jens Rohde.

Så er der regeringen og dens forslag.

Også de er båret af EU’s flygtningeideologi, altså af det mummespil, der præger debatten blandt politikere og mediefolk. Man må jo nemlig spørge, hvorfor vi danskere skal deltage i kapløbet om at gøre tilværelsen for de mennesker, der søger asyl hos os, så elendig som muligt. Det eneste, vi opnår derved, er jo at få flygtningene selv til at vælge os fra som et land, de vil søge asyl i. Det er også så tydeligt meningen. Men hvorfor skal vi dog gøre os afhængige af, hvad flygtningene vælger og ikke vælger? Hvorfor kan vi ikke selv tage herredømme over vore egne grænser?

Det skyldes, at der har oparbejdet sig en flygtningeideologi gennem efterhånden mange år, som er båret af omgåelser af sandheden af mere eller mindre dubiøs karaktér.

For det første: Hvorfor kalder vi disse mennesker flygtninge?

De er rejst igennem en række sikre lande, før de kom til os. De har haft ophold i en flygtningelejr i et sikkert land, Tyrkiet, Libanon eller Jordan, hvor de har kunnet leve, indtil forholdene i deres hjemland, Syrien, blev så tålelige, at de kan vende tilbage. Men disse lejre har de ikke været tilfredse med. Dem er de flygtet fra. Men det burde da ikke give dem ret til at få asyl efter flygtningekonventionen. Blot har vi efterhånden givet så mange af dem asyl, det er blevet vane at beskrive dem som flygtninge, ingen har vovet at afvise dem, for de er jo defineret som stakler, og stakler kan man da ikke være bekendt at sige nej til.

For det andet: Selv om vi kalder disse mennesker flygtninge, behandler vi dem som indvandrere.

Vi har opdaget, at de mennesker fra den tredje verden, vi hidtil har modtaget, har meget vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet her hos os. Derfor siger vi nu: Lad os give disse nye flygtninge et arbejde så vidt muligt fra dag ét, så kan de gå til sprogundervisning samtidig med, at de er på arbejdsmarkedet. Og så ser vi i vore Tv en række solstrålehistorier om unge mennesker, der er så glade for at få et arbejde.

Udmærket! Men var de ikke flygtninge? Er det ikke meningen med flygtninge, at de skal tilbage til det land, de kom fra, når forholdene er til det? Jo, det var det i gamle dage. Men ikke i vore dage. Og da specielt ikke, når vor behandling af dem råber til dem: ”Velkommen som ny indbygger i vort land!”

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har foreslået, at der blev oprettet flygtningelandsbyer. Egentlig var meningen vist, at kommunerne skulle aflastes, men man kan også opfatte det som et forsøg på at genoprette den gamle sprogbrug: at en flygtning ikke er en indvandrer. Dog, det tror regeringen ikke på. ”Vi får en dårligere integration på den måde”, lyder det. Og ikke sandt, flygtningeideologien bevirker, at ingen vover at spørge, om disse mennesker overhovedet skal integreres.

For det tredje: Selv om vi egentlig godt kunne nægte at modtage de fleste af disse flygtninge og sende dem tilbage til Tyskland, vover regeringen ikke at gøre det.

Fordi vi ikke vover at indføre den grænsebevogtning, der skal til for at sende disse såkaldte flygtninge tilbage, føler regeringen det nødvendigt at gøre landet så lidet attraktivt som muligt for de migranter, der rejser igennem Tyskland. Så vidt jeg kan se, er vi ikke af flygtningekonventionen forpligtet til at behandle asylansøgninger for folk, der kommer fra sikre lande. Der har blot udviklet sig den praksis, at sådan gør man. EU prøver at få lidt mere styr på sagerne, men det har lange udsigter, inden det lykkes. Enkeltlandene, derimod, kan godt nægte adgang for mennesker fra sikre lande. Og gjorde de det, ville et sådant stop bevæge sig sydpå og til sidst ramme Grækenland, det vil sige: forhindre Grækenland i at sende flygtningene videre op til os. Det forudsætter selvfølgelig, at landene opretter en decideret grænsebevogtning, der har både kompetence og magtmidler til rådighed til at udskille flygtninge fra turister og andet godtfolk.

Og for det fjerde og sidste: I EU-sprog betyder grænsekontrol ikke grænsebevogtning, men kun registrering af de gennemrejsende såkaldte flygtninge.

Det er det værste udslag af flygtningeideologiens mummespil. Det er nysprog, så det batter. Og når man lytter til Jens Rohdes forklaringer (han var i Deadline forleden), og hører, at han sætter sin lid til, at EU’s grænsekontrol kan løse de flygtningeproblemer, som EU står med, således at man ikke behøver at skubbe problemerne rundt mellem landene, så er det karakteristisk, at han modsat kommunisterne i Tjekkoslovakiet på ingen måde forstår, at han deltager i et mummespil, nej, han tror virkelig selv på, at den grænsekontrol, han taler om, vil få presset til at mindske.

Men hvorfor skulle den det?

EU sætter jo stadig en ære i at overholde ”fodjordsreglen”. Og så længe den er gældende, er al grænsebevogtning forgæves. Enhver, der har sat sin fod på europæisk jord og sagt ”asyl”, har ret til at få sin sag behandlet. Og det betyder, at grænsekontrol aldrig bliver til grænsebevogtning. Det betyder, at flygtningestrømmene vil fortsætte. Det betyder også, at hele mummespillet, med de falske ordbetydninger, med de fordrejede opfattelser, med den hykleriske ageren ikke får ende endnu.

Ak, ak, ak!

Den totale manipulation i Østblokken fik dog ende. Vil vores totale manipulation nogensinde ophøre?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s