En humanismens lakmusprøve

Jeg føler mig ramt.

Det er Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, der med sin artikel i Information den 23-12 har ramt mig, se her.

Skov-Jakobsen citerer i begyndelsen én af dem, der har mistet sin hustru ved terrorangrebet i Paris. Med tilslutning. Den pågældende nægter at lade hadet besætte sig. Det jo det, terroristerne er ude efter, siger han. Og ved at nægte det, fratager han dem den tilfredsstillelse, det er at få sine hensigter realiserede.

Ærlig talt, det lyder lidt for overmenneskeligt. Jeg kan på mange måde bedre lide et flammende had og en skummende hævntørst. Det er ligesom lidt mere menneskeligt. Men lad kun det være! Og lad også kun det spørgsmål ligge, om det ene er mere kristeligt end det andet. Det vender jeg tilbage til til sidst.

Nej, det, jeg føler mig ramt af, er hans betragtninger over næstekærligheden. Han opridser to veje, Europa kan gå. Jeg er ikke ganske enig i den opdeling, men skidt med det. Så skriver han:

Selv er jeg forvirret over, at teologer bruger intellektuelle kræfter på at distancere sig fra kærlighedens og medfølelsens udfordring, som det største bud udtrykker: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.« Dernæst kommer: »Du skal elske din næste som dig selv.« (Markusevangeliet 12,30-31).

Vi står foran én af de største humanitære katastrofer, og så kan teologernes bidrag ikke være, at man distancerer sig fra den nødlidende eller nedskriver fordringen. Samtidig gør man så tilmed ordet ’humanisme’ til et skældsord.

Her er det, jeg føler mig ramt. Jeg er jo én af de teologer, der ”distancerer sig fra kærlighedens og medfølelsens udfordring”, jeg er én af dem, der ”nedskriver fordringen”. Og jeg mener oven i købet ikke, at det, jeg gør, er udtryk for en dårlig eller forkert opfattet humanisme. Ja, jeg mener til overflod heller ikke, at det, jeg går ind for, er udtryk for dårlig kristendom eller nedskrivende teologi.

Jeg går ind for klarhed. Jeg går ind for, at vi skal undgå alt hykleri. Jeg er tilhænger af, at vi finder regulære udveje uden smuthuller og holder os til dem.

Og jeg vil her forsøgsvist opstille et modspørgsmål til dem, der som Peter Skov-Jakobsen vil lade empatien gælde uden nærmere vejledning. Det har med det transportøransvar at gøre, som EU i 2001 pålagde alle flyselskaber, der ville transportere personer ind i EU, se evt. min tidligere artikel derom her. Derigennem har EU på medlemslandenes vegne udliciteret sit menneskerettighedsansvar til flyselskaberne. Og det er, ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, ulovligt, eller skal vi sige: det er ikke menneskerettighedsmedholdeligt.

Ikke desto mindre har ordningen været i kraft fra 2001, og det har den været, uden at nogen har forlangt den fjernet.

Hvordan kan det være?

Tja, det skyldes jo nok, at man langt inde i sin sorte sjæl har fornemmet, at det vist alligevel er meget godt, at dette transportøransvar er der. For hvor mange flygtninge ville vi ikke ellers blive oversvømmet af?

Det modspørgsmål, jeg mener, man bør stille til folk som Peter Skov-Jakobsen, lyder: ”Går du ind for, at denne regel om flyselskabers transportøransvar fra 2001 skal ophæves?”

Det er åbenlyst, at en fjernelse vil medføre store fordele for de mennesker, der ønsker at søge asyl i Europa. De slipper for at skulle betale ågerpriser til menneskesmuglere. De slipper for besværlige og farlige rejser over Middelhavet (og vi andre for at høre om de stadige drukneulykker). De slipper for at skulle rejse op gennem det halve Europa for at nå frem til det land, de helst vil søge asyl i. Dublin-forordningen vil blive ligegyldig. For man kan ved udvælgelsen af fly nøje bestemme, hvor man vil hen for at søge asyl. Og det land, man når frem til, er ifølge flygtningekonventionen forpligtet til at behandle ens asylansøgning, så snart man har sat foden på dets jord.

Omvendt vil en ophævelse af denne regel naturligvis medføre stærkt forøgede asylansøgerstrømme. For prisen for at nå frem til det ønskede europæiske land vil falde markant. Selvfølgelig vil det ikke være alle, der har råd til billetten. De fattigste flygtninge må forblive i flygtningelejrene i Tyrkiet, Libanon og Jorden. Men når den pris, man hidtil har skullet betale, og som gik til diverse menneskesmuglere, falder, bortfalder den sorteringsmekanisme, som de europæiske lande (lidt hyklerisk) hidtil har benyttet sig af: at prisen til menneskesmuglerne betød, at vi kun fik de få asylansøgere, der havde råd.

Prisen faldt allerede betydeligt, da Grækenland – vist af respekt for menneskerettighederne – undlod at tvinge flygtningebåde tilbage til Tyrkiet på Ægæerhavet. Det er det, der har medført den overordentlig store migrantstrøm her i efteråret 2015, en strøm så stor, at det mest ”flygtningevenlige” land, Sverige, nu har givet op: man kan ikke modtage flere.

Så hvis prisen falder yderligere, vil naturligvis tilstrømningen stige tilsvarende. Og spørgsmålet til dem, der som Skov-Jakobsen vil lade deres empati flyde over og oven i købet mener, det er udtryk for god kristendom, lyder altså: Vil du være med til at fjerne det hykleri fra EU’s ordninger, at man pålægger flyselskaberne at sortere mulige asylansøgere fra i deres passagerlister?

Hvis man ikke vil det, hvis man fortsat vil lade denne bremse på flygtningestrømmen eksistere, så lyder det næste spørgsmål: Hvorfor lade netop det være bremsen? Hvorfor ikke lade en græsk push-back-manøvre igen blive en bremse, så vi når tilbage til flygtningeantallet fra sidste år?

Det vil sige: Med dette spørgsmål er det tanken at tvinge diverse ”Gutmenschen” til at tage stilling til det spørgsmål, de hele tiden nægter at tage stilling til, nemlig spørgsmål om, hvor mange fremmede vi kan tage imod, uden at vort land og vort samfund går til grunde.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har det største besvær med at få sit parti til at følge sig. Og hun føler sig nu tvunget til at forsøge at mindske migrantstrømmen, for at Tyskland ikke skal knække halsen på forsøget på at opsuge dem alle. Men når man rejser dette spørgsmål også overfor hende, bliver det klart, at hun med al sin godhed hele tiden har opereret i ly af denne bremsende EU-regel. Og når hun siger, at hun ikke kan sætte nogen øvre grænse for, hvor mange Tyskland kan tage imod, men samtidig ikke gør mine til at ville ophæve transportøransvaret for flyselskaberne, så har hun med denne undladelse faktisk sat en grænse. Til de flestes tilfredshed, naturligvis, hvorfor ingen medier afæsker hende et svar på, hvorfor 2001-reglen ikke skal ophæves.

Det er ikke, fordi jeg mener, at vi skal ophæve denne regel. Jeg fremsætter udelukkende spørgsmålet for at skaffe klarhed i debatten, for at komme ud af hykleriet.

Mit forslag til løsning af flygtningespørgsmålet – hvis man gerne vil vide det – er lig med det forslag, som Kåre Traberg Schmidt fremsatte i september. Se artiklen i Berlingske her, min kommentar her. Vi skal advisere EU om, at vi om tredive dage lukker vore grænser for alle migranter. Som plaster på såret giver vi dels en stor sum penge til flygtningene i nærområdet, og dels modtager vi en langt større kvote FN-flygtninge. Krigsflygtninge, derimod, som skal tilbage til deres hjemland, når krigen er slut, hjælper vi bedst i flygtningelejrene i nærområderne.

Hvis flygtningeområdet på den måde kan blive præget af regularitet, af ordnede forhold, af regler, vi kan regne med, så kan vi langt bedre få en ægte diskussion af, hvor mange flygtninge eller indvandrere vi kan modtage.

Nå ja, så var der det med medlidenheden!

I bladet ”Historie” var der i nummer 1, 2016, en artikel om en pelsjæger, som i 1823 nærmest bliver flået af en bjørn. Hans kammerater skal videre og sætter to unge mænd til at sørge for den sårede derude i vildmarken. De mener imidlertid, at han snart vil dø, så de forlader ham. Derover optændes han i den grad af hævntørst, at det lykkes ham på et brækket ben at slæbe sig 320 km gennem ødemarken frem til beboede steder. Derfra vil han videre for at finde dem, der forrådte ham. Men da han endelig efter store strabadser finder den ene af dem, kan han alligevel ikke trykke på aftrækkeren, men siger: ”Gå, min dreng. Jeg efterlader dig til straffen fra din egen samvittighed og fra Gud. Hvis de tilgiver dig, så vær glad. Jeg har intet at sige til dig – men efter i dag skal du aldrig glemme, at du ikke må spøge med sandhed og troskab”.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til En humanismens lakmusprøve

  1. Pingback: Det ikke stillede spørgsmål | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s