Glem næstekærligheden – husk relationerne!

Anledningen til dette blogindlæg er en artikel af Søren Pind i Berlingske, se her. Det er endda kun en del af hans artikel, jeg vil reagerer imod, nemlig denne del:

Men skal man ikke hjælpe – ja elske sin næste som sig selv? Og når han eller hun står ved grænsen, er han så ikke den konkrete næste? Anfægtelsernes tid…

Havde kristendommen været en lovreligion ville Helvedet være den sikres plads. Ikke meget af det, jeg har gjort har været i lovreligionens tegn.

Men sådan er kristendommen netop ikke. Kristendommens budskab er netop, at det jordiske liv er jordisk. Og at her må mennesket gøre det det formår – men i sidste ende vil det være menneskeligt. At vi vil værne, hvad der er vort. At man vil bekymre sig ud over dagen og vejen. At man ved, at her kan alt omstyrtes på et øjeblik, og derfor er man nødt til at udvise omtanke.

Vi tager afsnittene ét efter ét.

Som jeg ser det, vil Søren Pind her prøve at vende sig imod det tidehvervske mantra: at næsten er det nære menneske, og at derfor denne følelse af altomfattende (og gratis) velvilje mod alverdens mennesker, som præger mange danskere i vore dage, ikke har meget med kristendom at gøre. Man har jo af og til vendt sig imod denne tese med bemærkningen om, at man jo dog må have pligt til at hjælpe, hvis det er en tigger, der står udenfor ens dør. Og på det punkt har man fra forskellige journalisters side haft et vist held med sin argumentation. Jeg tror såmænd endda, at Søren Krarup himself er gået med til, at en sådan tigger for døren skal hjælpes, men at det ikke rager andre, hvordan han vil hjælpe. Og jeg mindes også en diskussion i Deadline, hvor Sørine Gotfredsen (som dog vist ikke vil betegne sig selv som tidehvervsk) har udtalt sig i en lignende retning. Forøvrigt har Sørine Gotfredsen i en kronik i Berlingske, se her, udtalt sig i samme retning som Søren Pind: vi tvinges af virkeligheden til at nøjes med at være ufuldkomne i humanismens fangenskab, hedder det til sidst.

Tankegangen om at hjælpe den næste, der står for døren og beder om hjælp, prøver Søren Pind at udnytte. Det hedder:

Men skal man ikke hjælpe – ja elske sin næste som sig selv? Og når han eller hun står ved grænsen, er han så ikke den konkrete næste?

Og svaret er det krarupske eller gotfredsenske, at naturligvis skal en sådan person hjælpes. Blot skal man lægge mærke til, at Pind ikke spørger som enkeltmenneske, men som politiker. Og der gives ét svar til enkeltmennesket, men et andet svar til politikeren.

Før det første er der nu det at sige til denne argumentation, at kristendommen ikke er en lovreligion. Søren Pind siger det oven i købet selv lige efter:

Havde kristendommen været en lovreligion ville Helvedet være den sikres plads. Ikke meget af det, jeg har gjort har været i lovreligionens tegn.

Men når han hævder, at ikke meget af det, han har gjort, har været i lovreligionens tegn, overser han, at selve det spørgsmål, han lige har stillet: om et menneske ved grænsen er en næste, der skal elskes, er stillet i ‘lovreligionens tegn’. Det tanke, at der er noget, man skal, den forestilling om tilværelsen, at der stilles visse krav til et menneske, og at det gælder om at opfylde disse krav, er en forestilling, der hører lovreligionen til.

Jeg ser nok, at Søren Pind prøver at redde sit politiske projekt ved at påstå, at man i kraft af Guds altid redebonne tilgivelse ikke mere skal leve efter kærlighedsbudets uopfyldelige krav, men at ”Kristendommens budskab er netop, at det jordiske liv er jordisk”. Dette er muligvis et forsøg på at være ”tidehvervsk”, men man må vel sige, at hvis det er kristendommens budskab, er det et meget pauvert budskab.

Sørine Gotfredsen prøver på noget af det samme. Hun skriver:

Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer, når vi tvinges til at give køb på en del af de barmhjertige idealer, som vi er vant til at hylde. Hvordan kan vi som humanister i en tid, hvor vi erfarer, at vi svigter, fastholde troen på, at vi stadig er værdige? Verden eksploderer omkring os, og snart vil vi måske helt lukke landets grænser og mere eller mindre negligere tusindvis af tragiske skæbner derude. I en sådan barsk verden bliver vores humane selvopfattelse voldsomt krænket.

Vistnok inkluderer hun sig selv i det ”vi”, der tvinges til at give køb på humanismens barmhjertighedsideal. Det er virkeligheden, der tvinger os, dvs., det er de mange migranter, der banker på vores dør, der vil tvinge os til at lukke landets grænser og derigennem negligere de mange tragiske skæbner udenfor.

I en sådan tid er det vores opgave at overveje, hvordan vi kan møde denne virkelighedens grænse uden at komme til at foragte os selv og fædrelandet og fælde ondskabsfulde domme over hinanden.

Her må vi med Luther, som Gotfredsen siger, hævde, at det gode ikke stammer fra os selv:

En sådan overbevisning kan vi næppe efter en lang udvikling i humanismens, ateismens og sekulariseringens navn fuldtonet genfinde, men vi kan – især når verden virkelig maser sig på – forsøge at forstå det dyrebare ved tanken om, at et menneskes værdi ikke står og falder med hverken dets gerninger eller dets moralske tale.

Dette dyrebare: ‘at et menneskes værdi ikke står og falder med dets gerninger eller dets moralske tale’, er identisk med kristendommen forkyndelse af Guds tilgivelse. Det antydes af Gotfredsens slutning:

Og vi må foretage et valg. Vil vi føle skam og selvhad og fælde domme over andre, eller vil vi forlade os på, at der findes nåde og værdighed, selv når mennesket ikke kan yde mere? Vil vi lære at leve og respektere hinanden som de ufuldkomne i humanismens fangenskab?

Det ville være rart, om disse ord blev forbundet lidt bedre med virkeligheden. Spørgsmålet er ikke, om der findes nåde og værdighed, når mennesket ikke kan yde mere, men om det findes, når mennesket ikke vil yde mere. Vi kan jo godt, sådan rent logistisk, lukke ligeså mange migranter ind som Sverige, blot vil vi ikke, fordi vi er overbeviste om, at vi derved vil ødelægge vort land, dets kultur, folkets indbyrdes tillid.

Fejlen, både Pind og Gotfredsen begår, er, at de begge anerkender humanismens forestilling om, at der kræves af os, at vi lukker alle, ubetinget alle, ind i vort land. Men er denne forestilling sand? Er den lig med næstekærlighedsbudet udsat for politikere? Jeg mener det ikke.

Men tilbage til spørgsmålet om kristendommen som en lovreligion. Hvis den ikke er en det, hvad er den så?

Den er en relationsreligion. Den vil henvise mennesket, både enkeltmennesket og folket, til de relationer, de står i. Ud fra relationen er det, at det skal erkendes, hvad der skal gøres.

Det gælder i de nære forhold. Du skal erkende, hvad kærligheden kræver af dig, ud fra dit familieforhold, ud fra dit venneforhold, ud fra forholdene til kolleger på arbejdspladsen. Og er forholdene intakte, kommer de gode gerninger helt af sig selv. Stilles gerningerne som krav, og gøres de som svar på et krav, ødelægges forholdene.

Og det gælder i det ene folks forhold til det andet. Her er det folkeretten, der gælder, og den, man skal rette sig efter. Men det er også anerkendelse og respekt, forståelse og indlevelse, der præger forholdet og bestemmer, hvad den ene stat gør overfor den anden.

Men hvad så, når det er den enkelte stat, der står i forhold til et enkeltmenneske, f.eks. et enkeltmenneske, der søger om asyl?

Ja, her kommer vi til den anden kortslutning, Søren Pind laver.

Søren Pind overfører uden videre næstekærlighedsbudet, oven i købet forstået som et lovbud, man skal overholde, fra enkeltmenneskets plan til det politiske plan. Men den går ikke. Som Luther siger: ”Der kommer ikke noget godt styre ud af det, hvis man vil regere et land efter evangeliet” (Se f.eks. her, og her). Skal et land regeres, gælder det gamle ord fra Jyske Lov: ”Med lov skal land bygges”. Land skal altså ikke bygges med næstekærlighed, men med lov.

Det gælder, når folkets øvrighed som øvrighed henvender sig til enkeltmennesket i folket og tager stilling til, hvad øvrigheden som øvrighed skal gøre overfor den enkelte; da skal lov og ret styre øvrighedens hånd. Men det gælder også, når dansk øvrighed henvender sig til et enkeltmenneske, der står udenfor landets grænser og vil søge asyl. Der er ikke tale om, at politikeren så skal prøve at overholde næstekærlighedsbudet. Det er heller ikke tale om, at Gud vil kræve af ham, at flygtningen optages i folket, og at han af hensyn til sammenhængskraften i folket må gå imod Guds bud og håbe på hans tilgivelse. Det ville være tænke om Guds tilgivelse i lovtermer.

Her er der i stedet for tale om, at han skal glemme næstekærlighedsbudet og i stedet huske relationerne, både sine egne som enkeltmenneske, og den folkelige relation, han skal fastholde og udbygge som politiker. At fastholde og udbygge denne relation er ikke imod Guds ordninger, for Guds ordninger er først og fremmest relationerne, og dernæst den udmøntning af det gode liv i relationerne, som næstekærlighedsbudet er udtryk for. Hvis man som Søren Pind vil udmønte næstekærlighedsbudet i den folkelige relation, som var der tale om de samme gerninger som i enkeltmenneskets relation, går man galt i byen.

Hvis der står en tigger udenfor din dør, er det jo ikke sikkert, at næstekærlighedsbudet skal udmønte sig i, at du giver ham en tier, selv om det måske er det, han beder om; for du véd godt, at den tier ret sandsynligt vil blive brugt til at købe spiritus for; og han skal måske i stedet hjælpes ud af sit misbrug. Det er heller ikke sikkert, det skal udmønte sig i, at du byder ham indenfor og lader ham bo hos dig. For du kan ikke give ham den hjælp, han i sidste ende har brug for. Og du har jo også forpligtelser overfor din familie. Den kan ikke uden videre indoptage et nyt medlem. Du kan ikke i den situation bruge næstekærlighedsbudet til at gemme dig bag og sige: ‘nu har jeg gjort, hvad jeg skal’. Du må selv overveje situationen, selv tage ansvar for den.

På samme måde med det menneske, der søger asyl. Du er, hvis du er politiker, nødt til at spørge, hvad du er i stand til at give, og hvad det menneske har brug for. Når Pind også skriver, at ”Siden 1983 er Danmark forandret på en måde, folket ikke blev spurgt om”, ligner det en erkendelse af, at det var forkert, at folket ikke blev spurgt, om det var enig i den indvandring, man tillod, og derfor også en erkendelse af, at man ikke som politiker har lov til at invitere fremmede ind som medborgere i det antal, der for øjeblikket ankommer. Men hvorfor skal det være en anfægtelse? Hvorfor skal en ærlig politiker ikke kunne sige, at han ikke vil ødelægge sit folks fremtid? Hvorfor skal de stramninger, der vedtages med Pind som justitsminister, ind under et ‘luthersk’, vist ofte misforstået, diktum: ”Synd tappert!”? Jamen, er det synd at sige, at man ikke vil ødelægge sit folks sammenhængskraft? Er det synd som politiker at handle ud fra dette formål?

Og er det uden videre rigtigt overfor det menneske, der ønsker sig en fremtid i Danmark og måske oprigtigt ønsker at blive integreret i vort samfund, at lade, som om man opfylder hans ønske, når man dog véd, at folk med hans religion yderst sjældent integreres her i landet, og at antallet af muslimer bevirker, at det land, han vil integreres i, er et land, der netop i kraft af hans og ligesindedes store antal er i færd med at forvandles til noget andet? Så opfylder man jo ikke hans ønske.

Det svarer til, at du som sælger af sommerhusgrunde stilles overfor et menneske, der ønsker ensomhed og natur, og du så sælger ham en grund uden at gøre opmærksom på, at hans grund er én ud af hundrede, og at den ensomhed, han søger, derfor om få år er ødelagt af alle de andre, der søger ensomhed.

Var det måske ikke bedre at gøre, som vi gjorde med de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig? Dem tog vi os af på den måde, at vi lod dem bo i flygtningelejre uden mulighed for kontakt med den danske befolkning, men med mulighed for at udvikle et andet ideal for samfundsmæssig samleven end det nazistiske. Vi satte de nazistiske lærere fra bestillingen, indsatte danske undervisningsinspektører til at stå for overopsynet med undervisningen, anvendte ikke-nazistiske lærebøger, og lod flygtningene debattere frit i den tysksprogede, men dansk betalte avis ”Deutsche Nachrichten”. Ikke mindst det sidste var en praktisk undervisning i demokrati, og derfor en hjælp for dem, når de skulle tilbage til Tyskland og deltage i opbygningen af det tyske demokrati.

Kunne det ikke tænkes, at vi ved på lignende måde at fratage disse migranter et håb om en fremtid i Danmark, hjalp dem til at forstå deres pligt overfor det land, de flygter fra? Og hvis de ikke skal have en fremtid i Danmark, var det måske i virkeligheden bedre, at vi hjalp dem til at blive godt hjulpne i de lande i nærområdet, hvor flygtningelejre lider under mangel på ressourcer.

Jeg kan opsummere mine indvendinger imod Søren Pind ud fra noget af det, han slutter med:

I aften, når jeg går i kirke, vil jeg tænkte på det lille barn, der blev født, for at tage arvesynden på sig. Den synd, vi er født med, hvor vi kun og udelukkende tænker på os selv. Vi skal leve i virkeligheden. Ikke i himmellen. Hvor de døde skal bo. I den erkendelse findes tilgivelsen. Vi skal give kejseren hvad kejserens er, og herren hvad herrens er.

Vi er sat fri som mennesker til at leve i en mørk og syndig verden. Det er, hvad vi i aften fejrer. Og dybt i sjælen kan finde tilgivelse i for svære og vanskelige handlinger og beslutninger.

En præst kunne ikke have sagt det værre. Arvesynd? Den synd, vi er født med? At vi kun og udelukkende tænker på os selv? Jamen, er vi da ikke født med en evne til empati? Vort naturlige sprog sætter os gang på gang i stand til at se sagen fra den andens side, føle med ham, forstå hans situation. Og vi gør det jo også gang på gang, og tænker altså ikke helt tiden ‘kun og udelukkende på os selv’. Man må snarere sige, at vort folkelige uheld i denne tid er, at folk er blevet så fandens kristne: de vil absolut udvise næstekærlighed; og fordi de nu kan gøre det på en for dem selv yderst billig og ikke-engagerende måde overfor de mennesker, der søger asyl hos os, flyder alt for mange over med en ubestemmelig kærlighedsfølelse. En følelse, der ikke har ret meget med de handlinger i relationerne at gøre, som kristendommen anbefaler, men tværtimod på længere sigt kan ødelægge folk og samfund.

Derfor: Glem næstekærligheden! Husk relationerne!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s