Det er altid vores skyld

Nu har jeg sørme fundet én mere, foruden mig selv, der har spekuleret over, hvad vel årsagen til den stærkt stigende migrantstrøm her i efteråret 2015 kan være. Der er tale om en artikel i Information af Martin Burcharth, se her, som ud fra en del interview’ede personer prøver at retfærdiggøre den prangende overskrift: ”Halvering af FN’s rationer udløste flygtningestrømmen”. Hvilket betyder, at jeg på den ene side kan glæde mig over, at nogen endelig tager sig for at forsøge sig med at besvare det for enhver normal journalist åbenlyst interessante spørgsmål: hvorfor steg antallet af migranter så gevaldigt her i efteråret, men på den anden side ærgre mig over, at spørgsmålet ikke besvares på min måde.

Hvem har så ret, disse yderst ansete mennesker eller lille mig?

Nej, jeg vil selvfølgelig ikke overlade læseren til at gætte ud i det blå. Jeg vil bede læseren ligesom jeg læse artiklen grundigt igennem og måske/måske ikke stille sig selv de samme spørgsmål, som jeg har stillet mig efter endt læsning.

Først er der nu påstande fra kilder i FN selv. Herom skriver Burcharth:

På kanten af året er det tid til refleksion i den organisation, der først og fremmest har stået for nødhjælpen i de syriske borgerkrigskatastrofe, nemlig FN.

Her er konklusionen, at det frem for alt var økonomisk smalhals og især FN’s halvering af den humanitære støtte til de tolv millioner syriske flygtninge i Mellemøsten, som udløste den episke folkevandring fra Mellemøsten til Europa i år.

Det konstaterer en række topkilder i FN-systemet, der har detaljeret kendskab til situationen i de syriske flygtningesamfund til Information.

Denne iagttagelse understøttes af menneskeretsorganisationer:

Og menneskeretsorganisationer bekræfter den tætte sammenhæng mellem Europas flygtningekrise og manglen på donormidler til nærområderne.

»Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange, at vi blev nødt til at halvere madrationerne for de mest udsatte og helt stoppe hjælpen til de mindst trængende« siger Rasmus Egendal, der frem til september 2015 var vicekoordinator for Verdensfødevareprogrammet WFP i Amman, Jordan.

»Folk var simpelthen ude af stand til at se, hvordan de skulle klare sig fremover.«

Derefter gennemgår artiklen de nedskæringer, FN var nødt til at foretage, fordi donationerne fra de rige lande udeblev. Det er hård læsning. Det beløb, som flygtninge i Jorden fik udbetalt, blev beskåret fra 34 dollar til 19 dollar om måneden. Og man vurderer 27 dollar om måneden til at være det mindste, man kan klare sig for.

Konsekvensen af de drastiske nedskæringer er blevet undersøgt af WFP, der har interviewet et repræsentativt udsnit af flygtningefamilier i de jordanske lejre.

Gerald Bourke, talsmand for WFP i New York, fortæller, at 50 procent af de syriske familier sagde, at de ville søge mod Europa eller tilbage til Syrien, hvis ikke deres økonomiske situation blev bedre.

Selv om flygtningene ikke led hungersnød, fortalte tre fjerdedele af dem, at de var nødt til at skære ned på antallet af daglige måltider og spise mindre portioner end normalt.

Nogle af dem måtte tigge venner og bekendte om supplerende mad for ikke at sulte.

De traditionelle donorlande fik et wake up call, da flygtningestrømmen pludselig flerdobledes i sensommeren 2015. Så voksede bidragene til flygtningene i nærområderne igen, så det månedlige støttebeløb steg til 24 dollar. Dog ikke i Jordan; her lå støtten stadig på 16 dollar og 100.000 havde mistet al støtte. Burcharth har også indhentet oplysninger om antallet af flygtninge til Europa. EU-landene har modtaget mere end 1 mill ‘irregulære’ flygtninge, hvilket er mere end fire gange så mange som i 2014. Så føjer man til, at halvdelen kommer fra Syrien, resten fra Sydasien og Afrika.

Hvad skal man nu sige til det?

Tja, hvis vi befandt os i normale tilstande, ville man jo umiddelbart tro på det oplyste, altså ikke blot på tallene, men også på den årsagssammenhæng, de påstås at afbilde. Men hvad skal man sige, når vi nu engang ikke befinder os i normale tilstande, når vi er i den mærkelige situation, at de alternative medier gang på gang har afsløret ‘normaljournalisterne’ i at snyde på vægten, i at bringe forkert ‘vinklede’ historier, i selv at befinde sig inde i den illusionsboble, som det var deres opgave at afsløre?

Jeg er normalt ikke særlig mistænksom, når jeg læser avis, alligevel kunne jeg godt se, at det for FN-medarbejderne passede lidt for godt med denne sammenkædning af manglende donorbidrag og flygtningestrømme til Europa. Dels fik de på den måde afløb for den frustration, det er at se mennesker, man har ansvar for, lide nød, dels synes det at være et godt argument at bruge overfor donorlandene, og dels passede oplysningen udmærket ind i det skema, som vi efterhånden er vant til at få serveret verdens ulykker i: Det er altsammen vores skyld, alle ulykker kan på én eller anden måde føres tilbage til Vesten og Vestens ubetænksomme eller mangelfulde handlinger.

Men mistænksomhed alene kunne ikke gøre det. Så jeg måtte til at eftertænke oplysningerne lidt nærmere.

Og her faldt en besynderlighed i øjnene: Det koster penge at komme fra Syrien til Europa. Menneskesmuglerne tager sig betalt for deres ydelser. Og hvis nu den månedlige ydelse steg, så ville man kunne forstå, at flygtningene i nærområdet overvejede at tage til Europa, for så havde de pludselig råd til rejsen, hvad de ikke havde før. Men nu, hvor ydelsen falder, skulle det jo logisk set være komplet umuligt for dem at få sat så mange penge til side, at de kan betale en menneskesmugler for transporten til Europa. Hvis oven i købet nogle af dem er nødt til at tigge fra venner og bekendte for at kunne blive mætte, så er det da endnu mere umuligt at få råd til at betale en menneskesmugler.

Dertil kommer, at forskellige oplysninger tyder på, at de migranter, der kommer til Europa, ganske ofte har temmelig mange penge med. Jeg erfarede således af en Deadline-udsendelse med Niels Krause Kjær, at mange migranter på Lesbos faktisk havde råd til at betale for deres mad, se her. Det var godt nok én af de ting, som Krause Kjær ikke spurgte ind til, det var ét af de mange NAC’s (never asked questions), som præger nutidens journalistik, men derfor var det rigtigt nok alligevel. Og så spørger man jo sig selv: ‘Hvis de har penge nok til at betale for deres mad på Lesbos, så må de vel også have det i diverse flygtningelejre, hvor maden utvivlsomt er billigere end indenfor EU’.

Ligeledes er det påvist – omend kun ‘i en bisætning’ – at der i begyndelsen af det store rush mod Europa ikke blot var busser til at transportere migranterne gennem Makedonien, der var også taxaer. Man sagde dengang til sig selv: ”Taxaer! Så må migranterne da alligevel have en del penge tilovers”. Se her. Det svarer godt til, at Thomas Ubberup i et af hans snøftindlæg kom til at sige, at Makedonien og Serbien tjente penge på migranterne. Det forudsætter jo, at migranter har penge. Men det tænkte han ikke over i farten.

Fra samme indlæg kan genopfriskes oplysningen om den lille druknede dreng, hvis billede gik verden rundt. Hans far, forlød det, havde haft arbejde i Tyrkiet, et underbetalt job, han ikke kunne leve af, og bedstefaderen havde derfor beordret søsteren, der boede i Canada, til at sende ham penge, og videre opfordret hende til at sende et større beløb, så hendes bror kunne komme til Tyskland for at få sine tænder repareret. Af den beretning fremgik det, at en tur over det Ægæiske Hav kostede 1000 €. Men selv en sådan beretning formåede diverse journalister (og politikere) at få drejet, så drengens død var vores, altså Vestens, skyld.

Så altså, i Burcharths beretning er der en masse NAC’s, spørgsmål, som han ikke stiller, og som han ikke drømmer om at stille, men som enhver middelmådig journalist i normale tide ville stille. Blot har vi altså ikke normale tider.

Et andet spørgsmål, som ikke stilles af Burcharth, er: Hvor kommer migranterne fra? Kommer de fra Tyrkiet, fra Libanon eller fra Jordan?

Man kan forstå, at det har været flygtningelejrene i Jordan, der er blevet hårdest ramt af de manglende donorbidrag. Her ligger den månedlige ydelse stadig lavt, og 100.000 har helt mistet al støtte; det er måske dem, der havde formuer i form af smykker, formuer, som FN i første omgang ikke tog hensyn til, men nu, hvor der var smalhals, var nødt til at undtage fra støtte. Det er også flygtninge fra lejrene i Jordan, som i interviews giver udtryk for deres vilje til at søge mod Europa. Men én ting er at have viljen, en anden at have pengene, noget helt tredje er at have de geografiske muligheder. Viljen har de, pengene har de fleste af dem ikke, de geografiske muligheder for at komme til Tyrkiet og derfra til Grækenland har de slet ikke. Og så sidder man som almindelig tænksom læser og mangler svar på et, synes det, højst nødvendigt spørgsmål: Hvordan skal flygtningene i Jordan nå frem til menneskesmuglernes både på Tyrkiets Ægæerhavskyst?

Og så er der kun ét manglende spørgsmål tilbage fra denne artikel, så skal læseren slippe. Det går på følgende oplysning fra Burcharth:

Ifølge den Internationale Organisation for Migration i Genève har EU-landene modtaget mere end en million ’irregulære’ migranter og flygtninge i 2015 – hvilket er fire gange så mange som i 2014. Cirka halvdelen kommer fra Syrien, resten fra Sydasien og Afrika.

Burcharth ser det ikke, men med denne oplysning modargumenterer han sig selv. Hidtil har argumentationen gået på, at migranterne kommer til Europa, fordi vi ikke hjælper nok i nærområderne omkring Syrien, fordi de donorbidrag til FN, som vi plejer at give, ikke gives mere. Med andre ord: ”Vil I være fri for migranter, så giv til flygtningelejrene i nærområderne”. Men med denne nye oplysning fortæller han os, at det kun er halvdelen af migrantstrømmen, vi kan få bugt med gennem sådanne bidrag. Naturligvis bør vi give disse bidrag alligevel af rent humanitære grunde, men argumentet om, at vi derved slipper for migranter, gælder kun migranter fra Syrien, dvs., kun halvdelen.

Altså: migrantantallet er steget fra 250.000 i 2014 til 1.000.000 i 2015. Halvdelen, dvs., 500.000 består af ikke-syrere. Havde vi således givet en overflod af donorbidrag i 2015, så alle de syriske migranter forblev i nærområdet, så ville vi stadig i 2015 have stået overfor vanskeligheden ved at skulle modtage det dobbelte antal migranter i forhold til 2014.

At man argumenterer på denne skæve måde, fremgår af en udtalelse fra verdensfødevarerprogrammet:

»Vi har brug for forudsigelighed og for at garantere flygtningene stabilitet. Lige nu har vi kun midler til at holde de i forvejen alt for lave madrationer kørende indtil marts måned 2016. Det er ikke nok. Tidshorisonten skal være mere end seks måneder for at afholde flygtningene fra at søge større økonomisk tryghed i Europa,« siger Rasmus Egendal fra Rom, hvor han i dag leder WFP’s fundraising.

Det er i orden, at Rasmus Egendal vil have donorlandene til at give større bidrag. Men det er en falsk argumentation, hvis han vil bilde dem ind, at de på den måde kan bekæmpe den enorme migrantstrøm. Alene af den grund, at de mennesker, vi taler om, ikke har råd til at ‘søge økonomisk tryghed i Europa’, og at de, hvis de havde råd, formodentlig så langt ville foretrække Europas fremfor en flygtningelejrs tryghed. Og det burde Martin Burcharth have afsløret. Men han er i altfor høj grad gået ind på Egendals tankegang.

Ærgerligt!

Dels fordi tankegangen er falsk. Og dels fordi denne argumentation prøver at bygge på donorlandenes kynisme mere end på deres humane indstilling.

Er det så min tankegang eller FN’s, der er sand? Ja, det må læseren jo selv afgøre; måske man synes, at ovenstående argumentation står til troende. Og synes man ikke det, så måske en sidste iagttagelse kan ændre på det: Min argumentation nedbryder den overbevisning om egen godhed, som den europæiske elite forsøger at opretholde, en godhed, baseret på, at man i hvert fald overholder ”fodjordsreglen”. Har jeg ret, betyder det, at det, der har fået antallet af migranter til at stige til det firdobbelte, netop er Grækenlands overholdelse af ”fodjordsreglen”; denne afslører sig derfor som utopisk. Det kan, mener jeg, i nogen grad forklare, at man fra elitens side enten ikke er interesseret i nogen forklaring på migrant-tsunamiens opkomst eller som forklaring hellere griber til Burcharths end min.

Døm selv!

Mikkel Andersson har en artikel i Berlingske, hvor han prøver at vise, at vi trods vor modvilje mod journalister alligevel stoler på dem, se her. Det er kun delvis sandt. Vi stoler på dem, når det gælder alle de oplysninger, som de ubevidst fremkommer med, og som man møjsommeligt selv må stykke sammen til et hele, men vi stoler ikke på dem, når de gennem deres særlige vinkling vil have os til at indtage et særligt standpunkt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s