“Flygtning” som begreb

I Kristeligt Dagblad for den 7-1 2016 var der to artikler, som delvis modsagde hinanden. Hvad avisen på ingen måde skal høre bebrejdelser for, for det er jo udmærket at se sagen fra forskellig side.

Der var en kronik af Johannes Møllehave, hvori han roste en kronik i Politiken af Peter Wivel, korrespondent i Berlin, se her. Det var årets bedste prædiken, hævdede Møllehave, for den gennemgik på forbilledlig måde Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Og så gennemgår han Peter Wivels artikel, men ærlig talt, det bliver ikke helt klart for undertegnede, hvad egentlig prædikenen sagde. Et opslag til Politiken viste det, se her. Og indrømmet, Wivel har fået en udmærket prædiken ud af lignelsen. Vel at mærke: efter at han har vendt sig kraftigt imod Marie Krarup næstebegreb, hvor hun benægter, at syreren i nød er hendes næste. Det er nok det, Møllehave kan lide ved denne kronik eller prædiken.

Så er der den anden artikel. Den er skrevet af Anders Raahauge, han, som ofte henter udmærkede artikler fra udlandet, ikke mindst Tyskland, frem til læserne, se her. I denne artikel fremhæver han en tysk lærd, Gerd Held, og omtaler især en artikel, han har skrevet, som kan findes her, på tysk naturligvis. Det, der gør denne artikel interessant for mig, er, at den behandler det begreb, jeg ofte har brugt, begrebet samaritanitis, dog naturligvis uden at bruge dette kunstord. I stedet taler Held om, at ordet ”flygtning” er blevet et samlebegreb, som diverse prædikanter holder fast i.

Held begynder med at fortælle, hvordan mange mennesker er lidt lorne ved at gå i kirke juleaften. De vil gerne opleve den nærhed med Gud, som de har erfaret, at julegudstjenesten giver dem, men de bryder sig ikke om at høre Jesus omtalt som en flygtning, en sprogbrug, der har klare politiske overtoner. Og begrebet ”flygtning” har fået en næsten overjordisk klang, en klang af noget alment, en betydning, der ikke har meget med de mennesker at gøre, der nu ankommer til Tyskland i en lind strøm:

Omhyggeligt undgås enhver befattelse med spørgsmålet, om ikke størsteparten af dem, der nu slår sig igennem til Tyskland, kommer fra sikre områder uden umiddelbar krigsfare, men gerne vil til et sted med gunstigere livsbetingelser.

Så hedder det:

Den teologiske dyrkelse af folkevandring har intet at gøre med julebudskabet. Det vidner nemlig om Guds bøjen sig over et bestemt sted, over den jordiske tilværelse overhovedet. Det fortæller mennesket, at denne tilværelse er værdifuld og ikke blot foreløbig. At det derfor skal antage det sted, hvor det er stillet, og ikke flakke omkring på jordens overflade.

Det er sandt nok, at al denne tale om, at Jesus begyndte som flygtning, fordi, som man siger med evangeliets ord, ”der var ikke plads til dem i herberget”, er en uskik. Men om man ligefrem kan sige det omvendte, at det kristne budskab går ud på, at man skal antage det sted, hvor man bliver stillet, det er nok lidt tvivlsomt.

Men læg mærke til, at Held taler om ”den teologiske dyrkelse af folkevandring”. Hvorfor ”teologisk”? Ja, det refererer Raahauge lidt senere:

Hvilke sociale kendetegn denne ankommende nu har, hvilken kulturkreds han stammer fra, om han kan integreres, om han flygter fra nød eller ej? Det er gerningen, man kredser om.

Derfor holdes der så hårdnakket og imod al socioøkonomisk sandhed altid fast i samlebegrebet flygtning. Det ord skal angive det rene menneske, berøvet alle midler. Migranterne er velkomne, fordi de byder på lejlighed til at demonstrere en god og gudvelbehagelig indsats. I sidste ende skal de blot stå i vejkanten frem mod Gud. Det selvudslettende, hjælpende menneske er mere beskæftiget med sig selv, end det vil indrømme.”

Af samme grund vil der for denne teologi aldrig kunne tales om nogen saglig, samfundsmæssig overgrænse for indvandring. Der er jo altid plads til flere i den symbolske vejkant.

Man taler meget om Gud i indvandringsteologien, men i sin ophøjethed er han ikke virkelig i centrum. Det er derimod menneskets hellighed, personens smukke værdier.

Nu begynder det at ligne noget af det, jeg har villet fremhæve med begrebet ”samaritanitis”, en holdning, der ser bort fra alle omstændigheder ved handlingen og kun ser på, om den er i overensstemmelse med samaritanerens handling i lignelsen. Og da den kun er det, hvis migranten er i nød, så kalder man uden at undersøge sagen nærmere alle migranter for flygtninge, for så kan ens handling blive en god gerning.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Held omtaler pave Frans’ tale til Europaparlamentet i 2014 og til Europarådet kort efter på en negativ måde:

Men kan denne teologi [migrationsteologien, rr] virkelig opvække en ny mening med Guds ophøjethed? Er det i det hele taget Gud, der er i centrum af deres opmærksomhed? Hører man nøjere efter, må man tvivle på det. Ved sin tale til Europaparlamentet i november 2014 valgte paven en meget udfordrende udtryksmåde, men kernepunktet i denne udfordring var ikke Gud. ”Timen er kommet”, sagde pave Frans, ”til i fællesskab at opbygge det Europa, der ikke drejer sig om økonomi, men om den menneskelige persons hellighed og uforanderlige værdi”. Kort efter, foran det europæiske råd, krævede han en ny europæiske ”urtillid”: ”Tilliden til mennesket, og det ikke så meget som borger, og heller ikke som økonomisk subjekt, nej, tilliden til mennesket som en person, begavet med transcendental værdi”. Her bliver ”mennesket” til troens egentlige kernepunkt og pant. Gud hellighed bliver inddraget i menneskets hellighed. Gud er ikke mere den store, som mennesket stilles overfor.

Tidligere var det borgeren, den aktive og flittige borger, der var den protestantiske etiks forbillede. Nu er der sket et teologisk tilbagefald:

Overfor mennesket fremsuggereres et bedragerisk gudsnærvær, hvis det blot fjerner sig tilstrækkeligt fra dets borgerlighed, og hvis det vender sig imod ”flygtningen” som den nye idealfigur.

Det, der ligger bag denne tankegang, er altså en påstand om, at den moderne kristendoms henvisning til en flygtning som én, der altid skal hjælpes, uanset konsekvenserne for ens eget land, er en ny form for farisæisme, som giver anledning til for det selvudslettende, hjælpende menneske at beskæftige sig med sig selv. Man tager, som Held også siger, en teologisk selfie.

Værst er det måske, at man i den tilstand, som denne teologi hensætter én i, er i stand til at se bort fra en række kendsgerninger. For man har jo brug for ”flygtningen”, og brug for ham eller hende som en hjælpeløs figur, der kun har den funktion at være statist i det skuespil, man spiller overfor Gud med lignelsen om den barmhjertige samaritaner som manuskript.

Det store spørgsmål er nu, om denne opfattelse af ”flygtningen” kan bibeholdes efter begivenhederne i Køln nytårsaften. Som det nu efter mange fortielser og fordrejninger er kommet frem, var der ved hovedbanegården i Køln samlet omkring 1000 asylansøgere; og de gav sig til at omringe de kvinder, de fik øje på, og når de havde lukket kredsen om dem, overgramsede de dem med hænderne på de mest intime steder. En magtdemonstration fra muslimsk side uden lige, øjensynlig organiseret, og altså udført – det er kommet frem senere – af netop de mennesker, der i ”migrationsteologien” skal indtage ”flygtningens” rolle, dvs., være stakler, være i nød, være ynkværdige.

Og se, det står der jo ikke i det manuskript, vi har for os: lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Her er den overfaldne, ”flygtningen”, passiv, lader sig hjælpe, foretager sig ikke noget selv. Så nu bliver spørgsmålet: Hvad gør man ved dem, der ikke vil spille med i skuespillet? Dem, der spiller rollen helt forkert? Dem, der ødelægger spillet, for hvordan kan man være barmhjertig overfor sådanne mennesker? Hvordan kan man, med pavens ord, behandle dem ud fra deres iboende menneskelige værdighed, når de selv i den grad er ligeglade med andre menneskers, nemlig de tyske kvinders, værdighed?

Man kan godt frygte, at selv sådanne begivenheder ikke får eliten til at se det ødelæggende ved den muslimske indvandring. Men man kan vel også håbe, at dette kan blive vendepunktet, selv i Tyskland.

Vi får se.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Flygtning” som begreb

  1. Pingback: Forhekselse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s