Et vendepunkt?

Bliver begivenhederne i Køln nytårsaften et vendepunkt i synet på migrationen?

For at få lidt klarhed over det spørgsmål, har jeg kastet mig over nogle tyske aviser, Der Spiegel, Die Welt og Frankfurter Allgemeine Zeitung. Men det er ikke til at blive klog på, om det med opinionen, det, man kalder ”den offentlige mening”, går den ene eller den anden vej.

Der Spiegel har ikke ret meget om begivenhederne. Måske man helst ser, at al den hurlumhej, der er opstået på grund af begivenhederne, hurtigst muligt dysses ned.

Die Welt har det lige modsat. Stefan Aust, chefredaktør og udgiver for Die Welt, siger det i en leder, se her:

Pludselig er alle overrasket og oprevet: Den gode flygtning har muteret og er blevet en ond mand, og en sådan er som bekendt et svin; natten over, ved årsskiftet i Køln. Der er tale om et tidehverv, som dengang med 9/11, hvor terrorismen i al-Qaedas navn blev symbol for det 21. århundredes krig.

Han vil altså argumentere for, at begivenhederne udgør et vendepunkt. Man begynder at tænke anderledes. To ting synes at støde uforeneligt sammen: velkomstkulturen og sexismen. Og så skildrer han nogle af de forsøg, der er gjort på at bortforklare begivenhederne eller få de to kulturer til at trække på samme hammel. Men, siger han,

den parlør, som en af dem, der var med til sex-overgrebene, bar hos sig, kan ikke rigtig betragtes som et første skridt til at lære det tyske sprog og som et tegn på en vellykket integration.

Han tænker her på den seddel, der blev fundet hos én af de anholdte, hvorpå nogle arabiske seksuelle udtryk var oversat til tysk. ”Jeg vil have et kys”, var det mest uskyldige af udtrykkene.

Det er åbenlyst, fortsætter han, at det, der skete, har bragt noget i dette land sammen. Selv de, der klappede af Merkels tale på CDU’s partilandsmøde, mærker nu, at realiteterne ser noget anderledes ud end Merkel mener med hendes ”Wir schaffen das”: vi klarer det.

Virkeligheden er ikke så sort-hvid, som man hidtil har kunnet få indtryk af. På diverse videoer af flygtninge på farten ser man familier med børn, der drager af sted. Men man har undladt at fortælle, at størsteparten af disse menneskestrømme udgøres af unge mænd. Det ville forstyrre billedet. Og man har også undladt at fortælle, at de migranter, der klarer at nå frem til Tyskland, sandsynligvis hører til dem, der er stærke og kan sætte sig igennem, men ikke ubetinget til de mere dydige.

Stefan Aust sætter tallene i perspektiv: Der er i 2015 kommet rundt regnet en million migranter. Heraf er to tredjedele unge mænd. Det svarer til antallet af soldater i Bunderswehr og den nationale folkearme i DDR, mens modsætningerne var på sit højeste.

Men når han siger, at unge mænd som bekendt er den farligste dyreart i verden, synes også han så småt at begynde på en bortforklaring. Hvor er hans omtale af islam som religion og som kultur henne? Den glimrer ved sit fravær.

Men han får dog bebrejdet Merkel, at hun den 4. september inviterede migranterne til Tyskland. Og hans holdning er også meget kritisk overfor mediernes altfor positive behandling af migranterne, ligesom han også undrer sig over, at man (og ”man” betyder her hovedparten af medierne) bebrejder Danmark og Sverige, at de ikke mere vil modtage migranter, der kommer fra Tyskland, og han er uforstående over, at man også har noget imod de andre EU-lande, der vægrer sig ved at aftage større kontingenter af de indvandrere, der er hentet ind i Tyskland med åbne grænser og åbne arme.

Og han slutter med at skrive:

Absurdistan findes overalt, men mest her i Tyskland. Og det er grænseløst. Man sætter asylretten på spil, hjælpen til de krigsflygtninge, der virkelig har beskyttelse behov, og Europas åbne grænser. For slet ikke at tale om landets indre sikkerhed.

Såvidt Stefan Aust.

Interessant er også en artikel af Martin Lutz om forbundspolitiet i Tyskland (Bundeskriminalamt, BKA), se her. Forbundspolitiet er klar over, hedder det, at et lignende fænomen kendes fra arabiske lande, altså at man i fællesskab begår sexuelle overgreb mod kvinder. Dèr hedder det “taharrush gamea”.

Sådanne overtrædelser begået af unge mænd opdager politiet i de pågældende lande mest, når store menneskemasser er samlede, ved stormøder eller demonstrationer. Overgrebene går fra sexuelle befamlinger til voldtægt.

Det fænomen har man hidtil ikke set i Tyskland, hævder BKA. Jyllands-Posten fortæller det samme, se her.

Derimod har man længe kendt til sexuelle befamlinger som afledningsmanøvrer for tyveri af mobiltelefoner og lignende. Det fortæller også Stefan Aust om: der er ligefrem nordafrikanske bander, der har specialiseret sig i den form for tyveri.

I endnu en artikel fra Die Welt fortæller justitsminister Heiko Maas, at overgrebene må være planlagt, se her:

Ingen skal fortælle mig, at dette ikke var aftalt.

Politikilder fortæller, at nordafrikanske grupper forud for nytårsaften gennem sociale netværk havde opfordret til at komme til Køln.

Også udgiveren af Frankfurter Allgemeine Zeitung, Berthold Kohler, kommenterer begivenhederne, se her. Han vender sig især mod mediernes forsøg på at bortforklare sagen. Man er, siger han, bange for, at den herskende ”Velkomstkultur” skal smuldre. Men ved at fortie og bortforklare tingene er man snarere med til at fremskynde netop denne kulturs undergang.

Som eksempel nævner han, at den oplysning, der kom frem, om, at mange betjente fra Køln var blevet udstationeret til grænsebevogtning, og at derfor Køln var underbemandet med betjente til at sørge for sine borgeres sikkerhed, øjeblikkelig blev dementeret af indenrigsministeren. Mærkeligt! Enhver kan jo forstå, at betjente ikke kan være to steder på én gang.

Om alle disse kommentarer så er nok til, at man kan kalde dette et vendepunkt, det kan kun fremtiden vise. Men man har jo lov at håbe. I hvert fald tyder disse citater fra tyske aviser på, at noget nyt er i gære.

Angående selve det spørgsmål, som har beskæftiget mange, nemlig spørgsmålet: Hvorfor gjorde de det? Hvad er det i deres kultur, der får disse unge mennesker til at handle sådan?, har jeg lyst til at komme med et par betragtninger.

Der er to ting, som jeg mener bør nævnes som ret specielle for den muslimske kultur.

1) Islam har en hierarkisk forståelse af menneskeheden. Nogle er mere værd end andre. Muslimer er i Guds øjne mere værd end ikke-muslimer. Mænd er mere værd end kvinder.

2) Forholdet mellem mand og kvinde reguleres af loven, dvs., sharia. Arrangerede ægteskaber er almindelige i muslimske lande, for ikke at sige, at de er den eneste mulighed. For man tiltror ikke mennesket evne til at styre sig selv (og ”mennesket” betyder her ”manden”). Der må derfor for samfundsordenens skyld oprettes et strengt skel mellem en mandsverden og en kvindeverden. Og de to køn kan derfor ikke ses sammen i det offentlige rum, dvs., man kan ikke som god muslim forelske sig, dels fordi der ikke vil være mulighed for at tale sammen med en person af det andet køn, dels fordi det er forældrene, der bestemmer, hvem man skal giftes med.

Vi kalder denne holdning kvindeundertrykkende, selv vil muslimerne mene, at den er udtryk for god moral, den retter sig jo både efter shariaen og efter det, ethvert fornuftigt menneske kan sige sig selv.

Men her er det, jeg mener vi bør gøre indsigelse: Denne holdning er ikke blot imod god moral, den er også imod menneskets natur.

Det med den gode moral kommer vi ikke langt med i en diskussion med muslimerne. Ikke blot vil de hævde, at det er dem, der har den bedste metode til at styre den ellers ustyrlige kønsdrift, de vil også hævde om begivenhederne i Køln, at selv om muslimske mænd bør straffes, hvis man kan finde de skyldige, for det er ikke i overensstemmelse med sharien, hvad de har gjort, så er hovedfejlen dog den, at piger og kvinder går alene på gaden om natten. Muslimernes moral er en samfundsmoral, og den samfundsmoral søger de at trykke ned over ethvert samfund, hvor de skal leve.

Men dette med, at deres holdning er imod den menneskelige natur, burde vi gøre noget mere ud af.

Med den holdning, de har, går de jo glip af noget af det mest værdifulde ved ægteskabet: at det ja, den ene part giver den anden, er et fuldkommen frit ja, og at der derfor ligger en enorm og ubegribelig anerkendelse af ens person i dette ja.

Det er den muslimske kultur selv, der forhindrer fremkomsten af et sådant ja. Når ægteskabet er arrangeret, mister man hele den udvælgelsesproces, der er baggrunden for anerkendelsen. Hvordan kommer en muslim, der går ind i et arrangeret ægteskab, til nogensinde at sige, som der står i Højsangen (6,8f):

Der er tres dronninger og firs medhustruer
og unge piger uden tal;
men hun er den eneste, min due, mit ét og alt?

Denne, den eneste, er jo udfundet gennem blikke, der søger anerkendelse, ord, der giver anerkendelse, uden dog at være bindende, indtil endelig til sidst det sammenbindende ja lyder, og altså lyder fra både mand og kvinde.

Det er folkevisernes historier, troubadurernes sange, dramaernes elskovskampe, romanernes gribende fortællinger, der har skabt os. Og alt dette bygger igen på kristendommens forestilling om forholdet mellem mennesker som det egentlige, om forholdet mellem mand og kvinde, mellem forældre og børn, mellem søskende og arbejdskammerater, altsammen noget, som retledes af kristendommens fortællinger om brudte forhold, der heles med tilgivelsesord.

Og tror man, at det altsammen er forbi i vore moderne tider, må man tro om igen. Den europæiske elsker er krævende, han taler om en ”date”, han vil ”score”, hvilket begge dele forudsætter kvindens accept. Og hvor meget mere er ikke et frit ja værd end de angstskrig, der kommer fra den jagede kvinde! Den overlegenhedsfølelse, som de muslimske mænd på pladsen ved Kølnerdomen kan fyldes af, blegner ganske sammenlignet med den lykkefølelse, der gennemstrømmer en europæer ved den andens frie ja: ja, dig vil jeg have, dig vil jeg dele livet med, dig vil jeg gøre til mine børns far.

Vi må ønske for vore muslimske landsmænd, at de må komme ud af den fejlagtige menneskeopfattelse, de lider under. Jo før, jo bedre. For vore samfunds skyld, og for deres egen skyld.

For en sikkerheds skyld: Denne analyse af det forkvaklede i muslimernes kønsopfattelse skal ikke forstås som en undskyldning for det, der er foregået i Køln, som om vi skulle tage med forstående fløjlshandsker på de muslimske mænd. Selvfølgelig skal de straffes, selvfølgelig skal vi i det offentlige rum gøre vores kvindesyn gældende. Men den kan måske forstås som en opfordring til kirken om i højere grad at forsøge sig med missionsvirksomhed overfor muslimerne. Som bekendt har vi i vore samfund fulgt Luther, når han skelner mellem det verdslige og det gejstlige regimente.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Et vendepunkt?

  1. Pingback: Elitens svigt | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s