Milde kvinder, hvor har de magt!

Jacob Mchangama, fra tænketanken Justitia, også han, har ladet sig inspirere af de mange indlæg, der er fremkommet i medierne om Køln nytårsaften, til at skrive lidt om sagen, se her. Og det gør han ganske udmærket. Han gennemgår de forskellige metoder, som man fra multikulturalisternes side har til at undgå at forholde sig til det egentlige problem, f.eks. beskriver han den metode, han kalder ”whataboutery”, en taktik, hvor man prøver at finde paralleller til det omtalte fænomen, så man ikke behøver beskæftige sig med det, men i stedet kan sige: ”Jamen, hvad så med det og det i vor historie!”

I betragtning af, hvor udmærket det er at få den slags debatmetoder beskrevet, er det på en måde lidt uretfærdigt, når jeg her vender mig imod en detalje i hans fremstilling. Men jeg gør det nu alligevel. Mchangama er i færd med at indrømme, at ikke alt i vor del af verden har været perfekt, og skriver så:

Det ville også være historieforfalskning at påstå, at dansk eller Vestlig kultur som sådan bygger på respekt for kvinders ligeværd, for i det meste af historien har kvinder været kuet og undertrykt.

Og af det følgende synes det at fremgå, at han mener, det først er i de seneste par hundrede år, at vi har nået den grad af frihed for kvinder, som vi kender i dag.

Det er forkert. Og som bevis for det vil jeg nævne et ganske bemærkelsesværdigt eksempel på kvinders magt.

Jeg tænker på Anne Boleyn, hun, der blev Englands dronning, fordi hun med sit nej til at nøjes med at være Henrik den Ottendes elskerinde fik ham til at forskyde både sin tidligere elskerinde, Annes storesøster, Mary, og sin dronning. Hun er en ganske ekstraordinær kvinde, og at kalde hende underkuet ville være helt ude i hampen.

Naturligvis var hun afhængig af de spilleregler, der rådede ved det engelske hof. Og disse spilleregler inkluderede en høj grad af kurtisering, galanteri og selskabslege mellem de to køn. Der var ingen kønsadskillelse dèr, men mere eller mindre dybtgående forelskelser til mange sider.

Kongen var således forlængst blevet træt af sin dronning, som han også kun havde giftet sig med af politiske årsager. Derfor havde han taget Mary Boleyn til sin elskerinde. Men omkring 1526 var han også blevet træt af hende og kastede sine øjne på hendes yngre søster, Anne. Og hvordan det nu gik til eller ikke gik til, med hende kunne han ikke få sin vilje, så kunne han være konge så meget han ville. Hun modstod hans frierier, hans tryglende bønner, hans hæftige ordudgydelser. Mange af hans breve til hende er bevaret, og Francis Hackett har i en bog om Henrik den Ottende og hans dronninger, udkommet på dansk i 1930, gengivet nogle af dem. Her er et uddrag af ét af dem. Henrik skriver:

Ved nøje i mine Tanker at overveje Indholdet af Eders sidste Breve, er jeg geraadet i stor Angst og Pine, da jeg ikke ved, om jeg som mangt og meget synes at tyde paa, skal fortolke Eders Ord til min egen Skade, eller, som andet syntes at vise, til min egen Fordel. Jeg bønfalder Eder da nu i dybeste Alvor om at lade mig vide Eders virkelige Hensigter i Kærlighedsforholdet mellem os to.

Thi jeg maa nødvendigvis have dette Svar af Eder, da jeg nu i mere end et Aar har følt mig saaret af Kærlighedens Pil og endnu ikke føler mig sikker paa, om jeg vil blive vraget, eller jeg vil opnaa en Plads i Eders Hjerte og Eders Kærlighed.

Denne Uvished har i den senere Tid forhindret mig i at kalde Eder for min Elskede, siden I kun synes at nære en almindelig Hengivenhed for mig; men om I vilde bestemme Eder til at opfylde en kærlig og trofast Elskerindes Pligt og hengive Eder med Legeme og Sjæl til mig, der vil forblive som hidtil Eders mest trofaste Tjener, (om da Eders Strenghed ikke forbyder mig det), da lover jeg Eder, at I ikke alene af Navn men ogsaa i Virkeligheden vil blive min Elskede, og at jeg vil udelukke alle andre, der vil kunne gøre Eder Rangen stridig, af mit Hjerte og af mine Tanker, og tjene Eder alene.

Jeg beder Eder svare rent ud paa dette mit ubehjælpsomme Brev, at jeg derved kan erfare, hvad jeg tør regne med, og hvorvidt jeg tør gaa i mine Forhaabninger.

Men dersom det ikke behager Eder at svare skriftligt, lad mig da vide et Sted, hvor jeg kan faa Lov at høre Svaret af Eders egen Mund, og jeg vil ile derhen paa Kærlighedens Vinger.

Nu ikke mere, da jeg frygter for at trætte Eder.

Ikke sandt, verden er dog forunderlig, og mennesket er noget af det mest forunderlige.

Så meget har Henrik forstået af, hvad kærlighed er, at han er klar over, at ligesom hun tænkes at hengive sig til ham med legeme og sjæl, så der for hende ikke er nogen anden, sådan tænkes også han at have kun hende som sin elskede. Han er derfor villig til at afbryde ægteskabet med sin dronning og forholdet til sin elskerinde for hendes skyld.

Hvad mere er: han gør det! Og for at kunne opnå skilsmisse fra dronningen, dropper han den engelske kirkes relationer til den katolske kirke og opretter en særlig engelsk kirke. Sig så ikke, at kvinder ikke har magt!

Nå, træerne gror ikke ind i himlen. I 1533 blev de to gift, i 1536 blev Anne Boleyn henrettet på kongens befaling. Men hun nåede da at blive mor til den senere dronning Elisabeth den Første, og det var jo ikke så ringe endda.

Man kan vist rolig sige, at noget sådant ikke kan tænkes i den muslimske verden. Bare det forhold, at flerkoneri ifølge koranen er tilladt, ville gøre de forestillinger, som de to har om at være den eneste ene, umulige. Men kravet om kønsadskillelse ville jo også gøre deres forelskelse i hinanden umulig.

Lad mig slutte med at påpege det værste i den henseende indenfor islam og bagefter noget af det bedste!

Det værste ses i et citat fra den store muslimske filosof Ibn Rushd, eller Averroës (død 1198), som jeg tidligere har bragt her på bloggen, se her:

”Vort samfund tillader ingen mulighed for udvikling af kvinders talenter. De synes at være bestemt udelukkende til at føde børn og tage sig af børn, og denne tilstand af underdanighed har ødelagt deres evne til større ting. Det er derfor, vi ikke ser nogen kvinde udstyret med moralske dyder; de lever deres liv som grøntsager og hengiver sig til deres mænd. Herfra stammer den elendighed, der oversvømmer vore byer, for der er næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, og de kan ikke skaffe sig til livets opretholdelse ved deres eget arbejde”.

Og noget af det bedste er en historie fra 1001 nats eventyr. Den handler om en lærd kvinde, der kommer i disput med to lærde mænd og driller dem rigtig grundigt. Den findes her.

Men altså: Det har aldrig været sådan, at vi på nogen måde har haft et kvindesyn, der bare minder om det muslimske. Det muslimske syn på kvinder er virkelig noget i verdenshistorien helt specielt.

Vi – men ikke muslimerne – kan glad synge med på Johs. V. Jensens ”Hvor smiler fager”, når han i sidste vers synger:

Thi dybe minder

og gammel agt

og milde kvinder –

hvor har de magt!

Ja, vi kan endda med rette lave lidt om på teksten, så den lyder: ”Du milde, hvor har kvinder magt!”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Milde kvinder, hvor har de magt!

  1. Pingback: Luther for flerkoneri? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s