Præstefrihed og missionsforpligtelse

Gårsdagens kronik i Jyllands-Posten, altså den fra den 13. januar, var skrevet af tidligere chefredaktør Sven Ove Gade, se her. Heri langer han gevaldigt ud efter en række biskopper. Den ene halvdel af det, han siger, er betænkeligt, den anden halvdel er korrekt nok.

Den betænkelige halvdel har med de mange præstesager at gøre, Grosbøll, Ramsdal og nu sidst Annette Berg. Her går han alt for bombastisk til værks: han mener, at diverse biskopper skulle have hidkaldt præsteretten for at få kaldt de genstridige præster til orden. Men han overser en lille detalje, eller rettere to. Han overser, at præsterne i alle tilfældene ”faldt til patten”, dvs., erklærede, at de byggede på folkekirkens trosbekendelse. Og har de gjort det, det vil sige, har de fortrudt de trosbenægtelser, de kom med, og som gav anledning til den store ståhej, hvordan kan man så hidkalde en præsteret; så er der jo ikke længere noget at anklage den pågældende præst for; han eller hun har frafaldet den kætterske tanke, de gav udtryk for.

Vanskeligheden består i for den til patten faldne præst at genvinde sin troværdighed. For selvfølgelig er medierne på pletten, når suspensionen er ophævet og præsten igen bestiger prædikestolen: ”Tror du nu på en skabende og opretholdende Gud?” ”Tror du nu på Jesu opstandelse?” ”Har du nu droppet alle tanker om reinkarnationen?” Det vil sige: vanskeligheden er sådan set ikke folkekirkens eller biskoppernes, den er præsternes. Og den vil bestå, så længe almindelige mennesker – og medierne, som i den henseende består af ualmindelig almindelige mennesker – ikke forstår, at kristentroen netop er en tro, dvs., en tillid til noget, som ikke kan ses, men som må til, om man skal leve en helstøbt tilværelse. De to ting hører sammen, overbevisningen om det usynlige, f.eks. om et liv efter døden, og overbevisningen om sandheden i en livsholdning, f.eks. den holdning, at man vinder livet ved at sætte det i vove.

Det andet, Sven Ove Gade overser, er, at en bombastisk hidkaldelse af præsteretten sætter spørgsmålstegn ved alle de normale præsters troværdighed: Er forskellen mellem dem og de ”kætterske” præster ikke blot, at de første har lært at belægge deres ord, så de ikke kommer galt af sted, hvad de sidste uheldigvis for dem selv ikke har? Grundtvig har været opmærksom på denne fare. Derfor foreslog han i sin tid, dvs i 1850erne, at der skulle herske præstefrihed i folkekirken: præsten skulle ikke være bundet af alterbog eller ritualer eller præsteløfte. Disse tanker blev aldrig ført ud i livet, men man har siden – fornuftigt nok – været tilbageholdende med at bruge præsteretten og afskedigelsesvåbnet. For man har – ligesom Grundtvig – opdaget, at den gamle anklage mod præsterne, at det, de siger, siger de bare for at bevare den gode løn, vinder fremgang, hvis man gør det.

Derimod har Sven Ove Gade sat fingere på et for folkekirken ømt punkt, når han anklager Viborg-, Haderslev- og Odensebiskoppen for at tage for let på kirkens missionsforpligtelse.

Han kritiserer det forhold, at en imam fik taletid ved nytårsgudstjenesten fra Haderslev domkirke og citerer og kommenterer Politikens kommentar:

Ikke overraskende blev initiativet hyldet af Politikens kronikredaktør med blandt andet disse vise ord: »Selv om kristne ikke tror på profeten Muhammed på samme måde som muslimer, er både han og Allah velkomne i den kristne kirke«. Jo, når sindet er redebont, lader alt sig gøre.

Og senere føjer han til:

Haderslev-bispen kan derfor næppe være uenig med sin aktivistiske kollega i Viborg, Henrik Stubkjær, som før jul meddelte, at han har indkaldt borgmestrene i sit stift for at få et samarbejde om flygtningene. »Jeg mener, at kirken har en rolle at spille i arbejdet med flygtninge,« erklærede den tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og tilføjede de sigende ord: »Vel at mærke ikke for at missionere, men som en social og almenmenneskelig gerning for mennesker i nød.«

Nej, i den hellige og almindelige integrations navn gælder det for alt i verden om at undgå alt, hvad der måtte smage af mission. Imamerne, også dem i Viborg Stift, kunne jo blive skræmte. Og hvordan skal det så gå med symbiosen af kristendommen og islam?

Han ser også behandlingen af indvandrerpræst Massoud som udtryk for, at man tager let på missionsforpligtelsen.

Det har han ret i. Vi kan ikke finde vores ben i forhold til islam – og ”vi”, det er her folkekirken i bred almindelighed. Vi har hidtil nøjedes med at forsøge at tale lidt sammen i al hyggelighed og har ikke været opmærksom på, at dette i manges øjne – ikke blot i Politikens – bliver opfattet som et forsøg på at danne en symbiose af kristendom og islam.

Men hvordan missionere? Og hvordan missionere overfor islam?

Jeg skal blankt indrømme, at en sådan mission er folkekirken rustet meget dårligt til. Og det vil nok tage tid at ”opruste” den til det.

Tag begivenhederne i Køln nytårsaften!

Her har kirken igennem mange år talt imod et alt for løssluppent natteliv blandt unge, imod et for stort alkoholforbrug, imod en alt for fri seksuel udfoldelse. Og så skal den pludselig til overfor muslimerne at forsvare den fri omgang kønnene imellem, der hersker i vore samfund. Hvordan skal den dog slippe godt fra det?

Hvis man endelig skal være moralens vogter – og som en sådan betragtes kirken jo stadig af mange – er så ikke islam en langt bedre vogter af god moral? I hvert fald kan den religion give meget konkrete regler for god opførsel: kønnene skal omgås hinanden efter ret strikte regler: ikke mand og kvinde alene sammen i samme rum, ikke håndtryk fra mand til kvinde eller fra kvinde til mand, kvindens mødom skal være intakt ved brylluppet, osv. Det er da til at tage og føle på.

Jovist!

Men er der ikke noget for en kristen menneskeopfattelse at sætte fingeren på her? Bør kirken ikke bebrejde muslimerne, at de lader så forskellige regler gælde for mænd og kvinder: hvor kvinderne ofte næsten spærres inde i hjemmet, får mændene frit slag i det danske natteliv? Og mere grundlæggende: Er ikke den frihed, der råder i vore samfund, også for kvinder, og også for kønnenes omgang med hinanden, en betingelse for, at forelskelse kan opstå, og er forelskelse ikke det rette og naturlige grundlag at bygge et ægteskab på? Eller – mere direkte udtrykt – er ikke ethvert arrangeret ægteskab både unaturligt og umenneskeligt, fordi man udefra vil styre den kærlighed, der netop skal komme indefra?

Jovist, jeg kan godt se, at muslimerne vil holde sig til deres sharia og mene, at det at holde sig til disse bestemmelser er det sikreste og rigtigste. Men derved afslører de netop deres farisæiske holdning: at det blot drejer sig om at have sit på det tørre, at gøre det, moralen kræver, og ikke om at få de forhold, man står i, til at trives, så tilliden og fortroligheden virkelig kan folde sig ud.

Man kan muligvis sige, at overgramsningen af kvinder i Køln er udtryk for islam i ekstrem udgave, og at nattelivets udskejelser i vore byer er udtryk for den kristne frihed i ekstrem udgave. Men hvor den kristne ekstrem lader alle, både mænd og kvinder, bevare deres frihed og fastholde ligeværdet mellem parterne, dèr bygger den muslimske ekstrem videre på det hierarki, der findes indenfor islam: at mænd er mere værd end kvinder, muslimer mere værd end ikke-muslimer. Og her vil jeg mene, at den kristne ekstrem trods alt er bedre end den muslimske.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s