Et politisk dilemma?

Ole Jensen, tidligere professor og tidligere domprovst, er jeg ikke helt enig med, angående den klumme, han har i Kristeligt Dagblad i dag den 15-1 2015, se her.

Det kan være meget rigtigt af ham, at han vender sig imod den tankegang hos Søren Krarup og Sørine Gotfredsen og formentlig en del flere, at næsten kun er den, der befinder sig i vor nærhed. Han skriver:

Min næste er enhver, hvis liv jeg har indflydelse på. Det er den, jeg møder fysisk ansigt til ansigt. Men det er også den, jeg er på afstand af, men hvis liv jeg kan øve indflydelse på med de politiske beslutninger, jeg er med til at træffe som borger i et frit demokratisk land.

Helt i orden. Den taktik med at indskrænke næstebegrebet duer ikke.

Men Ole Jensens taktik med at umuliggøre næstekærligheden duer heller ikke. Han skriver umiddelbart efter:

Så den offentlige debat om næstekærlighed er ikke meningsløs. Men hos Jesus er næstekærlighed at give det sidste, jeg ejer, til den trængende næste! Det er at elske sin fjende! Det hverken vil eller kan vi. Næstekærlighedsfordringen er uopfyldelig. Så det sømmer sig ikke at stille sig for ”frelst” an i diskussionen.

Det fører ham til videre at hævde, at politisk handling altid vil bestå i et dilemma; vi vil altid fravælge noget godt:

Aktuelt gælder det flygtningepolitikken. På den ene side bør vi hjælpe mennesker, der flygter fra frygtelige tilstande. På den anden side kan et lille land som vores ikke bare åbne sine grænser på vid gab.

Dette fører med sig, at Ole Jensen ser en spænding mellem etikken og den nødvendige egennytte. Hvad egennytten er, bliver ikke helt klart, men den er nødvendig for at vi kan overleve, siger Ole Jensen. Og så har vi altså et stadigt tilbagevendende dilemma: Skal vi hjælpe eller ej? Skal vi hjælpe ud over, hvad vort samfund kan holde til? Og hvordan afgør vi, hvor meget vort samfund kan holde til?

Man skulle måske mene, at dette da var vand på min mølle. Jeg har jo tidligere talt om flygtningepolitikken som et næsten uløseligt dilemma, se her. Om jeg siden er blevet klogere, skal jeg ikke kunne sige – man har vel til stadighed et vist håb – men jeg er ikke meget for den tanke, at Jesus fremsætter uopfyldelige krav til os. Jeg har tidligere ud fra Jesu ord om, at Jesu byrde er let, vendt mig imod den forestilling, se her. Her gør jeg også opmærksom på, at Jesus i slutningen af bjergprædikenen kalder de mennesker, der følger hans ord, for kloge, altså ikke ædle eller etisk korrekte.

Men ikke blot forekommer den tanke mig at være forkert, at næstekærlighedsbudet er uopfyldeligt, hele den sammenhæng, Ole Jensen vil indramme dilemmaet i, forekommer mig forkert. Han skriver:

For at være helt konkret. Det er etisk set indlysende, at vi bør hjælpe mennesker, der er drevet fra hus og hjem af krigens rædsler. Det er lige så indlysende, at vi må slå en streg og sige: Hertil. Vi kan ikke tage flere.

Vi må diskutere, hvor stregen skal gå, og bliver næppe færdige med den diskussion. Men det er uden for diskussion, at stregen må trækkes et eller andet sted.

Problemet er, at de mennesker, der kommer hertil, ikke er drevet fra hus og hjem af krigens rædsler. De fleste af dem kommer via Tyrkiet, et sikkert land med velordnede flygtningelejre. Og problemet er, at det, Ole Jensen opfatter som diskussionens centrum, ikke er det centrale i diskussionen. Det centrale er i stedet alle de uheldige følger, som dukker op, når vi har forsøgt at leve op til det, vi forstår ved næstekærlighed eller humanitet, følger, som vi ikke har tænkt over, men som vi måske burde tænke noget mere over.

Én af disse uheldige følger er, at jo flere vi tager ind, des flere kommer der. Vi så det på Middelhavet syd for Italien. Jo længere sydpå den italienske kystbevogtningstjeneste opererede, des kortere vej havde menneskesmuglerne at sejle deres kunder af sted, og des billigere kunne de tilbyde rejsen.

Og vi har set det på det Ægæiske Hav. Tidligere under den forrige græske regering patruljerede den græske flåde i grænsefarvandet mellem Tyrkiet og de græske øer og skubbede alle både og skibe med flygtninge tilbage til den tyrkiske kyst. Men da den nuværende Syriza-regering mente, at dette var imod flygtninges menneskerettigheder – eller med Ole Jensens terminologi: da de gerne ville være næstekærlige også overfor mennesker, der ankom fra Tyrkiet – opgav de denne push-back taktik. Med det til følge, at Europa blev oversvømmet af migranter.

Muligvis skjuler der sig enkelte ægte flygtninge mellem disse mange mennesker, men da de alle kommer fra et sikkert land, nemlig Tyrkiet, skulle de efter konventionerne alle kunne afvises eller sendes tilbage til Tyrkiet, som Grækenland jo også gjorde, før Syriza kom til.

Problemet er, at vi absolut har villet være næstekærlige. Sverige bekendtgjorde for et par år siden, at alle flygtninge fra Syrien ville få permanent opholdstilladelse i landet, blot skulle de selv skaffe sig adgang dertil. Det samme gjorde vi danskere, dog med en vis indskrænkning: det var kun flygtninge fra de krigshærgede dele af Syrien, vi lovede permanent opholdstilladelse, hvordan vi så ville bære os ad med at skelne dèr.

Men det, der stod med småt: at de selv skulle sørge for transport herop til os, det betød, at antallet blev begrænset og at det kun blev de rigeste, vi tog imod. Det er det, der afslører, at der ikke er tale om ægte næstekærlighed, men om, at vi vil positionere os som næstekærlige.

Når dertil kommer, at denne falske forestilling om næstekærlighed tvinger os til at forvandle flygtningene til potentielle indvandrere, så såre de kommer indenfor i riget, så kommer diskussionen let til at dreje sig om, hvor mange vi kan tage som samfund. For der er jo tale om mennesker, der ikke sådan lader sig integrere i vort samfund, og bliver de indvandrere, hvad jo de fleste gør, er der dér tale om noget irreversibelt, som vi ikke i fremtiden kan lave om på.

Kan gerne være, at vi, som Ole Jensen hævder, stadig må have en diskussion om, hvor stregen skal trækkes, men vi kan ikke overse, at mens vi diskuterer, fyldes vore centre for asylansøgere, flere kommer til, og antallet af ikke-etniske danskere forøges.

Er det helt umuligt at se, at det er vor godgørenhed, der er løbet af med os? Er det virkelig udtryk for manglende næstekærlighed, når nogle af os vil hævde, at alle de penge, vi af den stadige asylstrøm tvinges til at bruge på integration af disse fremmede, ville kunne gøre meget mere gavn ved at blive brugt blandt de mennesker, der – med Ole Jensens ord – er flygtet fra frygtelige tilstande, altså blandt de mennesker, der sidder i flygtningelejre i Jordan, Libanon og Tyrkiet?

Det er ikke problemet om, hvor mange indvandrere vort land kan tåle at modtage, der bør diskuteres, det er i stedet den tåge, som vore forsøg på at være næstekærlige, har oppustet for vore øjne, der bør spredes, det er i stedet alle de uheldige virkninger af vore ”gode” gerninger, der bør italesættes, det er i stedet virkningerne af at ville modtage enhver, der ”banker på vor dør”, der bør problematiseres, det er i stedet det kloge i den politik med at hjælpe de nødlidende ved at gøre dem til borgere her i landet kontra en politik med at hjælpe dem med at bibeholde et nogenlunde værdigt liv i flygtningelejrene, der bør debatteres.

Det er ikke diverse menneskesmuglere og diverse ihærdige og målbevidste migranter, der skal bestemme, hvad der er næstekærligt for os. Om vi fulgte Australiens eksempel og lukkede af for alle bådflygtninge og i stedet modtog en stor mængde FN-flygtninge ad de normale kanaler, så kunne det meget vel være lige så næstekærligt, som det, Tyskland har gjort her i efteråret.

Og betydelig klogere.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s