Halve tanker

Det er lidt irriterende, at ellers kloge folk enten ikke véd, hvad de taler om, eller føler sig forpligtet til at fortie sandheden.

Nu sidst har Christen Sørensen været ude med overvejelser over EU’s dysfunktionalitet i en kronik i Jyllands-Posten, se her. Og jeg har da sædvanligvis meget tilovers for Christen Sørensen. Han plejer at sige tingene ligeud. Men se så, hvad han siger om EU’s flygtningepolitik! EU har ikke mægtet at opstille en troværdig politik på området. Der tales meget om, at problemerne skal løses i nærområderne, hedder det, og så fortsætter Christen Sørensen:

En nødvendig første forudsætning herfor er, at årsager til at flygte skal reduceres. Overordnet set er der to årsager til at flygte: dårlige eller ligefrem utålelige levevilkår og forfølgelse – evt. ved tortur – i tilknytning til krig, uro og politiske kontroverser. I denne sammenhæng bør ikke glemmes, at vestlige lande, herunder også Danmark, har et meget stort ansvar for den destabilisering, der begyndte med Irak-krigen og herfra spredte sig. Og kan årsager til flygtningestrømme ikke reduceres/elimineres, må det sikres, at flygtningene kan opnå tålelige leveforhold i nærområderne, såfremt de ikke skal forsøge at komme ind i EU.

Det værste er den sidste sætning ”såfremt de ikke skal forsøge at komme ind i EU”. Faktisk afslører den, hvad der er galt med EU’s politik, men Christen Sørensen ser det ikke. Underforstået er jo hele tiden, at ”fodjordsreglen” skal overholdes. Hvis de forsøger at komme ind i EU, så er 101 ude, for så er vi nødt til at tage deres asylansøgning alvorlig, og det vil sige: vi er nødt til at lukke dem ind. Derfor skal de have gode forhold i nærområderne.

Men hvor gode forhold? Lige så gode forhold, som de vil kunne få som asylansøger i Europa, naturligvis. Ellers vil de jo søge mod de bedre forhold i Europa. Og så gode forhold kan vi aldrig give dem. Nærområderne vil nok give flygtningene husly, vil nok lade dem opholde sig i lejre, indtil freden kommer tilbage til Syrien. Men ingen af landene dèr er indstillet på at give flygtningene varigt ophold, ingen ønsker, at de skal deltage i arbejdsstyrken. I stedet skal FN tage sig af de lejre, de kan bo i – midlertidigt – indtil de kan sendes tilbage til Syrien.

Og véd Christen Sørensen egentlig ikke godt det? Er han mon ikke klar over, at ”fodjordsreglen” gælder? Der hører i hvert fald ikke særlig megen tankevirksomhed til for at gøre sig klart, at ligegyldigt, hvor mange penge vi ofrer på flygtningene i nærområderne, de vil altid kunne få det bedre i Europa. Altså: Selv med de bedst tænkelige forhold i nærområderne vil der blive ved med at strømme flygtninge til Europa, flygtninge, der jo så blot ikke vil være ”flygtninge”, men ”migranter”.

Forøvrigt begynder Christen Sørensens fortielser allerede med, at han kun nævner to årsager til, at flygtninge bryder op: dårlige levevilkår og forfølgelse. Det er alt for overfladisk. Der findes i en række lande en drøm om, at Europa kan give den, der kommer der, et bedre liv. Denne drøm bliver vedligeholdt af alle dem, der sender penge tilbage til familien fra Europa. Og at tro, at man kan udrydde denne drøm ved at give flygtninge i nærområderne bedre levevilkår, er naivt. Så længe ”fodjordsreglen” gælder, så længe der er menneskesmuglere, der kan få ens fødder anbragt på den paradisiske europæiske jord, så længe vil flygtninge vove utrolig meget for at opnå adgang til Europa: store pengebeløb til menneskesmuglerne, store farer på vejen over Middelhavet, m.m.

Dertil kommer, at Christen Sørensen synes at dele den almindelige antagelse af, at det ikke er EU, der skal stå for bevogtningen af de ydre grænser, men de tilgrænsende lande, deriblandt Tyrkiet. Jeg siger udtrykkelig ”bevogtningen”, ikke ”kontrollen”. For kontrollen skal EU nok tage sig af, i hvert fald når man engang får etableret de meget omtalte ”hotspots” i Grækenland og Italien. Her er man parat til at registrere alle dem, der sætter foden på græsk eller italiensk jord, så man kan frasortere dem, der ikke har beskyttelse behov, og give sig til at fordele resten til alle EU’s medlemslande. Men det betyder jo, at man ikke bevogter EU’s ydre grænser, men kun kontrollerer og registrerer de ankommende. Bevogtningen overlader man til Tyrkiet.

Christen Sørensen omtaler den nylige overenskomst med Tyrkiet og skriver så:

Hvor meget aftalen vil begrænse flygtningestrømmene, er uklart, især ved uoverensstemmelse om forlængelse af aftalen, der jo kan ledsages af en mere eller mindre tilskyndet flygtningeudstrømning fra Tyrkiet.

Ja, det er uklart, hvad denne aftale vil komme til at betyde. Og alligevel skal vi altså i EU lade vore indre grænser stå åbne i tillid til, at EU vil sørge for – nej netop ikke ”bevogtningen”, men kun ”kontrollen” med de ydre grænser. Man er som regel ret omhyggelig med at sige ”kontrollen”, for selv véd man godt, at det overlader det til Tyrkiet at bestemme antallet, men man véd på den anden side også godt, at befolkningerne hører det, som om der siges ”bevogtningen”.

At det reelt bliver Tyrkiet, der kommer til at bestemme indstrømningen af flygtninge, ses af ovenstående citat: Når aftalen skal genforhandles, kan Tyrkiet for at opnå en bedre pris fra EU, tilskynde til større flygtningeudstrømning.

Det, der irriterer mig, og det, der undrer mig ved denne kronik, er, at Christen Sørensen tilsyneladende går ud fra, at vi alle er klar over, at alt det han siger, siger han under ”fodjordsreglens” fortegn. Men kender han da ikke nok til os almindelige danskere til at vide, at når det gang på gang siges, at EU har svigtet med hensyn til kontrollen med de ydre grænser, så mener man ikke ”kontrollen”, men ”bevogtningen”?

Det kan f.eks. ses af en leder i Berlingske den 14-1, se her. Her forsvarer man den svenske og danske grænsekontrol. For den ydre kontrol virker jo ikke. Man skriver:

Desværre er der meget, der tyder på, at både den danske, den svenske og andre landes kontrol ved de indre Schengen-grænser kan blive langvarig. Lige nu sætter vinteren en naturlig bremse på tilstrømningen, men når det igen bliver varmere, er der ikke noget, der tyder på, at situationen vil være forandret i forhold til efteråret. Og det system med fælles hotspots – modtagecentre for flygtninge – effektiv bevogtning og hurtig tilbagesendelse af personer, der ikke kan opnå asyl, er langt fra på plads.

Ikke sandt, man tror sådan for alvor, at det, der langt fra er på plads, er systemet med fælles hotspots og ”effektiv bevogtning”. Man har ikke opdaget, at så længe ”fodjordsreglen” gælder, kan der ikke etableres nogen effektiv bevogtning; man vil stadig være afhængig af flygtninges drømme og pengesummer og af Tyrkiets og andre landes opsnapning af formodede flygtningebåde.

Men det siger man naturligvis ikke åbent. Måske fordi man slet ikke har opdaget det. Måske fordi man stadigvæk mener, at ”den australske model” er inhuman, skønt det dog er i australske farvande, at man, siden denne model blev indført, har undgået drukneulykker overhovedet.

Til sidst: Flemming Jansen har i Den korte Avis skrevet om det samme. Han slutter med at sige til vore politikere:

Lyt til jeres jordbundne og fornuftige befolkninger: Hjælp i nærområderne og sæt en prop i indvandringen. Og tag så imod de flygtninge, som kommer via FN og ikke via menneskesmuglere …. Europas befolkninger forventer af deres ledere, at de gør op med konventioner lavet for 65 år siden, som i dag i praksis pålægger gamle nationalstater at ødelægge sig selv.

Her er der dog noget, der nærmer sig en erkendelse af de sande problemer. Her synes den opfattelse at være gældende, at ”fodjordsreglen” effektivt forhindrer de europæiske lande at begrænse indvandringen, eller – som han siger – pålægger gamle nationalstater at ødelægge sig selv.

Hvor længe mon vi skal finde os i det?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Halve tanker

  1. Jacob A siger:

    Hej Ricard. Har du en holdning til påstanden om at “Vi” har et ansvar for flygtningestrømmen og opkomsten af Islamisk Stat ect pga vores indsats i Irak? Mvh Jacob

  2. ricardtriis siger:

    @ Jacob!
    Ja, en meget kort kommentar: Det passer ikke. Det er vrøvl. Det er en imperialistisk opfattelse, som fratager irakere og syrere menneskeværdighed, eller siger om dem, at de ikke selv har ansvar for, hvad der sker i deres eget land. At shiitter hader sunnier og omvendt, er ikke vores ansvar. Vi kunne selvfølgelig godt have båret os klogere ad – jeg mener således, det var dumt af amerikanerne at invadere Irak – men ansvar for det nuværende kaos, nej, det har hverken amerikanerne eller vi.
    Venlig hilsen
    Ricardt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s