Opbrud

Der er efterhånden en del, der tyder på, at begivenhederne i Køln nytårsaften kommer til at blive et vendepunkt i vor behandling af flygtninge/migranter.

Lad mig først nævne Amalie Lyhne, der på sin blog på Berlingske, se her, er forbavsende enig med mig; man bliver helt opløftet.

Nå ja, hun skal først igennem alle de sædvanlige undskyldninger om, at hun ikke er enig med Dansk Folkeparti, og hun skal også lige have gjort opmærksom på sin medynk med de mange mennesker, der drager op gennem Europa. Men hun får dog også bemærket, at mange af dem, der banker på vores dør, ikke er flygtninge, men migranter. Og hun er også klar over, at den nuværende flygtningepolitik er socialt skæv. Hun skriver:

Men det ændrer ikke på, at der er grænser for, hvor mange mennesker Europa kan lukke ind, hvis Europa stadig skal være Europa – det sted i verden, hvor humanismen står stærkest.

Det ændrer heller ikke på, at det nuværende system er indrettet på en måde, så det er de stærkeste fra lejrene og fra de sammenbrudte lande, som når herop, mens de svageste bliver tilbage – det er uretfærdigt og usolidarisk, som blandt andre De Konservatives Naser Khader meget længe har gjort opmærksom på.

Vi må gøre noget andet, siger hun. Og så kommer hun med et forslag:

Der er et andet svar, og det er for mig at se det eneste rigtige svar i et humanistisk, borgerligt-liberalt perspektiv: Luk grænserne for spontane asylansøgere. Flyv i stedet ned til flygtningelejrene og hent et antal flygtninge årligt (for eksempel 5.000 eller 10.000), og lad det blive ved det. Og sæt så samtidig en stor og tung pose penge af til hjælp i nærområderne.

Oven i købet mener hun, at dette bør gøres, selv om det måske går imod konventionerne. Hun slutter med at sige det, hun sagde allerede i overskriften: Dette er et humanistisk asylstop.

Og det er da nyt. Nå ja, jeg har foreslået det før. Australierne har gennemført det. Traberg Schmidt er kommet med noget lignende, se her. Men det er bestemt ikke hver dag, man ser nogen tænke i den retning.

Men netop i den retning tænker socialdemokraterne tilsyneladende nu. ”Alle asylansøgere skal samles i lejre” hedder det i en overskrift om et interview med Henrik Sass Larsen i Jyllands-Posten den 16-1, se her, hvor der gives følgende korte beskrivelse af, hvad socialdemokraternes nye politik på området går ud på:

Dansk asylpolitik skal ikke længere udøves ved grænsen i Padborg. I stedet må EU’s ydre grænse lukkes, hvorefter der tættere på nærområderne kan oprettes velfungerende asyllejre, som alle flygtninge kan samles i. Derefter skal det være op til hvert enkelt vestligt land selv at bestemme, hvor mange flygtninge, man ønsker at tage imod. Resten af flygtningene må blive i lejrene, indtil de kan vende hjem en dag.

Disse lejre skal ligge rundt omkring, mest oplagt er det at placere dem i nærområderne. Og skulle der stadig dukke spontane flygtninge op, skal de pænt ledsages tilbage til disse lejre, hedder det.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er begejstret og opfordrer til, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammen fremlægger forslag derom i Folketinget. Og Søren Pape, formand for de Konservative, er med på ideen. Og han er klar over, at med hans stemmer, har de to andre partier flertal for sagen i Folketinget. Selvfølgelig siger ingen, at dette minder temmelig meget om det, Australien har gennemført og fået hug for af FN.

Men ærlig talt, man kan allerede her på forslagets første dag spekulere på, om forslaget måske er en syltekrukke, ja, endda spekulere på, om det mon i virkeligheden er tænkt som en syltekrukke.

Man forestiller sig, at EU’s ydre grænser helt skal lukkes. Men man siger ikke noget om, at asylretten for de spontane flygtninge, det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen”, i så fald vil blive krænket. Amnesty International’s Claus Juul mener ikke, det kan lade sig gøre, uden at netop den rettighed hos migranterne krænkes, se her:

Henrik Sass Larsen siger desuden, at de asylsøgere, som alligevel rejser fra lejrene til et europæisk land, skal »pænt følges derhen igen«. Det er dog en overtrædelse af flygtningekonventionen, siger Claus Juul, som forklarer, at man har ret til at få prøvet sin sag i det land, man kommer til.

Det forekommer nu ikke indlysende, for flygtningen får jo sin sag behandlet, blot ikke i det land, han ankom til, men det, der får forslaget til at ligne en syltekrukke, er mere det, at man ikke vil lade Danmark begynde på denne gode, humanitære praksis, men kun forpligte regeringen til at fremføre forslaget i EU. Så er det ikke svært at forestille sig den umådelig lange tid, der vil gå, inden man på det sted bliver enige, og de utrolig mange migranter, der vil søge asyl i Europa, før en sådan enighed opnås.

Uvilkårlig erindrer man sig Helle Thornings ”Der kommer en god løsning i morgen” fra debatten om betalingsringen, og socialdemokraternes ulyst til at rage uklar med de Radikale om dagpengereformen: man ville absolut vente, til dagpengekommissionen havde afgivet sit forslag. Er det ikke det samme med dette forslag?

Tidligere var socialdemokraterne ude med forslag om at anbringe de nytilkomne asylansøgere i flygtningelandsbyer, altså tilsvarende lejre, blot anbragt her i landet. Det blev skudt ned af Venstre, bl.a. med den begrundelse, at man af hensyn til integrationen ville have flygtningene i arbejde så hurtigt som muligt, og man måtte forstå, at ikke blot skulle den tid, hvor man ventede på sin afgørelse, forkortes mest muligt, man skulle også kunne sættes i arbejde, mens man ventede, uanset, at man måske senere fik besked på at forlade landet.

Og forslaget var da også temmelig uigennemtænkt. Blandt andet havde man tilsyneladende ikke tænkt sig, at sådanne lejre skulle være bevogtede, så flygtningene var tvunget til at forblive dèr. Og er de ikke det, og har de dèr anbragte asylansøgere lejlighed til at besøge de nærmeste byers diskoteker og natklubber, så kan der ske ting og sager. Det er vi i hvert fald blevet klar over efter nytårsaften i Køln. For nu tør aviserne godt skrive om seksuelle chikanerier i landets natteliv.

Sidst vi havde mange flygtninge her i landet var i årene efter Anden Verdenskrig, hvor vi fra 1945 til 1949 husede over 200.000 tyske flygtninge. Disse flygtninge internerede vi i pigtrådsomspændte og bevogtede lejre, af hvilke Oksbøllejren var den største med cirka 34.000 indbyggere. Fra denne lejr har jeg på en hjemmeside om de tyske flygtninge anbragt en ganske rørende historie om en kvinde, hvis lille dreng vågnede alt for tidligt. For ikke at vække alle de andre, der sov i lokalet, gav hun ham tøj på og gik tur med ham i den nu mennesketomme lejr. Hun fortæller om hans lyst til at trampe i alle vandpytterne – et almenmenneskeligt fænomen – og kommer så med et lille hjertesuk:

Snart kommer vi hen til hegnet, der afsondrer os flygtninge fra yderverdenen. Der bag ved udbreder store enge sig, hvor nogle køer går og græsser. Gemt bag nogle træer ligger der enkelte gårde. Karsten glæder sig over køerne og råber af alle kræfter: “Muh! Muh!” Men jeg står og stirre ud i det fjerne. Ser husene, rigtige huse og ikke bare træbarakker. Og en egenartet følelse kommer over mig. Engang at kunne gå ind i et hus, se smukke værelser, rigtige senge som derhjemme … Igen at gå igennem gader, se velpåklædte mennesker og igen føle sig som menneske. (Se her).

Men Ingeborg Wulff, som har skrevet dette, nægter at give sig hen til sine drømme, hvor dejlige de end må være: ”Selv bag pigtråd må man ikke forglemme sig”. For hun har jo sit barn, han giver hende opgaver, han giver hende livsindhold. Så må alt andet ordne sig. Og da drengen træt lægger sit hoved ind til hendes skulder og lukker øjnene, formår hun at sige, at hun går tilbage til barakken ”vidunderlig styrket”.

Blot kan man jo ikke forestille sig andet, end at sådanne skæbner, hvis de fandtes i en bevogtet lejr i vore dage, ville blive forvandlet til talløse ”snøfthistorier”, hvorved det ville være politisk umuligt at opretholde nogen bevogtning, måske endda umuligt at opretholde bare nogenlunde god ro og orden – tænk blot på forholdene i Sandholmlejren, hvor det så sandelig ikke er god ro og orden, der hersker.

Nej, må vi så bede om Amalie Lyhnes forslag om at lukke vores grænse og sende mange flere penge til nærområderne!

Men ikke blot er det efter Køln blevet tilladt at fremkomme med sådanne forslag, det er også blevet tilladt at gøre opmærksom på den dybe forskel mellem vort samfund og de muslimske samfund.

Naser Khader gør opmærksom på netop den forskel. Og han hævder, at islam ikke kan frikendes for begivenhederne i Køln, se her, selv om de fleste imamer prøver på det. Ikke blot er koranen tvetydig med hensyn til at respektere kvinderne, socioøkonomiske forhold gør sig også gældende:

Anlægger man en socioøkonomisk vinkel, forholder det sig sådan, at manden, ifølge et muslimsk påbud, skal give bruden en medgift. Han skal ligeledes sørge for at have en bolig, før de kan blive gift. Det er også et muslimsk påbud, at man ikke må have sex før ægteskabet. Da der er meget stor arbejdsløshed i den arabiske verden, bliver mange mænd gift i en forholdsvis sen alder.

I Egypten nærmer gennemsnitsægteskabsalderen sig for mænd 30 år. Følger man de muslimske påbud, kan der derfor ophobes en del seksuel frustration hos disse mænd, som islam bliver en indirekte årsag til. Ud over det er det uomtvisteligt, at kvinden ifølge islams regler skal være jomfru, når hun indgår ægteskab, og hun skal klæde sig anstændigt.

Ifølge reglerne er kvindens sted hjemmet, og mandens sted det offentlige rum. Bevæger hun sig udenfor huset, befinder hun sig derfor i mandens verden. En kvinde, som ikke er dækket til i det offentlige rum, kan dermed blive opfattet som et tag selv-bord, hvor manden føler sig i sin gode ret til at gøre, som han lyster. Der er meget hykleri og dobbeltmoral forbundet med kvinden og seksualiteten. I Iran er der mange eksempler på kvinder, som er blevet stenet på grund af sex uden for ægteskab, hvilket kun sker meget sjældent for mænd.

Pointen er, at muslimske mænd tager disse opfattelser med til Europa, når de søger asyl her.

Og pointen er også – men det er nu mig og ikke Naser Khader, der kommer med den pointe – at det ikke nytter noget med alle shariaens påbud, hvis mennesket ikke er, som shariaen forudsætter.

Så er der Emilie van Hauens overvejelser. Hun kommer med dem i en kronik i Jyllands-Posten, se her.

Hun fortæller om, hvordan hun som ung – og hun gætter på, at det gælder alle unge kvinder – flere gange har været uhyggelig angst, men hver gang heldigvis blev reddet, fordi hendes vrede blev vakt:

Én gang mærkede jeg en stor hånd tage mig meget sikkert og fast bagpå, og inden jeg overhovedet anede, hvad jeg havde gjort, vendte jeg mig og gav ham så syngende en lussing, at vi begge stoppede op og gloede chokeret på hinanden, mens rødmen bredte sig synligt på hans kind, og jeg med iskold stemme sagde til ham: »Det der – det gør du aldrig igen! På nogen!«

I alle disse oplevelser har jeg aldrig tvivlet på en ting: nemlig at jeg var en del af en kultur, og at jeg var medlem af et samfund, der på ingen måde vil tolerere at kvinder bliver forulempet på denne måde. Og jeg er sikker på, at det er denne vished, der har givet mig ekstra kræfter til at modstå disse overgreb.

Hun fortsætter:

Det er derfor, at Köln-sagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat, der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Dette er nyt for mig. Ikke blot, fordi det for en mand – og især måske for en lidt tungttrædende én som mig – altid har været svært at sætte sig ind i kvinders følelser, men også fordi jeg er så gammel, at idealet for en mand i min ungdom var at behandle kvinder med en vis ridderlighed, ja, i virkeligheden opfattede vi vel til tider kvinder som det stærke køn i denne søde leg mellem kønnene. Det var jo os drenge, der skulle konkurrere om pigernes gunst – hvis de ikke brød sig om én, tog de bare en anden. Sådan følte vi det i hvert fald. Så at nogen af det smukke køn har været udsat for overgreb, har altid været noget af en gåde for mig: forstår de da ingenting, disse tåbelige mandfolk.

Men at det kunne føles så ydmygende og ødelæggende for kvinder, det har jeg ikke sådan tænkt over. Men så meget er det en fælles bekymring, at legen mellem kønnene hos os kan fortsætte, at det, Emilie van Hauen beskriver, også får mig til at harmes og bekymres langt ud over min sædvanlige bekymring for de uheldige følger af islams tilstedeværelse i vort samfund. For hvis den selvforståelse, unge kvinder har, hvis den selvfølgelige holdning, de har: at de er fuldgyldige medlemmer af samfundet, hvis den frejdighed, hvormed de tør fremføre deres kvindelighed, forsvinder, er det jo ødelæggende også for os mænd. Den truer med at ændre det fine spil mellem kønnene.

Hvad det er for et spil, der bliver ødelagt? Ja, lad mig slutte med at gengive noget af en dagbog, som min morfar skrev, da han som ung skræddersvend var på naverfærd i Tyskland, Schweiz og Frankrig. Det var i 1895, og han var bl.a. med til en karnevalsfest i – ja, netop i Køln. Det gik livligt til, kan man forstå. Han skriver:

I de bedre Restaurationer havde man ikke mere Adgang uden Kort, om Formiddagen gik Børnene Maskerede; men hen paa Eftermiddagen var det Unge, og Gamle, og om Aftenen var der Storartet Fest, Enkelte Steder havde man fri Adgang, men saa kostede Øllet dobbelt Pris, Alle steder var Concert, paa Gaden kom det ene Musikkorps efter det andet med Maskerede, og dansende Damer og Herrer, man havde Lov til at kysse Damerne paa Gaden, og Damerne havde ogsaa Lov til at kysse Herrerne, det var nu heller ingen Sjældenhed at den Tilladelse blev Benyttet, man skulde være meget Opmærksom hvis man ikke fik et par nøgne, bløde, men kolde Pigearme om Halsen, og sad de først fast saa havde man svært ved at Ryste dem af sig igen. Det var ingen Sjældenhed at 5-6 unge Damer fik i Sinde at danse Kres Dans om en, og man maatte da kysse dem alle sammen for at igen komme paa fri Fod.

Jeg véd ikke rigtig, skal jeg være forlegen eller stolt på familiens vegne? Jeg tror, jeg vælger at være stolt, selv om morfar prøver at give indtryk af, at det er højst nødigt, at han lader sig omfavne af et par pigearme, og at han jo altså desværre så sig nødsaget til at kysse alle fem-seks piger for at slippe ud af deres kreds. Men – lur mig, om han ikke har været lidt stolt over, at de valgte at slå kreds om ham for at fralokke ham et kys! Skræddersvend, i sit stiveste puds, flot fyr, ikke, lige noget for nogle friske pigemunde at kysse.

Men selvfølgelig, han var jo forlovet med min mormor, så det hele skulle fortælles lidt douce.

Men sådan legede unge piger og drenge med de ustyrlige kønskræfter i Køln anno 1895. Lad os håbe, de kan lege lige så frit i år, når karnevallet stunder til!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Opbrud

  1. Meget flot indlæg om den evige kønskamp, der nødigt skulle forsvinde pga primitive handyrs uciviliserede opførsel.Det svarer jo til, at hanedderkoppens flotte kurmageri blev afbrudt af en tumpet hanhveps:-)

  2. Karen E. Hansen siger:

    Tak for citatet fra din morfars dagbog – og for en gentlemans overvejelser over, hvad der er på spil i denne sag.
    Jeg mener, at den nytårsaften i Køln er en alvorlig øjenåbner, og håber, at myndigheders og mediers forsøg på at mørklægge den slags ikke mere kan lade sig gøre.
    I den størrelsesskala, der var tale om, må det vel nærmest ses som en form for krigshandling: her handlede det om at udnytte og undertvinge et lands kvinder, så deres frihed får et knæk (jf. Emilie van Hauens beskrivelse). Er kvinderne først knækket, falder landet ideer om demokrati og selvstændige individer snarere og underkastelsen er nærmere…
    Men måske vækkes modstanden nu…. Egyptens kvinder håber det også!

  3. Pingback: Træghed | ricardtriis

  4. Pingback: #metoo | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s