I Præsteforeningens Blad er der hver uge en prædikenvejledning. Vejledningen til Sidste søndag efter Helligtrekonger, dvs., søndag den 17-1, gav jeg mig af nysgerrighed til at studere. I teksten forekommer nemlig et mærkeligt ord, et ”nonsens-ord” som tekstvejlederen udtrykker det, nemlig dette ord:
Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. (Joh 12,25).
Dette mærkelige ord findes ikke færre end seks steder i evangelierne. Tre steder har det næsten nøjagtig samme ordlyd:
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. (Matt 16,29 = Mark 8,35 = Luk 9,24).
I Matt 10,39 findes det i en lidt anden ordlyd. Det samme er tilfældet i Luk 17,33, hvor det ellers karakteristiske ”for min skyld” mangler, ligesom det mangler hos Johannes.
Jeg har altid opfattet dette ord som dels en begrundelse for, at Jesus selv var villig til at sætte liv til for sandhedens skyld, og dels en forjættelse om evigt liv til den, der som han sætter livet til for sandhedens skyld. Men tekstvejlederen i Præsteforeningens Blad får følgende ud af det:
Altså ikke, at man skal miste livet, sådan som man gør, når man dør, men at vi skal give slip på, hade, vende ryggen til vores egoistiske, overfladiske sindelag, før der bliver plads til det liv, der har evighedskarakter.
Jeg skal ikke nægte, at der også kan ligge noget i den retning i ordet. Jeg finder i dette ord en vis genklang af Jesus-ordet om, at man skal give almisse, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), altså, gerningen, vi gør, skal ikke gøres for at score points hos Gud, for at have sit på det tørre, den skal gøres, fordi man ikke kan andet. Men hvordan kan man dog overhøre, at der også ligger en opfordring til martyrvillighed? Det kan man altså ikke desto mindre, og det er måske typisk for vor tid. Vi har levet så længe i fred for forfølgelse, at vi har glemt ny testamentes mange opfordringer til at holde fast ved sandheden, selv om det kan koste os livet.
Men det er måske ikke så godt.
Lad mig i hvert fald pege på et sted i vor moderne verden, hvor vi kunne have god brug for en god og gennemtænkt teologi om både mission og martyrium, nemlig i forholdet til vore muslimske landsmænd.
Ved nytårsgudstjenesten i Haderslev domkirke havde biskop Marianne Christiansen inviteret en imam til at komme med en nytårshilsen. Det forsvarede hun i et interview i Kristeligt Dagblad, se her, ved at sige, at nytårsgudstjenesten er for hele Danmark, også for landets knap fire procent muslimer. Men da hun så bliver spurgt, om islam og kristendom har samme sandhedsværdi som religion, svarer hun:
Fordi jeg er kristen, har kristendommen al sandhedsværdi for mig, og for en muslim vil det være islam, der har al værdi. Religionerne har ikke lige værdi for os, fordi vi tror på noget forskelligt.
Og i et sådant svar er der ikke givet nogen særlig grund til at missionere overfor muslimer. På et spørgsmål om, hvorvidt den muslimske gud og den kristne gud er den samme, svarer hun:
Jeg tror, at der er én Gud. Jeg tror, at Gud er åbenbaret i Kristus, derfor er jeg kristen. Muslimer tror, at Gud er åbenbaret på en anden måde, og derfor er de muslimer. Derfor tror vi noget forskelligt om Gud.
Så kan man diskutere, om det er den samme Gud, når jeg siger, at der kun findes én Gud, men at vi ser Gud forskelligt. Jeg tror på Gud i Kristus, en muslim søger og synes at kende Gud på en anden måde, som jeg selvfølgelig ikke mener er den rette, fordi jeg er kristen, men sagtens kan respektere.
Det er en mærkelig træden vande, vi her udsættes for. Man fornemmer, at interview’eren fisker efter et afgørende udsagn fra biskoppen, men ikke får andet end fraser. Ikke sandt, muslimerne kender Gud på en anden måde, og den måde kan Marianne Christiansen respektere, selv om hun ikke mener, det er den rette måde at kende Gud på.
Hvordan dog det? Ja, det spørges der ikke ind til, så det får vi ikke at vide. Og selv om hun bedyrer, at selv om en imam medvirker, ligger der ikke deri et signal om, at kristendom og islam er lige sande, så er det, at hun føler sig nødsaget til at bedyre det, måske netop et tegn på, at der i imamens medvirken faktisk ligger et sådant signal, og at hun et sted i sin bevidsthed godt véd det.
Vi savner, synes jeg, en teologi, der tør sætte forskellene mellem islam og kristendommen tydeligt op. Og jeg er bange for, at når vi ikke får en sådan teologi at se, skyldes det, at man i så fald ville blive nødt til at afbilde nogle af islams mindre pæne sider, og da det desværre i vort samfund er blevet en ufravigelig regel, at man ikke må sige noget ondt om islam uden samtidig at sige noget tilsvarende ondt om kristendommen, vil man aldrig kunne nå frem til en valid begrundelse for at missionere blandt muslimer. Man vil kun nå frem til Marianne Christiansens temmelig vattede og intetsigende opfattelse af forskellen mellem de to religioner.
Lad mig derfor prøve at argumentere for, at vor kristne kultur er mere menneskelig end den muslimske.
Islam er en lovreligion. Men det er en lovreligion, der betjener sig af en socialetik for at få individualetikken til at virke.
Den enkelte muslim må ikke drikke alkohol. Det er individualetikkens krav. Men socialetikken stiller også et krav, nemlig det, at det ikke må være muligt i et muslimsk samfund at fremstille eller købe alkohol. Samfundet skal altså indrettes sådan, at den enkelte ikke stilles overfor alkoholens fristelse.
Den enkelte muslim må ikke bedrive hor. Men det er ikke nok med et krav til individet, samfundet skal også indrettes sådan, at det bliver vanskeligt for den enkelte at komme til at bedrive hor. Derfor indretter muslimske samfund sig med en skarp kønsadskillelse, så den lyst til sex, som den enkelte (mand) måtte have, ikke kan komme til udfoldelse. Hvor han færdes, er der lutter mænd, ingen kvinder. Fester man, gør man det med mændene for sig og kvinderne for sig. Skal man holde møde, sker det samme: mændene i den ene side af salen, kvinderne i den anden. I det offentlige rum, som egentlig er mændenes domæne, må kvinder kun komme, hvis de er tækkelig klædt, slår øjnene ned, når de møder mænd, og ikke bruger parfume.
Det medfører så naturligvis, at man er nødt til at operere med arrangerede ægteskaber. For dette med, at unge mænd og kvinder kan komme sammen til fest, danse med hinanden, lære hinanden at kende, det er jo en umulighed, hvor en skarp kønsadskillelse hersker.
Det er manden og hans orgasme, der skal holdes i tømme. Man tænker sig ikke, at det kan ske ved socialisering under opvæksten som hos os, det er altfor usikkert, nej, det må ske derved, at samfundet, forældrene, familien, tager hånd om den, sikrer ham en god ægtefælle (eller flere), så han kan få afløb for sin ustyrlige kønsdrift. Kvindens orgasme, derimod, har man ikke rigtig brug for. Derfor er det typisk indenfor muslimske kulturer, at man træffer på kvindelig kønslemlæstelse. Meningen er tydelig nok, at det er bedre for kvinden ikke at føle noget særligt til kønsdriften. På den måde hjælper samfundet hende til at holde sig på dydens smalle sti.
Når man således bliver klar over den store vægt, muslimerne lægger på samfundsetikken, kan man måske bedre forstå muslimernes reaktioner. Spørger man således en imam, om det ikke er forkert, at unge muslimske mænd er at finde på de danske natklubber, hvor de både omgås pigerne og drikker alkohol, så vil han måske nok svare, at det er forkert ifølge den muslimske individualetik, men at den slags ting først slår igennem, når den samfundsetiske regel bliver gennemført, at der ikke fremstilles eller sælges alkohol i samfundet i det hele taget.
Og på samme måde: spørger man, om det ikke var forkert, hvad de muslimske mænd foretog sig i Køln nytårsaften, vil han nok mene, at det ikke var så godt, men samtidig hævde, at man ikke kan holde mandens kønsdrift i ave, når kvinder får lov til at færdes frit i samfundet og dèr vise deres ynder frem.
Som sagt er islam en lovreligion. Men dette faktum kan siges som en ligegyldig iagttagelse. Og så opdager man ikke det fængsel, en lovreligion anbringer sine tilhængere i. Men det kan også siges som en uheldig ting, der må gøres noget ved, ikke for vores skyld, men for de menneskers skyld, der omklamres af shariaens bestemmelser på alle leder og kanter, eller – med Jesu ord – for de menneskers skyld, der livet igennem stræber efter at vinde livet – ak, men derved jo netop mister det, mister det, der gør livet værd at leve.
Det, der gør livet værd at leve, er jo samlivet, forholdet til den anden, til ægtefællen, til vennen, til broderen eller søsteren, til naboen eller den bekendte. Og et forhold mellem mennesker opretholdes ikke derved, at begge parter overholder et eller andet regelsæt, det være sig nok så fintmasket. Det opretholdes derimod derved, at man stoler helt og holdent på den anden part, stoler på den andens ægthed, stoler på, at man ikke bliver udnyttet. Så først kan man være et frit menneske, fri til at lade det vokse frem, der er netop ens natur, ens særegenhed, ens karaktertræk.
Det er det liv, vi som kristne ønsker for alle mennesker. Men vi ser nok, at et sådant liv har store vanskeligheder med at finde fodfæste, hvor en stærk lovreligion hersker. For du misforstår det hele, om du vil mene, at alting er i orden, blot du holder dig til reglerne. Tværtimod er dette at holde sig til, hvad loven siger, jo et tegn på, at det umiddelbare kærlighedsforhold er afløst af et aftaleforhold, hvor det hedder ”noget for noget” i stedet for ”alt for intet”.
Det betyder ikke, at der ikke kan findes ægte kærlighed blandt muslimske ægtefæller. Men det betyder, at den, om den forefindes der, forefindes på trods af shariaens bestemmelser. Da således Nasr Sayd, en egyptisk professor, af det egyptiske universitet al-Azhar blev erklærer for en ikke-muslim, skulle hans hustru skilles fra ham, for en muslimsk kvinde må ikke være gift med en ikke-muslim. I stedet foretrak hun at flygte til Holland sammen med sin mand. Hendes kærlighed til hendes mand vejede tungere end shariaens bestemmelser. Mange andre eksempler kan sikkert nævnes.
Men når der findes en række præster, imamer kaldet, som hver fredag prædiker for menigheden, hvad der er lovmedholdeligt og hvad ikke, så er det noget af et held, om det bliver kærlighed og ikke lovtrofasthed, der kommer til at præge et muslimsk ægteskab. Og når man videre tænker på den underordnede stilling, islam tildeler kvinden, så bliver dette, at manden anerkender sin kone som sin ligeberettigede partner, noget af en sjældenhed i muslimske lande.
I modsætning til det hedder det hos Paulus, at det her i den kristne menighed ikke kommer an på at være græker eller jøde, træl eller fri, mand eller kvinde (Gal 3,28). Eller det hedder, at der hos Gud ikke er personsanseelse (Rom 2,11). Ja, han kan jo ligefrem sige, at et menneske ikke retfærdiggøres ved lovgerninger (3,20), hvilket er det samme, som Jesus siger med ”nonsens-ordet” om at vinde eller ikke vinde livet.
Nu kunne man tro, at man kunne lade det være godt med det. De har deres tro, vi har vores. De har deres ideal om et godt ægteskab, vi har vores. Vi kan så hver for sig i hver vort samfund leve vores ideal ud. Men her støder vi på det faktum, at islam ikke blot opererer med en individualetik, men også med en samfundsetik. Vi udfordres derfor på vore samfunds idealer.
De muslimske mænd i Køln nytårsaften har sikkert ikke selv været klar over det, men med deres handlinger søger de at overføre den muslimske samfundsmodel til Europa: kvinderne kunne jo bare tildække sig som enhver (muslimsk) kvinde skal gøre det; og de kunne jo lade være med at gå ud alene en sådan aften.
Her støder vore kulturer sammen. Her fremstår der det ”clash of civilisations”, som Samuel Huntington taler om. Her opstår der noget, hvor der gælder et ”enten-eller”: enten bøjer vi af for deres krav, og så ændrer vore samfund sig gennemgribende, eller også indordner de sig under vores samfundsmodel.
Og her drejer det sig om at have både en missionsteologi og en martyrteologi.
Missionsteologien skal fastholde os på vore frihedsidealer. Den skal gøre det klart for os, at disse idealer ikke er tilfældige, men er rodfæstet i kristendommen. Ikke, at vi hele tiden skal gå og bore i forskellen overfor vores muslimske nabo, men at vi skal gøre os klart, at skal den kærlighedsforståelse, vi har, fastholdes, så kan det ikke nytte, at vi giver køb overfor muslimerne. Det må vi stå ved, og det kan vi forklare vore muslimske landsmænd.
Men martyrteologien er det også nødvendigt at fastholde. Jesus fastholder mange gange sit ”frygt ikke!” overfor disciplene. Baggrunden for det er den forfølgelse, de vil blive udsat for. Det samme gælder for ”nonsens-ordet”. Det står i denne sammenhæng:
Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. (Joh 12,25f)
Dette at følge Jesus betyder at være villig til at lide døden på samme måde som han, for ”hvor han er” dvs i himlen, ”dèr skal også tjeneren være”.
Da Breivik-massakren var blevet kendt, opfordrede den norske statsminister Stoltenberg nordmændene til at fortsætte som hidtil, altså til ikke at frygte, selv om der så sandelig på det tidspunkt nok var noget at frygte; man vidste jo ikke dengang, at de ”tempelriddere”, der forekom i Breiviks manifest, var fantasifigurer, opfundet af ham selv. Alligevel fandt alle det indlysende, at man var nødt til at bekæmpe en sådan eventuel terror med frygtløshed. Årvågenhed, ja, men ikke frygt.
Dette er en opfordring af samme art, som den, Jesus kom med i Joh 12,25f, en opfordring til at leve med martyrvillighed i sindet. Det tænker vi bare ikke over.
Tilsyneladende var Marianne Christiansens opfordring i prædikenen ved folketingets åbning, se her, af samme art. Hun sagde jo også ”frygt ikke!” Men kun tilsyneladende. For al tale om martyrvillighed var som støvsuget bort fra denne prædiken. Det, vi ikke skulle frygte, var flygtningene og deres tilstedeværelse i landet. Og det, der var begrundelsen for ikke at frygte dem, var en påstand om, at hvis vi møder dem med kærlighed, vil der ikke være nogen grund overhovedet til at frygte dem. Vi, der frygtede for vort lands fremtid, hvis det skulle absorbere en mængde flygtninge, tog altså fejl: der var i virkeligheden ikke noget at frygte. (Se også min artikel om prædikenen her).
Mon ikke vi med Køln-begivenheden er blevet noget klogere!
Derimod er det ”frygt ikke!”, der nu skal siges til vore kvindelige medborgere, både på gader og stræder og i nattelivet, af den farlige karaktér, at det indeslutter martyrvilligheden i sig. Og grunden til ikke at frygte er den samme som den grund, Jesus havde til ikke at frygte: Gud vil opvække ham til liv, selv om han dør. Udlagt: den chikane, de seksuelle overgreb, den voldtægt, ja den død, de måske vil blive udsat for, vil de lide, fordi de holder fast i noget væsentligt: deres ret til selv at bestemme, hvordan de vil gå klædt, hvor de vil gå, hvornår de vil gå. Derfor vil de vinde livet, om de end dør. Hvad de dog forhåbentlig ikke gør. Vi skal i hvert fald gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke sker.
Indrømmet: det billigt for os mænd at sige sådan. Så det er værd at bemærke, at der ikke ligger nogensomhelst tvang eller nogetsomhelst krav i det; der ligger kun et håb: det håb, at vore kvinder, unge som gamle, må kunne bevare frimodigheden ved at være den, de er, må kunne fortsætte med at lege også med deres køn, må kunne glæde sig over det liv og den krop, der er dem beskåret, må kunne give sig selv og os andre den livets fylde, som ligger i de menneskelige fællesskaber, familiens, vennekredsens og arbejdspladsens fællesskab.
For hvis den frimodighed forsvinder, da forsvinder det mest væsentlige fra vort samfund, både for mænd og kvinder.
ricardtriis 
Pingback: Snydt igen | ricardtriis