Men respekt for muslimer, det er noget andet.
Jeg har således stor respekt for de muslimske dommere, der op igennem tiderne har fundet på udveje, så de ikke skal dømme en tyv til at få sin hånd hugget af. For jeg synes, at denne straf er en umenneskelig straf. Men jeg kan ikke nægte, at denne straf hører islam til. Det står i koranen, 5,38:
En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis.
Her gælder det om at holde tungen lige i munden. For der står i det næste vers:
Hvis nogen omvender sig efter at have handlet uret og forbedrer sig, vil Gud tilgive ham. Gud er tilgivende og barmhjertig.
Og det forledte en australsk dommer til at dømme en pakistansk, kristen præst for hadtale, fordi han havde fortalt, at en tyv ifølge koranen skal have sin hånd hugget af. Så bestialske kan da ingen være, mente den kristne dommer, og når der i det følgende vers står, at Gud er tilgivende og barmhjertig, hvis man omvender sig, så må det da betyde, at denne straf ikke bliver brugt. Men nej, kære dommer, sådan spiller klaveret ikke, altså det muslimske klaver. Går man de muslimske koranudlægninger igennem, ser man, at dette at angre ikke medfører, at man undgår at få sin hånd hugget af. Omvendt mener nogle muslimske skoler, at håndsafhuggelse kun kan praktiseres i samfund, hvor enhvers behov kan siges at blive opfyldt.
Men hvor menneskelige end muslimer vil være, når de udlægge koranen, slippe udenom denne umenneskelige bestemmelse kan de ikke.
Muhammed har i mange tilfælde ”hugget” fra det gamle testamente. Men i dette tilfælde ikke. I 2 Mos 22,1-4 lovgives der om tyveri, og dèr er der ikke noget med håndsafhuggelse; tilbagebetaling med tillæg af 20%, ja, men ikke legemsbeskadigelse.
Helt anderledes ser det ny testamente på sagen. Paulus formaner i Ef 4,28:
Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.
Her ses tyven ikke som en slet og ret lovovertræder, Paulus ser ham som et menneske og formaner ham til at arbejde, så hans menneskeværdighed kan genoprettes, nemlig derved, at han ligesom de andre i menigheden kan hjælpe de trængende.
Det kan jeg respektere, det kan jeg inspireres af selv i vore højtudviklede dage, men koranen ikke.
Jeg kan også respektere ikke så få af de muslimske kaliffer. F.eks. forekommer al-Mamun, der var kalif i Bagdad fra 813 til 833 mig at være en respektabel kalif. Jeg respekterer ham ikke for alt, hvad han foretog sig, men at han foranstaltede en disputation mellem en kristen præst og en muslimsk imam og lod den kristne ustraffet komme med indvendinger imod den muslimske tro, jo, det aftvinger respekt.
Men at det igennem det meste af islams historie har været en fast regel, at en frafalden muslim skal dræbes, det aftvinger ikke respekt, det viser i mine øjne kun, hvilket svagt fundament den muslimske tro bygger på.
I det hele taget er der mange ting i islams historie, der kan aftvinge respekt, men så sandelig også mange ting, der får én til at væmmes og foragte islam. Og hvordan man end vender og drejer det, det er indenfor den kristne verden, at vi har fået den frihed i politisk henseende, som vore samfund bygger på.
Og hvad angår vore muslimske landsmænd, så vil jeg da respektere mange af deres særheder i den forstand, at jeg ikke mener, de skal forbydes via lovgivning. Men den respekt er noget helt andet end den respekt, jeg har omtalt ovenfor. Al-Mamun respekterer jeg, fordi jeg ser noget menneskeligt hos ham. Men mine muslimske landsmænds mange særheder respekterer jeg, fordi vort samfund skal være et frit samfund, hvor alle mulige mærkelige mennesker skal kunne være. Så samtidig med, at jeg respekterer dem i den forstand, at de da skal have lov til at gå op i deres halal-mad og deres bønneritualer og deres tørklæderegler, så føjer jeg til – som man nok har lagt mærke til tidligere på bloggen – ”lad dog barnet”, hvilket jeg indrømmer ikke lyder som udtryk for den store respekt. Hvad det jo altså heller ikke er.
Når jeg her elaborerer lidt på ordet ”respekt”, skyldes det Marianne Christiansens udsagn, som jeg behandlede lidt overfladisk i forrige indlæg. Hun sagde i et interview med Kristeligt Dagblad angående imamens medvirken ved nytårsgudstjenesten, se her:
Jeg tror på Gud i Kristus, en muslim søger og synes at kende Gud på en anden måde, som jeg selvfølgelig ikke mener er den rette, fordi jeg er kristen, men sagtens kan respektere.
Spørgsmålet, som nu rejser sig, er: Mener Marianne Christiansen, at den muslimske måde at søge Gud på, skal respekteres, fordi den har noget på sig, eller mener hun kun, at den skal respekteres af vores lovgivning på linje med andre religioners måde at søge Gud på, heriblandt vores kristne gudssøgning?
Jeg er alvorlig bange for, at hun mener det første, altså er af den opfattelse, at der som minimum er et vist overlap mellem bibelen og koranen, eller at den muslim, der søger Gud i koranens ord, muligvis kan nå frem til den samme Gud, som vi når frem til igennem bibelen.
Og det er forkert.
Det ny testamentes farisæere var lovkyndige, lovtro og lovtroende. De mente, at det, det drejede sig om overfor Gud, var at overholde hans forskrifter, som de var nedfældet i toraen, den lov, som Gud gav Moses på Sinai. Nøjagtig den samme tro på loven har muslimerne. Også de mener, at skal man opnå Guds yndest, komme i himlen, opnå salighed, så må man rette sig efter Guds forskrifter, i dette tilfælde forskrifterne, som de findes i koranen. Og dèr findes de. Modsat bibelen er hele koranen gengivet, som var det Gud selv, der talte, og det, han fortæller menneskene, er noget, som de tænkes ikke at vide i forvejen, nemlig hvad de skal gøre og ikke gøre.
Søger man derfor Gud i koranen, finder man en række anvisninger på, hvad der er ret handling og hvad ikke. Nøjagtig det samme, som farisæerne fandt i bibelen, nærmere bestemt de fem mosebøger, toraen. Om dem siger Paulus (Rom 10,2f):
For det vidnesbyrd må jeg give dem [farisæerne, rr], at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.
Det samme gælder naturligvis for muslimerne. De har virkelig nidkærhed for Gud, men desværre har de det uden forstand. De søger, som farisæerne, at hævde deres egen retfærdighed, nemlig gerningsretfærdigheden, men Guds retfærdighed, den, som Paulus kalder ”trosretfærdigheden”, har de ikke underordnet sig.
Ordet ”underordne” er lidt sjovt i denne forbindelse. For en muslim betyder én, der underordner sig. Og muslimerne mener da også virkelig, at de underordner sig, ja, vil de sige, de præsterer en sand underordnelse, for de retter sig også efter de koranord, de ikke forstår; at rette sig efter dem, man forstår, og som man opfatter som gavnlige og gode, det er jo ingen kunst, men at adlyde de ord, man ikke forstå, det er tegn på den sande underordnelse.
Nej, siger Paulus altså, det er netop tegn på en nidkærhed uden forstand, det er tegn på, at man vil hævde sin egen retfærdighed. Hvad enten man forstår en moralregel eller ej, selve det at overholde den for derigennem at erholde Guds velbehag er af det onde. Forholdet til Gud er et trosforhold, ikke et aftaleforhold. At leve i tillid til Gud er derfor det afgørende.
Og tillid til Gud betyder f.eks., at man regner med, at som vi er skabt, er vi gode nok. Vi skal ikke først omskæres for at blive, som Gud vil have os. Både mænd og kvinder er født med de legemlige mærkværdigheder, der skal til. At omskære vil sige at nære mistillid til Gud.
Og når vore maver kan tåle at spise f.eks. svinekød, hvorfor skulle da vore religiøse love forbyde det? Men bevares, hvis nogen insisterer på denne selvvalgte retfærdiggørelse, så værsgo! Vore love forbyder det ikke. Men respektere dem for det, ikke tale om!
Der er ikke tale om, at vi tager Paulus som autoritet på samme måde, som muslimer tager koranen som autoritet. Der er tale om, at vi ud fra vore egne erfaringer i vore nære forhold forstår, hvordan dette at ”gemme sig” bag en from og dydig regeloverholdelse ikke hører hjemme i et tillidsforhold, og derfor også forstår den forskel, der er på en lovholdning til Gud og en evangelieholdning til ham.
Og vi vender os ikke bort fra islam, fordi Paulus siger, som han gør, vi gør det, fordi vi af egen erfaring véd, hvor indsnævrende lovholdningen er, hvilket fængsel man sidder i, når man skal rette sig efter god moral eller bestemte forskrifter. Det fængsel vil vi gerne befri muslimen fra. Og så må vi altså gøre ham eller hende opmærksom på, at den gud, han finder i koranen, ikke er den sande gud, og at den søgen efter Gud, de gerne vil gennemføre, ikke fører til noget, hvis de søger ham i koranen.
Det vil sige: Som menneske må jeg respektere muslimen, men hans religion må jeg betragte som en lænke, han slæber rundt med. Netop fordi jeg respekterer ham som mennesker, kan jeg ikke respektere hans religion.
ricardtriis 
Pingback: Hjemvendte IS-krigere | ricardtriis