Retur

Det er kommet frem, at indtil flere af de mange asylansøgere, der er ankommet til landet, vil rejse hjem igen. TV2 bragte et indslag med tre iranere, som var blevet anbragt i en lejr i Næstved, men som syntes, de blev så dårligt behandlet, at de fortrød, at de var flygtet. Det blev til en artikel, som Ritzau bragte videre, og bl.a. Berlingske tog den op, se her.

Artiklen er interessant af flere grunde.

For det første, fordi den fortæller noget om, hvilke forestillinger de unge iranere har om Europa. Én af dem, Zanyar, siger:

Jeg havde set i film, at folk i Europa kan gå på diskotek og have et godt liv. Alt er tilladt, og folk har frihed. Livet er dejligt, og ingen har problemer i Europa.

Lidt senere siger han:

Jeg troede, at når man ankom til Danmark, så ville man få mulighed for at få et nyt liv, få sit eget hjem og få lov til at arbejde.

De to andre havde de samme falske forestillinger om Danmark:

– Jeg håbede på at komme herop og få et godt job og få succes, så jeg kan hjælpe min familie og mine venner, siger Said.

– Jeg fik at vide, at Europa er et godt sted, hvor man kan have et behageligt liv, siger Mohammad.

For det andet er artiklen interessant, fordi de tre iranere åbent fortæller, at de ikke er forfulgte i Iran.

Han [Zanyar, rr] fortæller, at det hverken var truslen om forfølgelse eller krig, der fik ham til at rejse til Europa.

– Jeg havde ikke noget dårligt liv. Jeg havde hverken økonomiske problemer eller andre problemer, siger han.

Desværre følges disse oplysninger ikke op af journalisten. Det havde ellers været interessant at få at vide, om de tre unge mænd af de menneskesmuglere, der har hjulpet dem, har fået at vide, hvilke løgnehistorier de skal fortælle de danske myndigheder, eller om de var uvidende om, at man skal være forfulgt i sit hjemland for at kunne få asyl i Europa. Det sidste lyder næsten utroligt. Det hedder da også, at de véd, at ”chancen for at få asyl i Danmark er lille, fordi de ikke er forfulgte i deres hjemland”. Og så ville et naturligt spørgsmål da være, hvorfor de så i det hele taget er taget af sted. Det spørger journalisten ikke om, men skal man gætte, tvinges man næsten til at tro, at de havde forberedt en løgnehistorie at servere for de danske myndigheder (der jo ikke ville kunne kontrollere nogetsomhelst), men at de blev trætte af at vente.

Og for det tredje er artiklen interessant, fordi den afslører den vinkling, danske journalister har på en sådan sag.

Det er document.dk, der nævner en mulig anden vinkling, se her.

Indslaget kunne være brugt til at belyse, hvor stor andel af asylstrømmen der blot er velfærdsturister, folk der ønsker et bedre liv i Danmark. Migranter hedder det officielt, selvom begrebet slet ikke burde bruges. Danmark har haft indvandringsstop siden 1973, og vi taler således om illegale indvandrere. I stedet for at konfrontere politikerne med eksemplerne, og problematisere asylsystemet med udgangspunkt i misbrug af regler og konventioner, valgte TV2 at indhente en kommentar fra Andreas Kamm, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Andreas Kamm siger følgende:

Jeg tror, det handler om skuffelse, om frustration. De kommer til Europa med en stor motivation for at få gang i tilværelsen. Så er det frustrerende, at de skal vente og vente og vente. Jeg forstår godt, de føler sig afskåret fra muligheden for at arbejde for den tilværelse, de havde håbet på. Jeg tror alle er enige om, at ventetiden er forfærdelig lang. Den nærmer sig et år til første samtale. Det skal nedbringes. … Hvis nogen har den opfattelse, at det nok kun er de mennesker, der ikke ville blive anerkendt som flygtninge, som nu i frustration vender om – så er jeg bange for, at det ikke forholder sig sådan.

Den udtalelse er dog yderst skuffende. Kamm kan vel se af de unges udtalelser, at der ikke er tale om flygtninge, men om indvandrere. Alligevel lader han, som om det er helt i orden, at de vil til Danmark, og som om det er den lange ventetid, der får dem til at vende om. Det er det også. Men det skal naturligvis kombineres med, at de ikke på nogen måde bliver forfulgt i Iran. Og han får lov til, tilsyneladende uantastet, at fremkomme med en ubegrundet formodning om, at det ikke kun er dem, der ikke vil blive anerkendt som flygtninge, der vender om. Skal vi ikke vende den tankegang om, så vi siger, at dette viser, at det formodentlig slet ikke er alle dem, der bliver anerkendt som flygtninge, der virkelig er forfulgte i deres hjemland?

Document.dk slutter således:

Det, der burde have været et indslag om velfærdsturismens omfang, om et asylsystem der ikke fungerer, og kunne være et argument for mindre gode vilkår for asylansøgere, blev til en historien om de dårlige livsbetingelser Danmark giver asylansøgere. Dem der i øvrigt får betalt sin rejse hjem, hvis de ikke kan lide maden.

Jeg skal indrømme, at jeg såmænd ikke selv havde tænkt over det unaturlige i den vinkling, der lå i indslaget. Jeg nøjedes med at glæde mig over, at artiklen i det hele taget videregav disse unge mænds klare udsagn om, at de ikke var kommet til landet, fordi de var forfulgte i Iran. Den slags udsagn er der efterhånden en del af. Men man plejer at skulle finde dem i en mere eller mindre gedulgt bisætning.

Sådan kom det f.eks. frem ad mærkelige omveje, at faderen til Aylan Kurdi, den lille dreng, der druknede under forsøget på at nå fra Tyrkiet til Grækenland, ikke var forfulgt flygtning, se her. Han havde arbejde i Tyrkiet, men fik penge af sin søster i Canada til at forsøge at komme til Europa, hvor han mente, at han kunne få sine tænder behandlet.

Og det var også højst indirekte, at jeg kunne citere en iraker, der boede i Bagdad for at sige følgende:

Det er en enestående mulighed. Det er fuldstændig tåbeligt at blive i Irak, når der viser sig en chance for at rejse bort. Vi har fået mange telefonopringninger og e-mails fra venner, der allerede er kommet af sted, og de siger, at vi skal forlade Irak nu – øjeblikkeligt – fordi de europæiske autoriteter tager let på immigranter. (Se her).

Denne iraker var på ingen måde forfulgt. Men han ville gerne have et bedre liv end det, han havde i Bagdad. Yderst forståeligt. Og han har en drøm om, at dette liv er at finde i Europa. Og nu, hvor grænserne står pivåbne – måske kun for en kort stund – nu er det sandelig bare med at benytte sig af chancen.

Fælles for disse immigranter er, at de fejlagtigt tror, at Europas dør står åben for dem, altså for indvandrere. Om de undervejs af de menneskesmuglere, der tager sig af dem, lærer, hvad de skal sige til myndighederne for at få opholdstilladelse, eller – sagt mere ligeud – lærer, hvilke ukontrollable løgne de skal komme med, det er uvist.

Men havde de hørt debatten i Deadline den 20-1, ville der såmænd ikke være noget at sige til, at de havde misforstået forskellen mellem en flygtning og en indvandrer. For de fire politikere, der deltog, Markus Knuth, Venstre, Dan Jørgensen, Socialdemokratiet, Pernille Skipper fra Enhedslisten og Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale, nærmest kappedes om at gøre mest muligt for integrationen. Og da man mente at have erfaret, at den ventetid, der går, fra de ankommer, til de får opholdstilladelse, er gift for integrationen – de møder op med en vældig lyst til at tage fat og bliver så blot sat i venteposition – så ville man denne gang prøve at arrangere det sådan, at de næsten fra dag ét i det danske samfund skulle sættes i arbejde.

Det vil sige: Man skelner ikke mellem en flygtning og en indvandrer. Integration er jo ikke et problem for en flygtning, der kun opholder sig midlertidigt i Danmark, indtil der er mulighed for at komme tilbage, det er kun et problem for en indvandrer, der tænkes at skulle blive medborger her. Og det går man altså på forhånd ud fra, at alle migranter skal blive, endnu før de rene lykkeriddere er sorteret fra.

Jeg skal ikke kunne sige, om det ville hjælpe på integrationen, hvis man fra dag ét kunne sætte migranterne i arbejde – jeg tror det ikke, for i de glade nuller, hvor der faktisk var arbejde at få, lykkedes integrationen heller ikke – men politikerne overser fuldstændig, at de med et sådant tiltag give potentielle migranter i Tyrkiet og Jorden opfattelsen af, at de kan få et bedre liv i Danmark, også selv om de ikke er forfulgte.

Man havde i den omtalte debat i Deadline med vilje udeladt en repræsentant for Dansk Folkeparti. Og sandt nok, debatten var sandelig indviklet nok endda. Men den blev jo også af den grund noget indskrænket og uvirkelig. Den kom til at koncentrere sig om, hvordan vi kan forringe vilkårene for migranterne, og om, hvordan vi kan forbedre den integration, man anser for nødvendigt, ikke om, hvordan vi kan skelne mellem flygtninge og migranter.

For det er jo det store problem: Hvordan kontrollere de historier, migranterne kommer med? Hvordan finde ud af, om de er personligt forfulgte i det land, de kommer fra?

Og her er det ærgerligt, at Dansk Folkeparti ikke kom på banen i den omtalte Deadline-udsendelse. For med deres forslag om flygtningelandsbyer kunne man få migranterne til selv at dele sig op i dem, der har beskyttelse behov, og dem, der blot ønsker sig et bedre liv. Modsat socialdemokraterne, der jo også går ind for flygtningelandsbyer (for at aflaste kommunerne, som de siger) ønsker jo Dansk Folkeparti, at disse lejre skal være adskilt fra det danske samfund, at flygtningene ikke skal lære dansk, at deres børn ikke skal gå i danske skoler med dansk sprog, men i skoler med arabisk som sprog. Arbejde kunne man også arrangere for dem, hvis man ville, men altså indenfor lejrene. For, siger man, de er jo flygtninge, og hvad de ønsker, er derfor alene beskyttelse mod forfølgelse, indtil de kan vende tilbage til Syrien.

Det eneste problem med sådanne lejre ville være de mange danskere, der ville komme rendende i lejren for at ”være gode ved” flygtningene. For sådanne ”venligboere” vil være svære at holde ude, skønt de vil komme til at virke yderst forstyrrende.

Men alligevel, et vist håb er der vel. Berlingske har i hvert fald åbent viderebragt de tre unge iraneres bekendelse: at de ikke er det mindste forfulgte i Iran. Det er dog noget. Om det så ad åre fører med sig, at man, hvis man ikke helt vil lukke for tilstrømningen, i det mindste forsøger at skille lykkeridder fra flygtninge ved hjælp af isolerede flygtningelandsbyer, det må tiden vise.

Sidste nyt: Berlingske har fulgt op på Mohammad Salais historie, se her. Man skriver:

Selv om han ved, det ville forbedre hans asylchancer at sige, at han var på flugt, vil han ikke lyve om sin historie. Han har respekt for Danmark og vil ikke snyde nogen.

Det lyder jo rørende. Men hvornår blev han klar over, at man kun har chance for asyl, hvis man siger, at man er forfulgt? Eller: hvornår fik han moralske skrupler ved at lyve overfor Danmark? Han må vel under hele turen herop have haft intention om at lyve, ellers ville rejsen jo være forgæves.

Men ak, han blev ikke udspurgt nærmere.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s