Når fromhed trumfer sandhed

Jeg husker, at jeg engang for lang tid siden ”anholdt” den egyptiske forfatter Al-Aswany for kun at fremdrage de ting fra den muslimske tradition, der passede ind i hans kram, og lade alt det, der modsagde hans opfattelse, ligge, se her. Den kronik i Information, jeg opponerede imod, findes her, men det vil være lidt kortere, hvis jeg holder mig til mit referat fra det omtalte blogindlæg. Al Aswany slutter sin kronik med en opremsning af, hvad en vesterlænding vil finde ud af om islam, skriver jeg, og så hedder det:

Her nævner han så en hel masse af de ting, som vi regner for kendsgerninger angående islam: at bin-Laden vil dræbe i islams navn, at islam forbyder uddannelse af kvinder (det påstår Taleban), at ‘islamiske retslærde’ hævder, at islam kræver dødsstraf, hvis en muslim konverterer til en anden tro, at islam ikke anerkender demokrati, og at Muhammed giftede sig med Aisha, da hun kun var ni år gammel.

Alt det vil en vesterlænding kunne læse, men deri finder han ikke nogen sandhed. Sandheden er, hævder så Al-Aswany, at Aisha var 19 år gammel, at islam giver mænd og kvinder lige rettigheder og pligter, at islams virkelige budskab er frihed, retfærdighed og lighed, at islam garanterer trosfrihed, og at demokrati er essentielt i islam.

Alt dette fremføres uden belæg overhovedet, som om vi alle vil tro det, fordi det er en kendt forfatter, der siger det. Og der tages ikke stilling til alle de modargumenter, der findes mod fx mænds og kvinders ligestilling (koranen giver mænd lov til at have op til fire hustruer) og mod den påstand, at demokrati er essentielt i islam.

Mit referat fortsætter:

Til sidst fortæller han om, hvad han sagde i den tale, han holdt i Wien, da han havde modtaget Bruno Kreiskys litteraturpris: ”Jeg fortalte forsamlingen, at profeten Muhammed var så mild af sind, at når han knælede for at bede, kunne hans sønnesønner Hassan og Hussein ofte finde på at springe op på hans ryg for at lege, men Muhammed forblev så i knælende stilling for ikke at afbryde børnenes leg og genoptog først sin bøn, når denne var slut. Jeg spurgte publikum: ‘Kan I forestille jer, at en mand, som indstiller sin bøn af hensyn til børns leg vil kunne være fortaler for at myrde og terrorisere uskyldige mennesker’?”

Altsammen fortælles det, uden nogen som helst hensyntagen til alle de kilder, der fortæller det modsatte. Muhammed var jo faktisk ifølge den ældste biografi om ham, den af Ibn Ishaq, i stand til at myrde alle de mandlige medlemmer af en jødisk stamme, og at Aisha kun var ni år gammel, da Muhammed konsumerede ægteskabet med hende, er ikke noget, onde vesterlændinge har fundet på, det står faktisk i de muslimske kilder.

Denne mærkelige, fromme, men usande omgang med kilderne randt mig i hu, da jeg læste Aminah Tønnsens indlæg i Kristeligt Dagblad den 23-1, se her. Artiklen er et indlæg imod Birgit Bertung, der den 14-1 i avisen rettede en anklage imod Marianne Christiansen for at have ladet en imam medvirke ved nytårsgudstjenesten, se her. Har hun overhovedet læst koranen? spurgte Bertung, og så nævnte hun en del ting fra koranen, der står i temmelig skarp modsætning til det kristne syn på tingene, bl.a. at manden har ret til at slå sin kone, at man risikerer dødsstraf, hvis man som muslim undslår sig islams lære, at koranen anviser, at en muslim ikke bør omgås kristne eller jøder.

Når man nu kender lidt til almindelig, dansk debatskik, vil man jo uvilkårlig tro, at den, der vil vende sig imod Bertungs indlæg, i det mindste må forklare, at det, der her påstås om koranen, ikke er sandt. Men sådan argumenterer Aminah Tønnsen ikke. Hun nøjes med at hævde, at Birgit Bertung stiller sin himmelråbende uvidenhed om århundreders koranforskning til offentlig skue:

Alle Birgit Bertungs påstande om islam kan skydes i sænk med henvisning til Koranen og moderne tænkere – og det er vi flere, der har gjort i årenes løb.

Jeg gætter på, at mange læsere efter endt læsning med mig vil sige: ”Kan de skydes i sænk? Jamen, hvorfor gør du det så ikke!”

For det mærkelige ved Tønnsens indlæg er, at hun undlader at argumentere imod Bertungs påstande om islams umenneskeligheder. Det var da ellers oplagt, nu hun har lejlighed til at gøre det i en artikel i Kristeligt Dagblad. Jeg tror da ikke, at muslimske mænd sådan i almindelighed slår deres koner. Ikke desto mindre står der altså i koranen, at det må de godt. Der er tale om sura 4,34:

Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.

Man kan naturligvis gøre som den engelske oversættelse, jeg plejer at holde mig til: Abdullah Yusuf Alis, som her har ment sig berettiget til at tilføje et ”let”, altså ”slå dem let”. Men at mænd får lov til at slå deres koner, tja, det er ret svært at komme udenom. Og den chance, Aminah Tønnsen fik til at forklare os det nøjere, benyttede hun sig ikke af.

Nej, ligesom Al-Aswany i sin tid ville have, at vi skulle tro ham på hans blotte ord, måske i den formodning, at vi da måtte mene, at en så stor forfatter ikke kunne tage fejl, sådan vil Tønnsen have os til at tro hende på hendes glatte ansigt, når hun skriver:

Faktum er, at man sagtens kan tolke Koranen ind i samtiden uden at ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Det er der utallige muslimske tænkere, kvinder og mænd, der har gjort og fortsat arbejder med.

At det patriarkalske menneske- og samfundssyn mange steder har taget over og lader hånt om Koranens helt grundlæggende ligestillingsprincipper, bør man ikke laste Koranen, men menneskelig svaghed og mandschauvinisme for.

Koranens grundlæggende ligestillingsprincipper”? Jamen, hvorfor står der så i sura 4,34, at ”mænd står over kvinder”, det har da intet med ligestilling at gøre.

Så hvis mænd vil være mandschauvinister, så er der intet i koranen, der hindrer dem i det, tværtimod. Der er derimod ikke så lidt i Det ny Testamente, der vender sig imod en sådan chauvinisme, først og fremmest Paulus i Gal 3,28:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde,

Tønnsen slutter sin artikel med at gengive en række fortællinger om fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne, bl.a. fortæller hun om de muslimske buspassagerer, der under et angreb på deres bus i Kenya, hvor terrorister fra al-Shabaab forlangte de kristne udskilt, så de kunne slå dem og kun dem ihjel, nægtede at udlevere deres kristne medsøstre, noget, også jeg har fortalt om, se her. Og det kan vi da godt blive enige om er godt at høre om, og det kan da også godt være, at de måske har handlet efter ét eller andet koranord, men der er også et koranord, der, som Birgit Bertung siger, advarer mod at tage jøder og kristne som venner, nemlig sura 5,51:

I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret.

Og det har disse kenyanske muslimske kvinder jo så åbenlyst handlet imod i deres menneskekærlighed.

Aminah Tønnsen slutter med at sige:

Der findes mange andre eksempler på fredelig sameksistens rundt omkring i verden. Dem bør vi fokusere på, for de giver håb for fremtiden.

Det er trist, at veluddannede mennesker ganske uden blusel kolporterer terroristernes fragmentariske og afstumpede islamforståelse – i stedet for at bakke op om dem, der plæderer for fredelig sameksistens, og som leverer præcis, hvad medierne efterspørger hver eneste dag: nyfortolkning af islam.

De første to sætninger lader ane, at hun lader fromhed og håb om fredelig sameksistens overtrumfe en sand og troværdig tekstfortolkning. Og det må hun jo så gøre. Men hvorfor skulle vi andre gøre det?

Og er det terroristerne, f.eks. IS, der har en fragmentarisk og afstumpet islamforståelse, eller er det Aminah Tønnsen? Ja, mange fromme og fredselskende muslimer vil jo nok helst tro, at det er IS. 126 af de lærde blandt dem har derfor for en halvandet år siden skrevet et brev til IS’s såkaldte kalif, al-Baghdadi, og anklaget IS for at holde slaver, som om de ikke vidste, at slaveri af islam var blevet ophævet for mere end 100 år siden ved konsensus, se min artikel derom her.

Men disse 126 lærde gør dog det, at de argumenterer, de nøjes ikke med autoritativt at udslynge en påstand, de nøjes heller ikke med at gennemgå diverse koranord, for de véd godt, at koranen – ligesom det gamle og det ny testamente – accepterer slaveri som noget, der nu engang forefindes i de menneskelige samfund, nej, de hævder, at en enighed blandt de lærde indenfor islam gennem de sidste hundrede år har gjort det til en overtrædelse af sharia at holde slaver.

Den argumentation kan jeg dog i nogen grad følge med i, selv om den forekommer mig mærkelig. Men Tønnsens blotte og bare påstand om islam som en fredelig religion kan jeg ikke følge, for hun argumenterer ikke for det, siger blot, at der findes argumenter i den retning.

Men skyldes mon det forhold, at hun ikke bringer argumenterne for dagens lys, at hun selv er lidt i tvivl om, at de vil blive forstået og accepteret?

Man kunne godt få den tanke.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Når fromhed trumfer sandhed

  1. Pingback: Stening | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s