To fejltagelser

Dette skal ikke være en anmeldelse af Michel Houellebecq’s bog Underkastelse, som udkom på dansk sidst i 2015. Det skal blot være en påpegning af to fejl, som Houellebecq heldigvis gør sig skyldig i, fejl, der gør, at hans ret så pessimistiske forudsigelse om det kristne og sekulære Europas overgang til islam nok ikke holder stik.

Den ene fejl har med opfattelsen af islam at gøre, den anden med opfattelsen af det kristne og sekulære Europa at gøre.

Men først et punkt, hvor romanen synes at retlede en misforståelse, nogen i Danmark har gjort sig skyldig i.

Da i Lars Hedegaard i februar 2013 var blevet udsat for et forsøg på at slå ham ihjel, interview’ede Martin Krasnik ham i Deadline over en hel halv time. Det var et elendigt interview, præget som det var af ønsket om at udføre et karaktérmord på Lars Hedegaard, siden mordet i virkelighedens verden ikke lod sig gennemføre, og vist også præget af, at Lars Hedegaard ikke psykisk var kommet sig over mordforsøget.

Her var Krasnik så ondskabsfuld at udspørge den intetanende Lars Hedegaard om en passage i bogen I Krigens Hus som han havde skrevet ti år tidligere. Bogen bragte et citat fra den såkaldte ”Mekka-erklæring” fra 1981, en erklæring fra ledende muslimer om muligheden af et islamisk verdensherredømme. Citatet kan ses på en blog af Mikael Jalving, se her, og lyder således:

Alle muslimer, selv om de taler forskellige sprog, har forskellig hudfarve, bor forskellige steder og adskiller sig fra hinanden på andre måder, udgør én eneste nation, knyttet sammen af en fælles tro (…), idet de påtager sig én opgave for hele verden.

Jalving giver sin bedømmelse af Mekka-erklæringen på følgende måde:

Der er mere i samme skuffe i den officielle erklæring – og man kan altid diskuterer kildens ophav og betydning. Men man kan ikke blot feje problemet ind under gulvtæppet og lade som om, fundamentalismen ikke eksisterer og ikke er relateret til virkeligheden i de europæiske byer.

Men i interview’et med Lars Hedegaard var det netop, hvad Krasnik forsøgte: at feje betydningen af Mekka-erklæringen til side. Gang på gang spurgte han yderst inkvisitorisk om, hvilke beviser Hedegaard havde for den påstand, at islam og muslimerne tragtede efter verdensherredømmet. Jeg har skrevet om interview’et her. Han ville have, at Hedegaard skulle fremvise en masterplan fra muslimernes side, før han ville tro på, at de sådan for alvor tragtede efter verdensherredømmet.

Noget af det sjove ved Underkastelse er, at Houellebecq lader den muslimske politiker, der ved valget i 2022 er blevet præsident i Frankrig, stræbe efter at udvide EU i sydlig retning. Hans ideal er romerriget, han ser sig selv som en ny Augustus, der hersker over både nord- og sydsiden af Middelhavet. Det vil sige: Den drøm om Eurabia, som Krasnik i 2013 mente var det rene idioti, optræder her som en højst realiserbar størrelse.

Forøvrigt optræder den også hos Ibn Khaldun, den berømte muslimske filosof fra middelalderen (1332-1406). I sit store værk Muqadimmah fremfører han den drøm, at islam engang i fremtiden vil brede sig ud på nordsiden af Middelhavet, så både Rom og Konstantinopel vil blive muslimske byer.

Nå, ja, nu har jeg jo allerede røbet noget af plottet i Underkastelse. Houellebecq vil vise, at Europa er modent til muslimsk magtovertagelse. Til den ende lader han hovedpersonen være en udbrændt fransk universitetsprofessor, der kun har interesse for fine franske retter og dyre luksusludere. Og han fortæller så, hvordan de to gamle partier, socialisterne og de liberale, ved præsidentvalget i 2022 oplever, at ingen af dem når frem til slutrunden i valget, det gør derimod Front Nationale med langt de fleste stemmer og det muslimske parti med den karismatiske Ben Abbes i spidsen. Og for ikke at få Marine le Pen til at vinde anbefaler begge de gamle partier deres vælgere at stemme på muslimen. Med det resultat, at han faktisk vinder og bliver præsident.

Og så sker det ting og sager. Og de sker med socialisternes godkendelse. Man gennemfører kønsopdeling i skolerne. Man får arbejdsløsheden til at forsvinde derved, at kvinderne får bedre vilkår ved at gå hjemme. Man tillader flerkoneri, og sælger de gamle ærværdige institutioner, Sorbonne-universitet f.eks., til saudierne, så man fremover for at være ansat dèr skal konvertere til islam. Den fristelse stilles hovedpersonen overfor, uden at det dog bliver klart, om han falder for den. Men dette at få én kvinde til at tilfredsstille hans kulinariske ønsker og en anden og yngre til at tilfredsstille ham seksuelt synes at være opfyldelsen af alt det, han drømmer om.

Der er to anmeldelser af bogen hos Trykkefrihedsselskabet, se her og her.

Og de hæfter sig begge ved, at Houellebecq lader sin hovedperson udvikle sig efter det skema, Kierkegaard har aftegnet i Sygdommen til Døden, hvor han afbilder et menneske, der fortvivlet ikke vil være sig selv. Og det er vel ikke umuligt, at Houellebecq har læst Kierkegaard. Men der er nu andre spørgsmål, der i højere grad trænger sig på.

For eksempel er det interessant, at Houellebecq lader muslimer gennemføre deres magtovertagelse på en smart måde; deres religion er en magtreligion, javist, men de gennemfører magtudøvelsen, så den ikke fremstår som magt, men som fornuft.

Det er deres gode gamle princip fra islams første tid, der her tages i brug igen: ”I muslimer, sæt jer i besiddelse af statsmagten, så vil ikke-muslimerne efterhånden indse, at de tjener sig selv bedst ved at konvertere til islam”.

Men når man stiller det mere prekære spørgsmål, om mon en sådan magtovertagelse er sandsynlig, er svaret på ingen måde givet.

Houellebecq forklarer således de økonomiske forhold i Frankrig på den måde, at han siger, at sauderne skyder en masse penge til. Og bevares, de er jo rige folk, de saudere, men Frankrig er et stort land, og skal der ydes støtte til alle de undervisningstiltag, som staten bliver fritaget for efter muslimernes magtovertagelse, kan der blive nok at gøre for dem.

Dertil kommer, at Ben Abbes vil investere temmelig meget i grøn energi, hvilket går imod saudernes interesser. Men det opklares ikke i bogen, om sauderne vil vedblive med at betale.

Men det mest usandsynlige ved det hele, hvis vi ser på skildringen af muslimerne, er nok, at Houellebecq lader alle muslimer ydmygt bøje sig for Ben Abbes’ planer; alle de uroligheder i forstæderne, som man kendte til tidligere, forsvinder som dug for solen. Bevares, det kan måske forklares med, at der kun fortælles om de første år med muslimerne på magten, ikke om, hvordan det senere udviklede sig. For islam er ganske rigtigt en magtreligion, men man må ikke overse, at dette betyder, at man skal kæmpe for at opnå magten og kæmpe for at bevare dem.

Den muslimske historie viser det.

Allah havde desværre glemt at åbenbare for Muhammed, hvad der skulle ske efter hans død, og det førte til en heftig magtkamp. Og ikke blot er denne magtkamp fortsat helt op til vore dage, som en kamp mellem shia- og sunni-islam, også indenfor den største sekt af disse to, sunnierne, har der fundet indbyrdes magtkampe sted. Den regel, som man bildte sig ind skulle gælde til evig tid: at muslimer aldrig angriber muslimer, er blevet brudt den ene gang efter den anden i islams historie. Og i vore dage ser man jo, at så at sige alle muslimske stater vender sig imod IS med stor forargelse – hvilket jo for så vidt er udmærket, men hvilket også afslører, at det ikke er lykkedes muslimerne at blive enige om at oprette et kalifat eller lade være med det.

Magtreligioner, såsom kommunismen og nazismen, har ikke altid haft let ved at tale sammen indbyrdes og nå til enighed om noget fælles mål. Det har magtreligionen islam heller ikke.

Alt sådant lader Houellebecq imidlertid ligge. Shia-islam forekommer overhovedet ikke i hans bog. Forholdet til Iran diskuteres ikke, heller ikke, når idealet om romerrigets genoprettelse er på tapetet. Det skal ikke bebrejdes ham, bogen er interessant nok foruden, men vil man gøre sig tanker om en eventuel virkeliggørelse af dens fremtidsfantasier, må den slags naturligvis tages med i betragtningen.

Det var bogens fejl, hvad angår opfattelsen af islam.

Så til dens fejl, hvad angår opfattelsen af det sekulære og kristne Europa.

Jeg siger med vilje ”det sekulære og kristne” Europa. For kristendommen vil netop – i hvert fald i dens lutherske form – arbejde for, at samfundet skal være sekulært. Og spørgsmålet er, om dette Europa – eller dette Frankrig, for at være mere præcis – sådan uden videre vil lade muslimsk praksis gælde, et Frankrig, der jo, som man véd, har taget idealet om den sekulære stat til sig som intet andet land i Europa.

Vil f.eks. de franske kvinder gå over til kun at vise sig i det offentlige rum tildækkede på muslimsk vis? Vil de gå med til, trods en klækkelig betaling for det, at isolere sig i hjemmene? Vil de sådan uden videre trække sig tilbage fra alle officielle poster? Det forekommer mig tvivlsomt. Som kvinder herhjemme med rette er blevet bestyrtede over begivenhederne i Køln, fordi de derved fornemmer, at de mister den lige ret til det offentlige rum og den ligestilling iøvrigt, som de møjsommeligt har tilkæmpet sig gennem mange år, sådan vil vel kvinder i Frankrig føle det som et ubærligt nederlag, hvis de skal ind under de muslimske idealer for kvindeopførsel.

Og det forekommer måske også Houellebecq tvivlsomt. I hvert fald lader han os ganske uvidende om, hvilken skæbne Marine le Pen har fået, efter at hun tabte til Ben Abbes. Og han overvejer heller ikke, hvor de unge tildækkede muslimske kvindelige studerende kommer fra og hvad de skal på universitetet.

Han nøjes med at lade islam være en fristelse for en udbrændt professor, der ikke mere kan finde mening i livet. Han nøjes med at lade ham betragte nationalfølelsen eller fædrelandskærligheden som et overstået stadium. Ja, efter de gode litteraters mening var det slut med den allerede i begyndelsen af 1900-tallet. At franskmænd både i Første og Anden Verdenskrig faktisk gik i døden for deres land, har han tilsyneladende overset. Eller – for at sige det ligeud – han lader dette ene menneske være repræsentant for hele Frankrig, han lader, som om alle de andre franskmænd uden besvær kan legemliggøres i ham, i hans livslede og i hans optagethed af kun sig selv (han stifter ikke familie; han har intet med sin far og mor at gøre; da han opdager, at et attentat har fundet sted på en tankstation, skræver han uden empati hen over liget for at se, om han kan lukke op for pumperne, og kører derefter videre uden at ringe efter hjælp).

Og med en litterats sproglige fingerfærdighed kan man måske få det til at se ud, som om den franske kultur er på vej til sin undergang, men vil almuen gå med til det? Vil de franskmænd, der har bevaret en vis kærlighed til fædrelandet og måske endda stolthed over samme, sådan uden videre opgive ævred?

Efter begivenhederne i Køln er som sagt mange kvinder blevet opmærksom på den fare for deres frihed, som islam udgør. Indrømmet, denne roman blev skrevet før både den store migrantstrøm tog til i afvigte efterår og før den afslørende nytårsaften ved Køln domkirke, så Houellebecq kunne måske ikke dengang se det, vi kan se i dag, men alligevel: man må vist sige, at han har sløset lidt med sandsynlighederne for at få sin ligning til at gå op.

Heldigvis.

Hvilket altsammen vil sige, at det som så ofte før ikke går helt så slemt, som præsten (alias Houellebecq) prædiker.

Men derfor er hans roman alligevel tankevækkende. Og oplysende med mange ellers oversete detaljer om islam.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s