Er cyklen punkteret?

Det vakte en del moro, da det i oktober 2015 kom frem, at en del syriske flygtninge brugte cykel for at komme fra Rusland ind i Norge via Schengens nordligste grænseovergang, den ved navn Storskog i Nordnorge ved Kirkenæs, se Berlingskes artikel om det her. Jeg selv var da på pletten, klar til at deltage i morskaben, se her. Og det var jo også ganske morsomt, at en række mennesker, der aldrig før i livet havde betroet deres legeme til en cykel, nu sås pedallere frem mod den norske grænsevagt med store sving på og enkelte fald undervejs.

Man kan måske også sige, at noget af det morsomme dengang var, at det absurde i dette skuespil ikke hang sammen med bestemmelser, som Bruxelles havde forordnet, men med noget, som Rusland havde lavet. Man ville fra russisk side ikke tillade nogen at spadsere over grænsen, de skulle altid transporteres over grænsen på ét eller andet transportmiddel, om det så var en cykel. Hvad den dybere logik er med denne bestemmelse, bliver dog ikke opklaret af Berlingskes artikel – og heller ikke af min.

Nu er imidlertid denne trafik standset. Man spekulerer lidt på hvorfor. Er der ikke flere cykler? Eller punkterer de undervejs på den korte strækning? Men ærlig talt, så vigtigt er det spørgsmål da heller ikke. Så man lod det ligge og gjorde ikke mere ud af det. Både fra min side og fra Berlingskes side.

Men nu tages spørgsmålet op igen fra uventet kant, fra en norsk internetside, der hedder Human Rights Service. Rita Karlsen og Hege Storhaug prøver her at udrede trådene: Hvorfor standsede cykelstrømmen? Og da dette begivenhedsforløb kaster et afslørende lys ind over det, der foregår i samspillet mellem de enkelte Schengen-regeringer, skal det her i nogen grad refereres i detaljer.

Sagen er nemlig den, at der imellem regeringerne i Schengen-samarbejdet foregår en vis kamp om altid at være på den rigtige side af bestemmelserne, enten det så er konventionerne eller bestemmelserne i Schengen- og Dublinaftalerne. Ja, ikke blot det, der foregår også en kamp om altid at optræde menneskekærligt eller humant. Noget af det værste, en regering i dette samarbejde kan komme ud for, er af de andre regeringer eller af andre landes journalister at blive anset for at være umenneskelig. Derfor, hvis man som den danske regering vil foretage stramninger, handler man hele tiden med et Damokles-sværd hængende over hovedet.

Som man måske véd, ramte en bandstråle fra denne selvbestaltede pavestol fornylig vor arme regering. Udenlandske aviser fandt ”smykkeloven” direkte nazistisk, og der blev sagt ting og sager i artikler i aviser og på Facebook, ligesom et par usmagelige satiretegninger så dagens lys i England, usmagelige, ikke fordi de gør grin med vores regering, men fordi de gør de i historieforløbet uhørte og enestående holocaust-begivenheder til almindeligheder, som andre uskyldige ting kan sammenlignes med.

Og ganske mange har siden været fremme med udtalelser om, hvor meget dette har skadet vort ‘image’ i udlandet. Dette, om ikke andet, viser, hvor meget det betyder for vort land at optræde, så fremmede kan se, at vi er humane.

Det kan man nok blive nogenlunde enig om.

Hvad der er sværere at se, er, at der foregår en stadig kamp mellem europæiske myndigheder og menneskesmuglere, og at denne kamp foregår på et humanistisk plan. På den måde at forstå, at når menneskesmuglerne véd, at vi er bundet af den indbyrdes kamp for at optræde ligeså humant som de andre, så udnytter de det ganske kynisk.

De har længe udnyttet den forestilling hos os humane europæere, at en flygtning har ret til at søge asyl, så snart han har sat foden på europæisk jord, og den udvidelse af reglen, der siger, at et europæisk skibsdæk skal regnes lig med europæisk jord. De har udnyttet den ved at udsætte deres overfyldte flygtningebåde for havari i nærheden af europæiske skibe. Og når det af og til går galt, skyldes det i sidste ende denne kamp mellem menneskesmuglere og myndigheder.

Den kamp var det, der fandt vej til Nordnorge. Menneskesmuglernes rolle blev her overtaget af de russiske myndigheder. Ifølge Karlsen og Storhaugs artikel er det nok ikke så meget Putin, som det er lokale russiske guvenører, der har villet prøve den norske regering af: hvor mange flygtninge kan vi få dem til at tage imod? Men det er da også muligt, at antallet blot er vokset, fordi flere og flere har fundet ud af muligheden og den russiske stat har så villet være human – også den – og stillet transport til rådighed op gennem det mægtige rige helt op til den norske grænse. Ud fra devisen: ”Går den, så går den!”

Og den gik, ja. Men hvorfor gik den?

Den gik, fordi nordmændene ligesom vi danskere for alt i verden ikke vil tage sig ud som inhumane. Og kommer der folk og banker på vort lands dør, så må vi tage imod dem, lukke dem indenfor og behandle deres asylansøgning, det siger vore regler. Og siger de det ikke, så siger i hvert fald vort humane sindelag det. Og vil dette sindelag ikke sige det, så vil frygten for, hvad andre vil sige, i hvert fald sige det.

Og så kom der jo efterhånden virkelig mange ad den vej. Så hobede cyklerne sig op på den norske side. Og nordmændene fik travlt med at behandle asylansøgninger.

Men så pludselig standsede trafikken. Efter den 30. november kom der ikke flere cyklister. Ikke en eneste.

Hvordan gik det dog til?

Det, der var udslaggivende, var tilsyneladende, at der var norske myndigheder, der fik nok af det uværdige skuespil. Man opdagede jo efterhånden, at de fleste af dem, der kom over grænsen, aldeles ikke var forfulgte i deres hjemland. De ville blot hellere prøve lykken i det rige Norge end i det mere fattige Rusland. Karlsen og Storhaug fortæller, at det plejede at gå for sig på den måde, at russerne låste dagens sending af asylansøgere inde, fik udleveret deres pas, og med dem i hånden gik over til den norske grænse og afleverede passene. Når så nordmændene havde modtaget passene, blev der udleveret cykler til asylansøgerne og den føromtalte færd på det usædvanlige transportmiddel kunne begynde.

Men den 30. november 2015 gik det anderledes for sig:

Kildene våre forteller at 30. november 2015 skjedde følgende: En ansatt i PU (Politiets Utlendingsenhet) hadde fått nok av det irregulære spillet. Vedkommende gikk opp på grenselinjen der en russer kom med en ny ladning pass fra «flyktninger». Den kontante beskjeden som kom fra denne politibetjenten var:

Ingen passerer grensen uten visum i passet!

En forfjamset russer måtte snu, med passene i hånd, og ta seg tilbake til «flyktningene» ved den russiske grensestasjonen.

Spillet var over. Ikke en eneste «flyktning» har siden denne datoen tatt seg inn i Norge over Storskogsgrensa.

Hvordan kunne dog dette tillades? Oven i købet fortæller de to hjemmelsmænd (eller -kvinder), at der var hele to ministre, begge fra Fremskrittspartiet, til stede ved den lejlighed. Så man må vel have haft en vis hjemmel til at gøre, hvad man gjorde.

Det havde man også. De to fortæller:

Disse såkalte asylsøkerne skulle vært avvist ved grensen umiddelbart og det var ingen hindringer i veien for det. Forklaringen på dette er enkel. Russland anses som et trygt (om ikke perfekt) land. Dermed skulle heller ikke de med transittvisum i Russland sluppet over grensa.

Dette er væsentligt. Norge er et Schengen-land, selv om det ikke er medlem af EU. Og indenfor Schengen har der udviklet sig den praksis, at et land ikke må nægte at behandle de menneskers asylansøgning, der ”banker på landets dør”. Hvordan kan så Norge afvise disse mennesker? Det spiller jo ingen rolle, at man hidtil havde opdaget, at de færreste af de ankommende havde nogen ægte asylgrund. Deres asylansøgning skulle efter hidtidig praksis behandles alligevel. Sådan gør vi jo i vort forhold til Tyskland, sådan gør Grækenland i forhold til Tyrkiet, og alle synes at være enige om, at dette er den rigtige, dvs., den humane måde at gøre det på.

Den praksis har nordmændene altså hermed ændret på. Uden at nogen hidtil har klandret dem for det.

Denne mangel på klage over det passerede fra mediernes side kan skyldes, at Storskog ligger så langt borte. Men det skyldes nu nok snarere, at ”smykkesagen” fra Danmark i netop den periode fik al opmærksomheden fra mediernes side. Og medierne er som en flok lemminger: de går alle efter det samme.

Som jeg har gjort opmærksom på i en kronik i Jyllands-Posten (som til min overraskelse faktisk blev optaget), se her, har opfattelsen af konventionerne i tidens løb ændret sig noget. Det er sket i kraft af den ”fromhedskonkurrence”, der har fundet sted mellem landene. Og selv om der ikke står noget om, at man skal asylbehandle ansøgere, der kommer fra et sikkert land, har alle lande hidtil villet være så humane, at man har gjort det. Det skulle jo nødig hedde sig.

Men nu har altså Norge brudt trylleringen. Nu har Norge som det første land i Schengen meldt ud, at det ikke vil tage imod ansøgere, der kommer fra et sikkert land. Og når Norge kan, kan vi vel også.

Det vil sige: Alle vore anstrengelser, med ”smykkelov” og “stramning af familiesammenføringsregler”, har været overflødige. Vi har hele tiden blot kunnet nægte at tage imod asylansøgere fra Tyskland med den begrundelse, at de kommer fra et sikkert land. Keine Hexerei, nur Behendigkeit.

Dette er et smukt eksempel på nordisk samarbejde. Norge indfører en højst påkrævet nedtoning af de stramme Schengen-regler i ly af Danmarks eksponering i de internationale medier. Og Danmark kan så følge Norges eksempel med den udmærkede begrundelse, at Tyskland vel er et lige så sikkert land som Rusland.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Er cyklen punkteret?

  1. Pingback: Journalistiske no-go-areas | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s