Hvem tør gå forrest?

I temmelig mange af de indlæg, jeg har skrevet her på bloggen, har jeg talt om, at den europæiske elite lider af sygdommen samaritanitis, som viser sig ved, at man ser sig selv i rollen som den barmhjertige samaritaner og de mange flygtninge/migranter, der banker på Europas dør, i rollen som den overfaldne, som samaritaneren i sin store godhed tager sig af.

I den kronik, som jeg fik optaget i Jyllands-Posten, se her, har jeg talt om, at de europæiske politikere synes at befinde sig i en fromhedskonkurrence. Det betyder, at de sådan set godt kan se, hvad der gavner deres land, nemlig stop for al indvandring, blot tør de ikke gå ind for noget sådant af frygt for at blive set ned på af andre lande; de vil for alt i verden høre med til de fromme, til dem, der overholde konventionerne. Eller altså: de er slemt angrebet af samaritanitis.

Et godt eksempel på en sådan politiker og en sådan tale er den finske præsident, Sauli Niinistö, da han den 3. februar åbnede det finske parlament, se her. Jeg tillader mig at gengive en ret stor del af hans tale (i min oversættelse fra engelsk), da den på mange måder er yderst interessant:

 

Ukontrolleret migration er det nyeste [af de problemer, vi står overfor rr]. Vi tager sørgelig fejl, hvis vi tror, at vi kan feje disse problemer ind under gulvtæppet ved at lægge hinandens ord og handlinger ind under et mikroskop som begyndelsen på at gå ind i en stråmandsargumentation og et angreb ad hominem.

….

Migration er et alvorligt problem. Europa, Finland, den vestlige måde at tænke på, vore værdier, alt dette udfordres af det.

Det er en stor forandring; for blot nogle år siden var det os, der eksporterede vore værdier og betragtede dem som selvfølgelige, og nu er det os, der spørger, om vi selv kan overholde dem.

Den strøm af immigranter ind i Europa og ind i Finland er stort set en strøm af migranter og ikke en flugt fra umiddelbar fare. Alle vurderinger forudser, at menneskestrømmen vil øge i år. Det udfordrer de vestlige demokratiers evne til at hjælpe og udfordrer også selve de stukturer, der er basis for tanken om Europa.

I det kaos, der kommer ud af det, kan den situation, migranterne møder, kun blive værre. Man véd, at migranter udnyttes. Vi har lige hørt, at der savnes 10.000 uledsagede børn i Europa. Menneskesmuglere, med deres enorme, ulovlige forretninger, udnytter situationen og tjener penge på den, og de sætter ofte de menneskers liv på spil, der er på vej til os. Man kan også risikere, at flygtningene vil blive brugt som ”bønder” i en kynisk magtskakspil.

Der er mange, der taler om, at vi øjeblikkelig må lukke vore grænser, eller i det mindste begrænse antallet af dem, der kommer ind, og især øjeblikkelig sende dem tilbage, der bliver lovovertrædere. Det er mange mennesker enige i, og de undrer sig over, at vi ikke allerede har gjort det. Men det er der en forklaring på.

Nu nærmer jeg mig hovedspørgsmålet. De internationale konventioner, EU’s direktiver og de nationale love er blevet gennemført og gennemtænkt på en beundringsværdig, rettænkende måde – for at beskytte alle dem, der er i fare.

Men i praksis betyder det, at enhver, som er i stand til at udtale ordet ”asyl”, kan komme ind i Finland og Europa. Ja, faktisk får man, når man kan udtale det ord, en slags subjektiv ret til at krydse grænsen. Uden nogensomhelst god begrundelse får den, der kommer, ret til at få sin sag bedømt – en bedømmelse, der kan tage år – og han kan så, hvis han ikke får asyl, undgå gennemførelse af den deraf følgende beslutning og forblive, hvor han eller hun ankom, under falske forudsætninger.

Og dermed når vi frem til det dilemma, der er så dybt rodfæstet i vore værdier.

Europa han ikke holde til en ukontrolleret migration meget længere. Vore værdier vil gå under, hvis vores kapacitet for at opfylde dem, overskrides. Så vil der ske det, at gode intentioner skaber en dårlig situation for enhver.

Man formoder, at de fleste, om ikke alle, tiltag, der tages for at kontrollere processen, medfører brud på internationale rettigheder og overenskomster. Resultatet er, at vi ikke kan gøre det, mange mennesker anser for nødvendigt.

Man har også foreslået, at flygtningekonventionen skal revideres. Det tager tid, og det er usandsynligt, at det vil løse det, der er et akut problem.

De internationale regler blev optegnet og deres fortolkning udviklet under helt andre omstændigheder. Jeg er sikker på, at hvis disse internationale reguleringer og de nationale reguleringer, der udspringer af dem, skulle optegnes i dag, ville deres indhold fundamentalt set være meget mere præcist, idet de stadig ville tage hensyn til menneskerettigheder og hjælpe dem, der er i nød.

Derfor er der ingen gode muligheder. Vi er nødt til at spørge os selv, om vi ønsker at beskytte Europas værdier og Europas folk, og dem, der virkelig er i akut fare, eller vi ufleksibelt vil holde fast ved de internationale forpligtelsers bogstav uden hensyn til konsekvenserne.

Vi må nu tage bestik af, hvor vi er kommet hen. Målet er at opnå en balance, som set fra alle synspunkter i det mindste vil være tilfredsstillende, eftersom det er det bedste, vi kan gøre.

Først af alt må vi sikre vores basis i de europæiske værdier, det må der ikke herske tvivl om. Dernæst må vi hjælpe dem, der er i nød eller er forfulgte. Men for øjeblikket kan vi ikke hjælpe dem, der kun søger hen mod et bedre liv eller føler, at deres forhold og deres fremtid er vanskelig i deres hjemlande.

Europa søger stadig efter en balanceret løsning på dette problem. Mange regeringer handler énsidigt, og forfølger deres egne snævre interesser eller prøver at vise ligegladhed med værdierne og udstøder trusler. Før eller siden må man erkende, at her og nu kan vi ikke opfylde alle vore forpligtelser under international lov. De fleste af de nationale forslag, der fremsættes, baserer sig på denne erkendelse.

Man gør bedst i at se kendsgerningerne i øjnene, og bedst af alt ville det være, om EU gjorde netop det og påbegyndte en fælles kontrol af vore grænser, nedbragte antallet af migranter og øgede tilbageføringerne, så der kunne skabes et sikkert sted for dem, der virkelig er i nød.

Afslutningen af diverse konflikter, f.eks. den syriske krig, ville også være en ufravigelig del af løsningen. Dette ville kræve stor internationalt samarbejde, hvoraf vi givetvis vil tage vor del. Men en hurtig løsning ad den vej kan man ikke se, og det er heller ikke sandsynligt, at det ville holde dem tilbage, som migrerer af andre årsager.”

 

Så vidt den finske præsident.

Jeg skal nu tillade mig at undersøge denne tale nærmere. Denne undersøgelse vil hævde, at den første del, diagnosen, er fortrinlig, men at den anden del, den anbefalede medicin, er utilstrækkelig.

Præsidenten taler til det finske parlament, og det er rigtigt set af ham, at det problem, vi står overfor med asylansøgertilstrømningen, er så stort, at parlamentarikerne må lægge deres sædvanlige indbyrdes stridigheder til side. Om det lykkes ham at få det ønske opfyldt, er måske tvivlsomt. (Se afsnit “Ukontrolleret m…”)

For allerede i den analyse af situationen, han fremkommer med, kan han vel siges at ”vælge side”, i hvert fald, hvis vi ser det ud fra en dansk kontekst. Men det skal han naturligvis ikke høre ilde for.

Herhjemme er det bestemt ikke alle, der vil give ham ret i, at der i menneskestrømmen stort set er tale om mennesker, der ønsker sig et bedre liv, ikke om mennesker, der er forfulgte. (Se afsnit “Den strøm …) De Radikale, Enhedslisten og Alternativet synes at være enige om, at alle migranter er flygtninge, der flygter fra de mest forfærdelige forhold. Men det mener den finske præsident altså ikke. Og jeg heller ikke, hvis det kan interesse nogen.

Derimod kan man nok blive enige med ham i det næste, han siger, at strømmen vil øge næste år. (Se afsnit “Alle vurderinger …” ) Desværre, vil jeg føje til. For han siger det, som var det en uafvendelig naturkatastrofe, der blev forudsagt. Dog er det jo kun sandt, fordi ”alle vurderinger” forudsiger, at de europæiske politikere ikke vil foretage sig det nødvendige: dvs., lukke grænserne. Det samme siger jo vor regering. Den regner på det, som man udregner det sandsynlige tal for de arbejdsløse. Hvor mange der kommer, afhænger af, hvor mange der sætter kursen mod vort lille land. Og fordi man ikke vover at gøre det nødvendige, gør man kun det, at man gør landet så utiltrækkende for migranter som muligt. Uværdigt!

Men hvorfor tænker han om migrationen som om en naturkatastofe, når han dog tilsyneladende har en korrekt analyse af situationen (Se afsnit “I det kaos …”)? Han er jo blevet klar over, at Europa ikke kan klare opgaven, så den virkelighed, der møder migranterne, bliver værre. Og han har indset, at politikernes modstandere ikke er de lykkeriddere, der er på vej, men de menneskesmuglere, der hjælper dem og tjener tykt på det. Hvorfor ender han med at komme med noget, der er en ikke-løsning, når han dog ser så klart her?

Han kommer ind på konventionerne (Se afsnit “Nu nærmer  …”). For det er dem, der hindrer ham i at komme med gode løsninger. Disse udmærkede, beundringsværdige vedtagelser har i praksis betydet (Se afsnit “Men praksis …”), at man kan krydse en grænse, blot man kan udtale ordet ”asyl”. Her beskriver han på udmærket vis det, man kalder asylretten, eller det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen”. Oven i købet synes han at være fuldt ud klar over, at de afviste asylansøgere som hovedregel ikke bliver sendt tilbage, men alt for let forvandler sig til illegale indvandrere.

Men er det ligefrem kommet dertil, at der ligger et dilemma i vore værdier (Se afsnit “Og dermed …)? Ja, det gør der, hvis man ser så skævt på værdierne, som Niinistö gør. Dog foreløbig kommer han med den rigtige iagttagelse, at en forudsætning for, at vi kan rette os efter vore værdier, er, at vi ikke slavisk følger de tekstlige nedslag, de har givet sig i konventionerne. Vi er altså nødt til, hvis vi vil kontrollere processen med migrantstrømmen, at bryde internationale overenskomster (Se afsnit “Man formoder …”).

Dog skriver han umiddelbart derefter, at ”Resultatet er, at vi ikke kan gøre det, mange mennesker anser for nødvendigt”. Jeg forstår det sådan, at sådan én som jeg er inkluderet i disse ”mange mennesker”. Og det, ”vi” ikke kan gøre, er at lukke vore grænser, ”vi” er her de finske eller de danske politikere.

Det næste bliver derfor noget, der alt for meget ligner den sædvanlige politiske sniksnak, dvs., det bliver meningsløst vrøvl (Se afsnit “Derfor er …”). Man tror, han vil komme med en løsning på dilemmaet, når han stiller det op på den måde, at det består i at vælge mellem enten at beskytte værdierne, folkene og de nødstedte, eller at holde sig til konventionernes bogstav uden hensyn til konsekvenserne. Men nej, vi skal ikke vælge, vi skal i stedet balancere. (Se afsnit “Vi må nu …”).

Og enden på hans tale bliver den sørgelige, at han gør, som så mange andre politikere før ham: han bruger store ord uden indhold (Se afsnit “Man gør bedst …”). Selvfølgelig skal man, som han sige, se kendsgerningerne i øjnene, de kendsgerninger, som han har forelagt os i det foregående, ja, oven i købet forelagt os på en særdeles virkelighedsnær måde. Men hvis vi skal se virkeligheden i øjnene, kan vi ikke balancere os frem til nogen løsning. Et dilemma balancerer man sig ikke ud af, det vælger man sig ud af, ellers er det ikke et dilemma.

Så hvor sand hans analyse end er, det nytter ikke noget, det bliver vrøvl, det, han ender med at sige. Og det, der gør det til vrøvl, er hans alt for store respekt for ”fodjordsreglen”. Eller det er, at han ikke gør klart, at vi europæere har befundet os i en ”fromhedskonkurrence”, og at det er denne ”fromhedskonkurrence”, der har medført, at ”fodjordsreglen” er blevet det afgørende tegn på, om et land overholder konventionerne.

Jeg er ikke sikker på, at han har ret i det, han hævder: at vi er nødt til at bryde konventionerne, hvis vi vil lukke vore grænser (Se afsnit “Man formoder …”). Men jeg er sikker på, at vi ved at lukke grænserne bryder med den fortolkning af konventionerne, der har udviklet sig igennem de senere år.

Ser man på, hvad der står i flygtningekonventionen af 1951, artikel 33, stykke 1, synes der ikke at være hjemmel for med konventionen i hånden at kræve af en hvilkensomhelst stat, at den skal give enhver, der ankommer til dens grænse, asylbehandling. Der står:

Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.

Forbudet mod at afvise en flygtning gælder kun ved grænserne til sådanne områder, hvor flygtningens liv er i fare, dvs., for Danmarks vedkommende ikke ved grænsen til Tyskland, for Finlands vedkommende ikke til grænsen Sverige og til Rusland.

Og når man fra Bruxelles’ side siden 2001 har kunnet leve med det transportøransvar, man har pålagt flyselskaberne: at de skal kontrollere ikke blot id-papirer, men også visa for passagererne, så kan det ikke være forbudt for Finland at nægte asylansøgere at passere grænsen fra Rusland uden visum, eller for Danmark at nægte passage over grænsen fra Tyskland.

Men hvem tør være den første europæiske politiker, der åbent står frem og siger, at de ikke vil regne med ”fodjordsreglen”, når ansøgeren kommer fra sikre lande. Ja, Norge har gjort det, som påpeget i det forrige indlæg, men gjort det temmelig gedulgt. Tør vi danskere eller tør finnerne åbent udbasunere, at vi ikke mere agter at modtage asylansøgere, der kommer over vor grænse fra Tyskland?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s