Grækenland og Tyrkiet

Richard Schwartz har i Information for den 6-2 en artikel, se her, som han indleder med følgende interessante iagttagelse:

Ironisk nok ser EU’s fremtid ud til at være i hænderne på en stat, som ikke er europæisk: Tyrkiet. Og på en, der ofte opfører sig, som om den ikke var: Grækenland.

Det er jo ganske morsomt sagt. Schwartz siger om Grækenland:

Grækenland har hverken evne eller vilje til at bringe krisen under kontrol. Det sidste ville indebære, at man kunne stoppe, identificere, registrere og tage hånd om flygtningene. Men intet af dette sker i dag på andet end halvhjertet vis. I stedet sluses de videre, tværs igennem Europa i en til tider brutal spidsrod, som dog fungerer, så længe nogen stadig vil tage imod dem.

Hvad skal der til, for at krisen kan komme under kontrol? Ja, her synes Schwartz ikke at være klogere end EU-kommissionen. Også den taler jo fint og højstemt om grænsekontrol, men hos den viser det sig, at ordet ”kontrol” ikke skal forstås, som vel de fleste vil forstå det i den nuværende situation: som et forsøg på at bremse indstrømningen af migranter, nej, med ordet ”kontrol” menes kun, at man kan identificere og registrere migranterne, så man får lidt orden på forholdene. Hvem der kommer ind, bestemmer menneskesmuglerne, ikke EU. Det samme synes at være tilfældet her hos Richard Schwartz.

Og om det må man sige som de gamle radikale sagde om forsvaret: ”Hvad skal det nytte?”

Samme opfattelse har det engelske magasin The Economist. Man ofrer i det sidst udkomne nummer dels en leder på spørgsmålet, dels indtil flere sider om det, se her og her. Den lange artikel bærer overskriften: ”Man skal få orden på køen” og røber derved, at det, der er magasinet imod, ikke er antallet eller vanskeligheden ved at integrere de mange nytilflyttere, men alene den uorden, der hersker ved deres ankomst.

Det er mærkeligt at måtte sige det, men både Schwartz og The Economist kunne faktisk have gavn af at læse den kronik, jeg fik optaget i Jyllands-Posten,, se her. Jeg prøvede dèr at gøre opmærksom på noget, som efter min ringe mening er næsten aldeles fraværende i debatten om migranterne. Jeg påpegede årsagen til, at antallet af migranter steg så gevaldigt i sidste halvår af 2015. Det skyldtes, som jeg før har gjort opmærksom på her på bloggen, se her, at grækerne ændrede taktik i Ægæerhavet. Før, under den forrige regering, havde de presset bådene med migranter tilbage til Tyrkiets kyst, nu, under Syriza-regeringen, undlader de disse ”push-back-manøvrer”.

Og i Bruxelles burde man være klar over, at det hænger sådan sammen. For den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, udtalte i marts 2015, se her, at

hvis Europa lader os sejle vor egen sø i denne krise, skal de vide, at vi vil oversvømme dem med migranter, og det vil blive endnu værre for Berlin, hvis der i denne bølge af økonomiske migranter også vil findes nogle jihadister fra IS.

Det er jo ikke mærkeligt, at Kammenos er klar over, at Grækenland besidder dette ”våben”, for han har lige ført valgkamp – i januar 2015 – for at få magt til at undlade at behandle migranterne så hårdhændet. Så han véd godt, hvordan den forrige regering, Samara-regeringen, har handlet i Ægæerhavet. Noget af det skrækindjagende i hans udtalelse hænger utvivlsomt sammen med, at den jo skal true EU til at fortsætte med at yde lån til grækerne, så man kan godt tænke sig, at selv han i efteråret 2015 blev ikke så lidt forbavset over, hvor præcis hans trussel var: der blev jo faktisk tale om, at Europa blev ”oversvømmet” med migranter via Ægæerhavet, da Syriza-regeringen som planlagt undlod Samara-regeringens ”push-backs”.

Om så den græske regering har gjort det for at hævne sig på europæerne, eller for at opfylde det valgløfte, man afgav i januar 2015, nå ja, det er sådan set ligegyldigt, hovedsagen er, at årsagen til migrantstrømmen er grækernes ændrede tiltag i Ægæerhavet.

Men hvorfor er der dog ingen her i Europa, hverken politikere eller journalister, der gør opmærksom på, at vi her har årsagen til den enorme migrantbølge, der ramte Europa i efteråret 2015? I stedet behandler man flodbølgen som en naturkatastrofe, dvs., som noget, der ikke har sin årsag i forhold i menneskeverdenen. Det er i sandhed mærkværdigt.

Måske man med lidt ond vilje kan forstå, hvorfor man i Bruxelles godt véd, hvad årsagen er, men blot vælger ikke at gøre opmærksom på det. For hvis man forklarede flodbølgen med grækernes beslutning om ikke mere at anvende ”push-back-metoden” overfor bådflygtningene, så ville man jo være nødt til at indrømme, at man tidligere, da grækerne faktisk brugte denne metode, stiltiende havde godkendt den. Og det er måske det, man nødig vil blandt politikerne i Bruxelles.

Men så står spørgsmålet om journalisterne tilbage. Hvorfor fortæller de os ikke, hvad årsagen er til, at vi har oplevet en krise i Europa uden lige? Det synes jeg, er noget sværere at forstå. Man kan selvfølgelig tænke sig, at de vil føle det ubehageligt på den måde at angive, hvordan krisen kan løses, nemlig ved igen at anvende ”push-back-metoden” i Ægæerhavet.

Jeg véd ikke, hvad grunden til de lukkede øjne er. Men man er tilsyneladende blevet enige om, at der ingen forklaring er på den mægtige flygtningestrøm. Richard Schwartz kan således uden betænkelighed hævde, at Grækenland ”hverken har evnen eller viljen til at bringe krisen under kontrol”. Men som før nævnt mener han med ”kontrol” kun identifikation og registrering af flygtningene, ikke noget med ”push-back”.

Men lad så være, at Schwartz ikke vil tænke over årsagen. At The Economist heller ikke vil, er en tand mere besynderligt. For bladet bringer en graf, der skal vise, hvor mange migranter, der ankommer ad den mellemste og ad den østlige Middelhavs-rute i årene 2012-15. Og man ser her et gevaldigt spring, hvad angår den østlige Middelhavs-rute, i antallet fra første til tredje kvartal i 2015, et spring fra 10.000 til 320.000, langt flere end i 2014, og – N.B. – langt flere end ad den mellemste Middelhavs-rute, hvor der ikke forekommer noget spring fra 2014 til 2015, snarere et lille fald.

Enhver statistiker vil øjeblikkelig slå ned på denne graf og sige, at dette råber på en forklaring. Og normalt ville ingen være i tvivl om forklaringen: der må være sket en afgørende ændring i forholdene på den østlige Middelhavs-rute; der er ikke tale om en ændring i Syrien eller i flygtningelejrene, for det ville have medført en stigning også i antallet af migranter på den mellemste Middelhavs-rute.

Men ingen på det ærværdige magasin råber på nogen forklaring, skønt magasinet er en hund efter grafer og ofte forklarer op ad stolper og ned ad vægge om dem, de bringer. Alle mulige andre overvejelser kommer man med i den lange artikel, men ikke nogen forklaring på det, der springer mest i øjnene. Ja, man skriver direkte:

Dog er EU’s regeringer ved lov forpligtet til at skaffe tilflugt til dem, der flygter fra krig. De kan ikke skubbe både ladet med migranter tilbage fra Grækenland [dvs. push-back, rr] (som det siges, at en belgisk politiker har foreslået).

(Hurra! Der er altså i det mindste én politiker, der har set det samme som jeg).

Men man undlader behændigt at fortælle, at det netop var den metode, grækerne brugte tidligere, og at det er den kendsgerning, at de ophørte med at bruge den, der resulterede i migrantkrisen.

Véd man det ikke? Eller vil man ikke give politikerne ”gode idéer”? Det ene er lige så slemt som det andet.

Om Tyrkiet skriver Richard Schwartz:

Tyrkiet – en stat, der i stigende grad fjerner sig fra demokrati og andre europæiske værdier, har mod løfter om rundhåndede betalinger lovet at hjælpe. Det vil sige: gøre, hvad Grækenland ikke kan eller ikke ønsker at gøre.

Næ holdt, min gode Schwartz! Tyrkiet hverken kan eller skal gøre det, Grækenland ikke kan eller ønsker at gøre. Det, Tyrkiet kan gøre, er det, som Grækenland ikke gøre, nemlig forhindre migranterne i at sætte foden på græsk jord. Gør de det, træder jo øjeblikkelig ”fodjordsreglen” i kraft. Og det er den, man lider under i hele Europa, men ikke kan få sig selv til at ophæve.

Det vil sige: Tyrkiet må godt bryde den. Tyrkiet er jo ikke oppe i det samme fine højetiske selskab som EU-landene. Så EU bærer sig lige så hyklerisk ad, som de buddhister, der holder kvæg, men, fordi de er buddhister, ikke må slagte deres kvæg: de får nogle vantro bjergstammer til at foretage slagtningen for sig, hvorefter de selv nyder kødet. Vi kan trække på smilebåndet over buddhisterne. Men må vi ikke forarges over EU, der på samme hykleriske måde vi have Tyrkiet til at gøre det, vi selv er for fine til at gøre?

The Economist omtaler EU’s aftale med Tyrkiet med tilslutning, så fra den kant ser man heller ikke hykleriet. Desuden skriver man lidt senere:

At sætte en stopper for bølgen over Ægæerhavet vil redde liv og fjerne menneskesmuglernes profit. Men ønsket om at nå frem til Europa vil stadig være der. Ruterne er altfor veletablerede, smuglernetværket er for stærkt og efterspørgslen for stor.

Det argument har man også hørt før: Lukker man ned ét sted, opstår der en rute et andet sted. Men hvis man fandt frem til, hvad årsagen var til, at migrantbølgen satte ind i sidste halvår af 2015, ville man kunne slutte baglæns: Hvis dette at skubbe bådene tilbage tidligere har holdt flodbølgen i skak, så vil det vel kunne gøre det igen.

Men det er jo ganske bemærkelsesværdigt, at det, man her har imod en sådan ”push-back-manøvre”, ikke er, at det er imod asylretten (eller ”fodjordsreglen”), men at det ikke vil virke. Ja, man synes oven i købet at være klar over, at denne metode vil redde liv. Det vil sige: nu er det ikke et etisk eller juridisk argument, man bruger, men et praktisk argument.

Det forekommer mig i det hele taget, at begge disse artikler er uhyre rodede: snart bevæger de sig indenfor juraen: hvad er lovligt og hvad ikke, snart går argumentet på, hvad der er muligt i kampen mod smuglerne, snart prøver man sig frem med moralske argumenter.

Lad mig slutte med at sige, at man åbenbart fra EU’s side forsøger at gøre Tyrkiet til et nyt DDR, altså til en stat, som skal bygge mure om sig for at holde sine indbyggere inde. Som Richard Schwartz sagde i det første citat: ”EU’s fremtid er i hænderne på Tyrkiet”. Man har vendt op og ned på normal folkeret. Normalt er det en stats egen forpligtelse at sørge for at bevogte sine grænser, at udstyre de borgere, der vil besøge et andet land med pas, så de kan gå igennem det fremmede lands kontrol, og at kontrollere indrejsende for pas og anden indrejsetilladelse. Men EU’s forståelse (EU’s højetiske forståelse, kan man sige) af asylretten har vendt op og ned på disse forhold. Nu føler EU sig forpligtet til at lade alle, der kan udtale ordet ”asyl”, komme indenfor grænserne, ja, man mener oven i købet, at enhver, der slumper til at komme med i flokken af asylråbere, kan rejse igennem det enkelte land og selv udsøge sig det land, han eller hun vil søge asyl i. Og svarende dertil er det blevet kutyme, at ethvert land indenfor Schengen-området har pligt til at modtage sådanne asylråbere. Danmark tør i hvert fald ikke nægte det.

Det er den moderne pacifisme, ligeså uigennemtænkt og naiv som pacifismen i trediverne. Men mens der dog kunne spores en form for alvor i tredivernes pacifisme, har vore dages asylpolitik udartet sig til det rene hykleri: For alle disse alvorlige forpligtelser udspiller sig jo under dække af det mærkelige transportøransvar, man har tildelt alle flyselskaber, der vil fragte passagerer til Europa: Hvad en stat ikke må: kræve visum af indrejsende fra flygtningeproducerende lande og afvise enhver uden visum, det ikke blot , men det skal flyselskaberne gøre.

Det er ikke blot naivt, det er hyklerisk.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s