I den fortælling, vi plejer at kalde ”Forklarelsen på bjerget”, hedder det, at der lød en røst fra skyen, som sagde: ”Denne er min søn, den elskede, hør ham!” (Matt 17,1-8). Det vil sige: Ifølge kristendommen møder vi Guds ord til os igennem et menneske, mennesket Jesus fra Nazareth. Som ordene er blevet behandlet af et menneske, i ét og alt lig os, er de Guds ord.
Ifølge legenderne om de åbenbaringer, Muhammed modtog, var disse åbenbarings-ord lig med ordene på tavler, der i forvejen befandt sig i himlen. De havde ikke været udsat for nogen menneskelig bearbejdelse, før de blev forvandlet til koranen, muslimernes hellige bog.
Det betyder, at det for en kristen drejer sig om at adlyde, fordi man forstår, for en muslim om at adlyde, hvad enten man forstår eller ej.
Det får endvidere den konsekvens, at mens det kristne budskab skal udbredes uden nogensomhelst form for tvang, man skal virkelig med sit inderste jeg være blevet grebet af Jesu ord, så kan det muslimske budskab udmærket udbredes ved tvang, for der er jo ikke noget at forstå, man skal kun lystre.
Pagtstegnet – i kristendommen dåben, i islam omskærelsen af mændene – er i overensstemmelse hermed hos muslimen et tegn, der ikke kan ændres, men i kristendommen noget, man kan fornægte. Som bekendt havde muslimerne igennem det meste af den muslimske historie den regel, at en frafalden muslim skulle dræbes. Den regel svarer meget godt til den muslimske forståelse af åbenbaringen, mens den regel, der af og til viste sig i den kristne historie: et en kætter skulle brændes, må siges at være i modstrid med den kristne grundopfattelse.
Muslimerne udbredte i gamle dage deres religion ved gennem militær erobring at sætte sig i besiddelse af statsmagten i et land og derefter gøre livet så surt for de nu underordnede kristne og jøder, at de så en fordel i at konvertere til islam. I Spanien lykkedes denne taktik overordentlig godt. Spanien blev erobret af muslimerne i 712 og i 900-tallet var en meget stor del af indbyggerne i de erobrede områder gået over til islam. Og selv om de spanske konger i de følgende århundreder generobrede bid efter bid af det muslimske Spanien, blev indbyggerne ikke derved kristne; som de kristne havde fået lov til regere sig selv gennem deres biskopper under muslimsk overhøjhed, fik muslimerne nu lov til at beholde deres imam og styre sig selv under kristen overhøjhed. Først efter erobringen af Granada i 1492 påbegyndtes en tvangsomvendelse af muslimer i Spanien, så Spanien fra 1600-tallets begyndelse var helt og holdent kristent.
Men denne taktik indebar, at hver by i det erobrede område blev opdelt i tre afdelinger: én for muslimer, én for kristne og én for jøder. Der kunne vel være et vist økonomisk samkvem mellem afdelingerne, men hver havde sine love og sin leder, og hver holdt sig for sig selv.
Denne ordning var nok især en fordel for muslimerne, eller rettere: den svarede bedst til muslimernes måde at ”missionere” på. For de udbredte ikke deres tro via sproget. Efter deres opfattelse er der ikke noget at forstå i den guddommelige åbenbaring, og det nytter derfor ikke noget at forklare eller argumentere til fordel for islam. Ja, de har i de lande, der beherskedes af dem, haft den regel, at det er forbudt for de kristne at forsøge at overtale en muslim til at blive kristen; argumenter eller forklaringer er ikke blot til ingen nytte, de er decideret af det onde. Nogen ægte religionssamtale kom derfor ikke i stand i de af islam besatte lande.
Islam kan ikke forklares; bliver nogen muslim ramt af tvivl, fordi islam ikke bliver forklaret, er han at betragte som en forrædder, der derfor skal slås ihjel. Det, der ”forklarer” islam, er det forhold, at Allah skaber frygt i fjendernes hjerter, så muslimerne sejrer, altså ”forklaringen” er, at islam er stærkest, ikke, at islam er retfærdigst eller barmhjertigst.
Denne i vore øjne lidt bagvendte logik forklarer trods den manglende forklaring alligevel ikke så lidt indenfor islam. Blot er vi ikke vant til at operere med en magtreligion, og det er jo just, hvad islam er.
Men det er mere indviklet end som så. For ethvert samfund, kristent, muslimsk, eller hvad det måtte være, må have love for de styrende at rette sig efter. Jesus hævdede godt nok, at der blandt de kristne ikke skulle være forskel på stor og lille:
De [disciplene, rr] kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han [Jesus, rr] til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. (Luk 22,24-27).
Men det gjaldt kun i den snævre menigheds kreds. I samfundet gjaldt kejserens lov. Derfor lød Jesu råd angående skat til kejseren:
Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! (Luk 20,25).
Men mens kristendommen lader de naturlige love vokse frem, holder islam sig til de love, som er opstået gennem Muhammeds ”åbenbaringer”. For godt nok kunne Muhammed selv lade hånt om den fornuftige sammenhæng i de ting, han befalede – han kunne jo til hver en tid få en ny ”åbenbaring”, der annullerede en forudgående, hvilket også af og til skete – så havde hans efterfølgere, kalifferne, ikke den metode i baghånden. Og der dannedes derfor i det muslimske samfund efterhånden en række love, shariaen, både for den enkelte og for staten, og vé den kalif, der ikke holdt sig disse love efterrettelig.
Dette gav i begyndelsen islam en vældig fordel fremfor de kristne. Godt nok søgte mange kristne statsoverhoveder, konger, kejsere, høvdinge, at sætte Guds autoritet bag deres styre, men det kunne islam med deres profet-åbenbaringer i baghånden gøre på langt mere effektiv måde. Og når dertil kom, at det muslimske styre i begyndelsen var langt mindre korrupt end de daværende kristne staters styre, var islam i det, vi kalder den kristne middelalder, ofte de kristne stater overlegen i både kulturel og militær henseende.
Sådan blev det imidlertid ikke ved. For den absoluthed, der lå over de muslimske regimer i kraft af, at man mente at rette sig efter Guds egen lov, kom i løbet af den historiske udvikling til at virke som en hæmsko. Hvor lovene i den kristne verden kunne tilpasses de forandringer, der opstod, var dette umuligt i den muslimske verden. Her var man bundet til at fastholde de én gang fastlagte love.
Hertil kom imidlertid en anden ting. Den muslimske teologi fremkaldte en særegen tilværelsesforståelse, som anså alle hændelser, også ulykker, for Allahs vilje og derfor uafvendelige. Det lå allerede i overtroen på shariaen: Når man udførte Guds vilje, ville Gud belønne én med det bedste samfund, der var muligt. Men det blev understøttet af det menneskesyn, der hører islam til: Mennesket skal ikke forstå, kun adlyde. Det er ikke et menneskesyn, der opfordrer til undersøgende og forbedrende omgang med tingene. Det kan forklare, at antallet af nobelpristagere i den muslimske verden er forsvindende lille.
Nu er der jo så kommet muslimer til Europa og dermed også til Danmark. Og vi har opdaget, at de ikke sådan lader sig indpasse i vore samfund. Hvordan skal vi tackle de problemer, der opstår dermed?
Norske Hege Storhaug har skrevet en bog, som har vundet stor udbredelse i Norge (hidtil solgt i 46.000 eksemplarer) på trods af det officielle Norges modstand. Bogen hedder ”Islam, den 11. landeplage”, og den norske elite, politikere og medier, er nu begyndt at argumentere imod Hege Storhaug. Hun fortæller selv om det på Human Rights Service, se her. Blandt andet har en herre ved navn Per Sandberg sagt, at han går ind for fri religionsudøvelse. Hertil svarer Storhaug:
Per Sandberg sier han er for «fri religionsutøvelse». Greit, da tar vi han på ordet: Flerkoneri, kjønnslemlestelse (shafilovskolen), barneekteskap, nei til fri skilsmisse for muslimske kvinner, som dertil skal giftes bort av verge, muslimske kvinner kan kun gifte seg med muslimske menn, og så videre. Forstår ikke (heller) Sandberg at det ikke er religion jeg vil begrense, det spirituelle, men den totalitære ideologien fra Muhammeds maktepoke i Medina, som eksempelvis underla kvinner inhumant lovverk? Den ideologien skal ikke klassifiseres som «religion», det er dette som er hele poenget. Det er totalitær politikk.
Her nævner jo Storhaug de områder, hvor sharia og europæisk lovgivning støder sammen. Men i ét dermed nævner hun de punkter, på hvilke vi har været utrolig naive, fordi vi ikke kan eller vil acceptere, at de muslimer, der ankommer til vore strande, har deres eget lovsystem med sig og derfor ikke uden videre vil indpasse sig under vores.
Hvor almindeligt er flerkoneri i de muslimske miljøer? Tja, vi aner det ikke. For vi er hidtil gået ud fra, at de muslimer, der ankommer til vort land, da naturligvis accepterer vor lovgivning. Og det bliver vi ved med at bilde os selv ind, selv om en række undersøgelser viser, at mange muslimer mener, at koranen står over grundloven. Ikke underligt, at de mener sådan. For – som de selv siger – koranen står for en guddommelig lovgivning, grundloven for en kun menneskelig lovgivning.
Og hvor mange af pigerne fra Somalia er blevet eller bliver kønslemlæstet enten her i landet eller på besøg i Somalia? Vi aner det ikke, og vi vil heller ikke gøre noget for at finde ud af det. For vi tror – eller vi vil gerne tro – at når vi alvorligt indskærper somalierne, at den slags er forbudt her i landet, så vil de naturligvis som de pæne og velopdragne gæster, de er, undlade at foretage den slags på deres pigebørn. Men heller ikke her har vi fattet den muslimske ”fornuft”. Når de betragter deres muslimske tradition som befalinger, der er givet dem af Allah selv, så falder vores formaninger lukt igennem: de er jo kun menneskelige.
Og barneægteskab? Ja, heller ikke her skal vi vente noget samarbejde fra muslimsk side. Godt nok er der lidt forskellige meninger om, hvornår Muhammed ægtede Aisha; de gamle beretninger siger, at det skete, da hun var seks år gammel, og at Muhammed fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni og – som det hedder – endnu legede med dukker. Men når muslimer er ude på at forsvare deres religion mod os vesterlændinge, ændrer de uden blusel på de gamle beretninger. Så hedder det, at Aisha i hvert fald var nitten år gammel, da Muhammed var sammen med hende.
Så heller ikke her skal vi forvente den store samarbejdsvilje fra muslimsk side.
Og naturligvis får vi heller ikke sådan lige på en studs muslimer til at gå over fra arrangerede ægteskaber til forelskelsesægteskaber. Men den kædeindvandring, der tidligere fandt sted i kraft af muslimernes tradition med arrangerede ægteskaber, har vi vel i nogen grad gjort modstand mod med indførelsen af 24-årsreglen. Så på det punkt har vi dog nogenlunde fået muslimernes traditioner og vores lovgivning til at arbejde sammen. Blot står vi så med talrige vidnesbyrd om, at arrangerede ægteskaber ikke er lykken for alle, igennem de mange muslimske kvinder, vi har på vore krisecentre.
Men spørger man nu Storhaug, hvordan vi skal behandle vore muslimer, opdager man, at hun går galt i byen. Hun har ikke tålmodighed til at vente på, at vi skal vinde deres ”minds and hearts”, men vil med det samme bruge lovgivningsmagten til at få ændret deres holdninger. Og det går efter min mening ikke.
Af et interview med den norske avis Aftenposten, se her, fremgår det, at hun mener, at en række nordmænd, deriblandt stortingsmedlemmer og biskopper, skal sætte sig sammen og udstrege visse vers fra koranen. Der er tale om de mange opfordringer til drab og had mod ikke-muslimer. Kun en sådan revideret koran må så fremover bruges i norske moskéer.
Endvidere foreslår hun: Man skal ved lov angive, hvordan islam skal praktiseres.
Man skal lukke enkelte moskéer og forbyde nybyggeri af moskéer.
Man skal forbyde hijab fra børnehaven til universitetet.
Hun mener selv, at de muslimer, som hun – forøvrigt i lighed med Hirsi Ali – kalder ”Mekka-muslimer”, sagtens vil kunne affinde sig med disse bestemmelser, hvorimod man med sådanne bestemmelser får frasortéret både de deciderede terrorister, og den store sump af potentielle sympatisører, som disse terrorister rekrutteres fra.
Det eneste af hendes forslag, som jeg helt og fuldt kan støtte, går ud på at bevogte Europas grænser, så man forhindrer flere muslimer i at komme ind i landet.
Men hvad da, hvis man ikke kan bruge lovgivningsmagten til at bekæmpe islam?
Islam skal bekæmpes med åndelige midler. Det betyder blandt andet, at vi europæere skal ud af den holdning, hvor vi nærmest går rundt og ligner en undskyldning for os selv. Vi må igen finde ud af at være stolte over at være europæere, stolte over for frihedsarv, stolte over vor rige kultur.
Det betyder også, at vi åbent må sige, at vor kultur er bedre end muslimernes, og at vi er glade for ikke at være underlagt shariaen. Vi skal naturligvis samtidig sige, at vi respekterer den enkelte muslim som menneske, og at vi giver ham alle de rettigheder, som vi selv har. Men hans religiøse særegenheder må han selv tage sig af og selv betale for. Han skal ikke forvente, at han møder forståelse for dem, for den slags må vi betragte som noget religiøst fis, der kun er med til at øge menneskers dumhed og uvidenhed.
Eller – kort sagt – det, jeg her har kaldt ”islams fornuft”, skal vi sætte os ind i, men ikke bøje os for. Vi skal bruge den sammenhæng, vi kan se i de islamiske tanker, til at bekæmpe dem med. For disse tanker afslører islam som en magtreligion, og en sådan er det modsatte af vores religion, kristendommen, der er en ord-religion, og det modsatte af vores sekulære samfundsorden, der bygger på åben og fri diskussion.
ricardtriis 