Man kan også gøre skarn uret

Det er Mikael Jalving, der kommer til at gøre Pelle Dragsted uret på sin blog den 21-2, se her. Dragsted har i Politiken skrevet et indlæg betitlet ”Højrefløjens medfølelse går til boligejere frem for arbejdsløse”, se her. Heri ligestiller han de boligejere, der på grund af stigende grundskyld må sælge deres bolig, med de lejere, der sættes ud af deres bolig, fordi kontanthjælpen beskæres. Hans medfølelse går ligeligt til begge parter, siger han, men højrefløjens går tilsyneladende kun til boligejerne, og det forarger ham.

Denne forargelse forarger så i næste omgang Mikael Jalving. (Ja, undskyld udtrykket ”forargelse”, men begge d’herrer bruger virkelig moralske argumenter, og sådanne gør, at man kan blive forarget). Jalving er forarget over, at Dragsted

ikke skelner mellem (1) en ekstra misundelsesskat på ejendom, som folk selv har betalt eller lånt penge til – og (2) en begrænsning på de penge, som arbejdsløse modtager af det offentlige.

Jalving uddyber sin forargelse:

Enhver stemme på Peter Dragsted og hans parti bliver en stemme på moralsk blindhed.

Og lidt efter får den fuld skrue:

Tillad mig at skære det ud i pap: Tjente penge er tjente penge, dvs. midler tilvejebragt af én selv, ofte i samarbejde med andre. Velfærdsydelserne er derimod andre folks penge, dvs. penge, der er tvangsinddrevet af statslige og kommunale myndigheder og betalt af dem, der arbejder, yder og risikerer noget og ikke er på offentlig forsorg.

Og så ryger min gamle, hidtil godt skjulte retsstatsmand ud af sit skjul: Du kan selv lide af moralsk blindhed, kære Jalving! Det er et udmærket princip, dette med, at ”tjente penge er tjente penge”. Men man skal dog vist lide af stor ”moralsk blindhed”, hvis man kan overse, at mange af de penge, der befinder sig i den danske boligmasse, aldeles ikke er ”tjente penge”, men højst ufortjente gevinster, fremkommet ved prisstigninger, som ligger udenfor den enkelte boligejers indflydelse. Den grundskyld, som de borgerlige, og nu altså også Jalving, så gerne vil have fjernet, er blot et forsøg på at sørge for, at i det mindste noget af den samfundsskabte værdistigning kommer tilbage til samfundet.

Kan man ikke se det, hvad boliger angår, så kan man i det mindste se det på de eksisterende forhandlinger om landbrugspakken. Når man i det hele taget er optaget af at lette vilkårene for landbruget, skyldes det, at landmændene i de gode tider optog alt for store lån, hvilket de kunne gøre, fordi jordpriserne var steget. Det havde man ikke noget imod, for – ikke sandt – det var jo deres ejendom, så det var vel naturligt nok. Nu, hvor tiderne for landmændene ikke længer er så gode, og mange derfor risikerer at gå på tvangsauktion, nu vil man lempe i miljøreglerne for at flere kan overleve. Det hænger ikke sammen: enten lade staten blande sig udenom i både op- og nedgangstider, eller lade staten gennem en grundskyld, hvis udbytte jo varierer med priserne, få noget af værdistigningen ind i sin kasse i opgangstider og miste noget i nedgangstider.

Så hvis man vil fastholde det moralske princip, at ”tjente penge er tjente penge”, så er der intet at indvende imod grundskylden. Derimod kan man nok ud fra det princip indvende noget imod alle de andre skatter. De går jo i hvert fald ind og snupper nogle af disse ”tjente penge” fra folk. Blot finder vi os i det, (det gør Jalving også) fordi man i mange tilfælde kan argumentere med, at der er tale om en slags forsikringsordning. Hospitalsvæsnet betaler vi til igennem de skatter, der altså fjerner nogle af vores ”tjente penge”, men vi går med til det, fordi vi jo derved sikrer os god behandling, hvis vi en dag skulle blive syge.

Det samme kan siges om den del af skatterne, der går til de arbejdsløse. Tidligere havde man både sygekasser og arbejdsløshedskasser, nu går det altsammen ind og ud over skatterne. Men forsikringsprincippet kan man godt genkende i ordningerne. Vel at mærke, hvis man anerkender, at arbejdsløsheden skyldes en strukturel fejl i vort samfund, at den altså ikke er selvforskyldt, men har sin årsag i, at vort samfund ikke er så velfungérende, som det kunne være.

Her er man desværre nødt til at give ”de blå”, inklusive Mikael Jalving, et hak i tuden. For er der noget, der har ændret sig i de seneste ti-tyve år, er det synet på de arbejdsløse. Man ser ikke mere med samme selvfølgelighed som før deres situation som samfundsskabt, men er i de fleste ”blå” partier tilbøjelig til at skyde skylden på de arbejdsløse selv. Og det er galt. Men det hænger formentlig sammen med, at man ikke fra den kant af ser nogen grund til at ændre radikalt på samfundets grundtræk, skønt arbejdsløsheden nok kunne trænge til at blive nedbragt.

Nu skulle jeg jo logisk set give mig til at forklare, hvordan vort samfund kunne komme til at fungére bedre, måske endda på den måde, at arbejdsløsheden helt blev udryddet. Men ærlig talt, jeg gider ikke. Forklaringen skulle jo indeholde noget med ”jord” og grundskyld og de velsignelsesrige effekter af fuld grundskyld, og det ville altsammen være ”spildte Guds ord på Ballelars”, eller i hvert fald på Mikael Jalving, hvis han ved et tilfælde skulle komme til at læse det. Så jeg vil slutte med to ting:

Den ene er, at jeg vil henvise til mine tidligere forslag om, at økonomer, hvis de ikke vil indrømme grundskyldens samfundsgavnlige virkninger, i det mindste skulle kunne bruge Henry George’s kriseteori: at de to kriser, vi har oplevet, den i halvfjerdserne og den fra 2008, begge fandt sted oven på en periode med opsving og næsten fuld beskæftigelse, og begge kan forklares derved, at de gode tider fremkaldte for store forventningspriser på jord, priser som den produktivitetsstigning, der havde fremkaldt de gode tider, ikke i længden kunne indfri, se her.

Denne teori har den fordel, at den betragter de mellemliggende perioder som ”dalreperioder”, hvor økonomien går lidt op og ned, ”dalrer af sted”, men ikke udsættes for de helt store udfordringer. Man vil derfor kunne slå koldt vand i blodet overfor de mange meldinger om, at vi måske er på vej ind i en ny krise. Såmænd er vi ej. Vi skal først have et opsving, og det kommer nok ikke foreløbig.

Men indrømmet, hvis alle økonomer arbejdede efter den teori, havde sensationspressen ikke så meget at skrive om.

Den anden ting, jeg vil nævne, er, at jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over, hvad Pelle Dragsted taler om, når han omtaler den mindskede kontanthjælp. Han skriver:

I dag skal Folketinget behandle kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. De nye lave ydelser vil ramme mere end 30.000 danskere. Dem, der bliver hårdest ramt er enlige med børn. Tusinder af enlige – først og fremmest kvinder – vil få deres indkomst beskåret voldsomt. Ja, ægtepar hvor begge er ramt af arbejdsløshed risikerer at miste halvdelen af deres indkomst.

Det synes at være den korrektion af kontanthjælpen, man vil gennemføre, for at det skal kunne betale sig at arbejde. Man kan måske sige, at det er dumt af ”de blå” at ville gennemføre dette, førend de skattelettelser i bunden, som skulle kompensere for den nedsatte kontanthjælp, er på plads.

Men hvis man vil gennemføre disse nedskæringer i kontanthjælpen og den forhåbentlig efterfølgende skattelettelse i bunden for at få danskere til at tage de mange job, som nu besættes med østarbejdere, så mindsker det i det mindste min forargelse over nedskæringerne noget.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s