At tro, ikke på Gud, men på poesien

Én af de største nulevende digtere på det arabiske sprog, Ali Ahmad Said Esber, i europæisk sammenhæng kaldet Adonis, har fået tildelt en pris i Tyskland og bliver i den anledning interview’et af Die Welt. Og det er i én af de sidste ordvekslinger, at dette med troen forekommer.

Die Welt: De tror ikke på Gud, men på poesien. Hvad er dens magt, dens løfter?

Adonis: Poesien forbinder os med naturen. En blomst har ingen våben. Dens duft er dens våben. Digtningen er som kærligheden. Den giver et menneske mulighed for at se anderledes på verden.

Den Gud kender jeg. Det er den kristne Gud. Det er den Gud, der virker uanseligt gennem Ordet. Som lader ting ske, som vi, der bruger sproget, dårlig nok selv er klar over. Som umærkeligt fører stater og magter og højheder til forfald og tilintetgørelse og lader andre fænomener vokse og trives.

Men Adonis vil altså ikke kalde sig kristen. En ordveksling lige forud røber ellers, at han har et kristent kendetegn, som den kristne kirke i Vesteuropa i høj grad mangler, nemlig martyrvilligheden.

Die Welt: Har De modtaget dødstrusler?

Adonis: Selvfølgelig. Men jeg er ligeglad. For visse overbevisninger skal man risikere livet.

Nå, jeg skal ikke gøre Adonis til noget andet, end hvad han selv ønsker at være. Men jeg kan ikke lade være med at lege med den tanke, hvilke kræfter der kunne gemme sig i den arabiske verden, hvis den ikke blev holdt nede af islam. Det er forresten noget, også Adonis er inde på:

Adonis: Jeg er en slags syndebuk. Jeg har siden 1975 kritiseret den arabiske kultur og de arabiske politikere, og jeg kan kun sige: det er slut med araberne.

Die Welt: Hvad betyder det?

Adonis: Dermed mener jeg, at araberne ikke mere har nogen kreativ kraft. Islam bidrager ikke til det intellektuelle liv, den opildner ikke nogen diskussion. Den giver ikke mere noget anstød. Den frembringer ingen tænkning, ingen kunst, ingen videnskab, ikke nogen vision, som kunne ændre verden. Denne gentagelse er tegnet på, at det er slut med den. Araberne som kvantitet vil fortsætte med at eksistere, men de vil ikke gøre verden kvalitativt bedre eller mere menneskelig.

Og det er det, jeg mener: Hvad ville den arabiske verden ikke kunne udvikle sig til, hvis den f.eks. blev kristen? Den har jo dog kunnet frembringe digtere, omend måske ikke så mange, der er fremstået forfattere, der – også de – har kunne få araberne i tale. Men over det hele hviler islam som en tung dyne, alting skal måles med dens alen, alting pakkes ind i dens sharia. Og kun de få, der vover at være ligeglad med dødstruslerne, kan gøre sig håb om at kunne påvirke den. Men de må ofte, som Adonis, leve udenfor deres egen verden. Adonis bor i Paris.

At det er religionen islam, der er problemet for araberne, kommer frem tidligere i interview’et:

Die Welt: De siger, at det arabiske samfund er sygt. Hvad er Deres diagnose?

Adonis: De bygger på et totalitært system. Religionen dikterer alting: hvordan man skal løbe, hvordan man skal gå på toilettet, hvordan man skal elske …

Die Welt: Et moderne islam er altså ikke muligt?

Adonis: Man kan ikke reformere en religion. Hvis man reformerer den, adskiller man sig fra den. Derfor er en moderne islam ikke en mulighed, men nok moderne muslimer. Hvis der ikke er nogen adskillelse mellem religion og stat, vil der ikke findes noget demokrati, ikke nogen ligestilling for kvinden. Så vil vi blive ved med at have et teokratisk system. Sådan vil det ende. Sammen med Vesten opbygges der teokratier i Mellemøsten.

Jeg er både enig og uenig. I sin tid skrev jeg et indlæg, der hed ”Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan”, se her. Det indeholder den samme tanke, som Adonis fremfører her: at muslimer nok kan gribe det moderne, selv om der ikke kan gives en moderne islam. Men påstanden om, at man ikke kan reformere en religion, er ikke korrekt. Historien, altså den vesterlandske historie, modbeviser det. Specielt Luthers historie viser jo, at det er muligt at reformere en religion. Men den viser godt nok kun, at den religion, der lader sig reformere, er kristendommen, ikke, at det er muligt at reformere islam.

Men forøvrigt, Adonis’ næste bemærkning, den om, at man adskiller sig fra religionen, hvis man reformerer den, viser også, at det er islam, ikke kristendommen, han har i tankerne. For Luther adskilte sig på ingen måde fra kristendommen, tværtimod, han fandt tilbage til det oprindelige i kristendommen, han viste f.eks. ud fra skriften, at disciplene skærtorsdag aften ved nadverens indstiftelse alle drak af bægeret, se her, og derfor kunne han anbefale, at man i kirken gik over til at lade også lægfolk drikke af kalken.

Derimod må man om mange af de kulturpersonligheder, der har levet i den muslimske verden, sige, at de har levet i et spændingsforhold til mullaherne. Det gælder mange af islams filosoffer. De har haft svært ved at få de fornuftovervejelser, som de ud fra deres kendskab til den græske kultur følte sig bundet af, til at stemme overens med koranens åbenbaringer. Og det gælder vel også mange af islams forfattere. Man kan i hvert fald se, at en bog som ”Tusind og én nats eventyr” i høj grad slår sig løs i en fortællerus, der er ganske uafhængig af shariaen. Ligesom jo altså også Adonis ser, at det, der styrer ham og kræver hans anerkendelse, ikke er Allah, men poesien.

Man kommer også ind på ”det arabiske forår”:

Adonis: Der skal et brud til, en ny begyndelse. Jeg havde håbet, at det arabiske forår var en sådan ny begyndelse, men jeg tog fejl. Det har ført til tilbagegang, fordi det kun ville ændre og erstatte det herskende regime, ikke samfundet som sådant.

Die Welt: Det var en bevægelse, der havde krævet frihed …

Adonis: Hvilken frihed? Var det måske befrielsen af kvinden og hendes ligestilling?

Die Welt: Er ikke meningsfriheden en god begyndelse?

Adonis: Menneskets befrielse er det væsentligste. At befri kvinden fra sharia, at give menneskene deres menneskerettigheder, det er, hvad det drejer sig om. At ændre samfundet ville have krævet at ændre de kulturelle og religiøse fundamenter.

Die Welt: Børn og unge var på gaden for at kræve et nyt liv, de var uskyldige, de blev dræbt …

Adonis: Ja, men revolutionen må gå dybere, må være visere, mere visionær end regimet. Vi kunne alle blive enige om, at regimet måtte ændres. Men hele det politiske, kulturelle og økonomiske system må ændres. Har De læst nogen officiel fordømmelse af IS’s grusomme handlinger fra de revolutionæres side? Én, der kræve adskillelse af religion og stat? Nej, vel. Derfor drejer dette sig om et radikalt forræderi af revolutionen.

Jeg véd ikke, om dette giver nogen forklaring på, at det arabiske forår slog fejl. Mange andre forklaringer er blevet nævnt og kan nævnes. Men den totale ændring af samfundet, som Adonis kræver, kommer ikke uden en ændring af religionen, det vil sige: uden at islam forsvinder, eller altså, uden at menneskene konverterer bort fra islam.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen, ved det ordskifte, der står lige forud for det, jeg citerede først:

Die Welt: For Dem er islam den væsentligste hindring for demokratiet. For enhver troende muslim er dette en fornærmelse.

Adonis: Jeg glæder mig over, at de religiøse ser en fjende i mig. Jeg er en radikal fjende af en kultur og en institutionaliseret religion, der bliver påført et helt samfund.

Bliver islam påført (aufgedrängt) de arabiske samfund? Ak nej, de vil det selv. Ingen har tvunget de egyptiske kvinder til at gå med tørklæde. For tredive år siden gik kun få med tørklæde, men nu gør næsten alle det. Hvorfor? Fordi der er optrådt en muslimsk vækkelse over hele den arabiske verden, en vækkelse, der medfører en konkurrence om at være mest from. Og kan man vise sin fromhed ved at iføre sig et tørklæde, så gør man det, også selv om det efterhånden har ført til, at det nu er blevet et krav til enhver ærbar kvinde at iføre sig tørklæde.

Men har mullaherne måske vundet på den front, har de så ikke tabt på andre fronter?

Det er svært at sige. Vi kender det fra en række fænomener fra vor egen verden. Kommer det først til en fromhedskonkurrence i samfundet på det ene eller det andet plan, så kan det være næsten umuligt at stå imod den dragelse, der ligger deri. Men man kan måske se et vist håb i den kendsgerning, at det dog kom til et arabisk forår, at der dog var en række mennesker, der håbede på større frihed. Og måske man også kan se et vist håb i det had til Vesten, der florerer i arabiske miljøer. Jo, for det er, som om dette had er et misundelseshad: man hader os, fordi vi har opnået det, man ikke selv kan opnå.

Da Obama holdt sin store tale i Cairo, og bl.a. sagde:

Amerika vil ikke påtvinge nogen noget. ”Men jeg har en uafviselig tro på, at alle folk længes efter noget specielt: muligheden for at tale af karsken bælg og have noget at sige over, hvordan landet regeres; en regering, der er transparent og ikke stjæler fra folket; friheden til at leve, som man vælger at gøre det. Dette er ikke amerikanske ideer, de er menneskelige rettigheder, og det er derfor, vi vil understøtte dem overalt”.

blev han mødt med forståelse og applaus. Det var godt nok i 2009, og meget vand er løbet i stranden siden, men alligevel, mange forstod det dengang, og hvorfor skulle ikke det muslimske had til Vesten en dag slå om i lyst til også at opnå det, vi har opnået?

Og siger man, at religionen islam står i vejen for, at det kan ske, må vi håbe på, at araberne, måske anført af Adonis – hvem véd – vil sige: Til helvede med islam!

Advertisement