Mekka- eller Medina-

For et par indlæg siden var jeg ude med riven efter Hege Storhaug i anledning af hendes altfor stærke forslag til, hvordan vi skal reagere på den muslimske trussel.

Jeg skylder at gøre opmærksom på, at hun selv er meget utilfreds med den måde, tingene blev sat op på i Aftenbladet. Det var det sted, jeg henviste til, og derfra, jeg hentede mine oplysninger om hendes forslag. Hun har nu offentliggjort den artikel, hun i forvejen havde tilsendt Aftenbladet for at kunne vise, hvordan bladets vinkling hele tiden har været vendt imod hende, se her.

Og det kan der være noget om. Hun har i lang tid, ligesom andre, der vover at tale islam midt imod, været udsat for chikane fra de norske mediers side, og det er givetvis rigtigt, at medierne først begyndte at tage hende alvorligt, da de opdagede, at hendes bog solgte overordentlig godt. Og det er sikkert nok ”i ond mening”, at bladet har byttet om på rækkefølgen i hendes forslag, således at de stiller det, de finder mest oprørende: forslaget om, at der kun må bruges en revideret koran i Norge, først. Men bortset fra det, findes faktisk de forslag, de gengiver i Aftenbladet, også i den artikel, hun sendte i forvejen.

Og jeg må også gøre opmærksom på, at der var noget i hendes forslag om, at der i Norge kun måtte bruges en revideret koran, jeg ikke i farten blev opmærksom på. Det var nu også ret svært at få øje på. Og det er ikke hendes artikel til Aftenbladet, der har åbnet mine øjne, det er en artikel på document.no af Kjell Skartveit, se her, der har fået mig til at se, at Storhaugs forslag nok alligevel giver en vis mening.

Skartveit gør opmærksom på, at en norsk muslim, mullah Krekar, faktisk har fået en dom for at bruge de voldsopfordrende koranvers til at opfordre til drab på en mand, der har brændt en koran. Noget lignende er et medlem af Hibz ut Tahrir blevet dømt for her i Danmark. Altså, nok har vi ytringsfrihed, nok har vi religionsfrihed, men disse friheder kan ikke lovmedholdeligt bruges til at opfordre til drab, heller ikke hvis man ”bare”, som mullah Krekar siger, udlægger koranens ord.

Men foreløbig vil jeg her udbygge den tankegang, jeg brugte i det tidligere indlæg, for at vise, at det ikke giver mening at opstille nogen forskel på en Mekka-islam, som er god nok, og en Medina-islam, som ikke er det.

Det vil jeg gøre ved at begynde i et jødisk-ortodokst kvarter i Jerusalem. Her bor de jøder, som om sig selv mener, at de og kun de er repræsentanter for den ægte jødedom. Det har ikke altid været lige let for de mindre ortodokse jøder at finde ud af, hvordan disse ortodokse jøder skulle behandles. For et par år siden eller så gik det galt. Man gav sig fra de ortodokses side til at kaste med sten mod biler, der kørte igennem deres kvarter på sabbatten.

Det lyder jo ganske mærkeligt, næsten utroligt. Her har man anset jøderne, ikke mindst de ortodokse jøder, for at være de mest fredsommelige mennesker af verden. Her har disse jøder levet ganske ubemærket i Europa gennem århundreder, ikke haft særlig megen forbindelse med deres ikke-jødiske naboer, men da aldrig grebet til vold overfor dem. Og så kommer de til Israel, så får de opfyldt alle deres ønsker om, at kvinderne kan gå derhjemme og mændene leve i et stadigt lovstudium, og hvad sker der? De griber til vold overfor deres medjøder. Det er dog ganske mærkeligt.

Hvordan kan det gå til?

Det hænger sammen med, at de har en lovholdning til Gud. Det er noget, vi i høj grad kender til indenfor kristendommen. Vi kalder det farisæisme. Og vi kender den, ikke blot, fordi Jesus i evangelierne gang på gang vender sig imod denne foreteelse, men også fordi vi selv gang på gang gribes af den. Som Indre Missions tidligere formand, Christian Bartholdy, sagde, da han blev spurgt om, hvorfor vi hele tiden skulle høre om de slemme farisæere: ”Det er, fordi farisæismen gang på gang dukker op hos os selv”.

Men det lumske ved det er, at farisæismen ofte dukker op i form af farisæismebekæmpelse. Efterhånden som tiden er gået, og vi har lært, at farisæisme ikke er noget godt – det er ikke godt at sige som farisæeren i templet (Luk 18,9-14): ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér” – er der sket det, at vi i stedet siger i vort stille sind: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er så farisæisk som de andre: jeg véd, jeg er en synder, jeg véd, at jeg ikke er bedre end andre”. Og så har farisæismen jo bemægtiget sig os bagfra.

Det er det, der sket med os vesterlændinge, når vi i tide og utide skal fortælle os selv og omverdenen – hvis den altså gider høre på os – hvor store forbrydere vi er, og især: var: i kolonitiden, i vor missionsiver, i vor hele holdning til det, vi – ak og vé – dengang kaldte ”de underudviklede folkeslag”. Vi kan ikke blive færdige med at sige undskyld, så kan vi nemlig få den dejlige følelse ind over os, at vi i hvert fald ikke – i modsætning til så mange andre – er farisæiske.

Og mærkeligt nok: selv om vi, eller i hvert fald mange af os, har en tyrkertro på, at vi i hvert fald ikke er kristne, og på ingen måde lader os påvirke af kristendommen, så er der ingen tvivl om, at denne farisæiske antifarisæisme aldrig ville have bemægtiget sig os, hvis ikke kristendommen havde været forkyndt for os gennem århundreder.

At vi har denne bagvendte farisæisme siddende i os – og måske især: at vi ikke er klar over det – bevirker nu, at vi ikke tør eller ikke kan eller ikke vil se den ”gammeldags” farisæisme, når den viser sig hos vore muslimske landsmænd, skønt den ellers træder tydeligt nok frem.

Vi bliver ved med at bilde os ind, at muslimerne da tænker ligesom vi, at de da er ”gode nok”, at de da selvfølgelig ikke bilder sig ind at være bedre end os. Vi gør os de største anstrengelser for ikke selv at sætte noget skel mellem dem og os, aldrig at lade nogen tanke komme ind i vort hoved, så vi kan mistænkes for at dele en ”dem og os”-holdning. Men fordi vi absolut skal mene, at muslimerne er ”gode nok”, vælger vi fuldstændig at overse alle muslimernes forsøg på at opstille et ”dem og os”-skema, hvorudfra de bedømmer vort samfund. Det skel, de opstiller, er jo ellers tydeligt nok og træder frem på uhyggelig mange områder.

Men når vi har en sådan begrænsning siddende i vort baghoved, er der altså noget, vi overser. Så ser vi ikke muslimernes farisæisme. Bevares, det er jo ikke sådan, at de går rundt og siger, at de er bedre end os. Men alle deres særegenheder – tørklæderne, halal-maden, hilseformerne, osv. – er ikke blot folkelige traditioner, der vil kunne ændres eller udvikle sig, de er religiøse traditioner, der opfattes som uforanderlige. Og som altså bibringer muslimerne denne indre fornemmelse af, at de – i modsætning til os – har Guds velbehag, er bedre i hans øjne end os, fortjener paradis mere end vi gør.

Og fra denne fredelige og ret uskyldige overbevisning om, at de er bedre i Guds øjne end os, viser den sørgelige virkelighed os jo desværre, at der ikke er ret langt til en overbevisning om, at man kan hjælpe Gud med at straffe os vantro, der ikke retter sig efter hans bud, hvad enten man nu mener, de står i toraen eller i koranen. Det er kun de ydre omstændigheder, der afgør, om man vil ”hjælpe Gud” på den måde eller ej.

Gennem mange hundrede år har der ikke været mulighed for eller lejlighed til for de ortodokse jøder at bruge vold overfor andre. Men da omstændighederne er der, bryder den latente voldsmulighed frem og resulterer i stenkast mod sabbatskørende biler.

Hvis man synes, at man da ikke kan beskylde jødedommen for noget sådant, skal man erindre sig, at jøderne på Jesu tid jo ikke blot fik Jesus korsfæstet, de forfulgte også den ældste kristne menighed.

På samme måde med de såkaldte Mekka-muslimer. I Mekka havde de ikke mulighed for at få noget ud af at gribe til vold overfor de andre mekkanere. Men da de fik muligheden i Medina, udnyttede de den. Voldsmuligheden var latent til stede hos dem. Den lå i overbevisningen om, at de var udvalgt af Gud til at bære hans lov frem for menneskeheden. Så forskel på Mekka-muslimer og Medina-muslimer, nej, det er der ikke.

Jamen, de kristne mente jo også, at de var Guds udvalgte?

Javist, men de var ikke udvalgt til at tvinge andre ind under Guds lov, som de selv var tvunget, men til at få andre til at forstå, som de selv havde forstået. Og er det opgaven, så er man som Paulus udvalgt til at lide, jf Apg 9,16 (jeg vil vise ham [Paulus] hvor meget han skal lide for mit navns skyld).

De ældste kristne udbredte det kristne budskab ved at indtage en martyrholdning, altså være villig til at lide for sin tro. Som jeg ofte har beskrevet forskellen: den muslimske martyr kender sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld; den kristne martyr kender sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Mekka- eller Medina-

  1. Pingback: Forbyd koranen! | ricardtriis

  2. Pingback: Lovreligion lig med magtreligion? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s