Forsoning i politik

Der er en mærkelig parallel mellem det, der for øjeblikket sker i dansk politik, og så det, der for godt 1900 år siden skete i Korinth.

I dansk politik venter vi for øjeblikket på, om der sker en forsoning mellem to ellers gode venner, nemlig Venstre og De Konservative, eller det kommer til et brud, der vil resultere i et valg.

Og i Korinth ventede Paulus, ifølge 1 Kor 6,1-8, på, om det kom til forsoning mellem to af menighedens medlemmer. Hvad de var uenige om, ses ikke af hans brev, men så uenige var de, at de søgte til den romerske dommer for at få deres sag afgjort. Se selv:

Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? v3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? v4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? v6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!

Det, Paulus bebrejder dem, er i første omgang, at de søger til en hedensk dommer og ikke til én i menigheden for at få deres sag afgjort.

Den side af sagen er uden parallel i den nuværende danske politiske sag. Men det næste er ikke.

For Paulus kommer så til at se på det, han lige har skrevet: ”Broder fører sag mod broder, og det for ikke-troende!” Og så opdager han, at det da er det, der er splittergalt. Han fortsætter:

Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!

Altså, når det er et medlem af menigheden – en ‘broder’ – der er tale om, så burde man jo hellere lide uret end stift og stejlt at holde på sin ret og derved måske påføre en anden tab. Det, der er Paulus om at gøre, er at bevare tillidsforholdet menighedens medlemmer imellem. Altså: han opfordrer hver af de to stridshaner at stille spørgsmål til sig selv: Er de rethaveriske? Vil de for enhver pris holde på deres ret? Er de ude på at få den anden ned med nakken? Og videre: Hvorfor er de ikke mere interesseret i at få forholdet til den anden til at genskabes? Hvorfor foretrækker de at få ret, men forblive uvenner med den anden, fremfor at opgive sin ret og blive gode venner med den anden igen?

Man kan måske fornemme, at den situation, Paulus afbilder med sine få ord, og som jeg genskaber med mine noget flere ord, er den samme som situationen mellem Venstre og De Konservative. Men inden vi går videre i den retning, skal vi lige have læst en lille note i teksten. Det betaler sig nemlig ofte at læse noterne i det ny testamente.

Under vers 7 er der nemlig en henvisning til Matt 5,38-41. Her står der:

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.

Det er en interessant henvisning. Derved kommer det mærkeligt uhåndterlige ord om at vende den anden kind til til at løsnes fra sin umulighed og blive sat ind i en ganske dagligdags situation. Det betyder simpelthen at opgive sit retskrav. Og sandt nok, det kan for den, der er kravlet op i et højt træ med sin opfattelse af at have ret, være en næsten umulig ting. Men står fællesskabets bevarelse som det, der kan opnås derved, så bliver det dog vist lettere at overbevise sig selv om, at man gør klogt i at undlade at tænke i retsbaner og kun det.

(Det kan bemærkes, at denne tolkning står i en vis modsætning til en tolkning, der har vundet indpas i mange teologiske kredse, en tolkning, der vil mene, at ordet her er et ”syndespejl”. Det er kun Jesu mening med dette ord at få et menneske til at indse, at det er en synder, så det kan tage sin tilflugt til den syndernes forladelse, som kristendommen tilbyder. For det er jo, siger man, ganske umuligt for ethvert nogenlunde normalt menneske at undlade at forsvare sig, undlade at slå igen, når man bliver slået. Jeg har andetsteds mere udførligt givet min alternative forklaring på, hvad det er Jesus vil, se her.)

Og det vil sige, at det ny testamente ret nøje forklarer, hvordan det kan komme til en forsoning mellem mennesker, en forklaring, der kan bruges i den nuværende politiske situation. Man kan simpelthen sige til både Venstre og De Konservative: ”Vend dog den anden kind til!” Dvs.: Lad være med at tænke i, om du får ret i dine anskuelser og opfattelser! Lad ønsket om tillidsforholdets bevarelse gå forud for ønsket om at få ret!

De Konservative har meget stærkt hæftet sig ved, at der ikke er givet Folketinget retvisende oplysninger af Eva Kjer Hansen. Og det er da muligt, at de har ret i det, selv om man måske også kan sige, at de ikke har læst ”det, der står med småt”. I hvert fald har jeg selv erfaret, at ministerielle embedsmænd kan formulere sig på en så kringlet måde, at det næsten er umuligt at forstå, hvad der siges, og man kan i en sådan situation godt få den tanke (eller mistanke), at man formulerer sig sådan med vilje, for sandheden i sagen skal netop helst ikke komme altfor tydeligt frem.

Omvendt har også Eva Kjer Hansen bidt sig fast i, at hun har ret: hun har gentaget næsten til bevidstløshed, at alting er lagt frem for Folketinget, alle beregningsmetoder og alle forudsætninger har man kunnet læse sig til, der er intet skjult. Nej, det er der måske ikke, men ikke blot skal jo detaljerne jo være retvisende, konklusionerne eller sammenfatningerne skal også være det. Man véd jo nok, at mange af folketingsmedlemmerne ikke får sat sig ind i alle detaljerne (selv om jeg da gang på gang forundres over, så meget de ved) og derfor måske især hæfter sig ved resuméet eller sammenfatningen.

Det, der gør denne situation vanskelig, er jo, at begge parter véd, at samtlige medier står på spring med borende spørgsmål, hvis det hele slutter med en form for forsoning mellem de to partier. Fra mediernes side elsker man krig og uenighed. Det sælger flere aviser. Så ender det med en ”borgfred”, står medierne parat med deres mikrofon og deres spørgsmål til Søren Pape: ”Har De Konservative så igen tillid til Eva Kjer Hansen?” og til Eva Kjer Hansen: ”Var det alligevel ikke en retvisende sammenfatning, Folketinget fik?”

Og der hører da noget til at svare på en måde, der ikke får striden til at blusse op igen. For hvis Søren Pape svarer, at de i fremtiden vil være betydelig mere skeptiske overfor Eva Kjer Hansen, så kan det jo nemt opfattes som en indrømmelse af, at de i denne sag ikke havde læst papirerne ordentligt igennem. Og hvis Eva Kjer Hansen går ret langt i retning af at indrømme en mindre retvisende sammenfatning, så kan det nemt opfattes som en indrømmelse af egen svaghed.

Hvad man kan se af de oplevelser, vi har haft i det offentlige rum, sammenlignet med beretningerne fra det ny testamente, er, at de to ting står overfor hinanden: lysten til at fastholde, at man har ret, og lysten til at få fællesskabet til at fungére igen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s