Forbyd koranen!

Nej, nej, hold nu op! Det kan da ingen tillade sig i et land, der siger om sig selv, at det praktiserer religionsfrihed. Der er da virkelig ikke noget at sige til, at man opfattede Geert Wilders som nærmest skør i bolden, da han for efterhånden mange år siden hævdede, at den burde forbydes på linje med andre blasfemiske bøger. Og nu sidst, hvor Hege Storhaug har foreslået noget tilsvarende, ikke en total forbydelse af koranen, men en redigering af den, så kun de vers blev tilbage, som almindelige nordmænd kunne acceptere, det kan man da virkelig ikke! Og så fra et menneske, der hævder at gå ind for religionsfrihed.

Jeg måtte for et par indlæg siden, se her, æde nogle af mine ord i mig igen. Jeg blev af en artikel på document.no af Kjell Skartveit, se her, tvunget til indrømme, at der måske kunne være noget om kun at tillade en revideret koran i vestlige lande. Og nu, hvor Kjell Skartveit har været ude på documentet igen med en uddybende forklaring, se her, føler jeg det påkrævet at forklare mig noget bedre.

Skartveit gør nemlig det, at han citerer en række af de udsagn, som mullah Krekar blev dømt for. Ikke blot får vi at vide, hvilken sharia-regel det er, Krekar henholder sig til, vi får også sat ord på hans argumentation ud fra denne regel og – måske vigtigst af alt – vi får kendskab til den norske domstols overvejelser over hele sagen.

Kort fortalt siger domstolen med sin kendelse, at vi ikke i et vestligt land kan tolerere en koranudlægning, der giver en hvilkensomhelst muslim pligt til at dræbe et menneske, der har foretaget noget, der efter shariaen er en forbrydelse, der fortjener dødsstraf, men efter norsk lov er straffrit eller medføre en langt mindre sanktion. Eller: Domstolen hverken vil eller kan afgive statsmagtens voldsmonopol til tilfældige muslimer, der handler efter tilfældige mullahers koranudlægning.

Det begyndte med, at en herre ved navn Halmat Goran rev en side ud af en koran og brændte den. Han har vist optaget denne seance på video, for at andre kunne få glæde af den, og det var derigennem, at mullah Krekar fik nys om den. Det førte til, at han truede Halmat Goran på livet. Nå ja, han ”nøjedes” med at sige, hvad der er gældende lov ifølge shariaen, nemlig at en sådan handling skal straffes med døden og at enhver muslim må dræbe ham. Det lyder således i anklageskriftet:

For offentlig å ha oppfordret til iverksettelse av en straffbar handling.

Grunnlag:

Fredag 20. februar 2015, i et intervju i NRKs lokaler på Marienlyst i Oslo, som ble sendt på riksdekkende TV onsdag 25. s.m., ga han uttrykk for at han ville belønne den som dreper Halmat Goran. Utsagnet kom etter at han rett forut i intervjuet hadde presisert at enhver som kjenner dødsstraffen Halmat skal ha, står fritt til å drepe ham, og må videre ses i sammenheng med at han over lengre tid og ved flere anledninger – herunder de anledninger Borgarting lagmannsretts dom av 6. desember 2012 omfatter og i et intervju den kurdiske TV-kanalen NRT publiserte 12. februar 2015 – har uttalt at Halmat Goran og andre ‘frafalne’ må dø.

I interview’et, der her omtales, siges der bl.a. følgende:

Intervjuer: Men denne mannen, som da har brent Koranen, vil det være riktig at han mister sitt liv, selv om han bor i Norge?

T.: Jeg tror fast på at han har begått en forbrytelse, hans straff er døden, fullbyrdelsen ligger på vår nasjon (ummah), uansett om han befinner seg i Norge eller hos Barack Obama. Det er ikke noe forskjell der. Jeg truer ikke personen selv, jeg nevner teorien, jeg nevner loven. Jeg har sagt hva som står i Koranen og i beretningene. Jeg har ikke sagt om personen: Vi må drepe deg.

Intervjuer: En av dem som brente Koranen, er redd for at noen som hører på deg, kan komme til å drepe ham, fordi du har sagt at det er straffen ifølge Koranen. Er ikke det en fare for at noen av dine, de som hører på deg gjør en sånn gjeming?

T.: Han jo frykte somalieren, indonesieren, afrikaneren, tsjetsjeneren og alle som følger Koranen. Han trenger ikke å være redd meg, han må frykte den forbrytelsen han har begått og frykte at straffen mot ham skal fullbyrdes.

Det bliver endnu tydeligere i det følgende:

Intervjueren: Betyr ikke det at du med din religiøse utredning, faktisk dømmer ham til døden, selv om du ikke vil gjør det selv, kan noen andre gjøre det?

T.: Ikke bare den som hører på meg, alle som kjenner til straffen, kan muligens drepe ham. Alle som kjenner til straffen. Vi forsvarer vår religion med vårt eget blod. Grensene våres er grenser av blod, grenser av sprengstoff. Den som fornærmer religionen vår, må vite at en av oss kommer til å dø. Han eller andre enn ham, som fornærmer vår religion vår ære, må forstå at dette er en konflikt på liv og død.

Intervjueren: Men vil du være tilfreds hvis denne mannen blir drept?

T.: Jeg skal sende en gave til hans drapsmann, hvis jeg kan det. Hvordan skal det ha seg at jeg ikke blir glad? Hvorfor skal jeg ikke være glad?

Hvordan bedømmer nu den norske ret sådanne udtalelser? Ja, det kan ses hos Skartveit lidt senere. Han citerer retten for at sige:

Tiltalte snakker flere steder i intervjuet generelt om sin forståelse av islam og han formulerer seg ikke på alle punkter like presist som i de uttalelser han ble domfelt for i 2012. I NRK-intervjuet sier ikke tiltalte lenger uttrykkelig at det foreligger en plikt til å fullbyrde en dødsstraff. Han sier bl.a. at noen muligens kan komme til å drepe fornærmede, han nevner teorien, loven og sier at han ikke har sagt om personen at vi må drepe denne. Han understreker likevel sterkt hva straffen er slik han med sin autoritet utlegger islam. Det ligger videre en oppfordring til fullbyrding i hans henvisning til at dette ligger på «vår nasjon (ummah)» og ved at elementet om påskjønnelse nevnes.

Det ser ud til, at Krekar tidligere har sagt, at der foreligger en pligt for enhver muslim til at dræbe koranafbrænderen. Retten lægger mærke til, at han ikke mere siger noget sådant. Alligevel mener retten, at han skal dømmes. For der ligger en opfordring til drab i hans henvisning til, at ummaen har pligt til det og i hans tilbud om en gave til morderen.

Man kunne så sige, at Krekar kun blev dømt, fordi der var en bestemt person, hans trussel kunne tænkes rettet imod. Herom siger retten imidlertid:

En offentlig oppfordring til å iverksette en straffbar handling rammes av § 140 uavhengig av om handlingen er rettet mot en bestemt person. Handlingen tiltalte oppfordrer til kan ramme mange når det uttales at han eller andre som fornærmer vår religion, vår ære, må forstå at dette er en konflikt på liv og død.

Jamen, hvad med mullah Krekars ytringsfrihed? Hvad med hans religionsfrihed? Herom siger retten:

Etter rettens vurdering er det nettopp hensynet til mulige alvorlige integritetskrenkelser som må være førende ved vurderingen av forholdet til ytringsfriheten i denne saken. Hans uttalelser er samlet sett av en slik karakter at det ikke er grunn til å fortolke dem innskrenkende i lys av ytringsfriheten. Oppfordring til iverksettelse av drap og trusler om drap rettet mot en konkret person kan ikke vernes av ytringsfriheten. Det foreligger en reell mulighet for at noen faktisk vil fullføre det tiltalte oppfordrer til, noe som både er samfunnsskadelig og skremmende, ikke minst for den personen uttalelsene er rettet mot.

Etter rettens vurdering er derfor tiltaltes handlinger ikke vernet av ytringsfriheten.

Tiltalte, det er jo mullah Krekar. Og hans handlinger, dvs., hans udtalelser, kan altså ikke værnes af ytringsfriheden og åbenbart heller ikke nyde beskyttelse af religionsfriheden, er det end aldrig så meget koranen, han udlægger.

Hele denne sag har ret så vidtrækkende konsekvenser. Det, der er sagens kerne, er, at man ikke i noget retssamfund kan have to retssystemer. Der må være én og kun én lov. Og opdager man, at det verdslige retssystem kolliderer med den muslimske sharia, så må det i vor vestlige verden være shariaen, der skal vige.

Det behøver imidlertid ikke at betyde, at koranen skal forbydes eller beskæres. Man kan nøjes med at kræve, at muslimer, sålænge de er et mindretal her i landet, skal adlyde landets love og ikke sharia. Det er noget, der godt kan forenes med muslimsk retspraksis. En tysk imam foreslog således for år tilbage, at man i Tyskland skulle give de tyske muslimer de samme rettigheder, som muslimerne havde i det middelalderlige Spanien. Og det ville have medført, at en række muslimske straffe ikke kunne gennemføres. Ligeledes kan henvises til Saudi-Arabien, som har forbudt alle enkelt-muslimer at udføre jihad for egen regning og risiko: jihad er en muslimsk opgave, der hører under staten. Det samme må vel gælde gennemførelsen af de straffe for frafald, der er fastsat i den saudiske retspraksis.

Spørgsmålet er så, om man på forhånd skal søge at tage imamer og andre korankyndige i ed, så de aldrig giver sig til at opfordre til brud på danske love, eller man skal nøjes med at gribe ind med anklage og retssag, når en opfordring til brud har fundet sted.

Det kan man diskutere frem og tilbage, og det vil nok mest være afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt.

Men mens den diskussion pågår, indtil vi danskere får besluttet os til, om vi vil det ene eller det andet, må vi med ord og måske også gerning søge at gøre muslimer begribeligt, at vi på ingen måde deler deres opfattelse af koranen som hellig, at vi betragter dem som umodne børn, der ikke kan finde ud af tingene på egen hånd, og at vi mener, at den sharia, som de betragter som guddommelig, er højst menneskelig, både fordi Muhammed var et menneske, der bedrog sig selv til at tro, at hans egne ord var Guds ord, og fordi de mennesker, hvis udlægning af koranen den menige muslim er dybt afhængig af, også er yderst fejlbare mennesker.

TV2 har i denne aftens 19-nyheder annonceret, at man vil bringe en serie med skjulte optagelser fra en række moskéer landet over, se evt. omtalen her. Man må give Kim Møller på document.dk ret, når han siger, at man ikke bør blive forbavset over den slags, se her. Det er jo, hvad islamkritikere har sagt længe. Det så ganske mærkeligt ud at se danske politikere virke overraskede og forargede over det, de så. Men det er typisk for de danskere, der helst stikker hovedet i busken og nægter at se det, der dog er til at se.

Dog må man sige, at den norske sag er anderledes, fordi der her forekommer en direkte opfordring til vold. Den danske imam siger ”kun”, hvad der burde finde sted i et ideelt islamisk samfund.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s