Journalistiske no-go-areas

Den 27-2 har Tom Jensen, den ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, en leder, hvori han bruger forskellen mellem ”news” og ”views” til at godtgøre, at avisen ikke havde onde hensigter, da man startede ”gyllegate” med nogle artikler om det misvisende i de tal, landbrugs- og fødevareminister Eva Kjer Hansen havde lagt frem. Avisen vil gerne fremkomme med skarpe og tanke-udfordrende meninger om tingene, men

På den anden side skal Berlingskes læsere kunne stole på, at det ikke er bestemte politiske motiver eller interesser, som er drivkraften bag avisens journalistik. Det er helt grundlæggende for et publicistisk medie, som ønsker at tage vare på sin troværdighed, at læserne kan stole på dette. Vi skriver naturligvis især om de emner, som vi formoder interesserer Berlingskes målgruppe og avisens læsere, men journalistikken må og skal være ubestikkelig.

Og ikke sandt, det lyder jo udmærket. Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt. For der er en del ”dirty tricks”, som Tom Jensen ikke omtaler, men som ikke desto mindre forekommer ret så ofte i dansk journalistik. Hvis ikke journalister lærer at benytte sig af disse metoder på journalisthøjskolen, så lærer de det med garanti på redaktionerne.

Der er nu først det begreb, der hedder ”vinkling”. Hvordan ”vinkler” man som journalist en artikel? Det vil sige: Fra hvilken vinkel beslutter man sig til at anskue problemstillingen? Der kan gemme sig mange politiske motiver bag den vinkling, en journalist anlægger. Det er ofte hørt, at en debatdeltager er blevet ringet op af en journalist, som har ført en lang samtale med ham eller hende. Bagefter er dog store og ofte væsentlige dele af kommentarerne udeladt, og den pågældende, der blev udspurgt, fornemmer tydeligt, at det udeladte ikke stemte overens med den ”vinkling”, journalisten havde anlagt.

Eller man kan opleve på tv, at en journalist bider sig fast i et spørgsmål, forlanger et ja eller et nej til dette spørgsmål, og det uanset af politikeren – for det jo som regel en sådan, der bliver ristet over en sagte ild i tv – forlængst har tydeliggjort, at man ikke kan spørge på den måde, eller at han ikke deler de uudtalte forudsætninger, der ligger i spørgsmålet. Det kan af og til få et næsten grotesk forløb, hvor journalisten i sin opsummering siger det, han havde villet opnå med interview’et, uanset om den interview’ede havde sagt næsten det modsatte.

Men dernæst har journalister et stort ansvar for befolkningens oplysning gennem de sager, de tager frem, og – ikke mindst – gennem de sager, som de lader ligge. Journalistikken skal være ubestikkelig, hører vi, og sandt nok: i tilfældet ”landbrugspakken” var Berlingske utvivlsomt objektiv nok. Tom Jensen skriver:

Dermed skal en avis som Berlingske også være parat til at skrive om sager og frembringe nyheder, som kan være irriterende eller ubekvemme, men som vi ud fra en journalistisk vurdering anser for at være væsentlige for samfundsdebatten. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange landmænd og danskere med interesse for landbrugets vilkår har været irriterede over den furore, der er blevet skabt omkring vedtagelsen af landbrugspakken i de seneste par uger, kulminerende med en regulær regeringskrise og ministerafgang efter Det Konservative Folkepartis beslutning om at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Altsammen udmærket og godt. Men hvor kunne man dog ønske sig, at Berlingske ville udvise samme journalistiske vurdering på et andet punkt, som er yderst væsentlig for samfundsdebatten, nemlig flygtningespørgsmålet! Hvor ville det være skønt, om en journalist fra Berlingske ville begynde at stille de mange spørgsmål, der hidtil ikke er blevet stillet i anledning af de mange migranter, der strømmede op over Europa fra Grækenland i efteråret. Men i betragtning af, at tilsyneladende ingen europæiske journalister stiller disse spørgsmål, er det måske for meget forlangt af et enkelt blad som Berlingske. Skønt, hvorfor egentlig ikke?

Det er en mærkelig ånd, der har grebet Europa på både journalist- og politikerniveau. Jeg kan kun komme i tanker om én ting at sammenligne den med: den ånd, der havde tag i så at sige alle amerikanske journalister under Vietnamkrigen, så det blev næsten umuligt at fremkomme med kritiske kommentarer i amerikansk presse. Sprogforskeren Noel Chomsky var én af dem, de så det og klagede over det. Dog vistnok uden at det hjalp.

Jeg har i ikke så få af de tidligere indlæg her på blokken spurgt om netop det: Hvorfor spørger journalisterne dog ikke? Hvorfor borer de ikke i de løse påstande, der fremkommer? Hvorfor undersøger de ikke sagerne selvstændigt, så de véd, hvad de har med at gøre? Se et eksempel på de manglende spørgsmål her.

I en artikel i Kristeligt Dagblad fra i lørdags (27-2) påstås det således, at

Det er naivt at tro, at det er muligt at bremse flygtningestrømmen til EU ved at forsegle Grækenland, siger de mennesker, der arbejder med flygtningene

og ingen har øjensynlig spurgt nogle af de mennesker, der er tale om, hvorfor det skulle være umuligt at bremse flygtningestrømmen.

Man har en udtalelse fra et af de omtalte mennesker:

Flygtningene er så udfordrede allerede. De ved, at det en lang, sej rejse. Men deres alternativ er at blive hjemme og risikere at blive slået ihjel. Så uanset, hvor uværdige og elendige vilkår, de bliver udsat for, vil de flygte,” siger Karen Lønne Christensen, der i januar kom hjem fra den græske ø Lesbos efter at have hjulpet med at modtage flygtninge som frivillig i den lille danske organisation Team Humanity.

Karen Lønne Christensen er øjensynlig ét af disse mange ”gutmenschen”, der er taget til Lesbos for at ”gøre en god gerning”. Men hvorfor i alverden skal hun have det privilegium at få lov til at udtale sig som ekspert, dvs., få lov til at udtale sig uden opfølgende kritiske spørgsmål? Og hvorfor i alverden undlader de journalister, der bringer historien videre, at stille det vel egentlig meget naturlige spørgsmål, om disse mennesker risikerer at blive slået ihjel i Tyrkiet? Det ”gode menneske” får lov til uantastet af lyve journalisterne op i deres åbne ansigt; for det er jo løgn, at de i Tyrkiet risikerer at blive slået ihjel. Men alt kan tilsyneladende godtages, når det drejer sig om at få os europæere til at forstå, at vi da ikke kan være andet bekendt end at hjælpe og vel at mærke: hjælpe ved at lade disse mennesker bosætte sig hos os.

Og naturligvis hører vi også den sædvanlige melodi sunget:

Selve præmissen bag den østrigske strategi – at det kan lade sig gøre at bremse strømmen af flygtninge og migranter ind i Europa, hvis man forsegler grænsen til Grækenland – er da også både kynisk og naiv. I første omgang vil det skabe kolossale humanitære problemer for de flygtninge, der strander i Grækenland. I anden omgang vil det ikke løse problemet, siger Flavio De Giacomo fra Den Internationale Organisation for Migration, IOM’s, regionalkontor i Italien.

Det er umuligt at sætte en prop i. Hvis man lukker én rute, opstår der en anden. Som regel en, der er farligere,” siger han.

Det er desværre en næsten fast regel, at den, der påstår noget sådant, ikke får nogensomhelst kritiske spørgsmål stillet til påstanden. Jeg mener: det, den gode De Giacomo påstår, er jo imod al normal økonomisk teori. Sænker man prisen på en vare, øger det afsætningen. Forhøjer man prisen, går afsætningen ned. I tilfældet migration: Åbner der sig en kortere og derfor billigere rute via Tyrkiet-Grækenland, vil den samlede trafik kunne øges kolossalt – som vi har set det i efteråret 2015. Og lukker man den rute, vil trafikken over Libyen-Italien nok drage fordel af det, men da den er dyrere – og farligere – vil det samlede antal migranter gå ned. Så det nytter bestemt at ”sætte en prop i”. Det er der ikke noget besynderligt i. Det følger normal økonomisk teori.

Til sidst viderebringer man en forudsigelse fra chefen for Frontex:

Chefen for EU’s grænseagentur Frontex, Fabrice Leggeri, forudsagde tidligere på ugen på et pressemøde i den tyske hovedstad Berlin, at EU også i 2016 måtte forvente omkring en million flygtninge og migranter på grund af krigen i Syrien. Han afviste, at det er muligt at holde flygtninge ude.

Erfaringen viser os, at hegn eller patruljer til havs ikke standser flygtningene. Vi tror, at flere flygtninge fremover vil søge over Italien via Libyen. Ruter gennem Ukraine og Rusland er også nye muligheder,” sagde han ifølge den britiske avis Daily Express.

Det med en million flygtninge i 2016 skal såmænd nok komme til at passe. Men at de kommer på grund af krigen i Syrien, véd vi ikke har været tilfældet med den million, vi fik i 2015, så det kommer nok heller ikke til at passe på dem, vi får i 2016. Og ikke sandt, det er sandelig beroligende at have en chef for den europæiske grænsebevogtning, der på forhånd opgiver at bevogte grænserne.

Hvad han skriver til sidst om ruter via Ukraine og Rusland, er interessant. Ikke så meget, fordi det nok bliver en falsk profeti, mere på grund af årsagen til, at det ikke kommer til at gå sådan. Den gode chef går tilsyneladende ud fra, at de østeuropæiske lande er lige så blødsødne som de vesteuropæiske med hensyn til at åbne deres grænser for folk, der siger ”asyl”. Men det skal han nu nok ikke regne med. Og de har jo et godt eksempel i Norge, som fra 30-11 2015 ikke har modtaget flere asylansøgere via grænsen til Rusland ved Kirkenes, se her.

Til sidst kun to ting:

The Economist, som jeg tidligere har haft fat i kraven på, fordi også de har lukkede øjne, bringer i dag en graf over de migranter, der kom til Grækenland i henholdsvis 2014 og 2015, se her. Den viser en enorm forskel i antallet af migranter i de to år. Men ikke, om det kan få bladet til bare at komme med en antydning af en undren! Ikke, om nogen på bladet spørger sig selv, hvordan det dog kan være, at antallet netop det år steg så voldsomt.

Og så den sidste ting:

Det forlyder, at Merkel i et tv-interview har villet hjælpe Grækenland mod at blive oversvømmet med flygtninge: Vi har ikke hjulpet Grækenland gennem euro-krisen for at lade dem sejle deres egen sø i flygtningekrisen, skal hun have sagt. Det har fået østrigerne til at foreslå, at Merkel jo kan tilbyde at transportere disse flygtninge direkte til Tyskland i stedet for gennem den nu lukkede Balkan-rute, se her (link på tysk). Østrigerne ønsker ikke at blive opsamlingslejr for migranterne, indtil EU finder en løsning.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s