Den kærlighed, den kærlighed!

Dette indlæg har som omdrejningspunkt en artikel skrevet af den algierske forfatter Kamel Daoud. Den blev oversat og gengivet af Jyllands-Posten. Dèr findes den bag en betalingsmur, men her kan der ses et nogenlunde fyldestgørende referat af artiklen, og her den oprindelige artikel i New York Times (på engelsk). Daoud skildrer, hvordan begivenhederne i Køln nytårsaften har bragt mindelser om, at det samme skete på Tahrir-pladsen under de store demonstrationer i forbindelse med ”det arabiske forår”.

Denne påmindelse har fået folk i Vesten til at blive klar over, at én af de største elendigheder, der plager meget af den såkaldte arabiske verden og den muslimske verden i almindelighed, er dens syge forhold til kvinder.

Han skildrer så videre, hvordan dette unaturlige forhold til kønsdriften har bevirket, at denne drift er noget, man i arabiske lande aldrig taler om, men også noget, der under overfladen præger samfundene uafladeligt.

Naturligvis har han fået på puklen for denne opfattelse, ikke af muslimske, men af europæiske forfattere. Den ”lov”, som har været gældende i den danske debat: ”at man ikke må sige noget ufordelagtigt om islam uden i samme åndedrag at sige noget ufordelagtigt om kristendommen”, synes også at gøre sig gældende på europæisk plan. Disse indvendinger imod Daoud foreligger dog, så vidt jeg har kunnet finde ud af, udelukkende på fransk, og så føler jeg mig lidt udelukket. Men det var nu sådan set heller ikke det, jeg ville i gang med, det var mere en gennemgang af to misforståelser af det naturlige forhold til kønsdriften, den ene den muslimske misforståelse, den anden den libertinistiske misforståelse.

På den måde bliver dette en slags videreførelse af tanker, jeg gav udtryk for for en måneds tid siden ud fra Løgstrups opfattelse fra Norm og Spontaneitet, se her. Men det vil nok være mere rigtigt at se dem som en præcisering af noget, jeg skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 29-10 2015, se her. Her gjorde jeg lidt ud af, at vi kun kan forstå fremkomsten af begrebet ”far”, hvis vi gør os klart, hvordan vi mennesker netop i kraft af sprogets fortælleevne er i stand til at gøre os ikke blot individuelle, men også kollektive erfaringer. Kun derved kan der opstå den erfaring, som tilsyneladende ikke findes hos chimpanseflokke: at der er sammenhæng mellem samleje og fødsel.

Men én forudsætning mere må til, før begrebet ”far” kan dannes: der må være dannet en tradition for nogenlunde faste parforhold. Først når det er sket, kan en ”han” blive klar over, at det netop var hans samleje med hans partner, der førte til svangerskab og fødsel, at det altså netop er ”gravøren”, der er faderen.

Herved synes der imidlertid at være skabt en fastlåst position: det ene forudsætter det andet, og det andet forudsætter det ene. Først, når manden véd, at han er far, føler han ansvar for familien. Men han kan omvendt først blive klar over, at der er noget, der hedder ”far”, når der er dannet en familiestruktur, der giver ham ”eneret” til netop den kvinde.

Denne gordiske knude søgte jeg dengang at overhugge med hormonet oxytocin. Dette hormon synes at binde individer sammen. Videnskab.dk beretter om nogle forsøg, man har gjort for at finde ud af menneskers påvirkelighed af oxytocin. Og hormonet synes at have en vis positiv virkning på forhold, der i forvejen er oprettet. Det er noget, der har betydning for evolutionen, siger hjerneforskeren Troels Kjær:

»Der er en grund til at oxytocins rolle er overlevet gennem evolutionen. Det er noget, som tjener forplantningen godt at være oxytocin-følsom,« siger Troels Kjær.

Man kan også se effekten i mange dyr lige fra rotter over prærieulve til aber, der også danner monogame par i kortere eller længere tid i forbindelse med børn.

»Et stabilt parforhold har stor betydning for overlevelsen af børn og dermed viderebringelsen af generne. Og det er dét, der styrer evolutionen og er årsagen til, at vi er, som vi er,« siger Troels Kjær. (Se her).

Hvordan det har sig med menneskets udvikling, ligger naturligvis stadig hen i en gåde. Men hvis der i kraft af dette hormon er dannet nogenlunde stabile parforhold, så vil sammenhængen mellem samleje og fødsel kunne afsløres, og videre vil den enkelte mands medansvar for barnet tilblivelse kunne erfares.

Én ting mere skal nævnes. Spørger man nemlig om, hvordan det menneskelige sprog mon er opstået, støder man ind i en vanskelighed. I hvert fald, hvis man holder sig til Habermas’ påstand: at en strategisk handlen er et misbrug af sproget: man vil have den anden til at danse efter sin pibe, mens en kommunikativ handlen er udtryk for den rette brug af sproget, fordi individerne derigennem stilles lige eller måske snarere: lader sig stille lige af sproget.

Men er det tilfældet, at sprogets inderste virkemåde er kommunikativ, så rejser sig det spørgsmål, hvordan da sproget i det hele taget kan blive til, hvis forholdene i de ældste menneskesamfund var, som de i dag er i et chimpansesamfund. For i et chimpansesamfund er alle forhold ordnet hierarkisk, der findes ingen ligestilling overhovedet mellem individer. De eneste to steder, hvor noget, der ligner en ligestilling, forekommer, er forholdet mellem brødre og forholdet mellem én af de hanner, der har fundet ud af at ”bortføre” en hun, når hun nærmer sig sin løbetid, og den hun, han vil ”bortføre” (Jeg har skrevet lidt mere udførligt om det her).

Det vil sige, at den mulighed åbner sig for den, der vil overveje sprogets tilblivelse og i ét dermed sprogets virkemåde den dag i dag, at det er den seksuelle forening, der har været det ”herredømmefri rum”, hvori sprog kunne dannes, fordi der dèr, som i sproget, fordres et vist samspil mellem den ene og den anden part. I en lille bog, jeg udgav i 1985: Troen og kærligheden, vovede jeg mig frem med de samme tanker:

Jeg vil fremsætte den teori, at sprogets grundlæggende strukturer, evangeliets strukturer, fællesskabets strukturer, er dannet på baggrund af den seksuelle forening, dvs., på baggrund af familiefællesskabet eller ægteskabet.

Der var, mente jeg, en sær overensstemmelse mellem de udtryk, der blev brugt om den seksuelle forening, og de udtryk, man brugte om to personer, der blev ét. Men, fortsatte jeg, disse tanker skal ikke konkurrere med andre videnskabelige teorier, de er fremsat

for derigennem at vise, hvordan hos mennesket sprog og legemlighed er smeltet sammen til en højere énhed. Vil du focusere kun på det legemlige, da er der noget meget væsentligt, du går glip af. Vil du have øje kun for det åndelige, da er det ikke mennesket, men et sært luftvæsen, du taler om.

Det, det er mig om at gøre, er at argumentere for, at denne sammensmeltning af det legemlige og det åndelige hører mennesket til ud fra den menneskelige natur. Det er ganske vist tanker, som kristendommen i høj grad understøtter, men de var på forhånd givet i den måde, menneskeslægten blev til på. Så det, kristendommen gør, er ”kun”, at den genopfrisker det, der på forhånd lå i menneskenaturen.

Genopfrisker? Imod hvad?

Imod netop libertinismens og lovreligionens misforståelse.

Lad mig også vise det gennem en salme, jeg skrev for nylig.

Parentes: Jeg giver mig ellers ikke af med at skrive salmer. Men da vi nogle gange i Horsens Klosterkirke har sunget nr 57 i Den danske Salmebog til en ny melodi, som den ene af kirkens organister, Karl Bech-Larsen, har skrevet, fik jeg denne melodi, som er ganske fortræffelig, til at køre i den grad rundt i hovedet, at der kom nedenstående salme ud af det. Den er tillige, ligesom nr 57, inspireret af filipperbrevshymnen (Fil 2,5-11), men i modsætning til nr 57 med hovedvægten lagt på vers 5: ”I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus”. Parentes slut.

1. Gennem Guds Ord blev

galaksehærene,

ja, alt det værende

til i vor verden

som et besnærende

tegn på, at Ordet har magt.

2. Og ved Guds Ord blev

livsgnistens grønnende,

alting forskønnende

mystiske celler

med begge kønnene

skabt som vort ægteskabs grund.

3. Så Ordets kræfter

er selvudslettende,

altsammenflettende,

når i et favntag

vildt livsudrettende

samlivets grund bliver til.

4. Hvordan dog glemme

sprogets mysterium,

som i en lykkesum

skulle os føre

ind i det tillidsrum,

hvor vi først ret er os selv?

5. For os at lære

Ordets mysterium

kom fra elysium,

fra stjernehære,

Menneskesønnen, som

vandt sig sit liv ved at dø.

6. Derfor skal alle

knæene bøje sig,

hver tanke føje sig

under det Ord, som

dybt vil nedbøje sig

ind i hvert hjerte og sind.

7. Når først det Ord får

magt over sjæl og sind,

når først det trænger ind,

helt ind i hjertet,

da kan jo se hver blind:

tusind mirakler må ske:

8. Når i familjen

brødre forsoner sig,

mistro fortoner sig,

skyldes det Ordet,

som blidt nedtoner ”jeg”:

Vend dog den anden kind til!”

9. Når mellem stater

retten får overtag,

skyldes det samme sag:

Gensidigheden

kommer jo for en dag,

dukker, selv ukaldet, frem.

10. Åh, Herre Jesus,

hør dog vor bøn og råb,

giv os igen et håb,

at vi må synge

som i et jubelråb:

Jesus, vor Herre og Gud.

Jeg håber, melodien inden så længe kommer til at ligge på internettet, så jeg kan linke til den.

Jeg er ikke selv i stand til at bedømme salmens poetiske kvaliteter, men nu bagefter kan jeg se, at det, jeg kan kalde ”min teologi”, kommer frem i meget koncentreret form i salmen. Heriblandt de tanker, jeg nu skal bruge for at redegøre for forskellen mellem kristendommens og islams syn på ”den kærlighed”, selv om det ikke oprindeligt var tanken, at salmen skulle tjene som basis for en polemik mod islam.

Men når der i vers 4 spørges, hvem der dog kan glemme dette sprogets første værksted, dette rum af gensidig tillid, som gør, at mennesket helt kan være sig selv, så ligger der naturligvis den tanke deri, at det netop er det, vi glemmer gang på gang. Vi i den vestlige verden glemmer det, når vi betragter vores partner, ikke som en person i sig selv, men kun som et vehikel til vores sanselige tilfredsstillelse. Eller vi glemmer det, når vi betragter ægteskabet som noget, vi er herrer over helt og holdent, så vi kan aftale hvadsomhelst med vor ægtefælle uden at tage hensyn til, at vi måske er skabt til noget andet end at lade os gribe af den ene forelskelse efter den anden. Men oftest glemmer vi det vel, når vi lader dagligdagen gro sig så fast i vaner, at den andens tilstedeværelse og den andens arbejde i det fælles hjem tages hen som en selvfølge.

Indrømmes må det, at vi fra kirkens side har haft meget svært ved at tale imod tidens libertinisme. Vi har realistisk nok fornemmet, at en sådan tale ville blive opfattet som snerpethed, som moralprædiken, som forsøg på at gøre sig bedre end andre. At tale om ægteskabets herligheder, så det bliver opfattet som et godt råd om, hvordan livet kan lykkes, falder os meget vanskeligt. Men nu, hvor islam er kommet ind i landet, kan det måske bedre lykkes os. Hvis vi altså vover at tale imod islams lovtale, også imod islams lovholdning til ægteskabet.

Her kan, så vidt jeg kan se, Kamel Daouds essay være os til hjælp. For han viser, hvor falsk og påtaget det hele bliver, når samlivets vidunderligheder, givet os fra naturens (Guds) hånd, bliver lagt ind under den hårde lovforståelses dyne. Han skriver f.eks.:

I vore dage er sex et stort paradoks i mange arabiske lande. Man er nødt til at handle, som om det ikke eksisterer, og dog bestemmer det alting, uden at noget bliver sagt. Som fornægtet vejer det tungt på sindet i kraft af dets skjulthed. Selv om kvinder er tilslørede, er de centrum for alle relationer, udvekslinger og bekymringer. — Kvinder ses som årsag til destabilisering – nogle siger, at korte skørter udløser jordskælv – og de bliver kun respekteret, når de defineres som nogens ejendom, som X’s hustru eller Y’s datter.

Senere hedder det:

Disse modsigelser skaber utålelige spændinger. Begæret kan ikke komme ud, der er ingen ventil. Parforholdet er ikke mere intimitetens sted, men noget, der angår hele gruppen. Den seksuelle elendighed, som bliver resultatet, kan udarte til absurditet og hysteri. Og man håber også at kunne erfare kærlighed, men kærlighedens udtryksformer – møde, forførelse, flirt – er forhindret. Man holder øje med kvinderne, vi bliver besat af tanker om deres mødom, moralpolitiet patruljerer. Der er endog dem, der betaler kirurger for at reparere deres brudte mødom.

Men sex er ikke sådan at udrydde:

Islamisterne har et faktisk monopol på at tale om kroppen, om sex og kærlighed. Via internettet og de religiøse tv-shows har deres taler antaget monstrøse former, er blevet en slags porno-islamisme. Religiøse autoriteter har udstedt groteske fatwaer: at elske nøgen er forbudt; kvinder må ikke røre bananer; en mand kan kun være alene med en kvindelig kollega, hvis hun har ammet ham eller plejet ham.

Hvad er det, der er på færde?

Alle disse fatwaer er forsøg på at styre kønsdriften. Men styre kønsdriften kan man kun gøre med moralregler. Og der er to fejl ved moralregler.

Den ene er, at man ofte kommer til at længes imod det forbudte. Det er godt nok ikke meningen, men sådan er nu vi mennesker indrettet, at det, vi får forbud mod, virker interessant. Øjeblikkelig rejser sig det spørgsmål: Hvorfor må vi ikke det? Men det er klart, hvis det er selve det dragende ved kønsdriften, der er forbudt, skal det fedt hjælpe med alle forbudene, det dragende, der befinder sig i det skjulte, kan man ikke styre.

Den anden, og betydelig værre fejl er, at man går fuldstændig fejl af den frihed, der må til, om et forhold til et andet menneske skal etableres. Det lyder både smukt og fornuftigt, at man skal overholde reglerne på en arbejdsplads, at det hele da må gå godt, når alle bøjer sig for de regler, der findes. Og når så disse regler oven i købet er af guddommelig oprindelse, så kan det vel ikke andet end lykkes.

En sådan holdning overser, at ægteskabet ikke er en arbejdsplads, og at den, man bliver gift med, ikke er en robot, der kan programmeres til at arbejde på en bestemt måde. Den anden er en person, forskellig fra andre personer. Og at finde ud af, hvordan netop disse to mennesker kan virke sammen i en familie, det er ikke noget, man kan gøre ved hjælp af regler og god moral. Javist, mange tror, at det er den vej, man skal gå, også mange i Vesten. Især tidligere var der et stærkt kvindeideal, som mange hustruer stræbte efter at leve op til. Det var lovtankegangen om igen: når blot jeg gør sådan og sådan, er tilstrækkelig selvudslettende og ydmyg, viser mig som en tjenende partner i alle ting, så må det da gå godt. Men man skal ikke være selvudslettende som et ideal, man skal være det, for at give den anden plads, lade den anden udfolde sig, for at få forholdet til at fungére.

Det vil sige: man kan ikke gemme sig bag et mandsideal eller et kvindeideal. Man må selv tage ansvar for, hvad der skal gøres og siges. Man må selv holde øje med, om tillidsforholdet er intakt, om noget trykker den anden, om den anden nu også lever sig selv ud, som det var tanken. Vel kan vi ikke udslette disse idealforestillinger, men hos os i den kristne verden er de hele tiden til debat, de kan fungére som forslag til, hvad man kan gøre, men det enkelte ægtepar må selv finde ud af, om tingene måske skal gøres på en anden måde.

Her ligger der helt anderledes faste rammer for det muslimske ægtepar. Ikke blot bliver de to idealer, mands- og kvindeidealet, til stadighed ”fodret” med korancitater, de bliver også holdt i skak af det samfundsideal, der siger, at samfundet så vidt muligt skal adskilles i en mandsverden og en kvindeverden. Det vil sige: Det er i et muslimsk land unødvendigt at lære de unge mænd at omgås kvinder på en naturlig måde, for de får slet ikke lejlighed til at omgås kvinder dèr, hvor de færdes. Derfor er det ikke så mærkeligt, at de bliver helt vilde, når de møder europæiske kvinder som i Køln nytårsaften. Men derfor bliver også de muslimske ægteskaber unaturlige, præget af uvidenhed og mangel på hensyntagen. Man holder sig til det, shariaen siger, og tror, at den hellige grav så er vel forvaret.

Hvad stiller man op med denne forkerthed?

Ja, fra kirkens side må vi lære at anbefale det ægteskabelige sammenhold uden at forfalde til moralisme. Og det er ikke umuligt. Vi lever jo i samfund, der ikke er kønsopdelte som de muslimske er det. Og vi har i vore samfund en meget lang tradition for, at unge mennesker bliver forelskede i hinanden, at forelskelsen bemægtiger sig hele personen, at den elskede bliver opfattet som den eneste ene, og at det, at hun siger ja, derfor er som at opleve døren til paradis bliver åbnet.

Jeg vil også mene, at vi godt kan anvende en vis forargelse i vor omgang med muslimerne, en forargelse over den lovforståelse, de har, en forståelse, der tenderer mod at opfatte kvinden som et handelsobjekt. For nogle år siden lod jeg virkelig min forargelse over den muslimske ægteskabsforståelse få luft, se her. Der blev i medierne fortalt om en muslimsk mand, der havde fået sit ægteskab omstødt af en sekulær fransk domstol, fordi han på bryllupsnatten havde opdaget, at hans brud ikke var jomfru. De fleste var forargede over, at en sekulær domstol tilsyneladende agerede efter sharialoven; man overså, at domstolens begrundelse for at ophæve ægteskabet var, at bruden havde løjet om sin uskyld. Men jeg blev forarget over hele den muslimske ægteskabsforståelse. Jeg henviste til Luther, der anså ”brunsten”, altså det, vi lidt klinisk kalder ”orgasmen”, for Guds gode gave til os, givet for at den ene skal binde sig til den anden, og skrev så om denne brudgom:

Og så har sådan en stodder kastet vrag på disse gode gaver! Så tillader sådan en træmand sig at være ganske upåvirket af samlejets herligheder! Så undlader han ganske at hengive sig! Så tror han, at det at have samleje med sin brud på bryllupsnatten er det samme som at have samleje med en luder: Man behøver ikke engagere sig. Det er unødvendigt at give noget af sig selv. Binde sig for livet? Nej, aldrig i livet.

Ved samme lejlighed henviser jeg til ”Tusind og én nats eventyr”. I én af de, altfor få, gengivelser, jeg har skrevet om disse eventyr, se her, indrømmer jeg, at det i middelalderen var muslimerne, der skulle anklage os for vor seksualforskrækkelse. Men samtidig hævdede jeg, at det i vore dage er os, der må tilråbe muslimerne:

”Hold dog op med at ville binde kønsdriften! Lad dog jeres kvinder få ligeret med jeres mænd! Bøj jer for det, der ligger i skabelsestroen: at både mænd og kvinder er skabt af Gud!” Ja, vi kan, med blandt andet ”Tusind og én nats eventyr” i tankerne, føje til: ”Vær tro mod jeres kultur, da den var på sit højdepunkt! Læs om de snarrådige og selvstændige kvinder igen og lad dette kvindesyn igen få indpas hos jer! At kvinder skal have ligeret med mænd, er jo ikke et tegn på Vestens dekadence, nej, det er noget naturligt, der forekommer i alle kulturer, også i jeres, oven i købet på det tidspunkt, da jeres kultur stod allerstærkest. Hvorfor har I dog forladt denne tanke, tilmed i den tro, at den er umuslimsk?”

Lad det være, hvad denne temmelig lange artikel slutter med! Plus måske en opfordring til DR om i stedet for de mislykkede serier imod Dansk Folkeparti at lave nogle film om ”Tusind og Én nats eventyr”. Der er virkelig mange gode og underfundige historier dèr.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i 1001 nat, Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s