Betagelse

Man får undskylde mig, men jeg kan ikke lade være med til stadighed at undre mig over den muslimske kønsmoral – eller måske snarere mangel på moral.

Nu sidst får jeg en mærkelig smag i munden ved at høre en dørmand fra en restaurant i Køln fortælle om, hvad de arabiske mænd sagde til ham nytårsaften, se her, rul frem til minut 2.30. Bemærkningen forekommer i et såkaldt ”Ezra-Levant-show”, hvor den kanadiske forfatter har været i Køln og udspurgt forskellige om muslimer og andet godtfolk, og specielt spurgt om begivenhederne nytårsaften. Herunder træffer han på dørmanden, der var på vagt den aften. Dørmanden spurgte én af dem, der havde omringet en tysk kvinde og gramset på hende, hvorfor han dog gjorde det. Han svarede: ”It is our wife”. Lidt senere kom det frem, siger dørmanden, at han og de andre overhovedet ikke kendte hende. Meningen syntes altså at være, at det var dem, der havde ”fanget” hende eller omringet hende, og at det derfor var deres kvinde, andre skulle ikke komme og tage hende fra dem.

Dørmanden har formentlig talt tysk med dem, og det tyske udtryk ”Es ist unsre Frau” kan både betyde ”det er vores kvinde” og ”det er vores hustru”. På engelsk har man to udtryk for dette, ”woman” og ”wife”. Så når dørmanden siger ”wife”, mener han muligvis ”woman”. Det er på grund af denne tyske dobbeltbetydning, at jeg godt tør udlægge udtrykket, som jeg har gjort.

Og bevares, man har jo nok hørt om, at muslimer kun betragter muslimske kvinder, behørigt tørklædebehængte, som urørlige, at de uden videre kalder ikke-muslimske kvinder for ludere, og at de i gamle dage ikke tænktes at skulle nøjes med fire hustruer, men måtte tage sig alle de slavinder, de kunne få råd til, og have seksuel omgang med dem.

Men alligevel, at en sådan opfattelse og en sådan historie kan omsættes til en så stor kvindeforagt, som den, de udviste på banegårdspladsen i Køln, det er næsten utroligt. Kan mennesker virkelig være sådan? Kan mænd virkelig behandle kvinder på den måde?

Jeg har egentlig mest lyst til at lade muslimer være muslimer og kun beskæftige mig med vor vesterlandske, kristne kultur og de udtryk, den har. Men måske der kommer et par pip om islam også.

Først: Lad os være utrolig glade for de to skabelsesberetninger, vi har i 1 Mos 1 og 2. I den strømmer glæden over skabningen over i lovsang, i betagethed over alt det gode og smukke ved skabningen. Hvilket står i skærende modsætning til det, der står i koranen om mandens og kvindens skabelse.

I første skabelsesberetning hedder det gang på gang, at Gud så, at det var godt. Det er det grundsynspunkt hele livet ses under. Også det forhold, at mennesket er skabt som mand og kvinde og altså tænkes ligestillet, hører med ind under det omkvæd, der runger nedenunder det altsammen.

I anden skabelsesberetning kommer det samme frem på en lidt mere underfundig måde. Her bliver Adam skabt først. Derefter skaber Gud dyrene og, hedder det, ”førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem”. Ikke sandt, hvad er det dog for en Gud, vi har, kan han ikke selv finde på navne til de dyr, han har skabt? Men nej, det er slet ikke sådan, det skal forstås. Gud vil have mennesket som sin medarbejder. Gud vil, at mennesket, ligesom han, skal glæde sig over al skabningen. Derfor kan han ikke lade være med at føre dyrene frem for Adam: ”Se, er det ikke vidunderligt!”

Men Adam blev ikke tilfreds. Han fandt ikke nogen hjælper, der passede til ham. Og så måtte Gud jo lægge hovedet i blød endnu engang. Han tog et ribben af Adam og af det dannede han en kvinde og førte hende til Adam. Og da lykkedes Guds skaberhensigt fuldt ud: Adam lod sig betage af Eva: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød, hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget”. På hebraisk er der en vis lighed mellem ordene for mand og kvinde, og man skulle måske egentlig oversætte ordet ”hun skal kaldes mandinde, for af manden er hun taget”.

Denne betagethed kommer kun indirekte frem – det er det underfundige ved beretningen – men skal en maler gengive begivenheden, må den skinne igennem. Det gør den i Joakim Skovgaards freskoer i Viborg Domkirke, se her. Her ser vi den nøgne Eva i al hendes skønhed, og vi ser Adam give udtryk for sin betagelse ved at falde på knæ og løfte hænderne.

Javist, kunstneren kunne havde ladet hende være en Kraka, som, skønt nøgen, ikke kom til Regnar Lodbrog som nøgen, men iført sit lange hår. Det gjorde han ikke, ja, han forsynede hende ikke engang med et figenblad, for dette er jo før syndefaldet, og det var først, efter at de to havde spist af træet, de ikke måtte spise af, at de fandt på at bruge figenblade. Så vi tilskuere føres også tilbage til tiden før syndefaldet.

Er det det, at vi vesterlændinge er vokset op med sådanne kunstneriske udtryk, der har givet os en respekt for kvindelegemet, det vil sige: for ethvert kvindelegeme, slavindens og luderens og den ærbare jomfrus?

Måske.

I hvert fald er muslimske mænd ikke vokset op i en sådan tradition. De er vokset op i en tradition, hvor mænd og kvinder så vidt muligt lever hver for sig, en tradition, hvor nøgne statuer ikke forekommer (jævnfør de tildækkede statuer i Rom, da den iranske præsident skulle besøge byen), og en tradition, hvor Muhammed ikke som bibelen har taget anledning af skabelsen af mand og kvinde til at blive betaget, men i stedet overdænget denne begivenhed med et ”haram og halal-skema”: hvad er tilladt og hvad er forbudt?

I sura 51,49 står der:

Alting skabte Vi i par; måske lader I jer påminde!

Og i sura 4,1 hedder det:

I mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af ét væsen, af dette skabte dets mage, og fra disse to lod mange mænd og kvinder udbrede sig! Frygt Gud, i hvis navn I beder hinanden om noget, og blodsslægtskabet! Gud vogter over jer.

Også syndefaldet er beskrevet i koranen. I sura 7,22 hedder det:

Han forlokkede dem gennem forblindelse. Da de havde smagt på træet, blev deres køn synligt for dem, og de begyndte straks at hæfte blade fra Haven sammen omkring sig. Deres Herre råbte til dem: “Har Jeg ikke forbudt jer dette træ? Har Jeg ikke sagt til jer, at Satan er jer en åbenlys fjende?”

Som sædvanlig i koranen er alt, hvad der refererer til bibelen beskrevet som noget, alle véd i forvejen. Deraf kortheden.

Og bevares, der er steder i koranen, hvor man godt kan fornemme, at Muhammed har ladet sig betage af skaberværket. Men det kan ikke nægtes, at det, det er ham mest om at gøre, er at uddrage de lovregler, Gud vil give os. Det er det, der er den dybere mening med de åbenbaringer, han får. Og når vi ser, hvordan imamer i vore dage overdænger den seksuelle forening med forbud i lange baner, så handler de i Muhammeds ånd. Han var, om nogen, besat af en utæmmelig seksualdrift. Men han gemte den væk under lydighed mod Guds bud. Alt skulle foregå efter bogen. For ham var det jo let nok. For han kunne hele tiden trække på åbenbaringsmuligheden. Det gjorde han, da han blev grebet af begær efter sin adoptivsøn Zaids hustru, Zainab. Først ville han ikke vedkende sig sit begær, men siden var han så heldig at få en åbenbaring, der fortalte ham, at det faktisk var Guds mening, at han skulle ægte Zainab, se her. Men for de muslimer, der efter ham skulle leve efter hans regler, blev det hele låst fast i et uforanderligt skema.

Og det er jo noget af det, man kan bebrejde muslimerne – og også have ondt af dem for – at de betragter deres regler som uforanderlige, at de befinder sig i et samfund, der ikke har udviklet sig og ikke tænkes at udvikle sig.

Men derudover må man da sige, at det er en yderst pauver måde at reagere på Guds skaberværk på: at låse hele herligheden (og jeg mener virkelig herligheden) fast i lovbestemmelser. Det er da en sær Gud, som har skabt alle disse ting, herunder den vidunderlige kønsforskel, hvis alt, hvad han har villet med det – og sådan er det jo indenfor islam – har været at give os fristelser, som han sidenhen kan straffe os for at være faldet for. Det ville da være mærkeligt af Gud, når han nu har gjort sig umage med at give den unge kvinde (og den ældre med, forøvrigt) en uforlignelig skønhed, om han dog ikke kunne få manden til at betages af hende, hvis han så bagefter gav befaling til, at al denne skønhed skulle lukkes inde i en burka eller skjules bag en niqab. Se til Adams glæde og betagethed af den nyskabte Eva! Er vi andre til evig tid udelukket fra at kunne gribes af den samme betagethed? Er det ikke at kaste vrag på Guds gode skaberværk, når muslimerne i deres kønsforskrækkelse bestemmer, at mand og kvinde ikke må elske nøgne? Dels kan man jo spørge, hvad det dog rager mullaherne, men mere væsentligt kan man spørge, om det ikke er Skovgaard og ikke mullaherne, der har ret i beskrivelsen af Guds gode skaberværk.

Så nej, lad os slutte med at lade muslimer være muslimer, skøre kugler, som trænger til at få deres øjne op for Guds skaberværk, inklusive den halvdel af menneskeheden, som er mere eller mindre skjult for de stakkels muslimer! Lad os med Højsangens forfatter glæde os over og betages af menneskets skønhed:

Hvor er du smuk, min kæreste,
hvor er du smuk!
Dine øjne bag sløret
er som duer.
Dit hår er som en gedeflok,
der bølger ned fra Gileads bjerge.
Dine tænder er som en flok nyklippede får,
der kommer op fra badet,
alle med tvillinger,
ingen er uden lam.
Dine læber er som en skarlagenrød snor,
din mund er yndig;
din tinding bag sløret
er som et bristet granatæble.
Din hals er som Davidstårnet,
bygget i stenskifter;
tusind skjolde hænger på det,
alle krigernes rundskjolde.
Dine bryster er som hjortekalve,
gazelletvillinger,
der græsser blandt liljerne.

Når dagen bliver sval
og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget,
til røgelseshøjen.
Alt på dig er smukt, min kæreste,
der er ingen fejl ved dig.

Kom med fra Libanon, min brud,
kom med mig fra Libanon;
stig ned fra Amanas top,
fra Senirs og Hermons top,
fra løvernes huler,
fra panternes bjerge.

Du har fortryllet mig, min søster, min brud,
du har fortryllet mig med et eneste blik,
med et eneste led i din halskæde.

Hvor er din elskov smuk, min søster, min brud,
din elskov er dejligere end vin;
dine salvers duft
er dejligere end al balsam.
Dine læber drypper af nektar, min brud,
honning og mælk er under din tunge;
dine klæders duft
er som duften fra Libanon.

En lukket have er du, min søster, min brud,
en lukket have, en forseglet kilde;
dine skud er en park med granatæbler,
med herlige frugter,
henna og nardus,
nardus og safran,
kalmus og kanel,
alle slags røgelsestræer,
myrra og aloe,
de fineste balsamstoffer.
Kilden i haven er en brønd med rindende vand,
der strømmer fra Libanon.
Vågn op, nordenvind, kom, søndenvind!
Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme.
Min elskede skal komme til sin have
og spise af dens herlige frugter. (Højsangen kap 4).

Læg mærke til det sidste! I vor del af verden tænkes den skønne selv at invitere til fest i haven. Hos os er der netop tale om denne given og tagen, om en gensidighed, der udelukker det muslimske ”tag-selv-bord”.

Men lad os heller ikke være romantikere. Kaj Munk er det ikke. I en prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger over underet i Kana, hvor Jesus ved et bryllup forvandlede vand til vin, siger han:

Hvordan mon det gik det Brudepar i Kana sidenhen? Jo, de blev naturligvis ved at se hinanden dybt ind i Øjnene, og Kyssene smagte lige saa friske paa Sølvbryllupsdagen som det kvarte Aarhundrede før. De gjorde Pokker, gjorde de. Hvem ved, om hun ikke er blevet lidt lad med Aarene (for hvad? slap Vinen op, saa var det jo da sket engang før, at der kom noget af sig selv!). Og maaske han fik Hang til at pimpe en Smule (for den havde jo smagt svært godt, den sidste Forsyning paa Bryllupsaftenen), og saa blev der jo Ballade i Hjemmet. Vilde de saa rende fra hinanden? Maaske de har truet med det. Men de vidste udmærket, at det var ganske udelukket. Hvorfor var det udelukket? Fordi — ja, fordi de hørte jo hinanden til. Der laa en Flaske nede i Kælderen af Jesu Bryg, og den skulde tømmes i Fællesskab. Og naar de havde været allermest Uvenner, saa fik de Flasken op, og hun skænkede en Snaps for sig og en for ham, og saa klinkede de og drak og sagde Ah og sad lidt og snakkede med hinanden, og saa var den Nat gaaet lige paa et Kvarter. Hvad var det, den Vin smagte af? De kunde ikke hitte ud af det. Men jeg ved det godt. Den smagte af Hellighed. Der var noget helligt ved deres Ægteskab; Jesus havde været til Stede, den Aften det blev stiftet, og givet dem sin Vin. Der er ikke noget, der binder som det hellige.

Betagethed! At man stadig kan lade sig betage! Måske efterhånden mere af personligheden end af legemligheden. Men betagelse i begge tilfælde.

Kaj Munks prædiken findes på nettet her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Betagelse

  1. Pingback: Ytringspligt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s