Shariaråd i Danmark?

I Deadline i går aftes (den 6-3) var emnet TV2’s skjulte optagelser fra forskellige moskéer i Danmark. Redaktionen ved Jacob Rosenkrands havde fået fat i en tidligere talsmand for en muslimsk forening, Kasem Ahmad, der ville ”stå på mål for” de udtalelser, der var fremkommet under de seancer, som de skjulte optagelser fremdrog. Og det gav anledning til en række interessante udtalelser, udtalelser, der dog kunne have fået langt større betydning, hvis det havde været en udspørger med større kendskab til islam, der var studievært. Dog må man kreditere Jacob Rosenkrands for, at han bevarede fatningen og f.eks. formåede at komme med en bemærkning om, at Ahmad nok helst ville være den, der stillede spørgsmålene.

Jeg skal nøjes med at kommentere et par ting eller tre, som jeg finder interessant i interview’et.

Der er nu først den påstand, Ahmad kommer med, at dette er ganske normal islam, der er intet fordækt i det, og det kan altsammen forklares og forsvares. Godt nok er han nødt til, som andre adspurgte muslimer før ham, at hævde, at TV2 ved klipningen har forvansket det, der bliver sagt. Det er en påstand, som man næsten er nødt til at lade ham slippe godt fra, for skulle den imødegås, måtte man have gennemse hele materialet fra TV2. Og dels får man nok ikke lov til noget sådant, dels ville det tage altfor lang tid.

Men det var også unødvendigt. For Kasem Ahmad tog selv positiv stilling til påstanden om, at sharia kræver dødsstraf for utugt. Sådan var det, sagde han, men i modsætning til så mange andre mente han, at der var en god rationel grund til et sådant forbud. Går det ikke ud på at styrke familien? spurgte han med et hip til os danskere, der lader utugt passere ustraffet. Men dødsstraf var noget, der kun kunne praktiseres i en islamisk stat, indrømmede han, for ”lige så snart vi strider imod loven [den danske lov rr], så er det loven, der gælder”.

Den bemærkning er nok værd at bide sig fast i. Det gjorde Rosenkrands desværre ikke. Jeg véd ikke, om man skal bebrejde ham det, han var vel som altid under et vist tidspres, men dels kunne man jo godt være fremkommet med et lille pip om, at den præventive virkning af dødsstraf ganske forsvinder, når man ikke kan eksekvere den i det samfund, man befinder sig i. Eller med andre ord: Det er en ganske gratis omgang at kræve dødsstraf for utugt.

Og dels kunne et andet pip have været relevant, nemlig ét om polygami. Flerkoneri er jo tilladt ifølge islam, og der er eksempler på, at det forekommer også her i landet. Jeg mener oven i købet at kunne huske, at det af de skjulte optagelser fremgik, at ”muldvarpen” hævdede, at hendes mand havde truet med at tage en kone mere, og at hun fik det svar på den påstand, at det havde hun efter islamisk ret ikke ret til at sætte sig imod. Hun fik i hvert fald ikke det svar, at noget sådant skulle hun melde til politiet, for bigami var ikke tilladt efter dansk lov.

Man kunne også tænke sig den indvending, at muslimerne i de fleste tilfælde tildeler manden børnene, hvor vi gør det modsatte. Skal det så være den ene eller den anden instans, der skal gælde? Nå, det spørgsmål dukkede ikke op i de skjulte optagelser, så man må vel undskylde Rosenkrands, at han lod det ligge. Der var også nok andet at tage fat på.

Der var f.eks. spørgsmålet om mægling. Som nævnt stillede Kasem Ahmad det spørgsmål til Rosenkrands – og dermed til alle os danskere – om det ikke gik ud på at styrke familien. Og han føjede til, at det forekom ham rimeligt selv i et ægteskab, hvor manden var voldelig, at bede kvinden give ham en chance til. Det vil sige, at den domsafsigelse, som en imam kom med, af ham bliver forvandlet til et indlæg i en mæglingssituation. Men så rejser sig jo det spørgsmål – som godt nok ikke blev rejst i udsendelsen – hvordan man kan mægle mellem to parter, når kun den ene part er til stede.

Nej, kære Ahmad, der var ikke tale om mægling, der var tale om en autoritativ afgørelse.

Og man kunne måske også i den forbindelse have boret lidt i hans syn på det koransted, der giver manden lov til at slå sin kone (sura 4,34). Det står i det vers, hvor manden formanes til at nægte kvinden sex. Dette vers har Ahmed tilsyneladende overset. For dèr, hvor talen er om kvindens ret til at afvise sin mand i sengen, siger han, at det må hun ikke, men, føjer han til, det samme gælder for manden: han må ikke afvise sin kone i sengen, hvilket altså er modsat, hvad der står i sura 4,34, noget, Rosenkrands tilsyneladende ikke var klar over.

Det er også interessant, at Kasem Ahmad var af den opfattelse, at det shariaråd, der havde opereret ved Fredens Moské i Aarhus, ikke skulle have nedlagt sig selv, sådan som det har gjort oven på disse afsløringer. Han begrundede sit synspunkt med disse råds udmærkede arbejde med ægteskabsrådgivning.

At han så talte fuldstændig udenom, når det drejede sig om en imams påstand om, at det var uislamisk for en muslimsk kvinde at arbejde på en arbejdsplads, hvor kønnene er blandede, taler ikke til hans fordel. Han lod, som om han ikke forstod spørgsmålet, og fik derigennem sagt, at han ikke så noget problem i, at muslimske kvinder arbejdede på kønsblandede arbejdspladser, men det var alt, hvad der kom ud af interview’et på det punkt.

I et interview i Berlingske, se her, fortæller Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet, at shariaråd i England fungérer som udmærkede mæglingsforanstaltninger. Det hedder:

Hvis politikere ønsker frihed til unge og til kvinder, kan man se på, hvordan man i Storbritannien håndterer især skilsmissager i de britiske shariaråd. Rådene, hvoraf enkelte ledes af kvinder, følges af britiske jurister og accepteres af myndighederne. Rådene kan sikre muslimske kvinder en muslimsk skilsmisse foruden den juridiske skilsmisse. Dermed beskyttes kvinder mod stigmatisering og social udstødelse fra det muslimske miljø og sikres samtidig muligheden for at gifte sig igen, påpeger Niels Valdemar Vinding.

»I Storbritannien er shariarådene velfungerende institutioner for konfliktmægling. I Danmark er der et stort behov for den form for mæglingsfunktioner – både i det civile og i retsvæsenet,« siger Niels Valdemar Vinding, der har skrevet ph.d.-afhandling om blandt andet de britiske shariaråd.

Jeg har taget problemet med shariaråd op flere gange her på bloggen, bl.a. her, hvor jeg henledte opmærksomheden på, at den daværende engelske ærkebiskop, Rowan Williams, har ment det rigtigt at anerkende eksistensen af shariaråd i England. Senere, nemlig her, tog jeg problemet op igen, se her, idet jeg foreslog, at sådanne råd absolut ikke skulle have nogensomhelst håndhævelsesret. Det skulle stå en muslim frit for, om han eller hun ville give sig ind under dette råds afgørelser, og når afgørelsen var faldet, skulle intetsomhelst, undtagen eventuelle sociale påtrykningsmuligheder, tvinge de pågældende til at følge rådet. Det skulle forholde sig med et sådan råd som med arbejdsretten, der jo også opererer efter et system udenfor det normale retsvæsen, både hvad overtrædelser angår og hvad sanktioner angår.

Men da det nu blev klart, at Niels Valdemar Vinding har skrevet en phd-afhandling om emnet, tog jeg mig for at downloade den og bladre lidt i den. Ja, det vil sige, det gjorde jeg altså på computeren, for dèr kan man hurtigt finde frem bestemte emner ved hjælp af søgefunktionen. Således forekommer ordet ”polygamy” kun én gang i afhandlingen, så han har åbenbart ikke taget denne mulighed for sammenstød mellem muslimsk og europæisk ret op til drøftelse. Blot siger han (side 99), at den enkelte muslim kan risikere at blive straffet for polygami, men at islam som sådan og det muslimske samfund godt kan gå ind for polygami.

Men han giver da, så vidt jeg lige ved en hurtig gennemskimning af værket kan se, en ret positiv holdning til de forskellige shariaråd, der er oprettet i Storbritanien.

Og så rejser sig jo igen spørgsmålet. Skal vi sige ”so ein Ding müssen wir auch haben”? Eller mere præcist: Skal vi søge at gøre de shariaråd, der utvivlsomt vil dukke op enten skjult eller åbent, mere spiselige ved at blande det offentlige ind i sagerne?

Lad mig i den anledning sige, at den forargelse, der er blevet vakt i den danske offentlighed i anledning af disse optagelser med skjult kamera, gerne skulle forvandle sig til en større forståelse af de muslimske samfund.

Det, vi skal forstå, er, at de virkelig mener det alvorligt, når de holder fast ved deres sharia. Det er ikke middelalderligt, det er ikke udenfor nogensomhelst fornuft, det er nutidsmennesker, der mener om sig selv, at det er dem, der er de fromme og de gode og de menneskelige, og os andre, der er på afveje. Det var noget af det, der viste sig i interview’et med Kasem Ahmad: han var ilter, levende, virkelig forarget på os. Men interview’et viste også, at han, som mange andre muslimer, hele tiden ser skævt til os, hele tiden befinder sig i forsvarsposition, og desværre derfor er meget svær at få en ægte dialog med.

Jeg har prøvet ovenfor at give nogle eksempler på, hvad man kunne have spurgt ham om. Og selv om han måske ville ryge i luften i mange stykker, hvis man stillede tre spørgsmål, så kunne man jo begynde med ét.

Men det sørgelige resultat er vistnok, at han ikke fik os bort fra den opfattelse, at muslimer rask væk taler med to tunger, og at vi ikke fik ham til at forstå noget af vores indvending.

Ak, ja!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Shariaråd i Danmark?

  1. Pingback: Abu Bilal rehabiliteret? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s