Illusionerne brister

Ja, men er det de rigtige illusioner, der brister?

Oven på EU-topmødet i går den 7. marts kan man måske godt sige, at europæiske illusioner er bristet. Blandt andet har man strakt sig utrolig langt for at få Tyrkiet til at sætte en prop i migrantruten over Det ægæiske Øhav. Men én illusion er i hvert fald ikke bristet. Det er illusionen om, at EU holder den moralske fane højt, illusionen om, at vi overholder menneskerettighederne til punkt og prikke, illusionen om, at vi, selv om vi måske ikke, som Sverige, kan prale af at være en humanitær stormagt, i hvert fald kan vide med os selv, at vi er en moralsk stormagt.

Den illusion har vi i Europa lidt under i mange år. Og ”vi” betyder her både journalister og politikere, med samt det meste af offentligheden. Godt nok har illusionen for mange almindelige mennesker været på vej til at blive afsløret som netop en illusion, men den er tilsyneladende ikke bristet for eliten. Ikke endnu, i hvert fald.

Jeg har tidligere været inde på, hvordan denne europæiske elite for at kunne opretholde denne illusion har måttet lukke øjnene for det transportøransvar, EU i 2001 pålagde samtlige flyselskaber: de skulle kræve identifikation og visum af enhver passager, der skulle til EU. Den kendsgerning har man omhyggeligt måttet lukke øjnene for, hvis illusionen om vor høje moralske standard skulle opretholdes. Og det har man så gjort: altså lukket øjnene. For det er nu så dejligt at leve i en forestilling om, at man er et godt menneske. Og det gør jo ikke noget, om andre ikke er helt så gode, som man selv er. Så skinner ens glorie ligesom lidt mere. Man kan virkelig sole sig i bevidstheden om, at man, som konventionerne kræver – i hvert fald i den fortolkning, der har udviklet sig gennem årene – asylbehandler alle, der sætter foden på landets jord. Og så ser man altså stort på, at man med den anden hånd forhindrer migranter i netop dette: at sætte foden på landets jord.

Oven i købet har man set sig i stand til, så længe det kun var få migranter, der kom til Europa, at ”forbedre” konventionerne lidt. Man har i sin store godhed set stort på forskellen mellem krigsflygtninge og konventionsflygtninge. Hvor de sidste har skullet være personligt forfulgt i det land, de flygter fra, skal de første blot være flygtet fra et land i krig. Og hvor de sidste tænkes at skulle integreres i deres nye land, skal de første blot have beskyttelse, indtil krigen i deres land er forbi; så skal de tilbage og deltage i genopbyggelsen af landet. Så nu er det blevet sådan, at det er alle, der ankommer til landets grænser, der skal sættes i arbejde, for de skal jo alle integreres. En forskel mellem krigsflygtninge og konventionsflygtninge gør man ikke mere noget ud af.

Og man gør heller ikke mere nogen forskel ud af flygtninge og indvandrere. Det er det, der har været med til at forøge strømmen af migranter gevaldigt. For som migrant får man mulighed for at skaffe sig selv en meningsfyldt fremtid; i stedet for en ørkesløs tilværelse i et dysfunktionelt land kan man håbe på en meningsfyldt tilværelse med et godt arbejde og mulighed for selv at gøre noget fra eller til, hvad ens fremtid angår.

Gad vidst om det hænger sammen med, at vi europæere i virkeligheden har været lidt smigrede over de mange mennesker, der søgte hertil. Og i hvert fald: har den følelse ikke slået til, har en anden taget over: følelsen af at kunne gøre noget godt.

Så de følelser og de politikker, der har skabt den nuværende flygtningekrise, er blevet bygget op over temmelig lang tid. Men nu signalerer ordet ”krise”, at det hele er blevet for meget. Nu kan vi ikke længere lukke øjnene for, at de rige vesteuropæiske lande ikke kan opsuge flere indvandrere/flygtninge/migranter.

Det hænger også sammen med, at de mange mennesker, der er strømmet hertil gennem hele efteråret 2015, slet ikke har opført sig som stakkels flygtninge. Der er godt nok politikere – især dem på venstrefløjen – der er blevet ved med at tale om, hvordan disse mennesker er flygtet fra krig og undertrykkelse. Men når migranterne selv aldeles ikke tér sig som mennesker, der er glade for bare at kunne leve uden stadige bombeangreb, men i stedet stiller krav og er utilfredse med de betingelser, der må leve under, fordi de er så mange, så brister denne illusion. Uden dog at venstrefløjspolitikerne har opdaget det.

Men nu hører vi fra Bruxelles, at det hele er ovre. Flygtningekrisen er afblæst. Oven i købet forlyder det, at det er Angela Merkels skyld. EU-præsidenten Donald Tusk havde ellers forhandlet en nogenlunde antagelig aftale på plads med Tyrkiets premierminister, men sent søndag aften satte han og Merkel sig sammen og strikkede en ny aftale på plads, bedre end den, Tusk kunne levere.

Og så bristede endnu en illusion, illusionen om EU som det samlende punkt, som det centrum, vi europæere må sætte vort håb til. Så viser det sig, at det ikke er EU-systemet, der har den virkelige magt, men en kansler fra ét af medlemslandene, godt nok et stærkt medlemsland, men altså ”kun” et medlemsland. Ligesom Merkel tidligere brød EU-solidariteten ved den 4. september sidste år at forsikre, at for de migranter, der fra Ungarn ville søge mod Tyskland, ville Dublinforordningen ikke blive sat i værk med det for hende uventede resultat, at en flodbølge brød ind over Tysklands grænser, sådan bryder hun nu igen EU-solidariteten ved egenhændigt at forhandle en aftale på plads med Tyrkiet, en aftale, som altså vil afblæse flygtningekrisen, men jo også kommer til at koste ikke blot Tyskland, men også de andre EU-lande dyrt.

Hvad går aftalen så ud på? Nå, ja, den er ikke færdigforhandlet endnu, den skal pudses af inden næste weekend, men Jyllands-Posten har talt med Løkke Rasmussen om aftalen, se her, og han er godt tilfreds:

Tyrkiet og EU’s 28 medlemslande har ved et fælles topmøde lagt brikkerne til en banebrydende aftale, som kan smadre menneskesmuglernes forretningsmodel og blive en ”game changer” for flygtningekrisen i Europa, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen natten til tirsdag efter et 12 timer langt topmøde i Bruxelles.

Helt afgørende har Ankara tilbudt EU en model, der er langt mere ambitiøs end det, der tidligere var lagt op til. Tyrkiet melder sig nu parat til at tage alle flygtninge og migranter tilbage, som forsøger at komme til Europa via Grækenland.

Det gælder »uanset, om de er økonomiske migranter eller folk på egentligt flugt, for simpelthen at tage et opgør med smuglernes forretningsmodel,« siger statsministeren.

Blot vil tyrkerne have EU til for hver syrer, der kommer tilbage, at modtage en syrer fra lejrene i Tyrkiet. På den måde, forklarer statsministeren, får man ødelagt menneskesmuglernes forretning. For

»Man kan jo spørge sig selv, hvad ville tilskyndelsen være for en syrisk flygtning at betale 1.000 euro for at komme i en gummibåd til Grækenland, hvis det sikre resultat var, at man blev sat på en ny båd og blev returneret,« fortsætter han.

Derfor vurderer Løkke, at det vil blive et meget ringe antal flygtninge, EU kommer til at modtage direkte fra Tyrkiet.

Jamen, er det ikke imod konventionerne? vil nogen nok indvende. For Grækenland har jo ifølge dem pligt til at asylbehandle enhver, der sætter sin fod på græsk jord. Og hvordan kan landet så tillade sig at sende sådanne mennesker tilbage til Tyrkiet? Det kan da ikke være tilladt!

Jurister i Bruxelles har undersøgt sagen:

EU’s jurister har trods kritiske røster vurderet, at aftalen ikke vil være i strid med folkeretten, hvis Grækenland erklærer Tyrkiet for et sikkert land.

Oh, det skulle vi bare have vidst. Tænk, at der findes en sådan skjult kattelem for at undgå at skulle asylbehandle migranterne. Hvis vi havde turdet anvende den, eller hvis vi bare havde turdet stole på, at en anvendelse fra vores side ville blive accepteret af de andre, hvor mange migranter kunne vi så ikke have afvist ved den dansk-tyske grænse! Tyskland er jo et sikkert land, var det i hvert fald dengang før efteråret 2015, og selv om Tyskland efter Merkels åben-dørs-politik kom til at lide under altfor mange migranter, så behøvede vi jo ikke lide med. Vi kunne, med konventionerne i hånd, have afvist hver og én af dem, vi har følt os tvunget til at modtage.

Hvilke annonceudgifter kunne vi ikke have sparet! Her har vi gået og troet, at vi var forpligtet på at modtage alle dem, der gerne ville søge asyl hos os! Her har vi regnet med, at Schengens åbne grænser i realiteten kom til at betyde et ”tag-selv-bord” for migranterne! Og så har vi bare kunnet erklære Tyskland for et sikkert land og så lukke vores grænse! Mageløst! At vi dog ikke har tænkt på den mulighed før!

Det betyder så ganske vist, at ikke blot Grækenland, men hele EU overlader den asylbehandling, man ifølge konventionerne er forpligtet på, til Tyrkiet. Og man må da ikke sådan udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Sådan har det i hvert fald tidligere lydt fra menneskeretsorganisationer. Det lyder, som om denne løsning er lidt ulden i konventionsmedholdeligheden. Men ingen af de store medier er betænkelige ved arrangementet. I stedet glæder man sig over, at flygtningekrisen nu er forbi.

Det betyder også, at man har vendt op og ned på begrebet ”grænsebevogtning”, dog også her uden at lægge mærke til det. Hvor det i de gamle, normale dage var det enkelte land selv, der havde til opgave at bevogte sine grænser, er det i vore højst unormale dage blevet en opgave for EU’s nabostater at bevogte EU’s grænser. Man kan ikke få sig selv til at standse potentielle asylansøgere ved grænsen eller drive dem tilbage på havet, man føler, at man absolut må tage dem ind i EU’s område og behandle deres sag, altsammen uden at det falder nogen ind at spørge, hvordan man med denne konvention i hånden da nogensinde skal kunne forsvare sine grænser. Og før man giver sig til, først at stille dette spørgsmål, dernæst at besvare det, eller altså: før vi igen får mod til selv at ”gøre det beskidte arbejde”: at bruge magt for at forsvare vore grænser, før får vi ikke sat nogen prop i, der er virkelig effektiv.

Og hvad, man er jo så vant til at lukke øjnene for forskellige ubehagelige kendsgerninger, så én kendsgerning fra eller til gør vel ikke så meget.

Men ærlig talt, bør vi ikke glæde os over, at der findes jurister i Bruxelles, som kan ”kringle” den, så vi både får en løsning, der bremser migrantstrømmen eller måske helt får den til at ophøre, og kan gøre det med god menneskeretssamvittighed?

Måske.

Men jeg kan nu ikke lade være med at gøre opmærksom på, at selv Jyllands-Posten har dryppet lidt malurt i dette glædesbæger. Midt i førnævnte artikel har man anbragt et link, der siger, at menneskesmuglerne er klar med nye tilbud til migranterne. Der tænkes på, at når nu Balkanruten lukkes, så vil ruten fra Libyen til Italien få fornyet aktualitet.

Og så er vi tilbage til tiden før Syriza-regeringen i Grækenland, den regering, der ville være ”god” og ”moralsk korrekt” og derfor ikke turde bibeholde ordren til den græske flåde om at føre migrantbådene tilbage til Tyrkiet. Vi har ikke på EU-plan fået gjort op med asylretten. Vi bilder os stadig ind, at vi kan bibeholde det, vi kalder ”vore moralske værdier”, selv om der nu skal lidt mere hykleri til end før, eller altså: selv om vi nu skal lukke øjnene for lidt flere kendsgerninger for at kunne bibeholde illusionen om Europa som en ”moralsk stormagt”.

Den illusion skulle gerne briste snarest muligt. Men det er nok tvivlsomt, om den gør.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Illusionerne brister

  1. Pingback: Et sikkert sikkert land | ricardtriis

  2. Pingback: Kong Salomon og Jørgen Hattemager | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.