Tigre og lam

Berlingske bragte i går (den 8-3 2016) en fortrinlig satiretegning, se her. Man skriver i underteksten:

MODERNE POLITIKERE. De vil så gerne lukke moskéer, forbyde foreninger, forbeholde børnechecken til danskere, indføre indslusningsløn og smide islamister ud af landet. Men papirtigrene lander som regel som lam, når de rammer paragrafferne.

Og tegningen forestiller en tiger, der springer ind gennem hullet i et paragraftegn. På den anden side af hullet kommer den dog ud som et lam. Dette skal dog på denne plads ikke udlægges om moskéforbud, islamistudsmidning og den slags, men derimod om Angela Merkel og kompagni: Har de nu også tænkt paragrafferne godt nok igennem? Er det, de foreslår, nu også i overensstemmelse med diverse konventioner?

Nå, ja, lad os først se på en såkaldt forsker, der fremkommer med en højst velkendt indvending, nemlig, at aftalen ikke vil virke. Der er tale om postdoc Martin Lemberg-Pedersen fra Centre for Advanced Migration Studies på Københavns Universitet, se her. Men man skal ikke lade sig snyde af den fornemme titel. Hvad han kommenterer på, er ikke noget, det kræver den store raketvidenskab at forstå. Der er blot tale om, at migranter, der vil til Europa fra Mellemøsten som alle andre fornuftige mennesker springer over, hvor gærdet er lavest. Da ruten over Ægæerhavet var lukket af den græske flåde, tog man ruten til Italien via Libyen. Da Ægæerhavsruten blev åbnet, fordi Grækenland ikke længere beskyttede deres søgrænse, blev denne meget kortere rute den foretrukne; den var både billigere og sikrere.

Forskerens” indvendinger ser således ud ifølge Berlingske:

Men lukkes Balkan-ruten, kan det blot føre til øget trafik på menneskesmuglernes øvrige ruter ind i EU, lyder det fra Martin Lemberg-Pedersen.

»Typisk ser man en slags fordrivelseseffekt, når man sætter ind ét sted. Så med den her aftale er det sandsynligt, at vi ser en opblomstring af andre ruter. Det skete for eksempel, da EU for et års tid siden satte ind over for libyske menneskesmuglere. Da rykkede ruten til Tyrkiet og Grækenland.«

»Og typisk vil de ruter, man så vælger, være farligere. Flygtninge skubbes i højere grad ud i smuglernetværk, og de vil være mere tilbøjelige til at prøve at undgå myndigheder. Det fører til en farligere situation,« siger han og pointerer, at den risiko hverken er blevet italesat af Tyrkiet eller EU.

Dette er noget værre vrøvl, ikke en forsker værdigt. Dette, at ruten rykkede til Tyrkiet og Grækenland, skyldtes ikke, at EU satte ind overfor de libyske menneskesmuglere, for den indsats har aldrig virket, det skyldtes, at Grækenland ophørte med sin patruljering i Ægæerhavet. En forudsætning for Lemberg-Pedersens påstand er jo, at de to ruter tidligere kostede nogenlunde det samme. Men det kan ikke passe. Ægæerhavsruten er langt kortere og dertil ikke udsat for storme i samme grad som Libyen-ruten. Så ved den lejlighed blev de ruter, menneskesmuglerne valgte, ikke farligere, men kortere og billigere. Derfor kom der så mange flere.

Nu sker det omvendte, hvis altså aftalen kommer til at virke. Der vil ske det, at den rute, man så vælger, Libyen-ruten, ganske rigtigt vil blive farligere. Men den vil også blive dyrere, og derfor vil den blive brugt at langt færre.

Nej, det, der måske vil gøre, at aftalen trods de ‘gode’ hensigter, måske ikke virker, vil være noget helt andet. Men derom senere.

Så til menneskerettigheds-indvendingerne!

Allerede i dag er en række såkaldte eksperter ude med advarselsskiltene. Amnesty International citeres således i Jyllands-Posten på følgende måde, se her:

»EU’s og Tyrkiets ledere er i dag nået et nyt lavpunkt ved at indgå en studehandel, der koster nogle af de mest sårbare mennesker i verden deres rettigheder og værdighed. Ideen om at bytte flygtninge for flygtninge er ikke kun farligt og dehumaniserende, men er heller ingen bæredygtig, langvarig løsning på den humanitære krise,« udtaler chefen for Amnesty Internationals Europa-kontor, Iverna McGowan.

Aftalen er dehumaniserende, hedder det, og de sårbare mennesker mister deres værdighed. Det kan der muligvis argumenteres for, men først må man dog udskille de sårbare mennesker fra de ikke-sårbare i den migrantstrøm, der krydser Ægæerhavet. Den slags er imidlertid ikke Amnesty’s problem. Og bemærkningen om, at aftalen ikke udgør nogen bæredygtig, langvarig løsning på flygtningekrisen, viser kun, at Amnesty forstår noget andet ved ”bæredygtig” og ”langvarig” end vist de fleste europæiske politikere. For jeg gætter på, at de fleste europæiske politikere, herunder vor egen statsminister, ånder lettet op oven på den løsning, Merkel har fået i stand med Tyrkiet. De betragter det virkelig som en løsning, fordi aftalen synes at kunne standse den store strøm af uspecificerede migranter, flygtninge og lykkeriddere blandet sammen i én pærevælling. Hvorimod Amnesty vist er bekymret ved tanken om, at der dog blandt de mennesker, der bliver bremset, kunne befinde sig ægte flygtninge, som med denne aftale får frataget deres ret til at søge asyl i et europæisk land.

Dette er ubetinget rigtigt nok. Men det er netop denne asylretsbestemmelse, der hidtil er blevet misbrugt i en grad, så det truer landenes sammenhængskraft. Og i stedet for at komme med forslag til ændringer, hager Amnesty sig fast i de gamle bestemmelser, uanset konsekvenserne. Dette kunne gå i lang tid, men noget tyder på, at det ikke går an mere.

Senere kommer en anden modstander af ordningen til orde:

Tyrkiet har ratificeret flygtningekonventionen, men det er sket med en vigtig undtagelse: Alle, som ikke stammer fra et europæisk land, kan ikke blive anerkendt som flygtninge eller få asyl, og det udelukker i den nuværende flygtningekrise alle. For langt de fleste asylansøgere i Tyrkiet er syrere, afghanere og irakere.

Syrere har dog fået en midlertidig beskyttelse i landet, men tilbage står alle de andre, som i givet fald vil blive returneret til Tyrkiet fra Grækenland.

»Vi er bekymrede over enhver ordning, som involverer en generel returnering af alle individer fra et land til et andet uden i tilstrækkeligt omfang at have præciseret de internationale forpligtelser for beskyttelse af flygtninge,« udtaler talsmand for FN’s flygtningeorgan, UNHCR, William Spindler.

Her anerkendes tilsyneladende reglen om, at tilbagesendelse til et sikkert land er tilladt ifølge konventionerne, men der stilles spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet er et sikkert land. Og bevares, man kan nok anklage visse europæiske lande for en vis ”double-speak”, for i andre sammenhænge ser man store problemer med Tyrkiets forståelse af menneskerettighederne, men her, hvor man selv drager fordel af det, ser man pludselig ikke nogle problemer med menneskerettigheder i Tyrkiet.

Men jeg vil foreslå, at man lader Spindler have sin bekymring for sig selv. For når det er den mægtige Angela Merkel, der har fået aftalen i stand, skal der vist mere til at kuldkaste den end en bemærkning fra UNHCR.

Forøvrigt kan man rette anklagen om dobbeltmoral tilbage til de mange bekymrede menneskerettighedsforkæmpere. For lige siden 2001, se her, har man haft den bestemmelse i EU, at flyselskaber har skullet afvise passagerer til EU, som ikke havde behørig identifikation og som ikke havde visum til et EU-land. Det er en begrænsning af asylretten, der vil noget. Den har man kunnet protestere imod gennem alle disse år. Eller sagt på anden måde: alle de fine kniplingstynde juridiske tanker om ret handling ifølge konventionerne har fundet sted, mens en sådan tonstung EU-bestemmelse har været gældende.

Nej, det, der måske vil bevirke, at aftalen ikke kommer til at virke, er ikke den slags overvejelser, hverken Lemberg-Pedersens om andre ruter, eller organisationernes om moralske og konventionsjuridiske betænkeligheder. Det er såmænd, at vi hidtil har behandlet migranterne som søndagsskolebørn, og at vi nok ikke sådan lige på én gang vil kunne vænne os til at behandle dem anderledes.

Vi fik en lille forsmag på problemerne med de ”hotspots”, som skulle oprettes på italiensk og græsk jord. Her skulle migranterne opholde sig i lejre, mens de blev registrerede. Men vi har ikke hørt noget om, hvorvidt den ordning nogensinde kom til at virke. For hvad skulle man gøre, hvis nu migranterne ikke ville finde sig i at blive registreret, og derfor flygtede fra lejrene? Vi har jo tidligere set, at de italienske myndigheder ikke ville tvinge migranter til at aflevere fingeraftryk, men fandt sig i, at de stak af uden registrering. Har man undskyldt sig med, at man ikke ville angribe flygtninges værdighed? Jeg véd det ikke. Men med den påtænkte aftale rejser sig helt andre problemer på det punkt.

For hvorfor skulle migranter, der har betalt i dyre domme for at blive sat over Ægæerhavet, finde sig frivilligt i at blive sat på en båd tilbage til Tyrkiet igen? De vil naturligvis gøre, hvad de kan, for at undgå at blive indfanget af det græske politi. Dette politi må derfor være talstærkt til stede, hver gang en båd med migranter ankommer fra Tyrkiet. Og det er en ganske svær opgave. Så snart migranterne er kommet i land, vil de sprede sig i alle retninger og måske søge tilflugt hos de migranter fra gammel tid, der stadig er på øerne. Dertil kommer, at der vel stadig på de græske øer vil være ganske mange ”Gutmenschen”, som vil se det som deres opgave at hjælpe de nysankomne migranter, altså at sabotere den aftale, Merkel har indgået.

Så både hvad migranterne selv og hvad deres hjælpere angår, skal man vænne sig til, at der ikke er tale om søndagsskolebørn, der villigt gør, som lærerinden siger, men om mennesker, der har en ganske anden dagsorden end den nu officielle med tilbagesendelse til Tyrkiet.

Fremtiden tegner fremdeles usikker.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s