Tvang eller forståelse?

Hvad jeg for et par indlæg siden, se her, gjorde opmærksom på, bliver nu bekræftet i Kristeligt Dagblads kronik for i dag, den 10-3, se her. Den muslimske forfatter, Aminah Tønnsen, beviser her – man synes uimodsigeligt – at stening af utugtige ikke kræves af koranen.

Og så må vi vel kunne blive enige med muslimerne på i det mindste dette punkt, ikke!

Ja, tøv nu lige en kende!

Tønnsen viser, hvordan koranen kræver den utugtige straffet med 100 slag og skriver så:

Straffen på de 100 slag er i langt de fleste lande med muslimsk flertalsbefolkning for længst ændret til fængselsstraf af varierende længde og forekommer sjældent i praksis.

Man ser snarere verset som et kraftigt vink med en vognstang om, at man beskytter sig selv og sin familie bedst ved at holde sig på dydens smalle sti.

For det første er det nu mærkeligt, at hun uden videre kan godkende, at et land med muslimsk flertalsbefolkning kan ændre på de straffe, der – som hun selv skriver – er ”nedsendt” fra Gud selv. Men dernæst viser det næste afsnit, at hun stadigvæk som god muslim regner med lovens tvang bag ægteskabet. Straf skal der til. Den gode handling skal gøres af frygt for straffen.

Ja, er det nu rigtigt?

Viser ikke netop formuleringen om beskyttelse af familien, at hun selv forstår, at det er klogt at ”holde sig på dydens smalle sti”?

Jo, det kan man sige. For det forstår jo ethvert menneske. Forskellen på en muslim og en kristen er, at en muslim er mere tilbøjelig til at lægge en moralsk målestok ned over dette selvfølgelige, altså i dette tilfælde, mere tilbøjelig til at lægge de muslimske religiøse tanker ind i overvejelserne: Vi véd ikke på forhånd, hvad vi skal gøre og ikke gøre i denne tilværelse, derfor har Allah åbenbaret sin lov for os; den skal vi rette os efter, og det er derfor ikke så meget i kraft af vor forståelse, at vi ”holder os på dydens smalle sti”, som det er i kraft af vor frygt for straf eller af respekt for Allahs bud.

I modsætning hertil prædiker kristendommen retfærdiggørelse ved tro. Det vil sige: Det væsentligste i et personforhold er tilliden. Og denne iagttagelse tænkes at svare ikke blot til kristendommens forkyndelse, men også til dagligdagens erfaringer. Når man ”holder sig på dydens smalle sti”, kan der nævnes mange forklaringer. Men en meget væsentlig ting er, at man véd af, at ens ægtefælle ville føle det som et tillidsbrud, hvis det blev opdaget. Og man er ikke sikker på, at man vil være god nok til at lyve uden at det kunne mærkes på én.

Man kan sagtens sige, at sådan føler muslimer det også. Hvilket givetvis er sandt her i landet. For alle mennesker har fra begyndelsen eller får i hvert fald efterhånden de samme følelser af tillid og fortrolighed til sin ægtefælle. Alligevel er det kun os kristne, kirkegængere og sekulære i Vesterlandet i en skøn blanding, som vover at lade forståelsen af, hvad det drejer sig om i et ægteskab, og den kærlighed, der springer frem gennem samlivet, være det afgørende i tilfælde af utugt. Muslimerne vover det ikke. De vil have tingene pakket ind i den gode moral, understøttet, så godt det nu kan lade sig gøre, af koranens ord.

Dette fører over til et andet forhold, hvor man også må stille spørgsmålet: ”Tvang eller forståelse?”

Da Lars Hedegaard i sin tid blev udsat for et attentat, blev han et stykke tid efter inviteret i Deadline til et interview med Martin Krasnik, se her. Det blev et sandt krydsforhør. Den arme Hedegaard blev blandt andet udspurgt om en tanke, han og Mogens Camre havde fremført i deres fælles bog ”1400-års krigen”: at muslimerne er ude på at overtage Europa. Og da Hedegaard stadig var lidt groggy ovenpå attentatet – hvilket kunne mærkes på ham – og da han ikke var blevet forberedt på at skulle forsvare netop denne tese fra for ti år siden, lykkedes det ham vist ikke særlig godt at forsvare den tanke, at muslimerne er ude på at overtage Europa.

Hvad det ikke lykkedes Hedegaard at føre bevis for, er nu tilfulde lykkedes for TV2 igennem de afsløringer, der er kommet frem gennem udsendelsesrækken med skjult kamera bag moskéernes facade. Én af disse imam-udtalelser er særlig interessant. En imam, Mohammad Fouad al-Barazi fra Det islamiske Forbund i Danmark, siger ifølge en transkription fra Uriasposten, se her:

Lige nu er vi i en tid, hvor vi er ved at åbne de her lande. Nu er vi begyndt. Der er muslimske fællesskaber over hele Europa. … Nu er vi 300.000. … Derfor er konklusionen på den her snak, at man godt kan opholde sig her i landet uden at smelte.

At ”åbne” betyder ifølge TV2’s eksperter at ”erobre”. Det svarer meget godt til imamens udtalelser, der kan ses på denne TV2-side. Her siger han:

Da jeg kom til landet for 23 år siden, var vi kun 55.000 muslimer. Nu er vi 300.000. Antallet af muslimer er 300.000 nu. Derfor er konklusionen på den her snak, at man godt kan opholde sig her i landet uden at smelte. I skal forstå de betingelser. Det er uden at smelte ind i samfundet.

Dette siges altså til en kvinde, der vil have samme ret til skilsmisse som sine danske medsøstre. Det kan hun ikke få, forstår man, for så vil hun smelte sammen med det danske samfund, og det, det kommer an på for en god muslim, er netop ikke at smelte sammen med, men at ”åbne” det land, der har modtaget dem.

Som man ser, fremfører imamen just den tanke, som Martin Krasnik i sin tid gjorde sig stor umage for at vise var det rene galimatias, fremført af en syg hjerne som Lars Hedegaards. At muslimer vil erobre Europa, er ganske rigtigt en syg tanke, men at gøre opmærksom på, at nogle muslimer har den tanke, er alt andet end sygt, snarere må man sige, at den, der fornægter eller bagatelliserer, at muslimer tænker sådan, har en syg forestillingsverden.

Normalt har professor Thomas Hoffmann ved Københavns Universitet ikke en sådan syg forestillingsverden. Han plejer at være nogenlunde renfærdig i sin tankegang. Men her går han galt i byen. I TV2’s artikel hedder det:

Professor Thomas Hoffmann påpeger, at der ikke er noget usædvanligt i, at en meget religiøs person håber på at omvende flere mennesker.

– For islamister er slutmålet ofte, at religionen bliver den ledende måde at indrette samfundet på. Det er selvfølgelig noget, man som ikke-muslim måske ofte vil være meget uenig med, men det er jo ikke så odiøst at en imam, en meget troende mand, har de her visioner eller forhåbninger om, at islam engang i fremtiden skal blive den største religion, siger Thomas Hoffmann.

”Omvende”, er det ord, Hoffmann bruger. Og det lader ane, at han mener, at muslimer bruger samme fremgangsmåde som kristne, når de missionerer, dvs., arbejder med forståelse og ikke med tvang. Men det er forkert. Han har her ikke blik for forskellen mellem islam og kristendom. Muslimer arbejder med tvang. Muslimer arbejder på at blive mange, måske endda med tiden de fleste, og at udbrede deres religion, ikke ved at få os vantro til at forstå det storladne eller dybt menneskelige i islam, men ved at lade islam i den grad sætte sig på samfundet, at de fleste af bekvemmelighedshensyn går over til islam.

Sådan gjorde de, siden kalif nr 2, Omar, gennemførte sine ordninger for de mange erobrede områder, og sådan arbejder de i dag.

Vi kristne, derimod, arbejder med forståelse. Vi vil have muslimer til f.eks. at forstå, at ægteskaber holdes sammen af kærlighed, og at det, det drejer sig om, er at give kærligheden gode kår. Hvilket ikke gøres med love og regler eller med moralsk løftede pegefingre, men med formaninger, der lever sig ind i den enkeltes forhold.

Advertisement