Et sikkert sikkert land

Er det sikkert, at Tyrkiet er et sikkert land?

Ja, det er ganske sikkert!” sagde EU-kommissionen, da den skulle forsvare Angela Merkels aftale med Tyrkiet om at tage alle de migranter tilbage, der nåede sikkert over fra Tyrkiet til de græske øer. Og det var i grunden en lidt mærkelig slutning at nå frem til.

Jeg ærgrede mig for et par indlæg siden over, at ingen havde fortalt os det noget tidligere, og da slet ikke nogen fra EU’s side, se her. Vi kunne have sparet alle vore annonceudgifter til fjerne landes aviser, vi kunne have undgået ”smykkegate”, alle stramningerne, der skulle afholde migranter fra at søge asyl i netop vort land, var slag i luften, forgæves, betød intetsomhelst i forhold til det juridiske faktum, som EU nu har oplyst os om: Vi har roligt kunnet forhindre enhver migrant i at rejse ind i vort land, for det land, de kommer fra, Tyskland, er et sikkert land.

Ærlig talt regnede jeg ikke med at høre mere til dette argument i medierne. Jeg er jo efterhånden vant til, at det, jeg ser som et problem eller en kendsgerning, det ser ingen andre. Men heri tog jeg fejl. Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, viser i sin blog på Jyllands-Posten, at også han har fået øje på dette argument, se her. Oven i købet viser han, at det nu er regeringen eller i hvert fald Lars Løkke, der anerkender denne argumentation. Han skriver:

Regeringen anerkender nu for første gang, hvad jeg og Dansk Folkeparti har sagt i årevis; man kan godt stoppe folk ved grænsen og sende dem retur – flygtninge eller ej!

Ligesom jeg mener han, at dette er noget ingen har lagt mærke til. Men det er netop EU’s fortolkning, han bruger:

For første gang indrømmer den danske regering nemlig det, som vi har påpeget længe. Nemlig, at man sagtens kan afvise asylansøgere, når det land, de kommer til Danmark fra, også kan betragtes som sikkert for de pågældende. Det er lige præcis denne fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN´s Flygtningekonvention, som EU har lænet sig op af, når de skal forklare, hvordan de nu kan tvangstilbagesende alle de mennesker, der kommer med båd fra Tyrkiet til Grækenland.

Men han har – i modsætning til mig – et Lars Løkke-citat at hælde sit hoved til:

Lars Løkke Rasmussen udtalte 7. marts til Ritzau, at “Tyrkiet skal levere på det, vi har aftalt. Vi skal ikke have den trafik til Grækenland, og Tyrkiet skal være parat til at acceptere, at vi returnerer i hvert fald de økonomiske migranter. Men det bedste vil være, hvis vi kunne returnere alle.”. Dermed anerkender statsministeren for første gang, at det er både lovligt og sågar ønskværdigt at returnere asylansøgere til et sikkert land uden at prøve deres ret til asyl.

Dog er det muligvis lidt for optimistisk af ham ligefrem at regne med, at Lars Løkke anerkender lovligheden af denne procedure, anvendt på Danmark. Det har han eller regeringen nemlig ikke hidtil gjort:

Dog har Lars Løkke Rasmussens regering med justitsminister Søren Pind og udlændingeminister Inger Støjberg i spidsen gentagende gange konsekvent afvist at benytte sig af samme metode ved den dansk tyske grænse. Man har i den danske regering indtil nu nægtet at fortolke konventionerne på den måde, at man kunne returnere folk uden lovligt opholdsgrundlag til tyskerne.

Denne misforståelse må nu være ryddet af vejen af deres egen statsminister, der jo har blåstemplet den selv samme praksis i forholdet mellem EU og Tyrkiet.

Det var de juridiske problemer med en eventuelt grænselukning. Efter dette skulle de ikke længere være uoverkommelige.

Så er der nødvendigheden af en grænselukning.

Det har erhvervsmanden Asger Aamund en mening om.

Han fortæller her, at han er kommet med i en udsendelsesrække, som DR2 vil lave om muligheden for at få flygtninge i job. Og hans første bemærkning er, at en forudsætning for en vellykket integration er, at grænsen bliver lukket. Jeg vil ikke gå argumenterne nærmere igennem, for de dukker op igen hos Paul Collier, en engelsk sociolog, som bliver interview’et af Weekendavisens Klaus Wivel (ikke online).

Collier giver os nemlig en argumentation, der dels har med fakta at gøre, og dels med moral. Der er et par ordskifter, der er værd at gengive:

Er det ikke en europæisk kerneværdi at åbne vores grænser for folk i nød? Mure har Europa dårlige erfaringer med.

Det er muligvis en kerneværdi for Merkel, men det er ikke engang en kerneværdi i Tyskland, endsige i den tyske regering, hvor flere regeringsmedlemmer ikke er enige med hende. Er et flertal af danskerne enige i det synspunkt? Og hvis ikke, vil det så sige, at danskerne ikke er europæere?

Collier véd tilsyneladende, at et flertal af danskerne ikke er enige idet synspunkt, at vi bare skal åbne vore grænser. Han har tidligere været inde på misforholdet mellem den latterligt lille del af de 60 mill flygtninge på verdensplan, vi tager imod i Europa, og hævder at

Jeg har brugt mit liv på at advokere for, at vi har forpligtelser. Dem lever vi ikke op til ved at bringe et par heldige millioner flygtninge til Europa. Det er en afvigelse fra det egentlig arbejde.

Og det egentlige arbejde er altså at hjælpe flygtningene i nærområderne, og at hjælpe dem med ressourcer i en helt anden skala end for øjeblikket. Men så kommer endnu et spørgsmål fra Klaus Wivel:

Men hvad mener professoren, at lande som eksempelvis Danmark skal gøre, når flygtninge og migranter står ved døren? Skal vi bare holde dem ude?

De folk, I lukker ind i Danmark, har I en forpligtelse til at behandle anstændigt. Den modbydelige anti-indvandringsretorik er netop det – modbydelig. Men det betyder ikke, at I møder jeres forpligtelse til at hjælpe ved, at Danmark åbner sine døre. Jeg har arbejdet for Botswanas regering; et lille, afrikansk land, som for 40-50 år siden var et af verdens fattigste. Nu er det et demokrati, som bliver ledet klogt og fornuftigt. Der er to millioner mennesker i Botswana. Der bor en milliard i Afrika. Landet er omgivet af kaos. Har Botswana ret til at holde resten af Afrika ude, hvis de ønsker det? Hvis man virkelig mener, at Botswana ikke har det, kan jeg med sikkerhed fastslå, at landet ikke vil have en chance for at hæve sig over fattigdommen.

Her kommer et moralsk synspunkt ind i billedet. Vi møder ikke vor forpligtelse til at hjælpe ved at åbne vore døre. Det gør Botswana ikke, og det gør Europa ikke.

Men kan vi så tillade os at lukke vore grænser? Interview’eren er ikke helt tilfreds:

Så der er intet problem i, at de enkelte lande i Europa hver især er begyndt at indføre grænsekontrol?

Enten må EU lave en grænse rundt om hele regionen, eller også må landene gøre det hver især. Det er kun intellektuel og moralsk dovenskab, der tillader folk at tænke, at en verden uden grænser er den rette verden.

Måske Klaus Wivel havde tænkt sig at få Collier til at indrømme, at der er en moralsk ridse i hans tankegang. Men nej, hvis der lå en moralsk anklage i spørgsmålet, bliver anklagen effektivt returneret: Det er intellektuel og moralsk dovenskab, når man vil mene, at det bedste er en verden uden grænser.

Det vil sige: at drømme om en verden uden grænser, at mene, at vi i en sådan verden ville have en ideel verden, eller mene, at vi i det mindste måtte stræbe efter en sådan verden, fordi den i alle tilfælde ville være bedre end den verden med grænser, som vi kender, det er forkert, det er moralsk forkasteligt.

Hvorfor?

Ja, det får vi desværre ikke at vide, for interview’et slutter her. Lad mig derfor pege på to ting, der kan vise det moralsk forkastelige i det, vi gør med vores asylpolitik.

1) Ud fra den moralfilosofiske tankegang, der hedder ”utilitarismen”, en tankegang, der mener, vi bør stræbe efter ”den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker”, er det indlysende, at en ødelæggelse af menneskesmuglernes forretning ville være en udmærket ting. Dels ville en række mennesker i Syrien kunne bruge deres penge til noget mere fornuftigt end af egoistiske grunde at tage til Europa, og dels ville vi i Europa kunne spare uanede pengesummer, summer, der for øjeblikket – og i mange år fremover – bruges til at forsøge de mange migranter, der ankommer.

2) Hvis vi bruger alle de penge, vi sparer på migranterne, på flygtningene i nærområdet, måske ved, som Paul Collier foreslår, at oprette nogle industrivirksomheder i nærheden af flygtningelejrene i Jorden, så flygtninge og jordanere kan få noget at lave og en vis økonomisk vækst komme i stand, så kan vi på den måde vise, at flygtningene fra Syrien ikke er os ligegyldige, men at vi gerne hjælper. Og skulle det lykkes at få givet flygtningene både arbejde og undervisning til børnene, så vil de måske på et politisk plan komme til at forstå, at sammenhængskraften i et land er en afgørende faktor, når det gælder økonomisk vækst.

En sådan sammenhængskraft vil de forhåbentlig komme til at se hos os danskere indbyrdes og mellem os og de syriske flygtninge her i landet, hvis der opnås god integration. Det er nok et lidt for vildt håb at have, at de ligefrem ser et ideal i den europæiske livsform, men de skulle dog gerne, altså syrerne i Syrien, komme til at se borgerkrig som noget af det mest ødelæggende for et samfund, og måske derigennem komme til at hade og afsky det had og den afsky, én gruppe syrere møder en anden gruppe med.

Indrømmet, sådanne handlinger, der foregår langt fra Danmarks grænser, kan ikke hos os skabe den velkendte følelse af, at vi gør noget godt. Men fejlen i det, vi gør for øjeblikket, er måske også, at vi i alt for høj grad lader os styre af vores følelser.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Et sikkert sikkert land

  1. Pingback: En pseudopolitiker | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s