Skellet mellem ord og handling

I anledning af de afsløringer, som TV2’s udsendelser fra diverse moskéer er fremkommet med, er vore folketingspolitikere nærmest ved at falde over deres egne ben for at komme til at vise sig som nogen, der kan ”gøre noget”. Lars Løkke vil således indkalde samtlige partier til et møde, hvor de skal prøve at finde ud af, hvordan deres reaktion på imamernes udtalelser skal være. Og det skal vistnok lyde aktivt og handlingsberedt, når Lars Løkke hævder, at han er parat til at gå til kanten af grundloven for at komme til at ”gøre noget”.

Men man kan da med en vis ret spørge, om det mon er politikerne, der skal ”gøre noget”. Et forsøg på at slå koldt vand i politikernes blod – men måske varmt vand i mange andres, man véd det ikke rigtig – ses i en kronik i Berlingske den 15-3, se her, hvor Jakob Mchangama og Flemming Rose søger at fastholde det skel, som jeg i hvert fald fra Flemming Roses mund har hørt før, og som jeg har fundet fuldkommen rigtigt, nemlig skellet mellem ord og handling.

Det er yderst relevant af de to at henvise til debatten forud for grundlovens givelse, hvor Madvig ville indsætte en passus om, at der ikke måtte læres noget, der ”stred mod sædeligheden og den offentlige orden”, noget, der godt nok kom med i grundloven, hvor det stadig står, men som Grundtvig var imod, idet han mente, at det åbnede mulighed for, at regeringen kunne ”afbryde friheden”, altså ytringsfriheden.

Det er også relevant, at de to gør opmærksom på vor behandling af kommunisterne under den kolde krig. Der blev, siger de, ud fra Knud Thestrups ord om, at ”man sjældent gør noget godt ved at forsøge på at indskrænke ytringsfriheden”,

etableret en juridisk ramme, der tillod Moskva-tro kommunister at sidde i Folketinget, have højskoler, en avis, forlag og fagforeninger. Det er denne demokratiforståelse, som Rigsadvokatens og Justitsministeriets afvisning af et forbud mod Hizb ut-Tahrir og Grimhøj-moskéen bygger på, da det, »I almindelighed (ikke er) op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse at modarbejde og bekæmpe synspunkter til støtte for opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier«. En slående modsætning til Tysklands militante demokrati, hvor både nazister, kommunister og Hizb ut-Tahrir har været eller er forbudt.

Altså, vil nogen foretage et opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier – og man kan rolig sige, at det er det, mange imamer vil – så er det ikke noget, retssystemet skal tage sig af, heller ikke folketinget med deres lovgivningsmyndighed, men derimod en opgave for den frie debat og meningsdannelse.

Dette svarer meget godt til den devise, jeg har forsøgt at kæmpe for her på bloggen, nemlig den, at man skal give vore muslimske landsmænd al den frihed vort samfunds bare kan trække. Men jeg har dog vistnok husket at føje til, at man med ord skulle bekæmpe deres forkerte anskuelser.

Det er dette sidste, der kniber med. For vi har vist alle siddende den fejlopfattelse i os, at muslimer stadigvæk skal betragtes som vore gæster, og gæsternes inderste, måske ret skrøbelige overbevisning giver man sig da ikke sådan til at angribe. Vi i kirken har også denne opfattelse siddende i os.

Men dels er vel muslimerne ikke gæster mere, dels burde vi vel kunne forklare både dem og os selv, at dette at kritisere muslimernes religion ikke er det samme som at kritisere muslimerne, eller at vi godt kan respektere muslimerne som mennesker samtidig med, at vi kommer med indvendinger mod deres religion.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på Luthers to-regimentelære, se her. Her henviser jeg til et spørgsmål, Luther tager sig for at besvare, nemlig dette: ‘skal fyrsten ikke bekæmpe kætterne?’, se her. Og hvis vi nu indrømmer, at islam set med kristne øjne er et kætteri eller i hvert fald en lære, der står imod den kristne lære – hvad jo også den augsburgske bekendelse klart siger – så siger Luther altså her det samme som Mchangama og Rose: Den verdslige magt skal ikke bekæmpe islam. Men Luther føjer til, at det er kirkens opgave at bekæmpe islam.

Den opgave har kirken dog været yderst uvillig til at påtage sig. Vi har arbejdet gennem lang tid for at prøve at imødegå scientismen, den opfattelse, der vil gøre videnskaben til eneste sandsigerske, og vi har derfor ikke haft overskud til at sætte os ind i islam. Og har nogen endelig gjort det – som f.eks. undertegnede – har man set ned på os, fordi vi ikke var kærlige nok overfor muslimerne. Derfor har man ofte nægtet næsten enhver forskel mellem kristendom og islam, de er, mener mange, to alen ud af ét stykke. Mange teologer i de vestlige kirker har dertil stadig anset scientismen og sekulariseringen som den største fjende, og mange er endt med at betragte islam som en mulig allieret i denne kamp. Det har naturligvis ikke hjulpet på sagen, at teologer overlader valpladsen til religionsvidenskabsfolk, som ser både islam og kristendommen som den rene overtro.

Men den sidste tids begivenheder har vel rokket noget ved denne kirkelige velvilje overfor islam. Det var i hvert fald at håbe. Jeg skal om lidt komme med endnu et par steder, hvor man som teolog kan ”slå ned på” islam, men forinden vil jeg godt pege på et par ting, som vore politikere kunne gøre, når de nu så gerne vil ”gøre noget”.

De kunne begynde at tage forbudet med kvindelig omskæring – det, man snarere må kalde kønslemlæstelse – alvorligt. Det vil sige, man kunne drage den slutning ud fra disse imamers temmelig letsindige omgang med kravet om at rette sig efter dansk lov, at man krævede indført helkropsundersøgelser af alle somaliske piger, så man kunne sikre sig imod, at de bliver omskåret. Selvfølgelig skal det følges op af sanktioner mod forældrene, hvis man opdager, at en datter er blevet omskåret.

Man kunne også være noget mere kritiske overfor de aktiviteter, som moskéerne får tilskud til at gennemføre. Det synes jo at være sådan, at mange får tilskud til almindelige religionsneutrale aktiviteter, men trods aftaler gennemfører decideret koran-undervisning for de penge. Det kan man dog sætte en stopper for, altså tilskuddet, ikke det, at der foregår koranundervisning i moskéerne.

Men så til det, kirken kunne gøre.

Det er jo sådan set det, jeg hele tiden forsøger at klargøre her på bloggen.

Jeg har f.eks. søgt at vende mig imod muslimernes arrangerede ægteskaber, fordi jeg mener, at samkvem med mennesker af det modsatte køn, forelskelse i én af disse andre kønsvæsener, sammenknytning i forlovelse eller ægteskab osv., er noget naturligt, noget ønskværdigt, noget, et varigt ægteskab kan baseres på. Og jeg mener altså, at kristendommen befordrer den frihed, hvorunder disse ting kan finde sted, mens islam direkte forhindre den.

Jeg må da indrømme, at det gør opgaven mere indviklet, når man hele tiden må indrømme, at denne frihed sådan set godt kan tænkes at være fremkommet af sig selv. Alligevel vil jeg mene, det er en farbar vej, når forskellen til islam skal kortlægges.

Jeg vil også mene, at man godt teologisk kan udfordre muslimerne gudsbillede. Det er, som om det er magt, der driver værket, og i så fald lades ofte al fornuft ude.

Hvordan kan man f.eks. forsvare den kendsgerning, at der i koranen er fire forskellige holdninger til alkohol, begyndende med en tilladelse, sluttende med et forbud? Man kan tænke sig om Muhammed, at han blev klogere efterhånden og ikke fra første færd var helt klar over, hvordan alkoholnydelse kunne indvirke på folk. Men man kan da ikke tænke noget sådant om Gud! (Se en nærmere omtale her).

Det samme må siges om den åbenbaring, Muhammed fik efter at have begæret sin adoptivsøns kone, Zainab. Man forstår så udmærket, at han selv ”gav sig selv lov” til at følge sin lyst, men hvis Gud virkelig har mulighed for at give ham åbenbaringer, så er det uforståeligt, hvorfor han ikke gav ham en åbenbaring allerede, da han så den smukke Zainab. (Se her).

Eller hvordan kan muslimerne nogensinde tillade sig at tro, at Gud har forordnet, at en utugtig skal stenes, når det ikke står i koranen? Ja, ja, de hævder, at Muhammed selv i sin egen levetid brugte denne straf, men det gør den vel ikke guddommelig. Kan man virkelig forestille sig, at Gud huskede at fortælle Muhammed, at straffen for tyveri er håndsafhuggelse, men glemte at fortælle, hvad straffen for utugt er? Eller – værre endnu – skal man virkelig som muslim, der jo tænkes at tro på, at hvert ord i koranen skal forstås som talt af Gud selv, tvinges til at tro, at alt det, koranen siger om straf for utugt er forkert? Den hævder jo, at utugt skal straffes med stokkeslag, ikke med stening. Det kan godt være, at muslimer i vore dage hævder, at steningsstraffen er indført i kraft af konsensus blandt muslimer, men i få fald er det jo en højst menneske og ikke en guddommelig bestemmelse. (Se f.eks. Aminah Tønnsens angreb på de tre muslimer i Jyllands-Posten her).

Det må vel også være tilladt at fremhæve de forskellige beviser, der findes, på, at koranen ikke kan være Guds åbenbaring. Kan Gud tage fejl? Nej vel. Men hvordan kan så koranen hævde, at korsfæstelsesstraffen fandtes blandt de gamle egyptere? (Sura 7,124). Eller at Maria var den tredje person i treenigheden?

Eller hvordan kan Gud hævde, at han har sagt noget til jøderne, som ikke står i Det gamle Testamente, men kun i en jødisk fortolkning af det gamle testamente? (Se her).

Der er nok at tage fat på, hvad angår koranen selv.

Men der er også mærkelige ting i gudsforståelsen iøvrigt.

Hvordan kan nogle muslimer f.eks. gennem kvindeomskærelse give sig til at forbedre Guds skaberværk? Det er ifølge Det gamle Testamente, at Gud efter hver ting, han havde skabt, sagde, at det var godt. Men det hører vel selve gudsforståelsen til, at er noget skabt af Gud, da er det godt. Det synes muslimerne åbenbart ikke.

Mange flere ting kan sikkert nævnes, men jeg stopper her. Dette er blot for at vise, hvordan kirken kunne imødegå islam, uden at krænke muslimerne, blot som del af en religionssamtale.

Dertil kommer, at man i langt højere grad, end tilfældet er for øjeblikket, kunne angribe islam for alle de drab på kristne, der finder sted i muslimske lande. Det kunne man gøre ved at fejre de mennesker, der bliver dræbt, som martyrer. Men sådanne tanker synes næsten helt at være forsvundet i vor kirke.

Jeg har også på et tidspunkt hævdet, at man kunne foranstalte koranafbrændinger, hvis muslimer, som reaktion på kristne koranafbrændinger, slår mennesker ihjel. Det er jo desværre sket, altså, at muslimer har slået ihjel, ikke at vi har afbrændt koraner som ”hævn”, se her. Tanken var, at en sådan event skulle signalere vor opfattelse til muslimerne: at det ikke er en reproducerbar bog, der er hellig, men ikke-reproducerbare mennesker.

Men i det hele taget ville det hjælpe kolossalt på vort åndelige angreb på islam, hvis vi turde være lidt mere stolte over os selv og det, vi står for.

Vi kan i den henseende tage vort kongehus som eksempel. Da kronprinseparret fornylig var i Saudi-Arabien, bragte man billeder fra modtagelsen, og man hæftede sig ved, at nogle af arabere, der fik forbi parret, undlod at give hånd til kronprinsesse Mary. Men få lagde mærke til, at Mary ikke havde tørklæde på. Hun havde åbenbart lært at sige, som jyden gjorde det: ”Jeg sætter min hat, som jeg vil”. Hurra for det!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Skellet mellem ord og handling

  1. Pingback: Ytringspligt? | ricardtriis

  2. Pingback: Glidebanen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s